”Nu spiller de den lortesang igen”

Johnny havde egentlig ikke som sådan noget imod Thomas Helmig. Faktisk var han ganske tilfreds, når Helle var afsted til koncert med den århusianske krøltop, for så havde han fri adgang til fjernbetjeningen og muligheden for at spille helt, når hun og veninderne skulle hentes senere på natten. Lørdag eftermiddag var vi i Nordre Kapel i Århus for at tage afsked med Johnny, 2½ år efter at han havde fået konstateret kræft i tyktarm og lever. Og midt i ceremonien fyldtes kapellet af tonerne fra ”Malaga”.

Johnny var min bedste ven. Vi havde en fælles fortid fra det århusianske håndboldmiljø i slutfirserne og starthalvfemserne og genoptog vores bekendtskab for fuld skrue, da Johnny for syv år siden flyttede til Horsens. Anden halvleg af vores venskab startede med, at vi begyndte at kommentere på opslag på sociale medier og siden udvekslede vi absurditeter i en grad, så indforståetheden og de fælles referencerammer var tydelige for os begge. ”Skal vi ikke lige mødes og løbe en tur rundt om søen,” skrev en af os, og det gjorde vi så. Det gik ikke så hurtigt, for vi havde jo en masse, vi skulle snakke om. Johnny havde vist også noget med læggen, mens min undskyldning bare var dårlig form.

Da løbeturen var slut skulle vi lige opdatere hinanden på, hvor vi var, sådan rent tilværelsesmæssigt. Og tre timer senere sagde vi på gensyn og gik til hver vores. Kimen til et ubrydeligt venskab var imidlertid lagt og i tiden derefter sås vi ofte og skrev sammen oftere. Vores fælles passion for hjerteklubben AGF betød, at vi jævnligt (når der var hjemmekamp) frekventerede Marselisborgskoven. Oftest sammen med Johnnys søn Mathias og af og til også med datteren Nanna. Senere kom vores gamle håndboldkammerat Mark til.

Jeg har tilbragt mange timer sammen med Johnny – og med Helle, når det ikke handlede (så meget) om fodbold. Johnny elskede Århus, men blev forelsket i Horsens. Altså ikke i byen, som han aldrig rigtig forholdt sig til, men i én af dens indbyggere. Da Johnny mødte Helle var han et sted i sit liv, hvor han havde brug for ro. Tryghed. En skillevej, kunne man sige, for kærligheden til Helle gav så meget mening for Johnny, at han tog en beslutning om at leve i nuet. Ikke så meget bullshit, gå efter det, det betyder noget. Hvor ofte har man ikke hørt nogen sige, hvor vigtigt det er at gøre netop det, og lige så ofte kommer det bare til at lyde som en kliché. Sådan var det ikke hos Johnny.

Han besluttede sig for at opsøge de gode oplevelser og insisterede på kun at omgive sig med folk, som betød noget. Han kunne virke kantet og reserveret, men de mange, som var til stede i kapellet i lørdags kunne bekræfte, at han som ven gik langt ind i hjerterne hos mange. Han gjorde stort indtryk på både gamle og nye bekendtskaber, blandt andet på de sociale medier, hvor han uden filter valgte at fortælle om sine trængsler, sorger, nederlag og sejre i kølvandet på kræftdiagnosen.

I efteråret sidste år vendte vores gode ven Dan en idé med mig. Han havde gennem sit arbejde adgang til nogle fodboldbilletter og i december var vi så afsted tre gamle GF’ere tre dage i London. Selvfølgelig var vi til fodbold (Chelsea mod Manchester City på Stamford Bridge) men vi var også på pub(s) og fik fortalt en masse mere eller mindre sandfærdige historier. Det var en stor oplevelse for os alle. Efter at Dan var taget hjem til Schweiz havde Johnny og jeg den sidste dag i London for os selv. Vi var blandt andet ude at spise på en amerikansk familierestaurant. Johnny havde lidt ondt i maven, så han skulle ikke have alverden, kun et par cheeseburgere. Jeg var mere sulten.

Da Johnny havde sat tænderne i en burger udbrød han: ”Der er en idiot, der har lagt to bøffer i min cheeseburger”, hvorefter jeg bare kunne konstatere, at det vel var fordi han var ved at spise min dobbelte af slagsen. ”Den smager fremragende”, konstaterede han tørt og fortsatte ufortrødent.

Da han stadig var aktiv håndboldspiller på Verdens Bedste Danmarksseriehold, skrev hans træner, Birger Christiansen, følgende i et dagbogsnotat fra sæsonen 92/93: ”Et eller andet går galt mod Bjerringbro KFUM. Vi er bagud 12-5 efter første halvleg. I pausen demonstrerer anføreren formatet med en elegant udregning, hvorefter vi bare skal hale 1 mål ind for hver 4 minutter i anden halvleg og så sætte tingene på plads i de sidste to minutter. Johnny hører ikke efter, og i løbet af de første fem minutter har han udlignet til 12-12. Dette er Johnny i en nøddeskal. Han er såre enkel at være træner for. Hvis man vil have ham til at holde på bolden, skal man bare råbe ”skyd”. P.S. Det er ad helvede til”. Hans store personlighed og viljen til at gå egne veje fornægtede sig heller ikke på håndboldbanen.

Johnny havde en galgenhumoristisk tilgang til sin sygdom. Naturligvis tænkte han over det alvorlige i ”situationen”, men samtidig havde han bestemt, at det var ham, der skulle styre det liv, der var tilbage og ikke sygdommen. Derfor blev han et forbillede for mange, og i de sidste par år har stadig flere fulgt med i hans betragtninger på Facebook. Poetisk, alvorligt og humoristisk. På et tidspunkt var vi afsted til fodbold og da vi skulle hjemad kaldte en af de andre ”Shotgun”. ”Det går ikke”, sagde Johnny, ”jeg har kræft og det overruler altid en Shotgun”. Og så blev det naturligvis sådan.

For omkring et halvt år siden fik Johnny et stort ønske opfyldt, da han sammen med Helle flyttede tilbage til Århus. Det var vigtigt for ham at tilbringe den sidste tid i den by, som havde betydet så meget for ham. ”Jeg lukker mine øjne i Århus” synger Thomas Helmig i ”Malaga”, og netop den sang har udviklet sig til at være en AGF klassiker, og den bliver spillet ved hjemmekampene umiddelbart inden holdet løber på banen.

Og så stod vi der, skulder ved skulder, når sangen klingede ud gennem højttalerne. ”Nu spiller de den lortesang igen” sagde Johnny ved den sidste hjemmekamp, som han nåede at få med. Mens en tåre pressede sig på. Tårerne fik så for alvor frit løb, da lortesangen blev spillet på Trøjborg i lørdags.

Jeg savner Johnny, og samtidig er jeg dybt taknemmelig over at have fået lov til at være en del af hans liv de sidste mange år. Fordybelse, poesi, hengivenhed og grovkornet satire forenet i en af den slags personligheder, som der ikke findes andre af. Og det er pænt træls, at han nu ikke er her mere. Det er bare ikke i orden.

Jeg ved hvad Niki Laudas mor hedder

Jeg var allerede i gang med at skrive dette indlæg, da nyheden om, at den tre-dobbelte Formel 1 verdensmester Niki Lauda var død, 70 år gammel. Burde jeg så ikke have ændret overskriften til noget, der var knap så upassende, omstændighederne taget i betragtning? Måske. Det må være op til læserne (hvis der er nogen) at vurdere, men nu har jeg i hvert fald gjort mit med noget, som vel på nydansk kan betegnes som en disclaimer.

Der har på det seneste været larmende tavshed her på siden, og det skyldes faktisk at jeg har haft pænt travlt med alt muligt både på arbejde og i fritiden. Arbejdet måtte imidlertid undvære mig fem dage i slutningen af april, da jeg sammen med Kirsten og de brave folk i rejseklubben var i Holland.

Marlene udgør en sjettedel af rejseklubben og hendes ældste søn hedder Sebastian. Han arbejder hos Oracle i Amsterdam og bor til leje i en høj, rækkehusagtig lejlighed umiddelbart rundt om hjørnet i en sidegade til den lille hovedgade i Haarlem. For uindviede giver det mening at oplyse, at Haarlem nærmest er en forstad til Amsterdam (15-20 minutter i tog) og en hyggelig én af slagsen, fandt vi ud af. Jeg kan faktisk ikke huske om det var Sebastian eller Marlene, der inviterede, men fra den 25. april måtte førstnævnte pænt forlade matriklen til fordel for seks utilpassede halvgamle turister fra Østjylland.

Da vi reserverede datoerne vidste vi ikke, at den 27. april er den hollandske konges fødselsdag, hvilket de lokale tulipan- og træskofolk går all-in på at fejre. Det kommer jeg til, det var først om lørdagen. Vi ankom til lufthavnen torsdag eftermiddag og kunne undrende konstatere, at endnu et land havde sluppet os ind uden nævneværdige forbehold. I dagens anledning var der arrangeret noget regnvejr – det havde de nu ikke behøvet, og det holdt da også op efter et par timer. Da vi var blevet installeret på tre etager med Kirsten og undertegnede i en dybfryser øverst oppe, var det på tide at udforske omgivelserne lidt.

Harlem er, uagtet den smukke arkitektur, skønheden og feel-good stemningen, et veritabelt cykelhelvede. Der kører ingen biler i de små gader, men masser af bindegale hollændere på havelåger af varierende kvalitet, og det virker umiddelbart som om ringeklokken er det vigtigste, når der skal pimpes. Vi havde gået knap 10 meter på ”Kleine Haupstraat” før vi første gang kom i karambolage med en ungersvend, som tilsyneladende havde stjålet sit tohjulede køretøj. Det skulle ikke blive sidste gang og med tiden lærte vi at holde os ganske tæt på husmurene, når vi bevægede os rundt i byen.

Fredag stod der sightseeing i Amsterdam på menuen. Inklusive sejltur med fri bar på kanalerne. Sebastian havde arrangeret sejladsen og vores tvivl om, hvorvidt der nu også var helt fri bar som i alt hvad I kan drikke, blev gjort til skamme, for der var tilsyneladende fyldt godt op i båden med både Heineken og rosé. Vi sad lige bag kaptajnen, og da et par børn i 8-års alderen fik lov til at prøve at styre, så vi misundelsen brede sig i Peters ansigt. Han ville også gerne prøve, og han fik lov, og undgik behændigt at sejle ind i noget eller nogen. Det var en fin tur, som bestemt kan anbefales.

Næste stop var det berømte og berygtede Red Light District. Der var nu ganske stille og roligt, men oplevelsen af kødmarkedsdelen kunne jeg godt have undværet. Det var midt på eftermiddagen og de stakkels piger var ved at gøre sig klar i deres vinduer i de små sidegader. Stakkels er i denne sammenhæng ganske velvalgt, for det er nok temmelig få af dem – om nogen – der selv har valgt prostitution som profession. Lykkelige så de i hvert fald ikke ud og begreber som ”trafficking” lå først for i bevidstheden. Det er en helt anden snak.

På trods af dette gjorde Amsterdam et fremragende indtryk. En overskuelig bymidte med alting i gåafstand, hyggelige cafeer og masser af shoppingmuligheder. Kan varmt anbefales.

Lørdag var det ”The Kings Day” i hele Holland, og hvis din yndlingsfarve er orange, så var der rig mulighed for at falde i med mængden. Vi valgte at tage ind til Amsterdam sidst på formiddagen, naturligvis iklædt orange trøjer, fjerkæder i samme farve og andet halløj. Byen var i de indledende stadier til festlighederne, men rundt omkring i hele centrum sørgede DJ’s og bands fra forskellige scener for underholdningen. Der kom et par regnbyger, men det levede vi med, for det gav anledning til at nyde en Heineken under en baldakin i selskab med lokale eller andre turister. Lidt paradoksalt, at der overalt i Amsterdam hænger skilte, hvorpå der står, at hvis man drikker offentligt, så straffes det med en bøde på 95 Euro. Det gjaldt tydeligvis ikke på kongens fødselsdag. Efter 3-4 fornøjelige timer i hovedstaden valgte vi at tage tilbage til Haarlem for at afslutte festlighederne på vores nye hjemmebane.

Og det var også sjovt. Lidt længere nede ad ”Kleine Haupstraat” var der et sted, hvor fire barer var placeret to og to over for hinanden. Imellem barerne var der placeret et stillads med en bro på tværs af gaden, og deroppe stod en DJ. Allerede fra sidst på eftermiddagen var der så mange mennesker, at man nødvendigvis måtte danse sig igennem, hvis man skulle om på den anden side af festen, hvilket var nødvendigt, hvis man skulle ind til centrum med tivoli, rockmusik og balfaldera. På et tidspunkt kaldte pigerne det for en dag, men Gert, Peter og undertegnede tog lige en sidste omgang (som vist blev til yderligere et par stykker).

Tilbage i barområdet forbløffedes vi over hvordan festdeltagere i alle aldre dansede og sang og bare sprang ud i folkefesten. Alle sang med på alle sangene, og det gjorde vi også, selv om de var på hollandsk. Bortset fra en enkelt, som var på tysk, men som ikke desto mindre var på topniveau med hensyn til engagement. ”Wie heisst die Mutter von Niki Lauda” lød det ud gennem højttalerne, hvorefter mængden svarede ”Mama Lauda, Mama Lauda”. Gentaget adskillige gange, naturligvis. Da vi var kommet tilbage i lejligheden forsøgte vi at overføre begejstringen over konceptet til resten af rejseklubben, men vist nok med begrænset succes.

Søndag slikkede både rejseklubben og resten af Holland sårene efter festen. Vi shoppede lidt, var på pizzeria og fik afgjort, at undertegnede skulle opbevare vandrebrikken (bedst til terninger) til næste tur. Det gør jeg gerne. Mandag skulle vi tidligt afsted mod lufthavnen og det lykkedes mig at glemme Kirstens og mit eget pas i lejligheden, hvilket gav anledning til lidt nervepirrende situationer på hjemrejsen, men vi undgik dog at blive afkrævet bevis på gyldig rejsehjemmel, som det jo hedder.

I øvrigt har efterfølgende research klarlagt, at hun hed Elisabeth. Mama var tilsyneladende bare et kælenavn.

En håndboldkultur af pap og plastik

Jeg har tilbragt en betragtelig del af mit liv i diverse håndboldhaller. Først som spiller, siden som træner og senest som forælder. Har set tusindvis af håndboldkampe på vidt forskellige niveauer, fra lilleput til liga, krydret med et betragteligt antal landskampe. Men jeg gider faktisk ikke se hverken liga- eller landskampe mere, og det skyldes primært den totalt kunstige stemning frembragt af foldede papstykker eller latterlige klappepølser.

Oplevelserne i de danske håndboldarenaer er simpelthen blevet uudholdelige, og at se en hel langside fyldt med Hr. og Fru Danmark’er sidde og taktfast slå to stykker oppustet plastik sammen for at frembringe en kunstig, teknorungende, ligegyldig stemning er en lidelse. Jeg kan bare ikke ha’ det. Alternativet er gud hjælpe mig et stort stykke foldet pap, som bevidstløst klaskes ned i hånden eller mod et mere eller mindre kødfyldt overlår. Hvor er det dog tåbeligt.

Det var formodentlig en eller anden smart marketingperson, som engang i fortiden blev bedt om at gøre sig nogle tanker om, hvordan man kunne skabe begejstring i de stemningsforladte håndboldarenaer. Måske var der en sponsor, som havde adgang til et forladt lager fyldt med pap og/eller ubrugt plastik i rigelige mængder. Uanset hvad, så er resultatet og udbredelsen skammeligt.

To mellemøstlige mænd henholdsvis råber og klapper, mens danskeren “skaber stemning” med et stykke foldet pap

Som udgangspunkt har jeg det egentlig fint nok med, at der spilles musik i hallen. Altså når der er afbrydelser i spillet eller når der skal følges op på flotte scoringer. Imidlertid synes jeg (og adskillige andre tilsyneladende) at det har taget overhånd. Musikken fortsætter til langt ind i angrebene og ofte når speakeren ikke at berette om målscoreren før bolden ligger i målet i den modsatte ende. Helt grotesk var det, da speakeren på et tidspunkt under en af kampene i Herning var tre mål bagud. Han skulle jo lige vente på, at tilskuerne fik sunget færdigt på omkvædet af Volbeats ”For evigt”. Hm…

Jeg er også ganske på det rene med, at der var/er et stort behov for at skabe mere larm og stemning i hallerne. Folk skal have noget for pengene. Men kamparrangørerne mener tilsyneladende, at man kun kan få folk til at klappe, hvis de får udleveret hjælpemidler ved indgangen! Helt ærligt, altså! Hvorfor er det, at man ikke prøver at rette blikket ud på den anden side af murene, ud på fodboldstadion, hvor klappepølser og tilsvarende pap er bandlyst, men hvor der til gengæld er stemning?

Et par gange de seneste år er der blevet afholdt store indendørs fodboldstævner i de store indendørs arenaer med deltagelse af flere superligahold og deres fans. Sjældent (aldrig) har lydniveauerne været højere i danske idrætshaller. Fodboldfansene har ved disse lejligheder formået at flytte begejstringen fra stadion ind i hallen med masser af slagsange, klapsalver og tilråb. En ganske anden oplevelse end den, der normalt tilbydes klappepølsesegmentet. Hvor er det dog fedt at opleve det lydinferno og den stemning, som kan skabes helt uden brug af unaturlige hjælpemidler.

Lær af det, håndboldarrangører. Gør en indsats for at få fodboldstemningen indenfor. Intet klappepap, masser af engagement og kun pølser ude i cafeteriet. Få skabt en fankultur, som andre misundeligt vil prøve at efterligne, for det kan faktisk lade sig gøre. Det kræver dog, at man virkelig vil, for de fleste steder har man allerede tabt til mageligheden blandt kernepublikummet. Til de sponserede stemningsdræbere og de bløde puder til numserne.

Heldigvis – eller uheldigvis – har vi at gøre med et temmelig dansk fænomen. Syd for grænsen og ovre østpå kan tilskuerne sagtens finde ud af at skabe en stemning, som blæser modstanderholdene ud af hallen. Og det foregår altså ved at klaske to kødstykker mod hinanden og ved at bruge stemmen. Klappe, råbe, pifte og synge. Svine modstanderne til. Kalde dommeren for Ove Hust. Hvor jeg dog savner den gode stemning.

Et af de bedre år

For omkring et år siden lavede jeg en slags nytårsstatus over året 2017, som jeg vist kaldte for et rigtigt lorteår med dødsfald blandt både to- og firebenede familiemedlemmer. Det netop afsluttede år har set væsentlig bedre ud, selv om vi vel ikke er helt oppe at ringe over det.

Men hvorfor egentlig ikke? Der var ikke nogen i den nærmeste familie, der blev alvorligt syge eller døde. Vi fik det, vi kunne spise, hver dag (ellers var det vores egen skyld). Huset står endnu forholdsvist stabilt og vi fik endda udskiftet den rådne terrassedør (rådden er i denne sammenhæng brugt tro mod ordets oprindelige betydning og ikke blot som et synonym for træls eller dum). Efter langvarige ”forhandlinger” fik Kirsten erstatning for sin ødelagte hånd. Sommeren var fantastisk og vi var på fremragende ferier i både Berlin og Budapest. Alt i alt et år, som vel er over middel.

Til gengæld er vi også blevet et år ældre, og selv om vi i de fleste henseende (mest mig) prøver at agere som da vi var midt i tyverne, så er kendsgerningerne, at det ikke er sådan verden ser ud. Heldigvis ser vi stadig kun knap så unge ud (siger nogen, der tilsyneladende ønsker at være på god fod med os af den ene eller den anden grund), så det egentlige forfald lader heldigvis vente på sig. Dog var kilometertiderne på løbeturene noget lavere for nogle år siden, men så får vi tilbragt mere tid ude i naturen.

Jeg gider ikke være ældre, men det bliver jeg. Heldigvis. Jeg synes, at jeg bliver bedre og bedre til at undgå at bekymre mig over ting, som jeg alligevel ikke har nogen indflydelse på, men forbeholder mig dog retten til at være sur i udvalgte sammenhænge. Og til at bidrage til den gode stemning ved sociale aktiviteter med mit sublime arsenal af sjove jokes og humoristiske indslag. Det er et privilegium at have retten til at optræde pinligt i selskab med børn og svigerbørn.

Apropos svigerbørn, så resulterede 2018 faktisk i et nyt et af slagsen, da Alberte engang i foråret præsenterede Simon som sin kæreste. Andreas var allerede sammen med Kathrine, og på et tidspunkt – også i foråret – fik de den gode idé at sige deres lejlighed op for at flytte ud til os i de nyindrettede gæstefaciliteter, som var blevet etableret, da Adam og Alberte flyttede hjemmefra sidst på året 2017. Og det er endnu en grund til at løfte status for 2018 en tand højere op end tåleligt, for det går faktisk enormt godt med at have dem tæt på i det daglige.

Hvordan bliver 2019 så? Umiddelbart ser det ud til, at vi bare kører videre på samme halvhøje klinge som sidste år. Vi skal vel afsted med rejseklubben et par gange og så skal vi nok også ud at gå en tur eller to med hundene. Måske får vi styr på græsplænen ude foran (tvivler) og måske får vi genetableret vores udendørslys (arh…). Under alle omstændigheder vil vi gøre en indsats for at nyde tilværelsen, når vi kan. Alene og i godt selskab med andre. Og det er vel ikke helt tosset.

Kathrine

”Jeg glæder mig til at se, hvad du har skrevet om mig”. Det var sådan cirka de ord, der mødte mig, da jeg i aftes fortalte, at jeg havde lavet et indlæg på min blog om mine børn (se eventuelt nedenfor). Og ordene kom altså ikke fra nogen af børnene, men fra den tilføjelse til familien, som skal godskrives vores ældste søn Andreas.

”Jamen jeg hører da med” fortsatte hun uden at bekymre sig blodets bånd og andre argumenter, så der er vist ingen vej uden om.

Vinteren var ualmindelig hård, der i starten af 1992. Faktisk udsendte sundhedsministeren en erklæring om, at gravide burde indtage lidt ekstra for at give de nyfødte noget at stå imod med. Katrines mor hørte tydeligvis efter, for der var en masse at tære på hos det meget store lille barn. Ok, hvis vi skal være helt fair, så giver det vist ikke så meget mening at tage udgangspunkt i den tidlige barndom hos Kathrine, for der var hun jo stadig lykkeligt/ulykkeligt uvidende om, hvad der siden ventede hende.

På et tidspunkt blev hun så kæreste med Andreas. Først flyttede han ind hos hende, så flyttede de sammen i en fælles lejlighed. Dejligt fredeligt med kirkegården som nærmeste nabo, men også dyrt.

Og nu er de så flyttet ind hos os. Det, som egentlig startede som en slags strøtanke, endte med at blive en god idé, og nu huserer hun sammen med Andreas i vestfløjen af vores hus (det lyder stort, men er det ikke). Det går rigtig godt, for hun er både sød og elskelig – og så har hun en fantastisk humor. Hun griner af de fleste af mine jokes, mens mine egne børn tilsyneladende har glemt, at jeg faktisk er enormt sjov. Det er jeg meget taknemmelig for og det giver mig også mulighed for at prøve nogle jokes af på én, som forstår at værdsætte et godt grin.

Nogen gange synger hun i vilden sky. Det kan komme sådan lidt ud af det blå, og selv om alle toner ikke bliver ramt lige rent, så er det lidt hyggeligt. Det er i det hele taget ganske fornøjeligt at have de halvgamle unge boende, selv om de går tidligere i seng end Noah. I aftes proklamerede Kathrine for eksempel, at det var godt at håndboldkampen blev spillet allerede kl. 18, for 20.30 er godt nok sent. Både hun og Andreas trisser også rundt i tøfler og morgenkåbe, og det er hverken Kirsten eller jeg gamle nok til endnu.

Vi er til gengæld enige om, at vi er meget glade for Kathrine. Det, som i princippet havde potentiale til at blive en boligmæssig samlivskatastrofe, har vist sig at være en løsning, som vi alle trives i. Det har Kathrine en stor andel i, så hun (og Andreas) får indtil videre lov at blive boende.

Min familie – et kæmpe privilegium

Der er rigtig mange, der reagerer med en blanding af beundring og forbavselse, når jeg fortæller, at Kirsten og jeg har fem børn. Og at vi faktisk har produceret dem i fællesskab. Det er selvfølgelig et par stykker over gennemsnittet for en normal, dansk familie, men det hører også til sjældenhederne, at vi beskyldes for at være normale. Gudskelov for det.

Vores børn er fantastiske. Stærke og meget forskellige personligheder. Vi elsker dem betingelsesløst og vil altid bakke op om de valg, de træffer, selv om vi nogen gange gerne vil være med til at trykprøve dem lidt. Valgene altså. Nå, men i det følgende har jeg skrevet lidt om dem allesammen. Mest fra tiden omkring deres fødsler, men måske vil jeg ved en senere lejlighed dykke lidt dybere ned i enkeltstående begivenheder, hvor de har opført sig underligt eller anderledes. Den tid den glæde, som man siger.

Forholdsvis kort tid efter at Kirsten og jeg mødtes ved den famøse julefest på Handelshøjskolen i Århus i det herrens år 1988, ville skæbnen, at Kirsten blev frugtsommelig. I lykkelige omstændigheder. Hun var i hvert fald blevet gravid. Jeg husker tydeligt, som var det kun 30 år siden, at det var Thomas Helmig og Moonjam, der spillede i aulaen, men det var nedenunder, foran Klubbens toiletter, at vi kyssede hinanden første gang. Vældig romantisk. Og cirka en måned senere…

Den førstefødte
Emilie blev født på danmarkshistoriens første lange lørdag. Den 7. oktober 1989. For yngre læsere giver det mening at oplyse, at alle forretninger normalt lukkede senest klokken 12 om lørdagen. Men altså ikke på denne dejlige efterårsdag, hvor vi blev forældre for første gang. Fødslen var klokken seks minutter over 12, så det passede faktisk ganske fint, at gratulanter og andet godtfolk kunne nå at købe barselsgaver på vej til Fødselsstiftelsen, hvor vi havde slået lejr. I starten græd hun meget, men efter nogle måneder holdt hun op, og derefter var hun et englebarn. Et sultent et af slagsen ganske vist, men ikke desto mindre. Da hun var omkring et år var jeg færdig med at studere, og jeg havde fornøjelsen af at tilbringe dagene sammen med hende, mens Kirsten var på arbejde. Det havde vi det fint med, selv om de daglige fælles indkøbsture over græsplænen til Favorit efter moderens mening handlede lidt for meget om friskbagt franskbrød og lune deller end om rugbrød og frugt. Men sådan er der jo så meget.

Egentlig skulle han have heddet Frederik, men det passede ikke rigtigt til ham
Da Emilie var knap to år skulle hun have en lillebror. Det var noget Kirsten og jeg havde bestemt. En måned inden fødslen flyttede vi til Horsens, hvor en lokal boligspekulant havde skaffet os en lejlighed et stenkast fra svigermor. Og faktisk var det ikke engang et ejendomsmæglerstenkast, men ret tæt på. Dagen før Andreas’ fødsel flyttede vi så ind i en ret utæt lejlighedskonstruktion i Frederiksgade. Lejligheden var sådan set ok, men der var koldt om vinteren og varmeregningen var betragtelig. Ikke desto mindre trivedes vi ganske fint, selv om den unge mand som helt lille var et noget uroligt barn. Det var der så en fysisk forklaring på, fandt vi ud af efterhånden. Han var ellers en glad lille dreng med store smilehuller og i stand til at charmere sine omgivelser, hvilket han da også gjorde. Det er han vel egentlig aldrig holdt op med.

Min fødselsdagsgave
Sommeren 1995 var lang og varm. Træls for alle dem, der havde lidt ekstra at slæbe rundt med, som for eksempel Kirsten. Hun var sat til slutningen af juli, og det var først et par dage før fødslen, at vi kom til at tænke på, at det da kunne være et pudsigt sammentræf, hvis vores datter blev født på min fødselsdag, den 26. Sidst på aftenen den 25. mente Kirsten så, at hun ikke kunne trække den meget længere, så vi drog afsted mod sygehuset. Husker tydeligt da det blev midnat og vi stod på balkonen i 25 graders varme og kiggede ud over den oplyste by. Omkring klokken tre kom Alberte. På min 32 års fødselsdag. En af den slags gaver, som der ikke er byttemærke på, men det var selvfølgelig også en specialudgave i limited edition. Som lille var hun et enormt nemt barn. Bare hun var med, så havde hun det helt fint med at sidde i sin skråstol og grine til Kirsten. Samtidig var hun et barn med sin helt egen vilje, hvilket var meget tydeligt for både familien og for samtlige pædagoger, som nogensinde dristede sig til at forsøge at få hende til at gøre noget, som hun ikke havde lyst til.

Yndlingsbarnebarnet
Der gik ikke lang tid før Helligånden eller en af hans hjælpere var på spil igen. En søndag eftermiddag midt i superligaprogrammet stod Kirsten i køkkenet på Syrenvej og fortalte, at vi skulle til at overveje, hvordan vi kunne etablere et ekstra børneværelse. Så midt i julekalenderne – den 12/12 1996 klokken 18.18 – kom Adam så. Vi var ankommet til hospitalet en times tid forinden, for jeg skulle lige nå hjem fra arbejde og Kirsten skulle lige have stegt de koteletter, vi havde taget op af fryseren. Svigermor var bekymret over, at vi tog det så roligt. Adam var en sød lille dreng med store lyse krøller, totalt yndlingsbarnebarn hos mormor, grænsende til det groteske. Han kunne simpelthen ikke gøre noget forkert, og når ret skal være ret (og det skal det) så gjorde han faktisk sjældent noget galt, selv om han var nem at lokke med, når storesøster støbte kugler. På et tidspunkt havde vi fået ny bil, og vi gik og undrede os over den bankende lyd, der kom ude fra carporten. Det var begge de små møgunger der, bevæbnet med hver sin hammer, havde pyntet bilen fint med en masse buler hele vejen rundt. 20-25 stk. Populariteten hos forældrene var til at overse.

Rosinen i pølseenden
Så gik der en masse år. Børnene begyndte i skole og vi flyttede på landet. Projekt efternøler blev sat i gang, og en dag i slutningen af januar 2008 hev Kirsten mig så ud af min frokostpause på arbejde, da hun mente, det nok var bedst at jeg kom hjem i en fart. Hun havde brugt formiddagen derhjemme på at cykle 25 km på motionscyklen og kunne bagefter mærke noget i maven. Det var Noah, der ville ud, og det kom han så ved 15.30-tiden. Vi havde heldigvis ikke helt glemt hvordan man omgås småbørn, men vi havde også de store børn til at hjælpe med pasningen. Og det var en fornøjelse at få et barn på et tidspunkt, hvor vi kunne håndtere langt de fleste udfordringer på rutinen, for det gav tid til at nyde ham. Og så var det fedt at sidde på forældremøder og more os over de stakkels førstegangsforældre og deres uvidenhed.

Så vi er syv personligheder i familien. Sjove, kloge, stædige, underlige, hysteriske, festlige og en masse andet. Vi har selvfølgelig også skullet kæmpe os igennem forskelligt bøvl hen ad vejen, og Kirsten har på formidabel vis været det omdrejningspunkt, der har holdt sammen på det hele. Hvor er jeg bare stolt over at være så privilegeret at være en del af denne fantastiske lille, store familie. Tak.

Plads til familien

”Mig, mig, mig, det er ikke meget spalteplads, der bliver til overs til familien” var reaktionen i sofaen, da jeg (stolt) præsenterede endnu en (ualmindelig velskrevet) artikel på nærværende side. ”Jamen, det…” begyndte jeg, og gik derefter i stå. Ramt af virkeligheden, sandheden eller bare af nøgternt faktuelle betragtninger. Fra den person, jeg beundrer mest i hele verden. Og som jeg den 2. december 2018 har kendt i 30 år, lige siden den skæbnesvangre fredag aften på Handelshøjskolen.

Nu skal det jo ikke være sådan, at jeg skriver noget, fordi jeg føler mig tvunget til det. Sådan er det ikke, det er selvfølgelig lystbetonet. Men jeg kan da sagtens se, at de sure opstød og fodboldskriverierne er i klart overtal. Det skyldes nok, at jeg efterhånden har nået en alder, hvor jeg har optjent retten til at være sur – og at interessen for fodbold fylder meget. I det perspektiv kommer det let til at se ud som om kone, børn, familie og hverdag tages alt for meget for givet. Og det vil jeg gerne beklage.

En fantastisk egenskab ved Kirsten er, at hun altid siger sin mening. Fantastisk, ja, men hvis du nogen gange lige har behov for at stive egoet af med en markant betragtning, som du har gået og overbevist dig selv om er den eneste rigtige, så kan det være træls at blive sagt imod. For så bliver du jo nødt til at tænke dig om, og måske har du ikke helt ret alligevel. Det er faktisk det mest irriterende. At hun for det meste har ret. Det har jeg skullet lære at leve med, altså det faktum, at Kirsten i nogle sammenhænge (de fleste vil hun sikkert mene) er klogere end mig.

Med alderen kommer i mit tilfælde også en slags klarsyn, hvor jeg sagtens kan se de fejl og mangler jeg havde, både da jeg var yngre og mens vi har været sammen. Jeg har opført mig urimeligt, uanstændigt og har i alt for mange sammenhænge været træls og egoistisk med en nærmest utiltalende personlighed. Jeg har dog også haft mine øjeblikke, hvilket øjensynligt måtte være tilfældet dengang i 1988. Og før vi for alvor blev ædru var Kirsten gravid. Igen og igen og…

Der er ingen tvivl om, at jeg har scoret over evne. Og at Kirsten har skullet stå model til meget, meget mere end dengang, hvor hun blev Miss Solskin i Horsens. Jeg er ikke i tvivl om, at det er et kæmpe privilegium, at jeg kan prale af at have Kirsten i mit liv. Og det kan godt være, at det virker som om kærligheden til AGF og mit nogle gange stressende arbejde fylder meget, men jeg er aldrig i tvivl om prioriteterne. Derfor melder jeg for eksempel fra til de elskede hjemmekampe på Communale i Århus (selv om det er spild af sæsonkort) hvis familiemæssige hensyn vejer tungere.

Heldigvis er min kone også en forstående en af slagsen. Så jeg får lov til at tage af sted til fodbold. Faktisk sætter hun sjældent foden ned, når der er noget, jeg gerne vil, og det værdsætter jeg alt for lidt.  Det er ikke orden.

Jeg elsker min kone. Hun er det faste omdrejningspunkt i min og resten af familiens tilværelse, og hun ser endda ikke mere end to-tre år ældre ud end dengang vi mødtes. Jeg er en lykkelig mand.

PS: Næste gang skriver jeg noget om børnene. Det bli’r sjovt.

Åh nej, Kim Larsen er død

Jeg blev oprigtigt ked af det, da det forrige søndag ramte medierne, at Kim Larsen var død. Og nogen i min nærmeste omgangskreds vil kunne huske, at jeg allerede tidligere på året, da det blev kendt, at han kæmpede med en kræftsygdom, udtrykte bekymring for hans ve og vel, og ønskede han måtte blive 100 år og gå bort i al ubemærkethed.

Sådan blev det ikke, og nu skal vi så på samtlige medieplatforme bombarderes med en masse tvivlsom musik, samtidig med, at mandens folkelige facade hyldes ganske ukritisk. Ikoniseringen er til at få øje på, og kun ganske få har vovet at bringe fakta til torvs om hans dominerende og usympatiske personlighed.

Den ufolkelige folkehelt
Jeg har altid haft det svært med Kim Larsen. Elskede Gasolin, elskede ”Værs’go”, men da pseudo-socialisten blev rendyrket kapitalist og desuden sprang ud som tyrannisk familieoverhoved, da faldt jeg fra. Halløj for en påstand, kunne man tænke, er den mon på nogen måde dokumenteret? Umiddelbart står den for egen regning (husker episoder omkring kostskoler m.v. i slutfirserne) men det er da en tanke værd, at hans ældste børn afstår fra at ville deltage i hyldestkoret på bagkant af hans bortgang.

Og så mener jeg i øvrigt ikke, at der kunstnerisk har været noget at råbe hurra for siden sidst i 70’erne. ”Hvad med Midt om natten?”, vil nogen sikkert spørge. Jeg anerkender, at det blev en kommerciel succes, men derfor behøver jeg vel ikke kunne li’ det. Desuden var halvdelen af numrene skrevet af andre. Og skuespilpræstationen i filmen totalt til grin.

Det har således været ganske svært for mig at håndtere lysten til at deltage i debatten om, hvor fantastisk manden var. For her har vi haft at gøre med bagsiden, essensen, af en virkelighed, som ikke engang den berømte og berygtede ildtang vil kunne komme i nærheden af. Kim Larsen må man altså ikke kritisere. Han er jo en del af den danske folkesjæl, forstås. Kanoniseringen er for længst foretaget.

Folkeligheden har en pris
De seneste par årtier har koncertarrangører landet over måttet konstatere, at hvis Larsen og hans amatørpartyband skulle på plakaten, så skulle der graves dybt i tegnebogen. Han vidste nemlig godt, hvad han var værd og levede fint med sit ry som besværlig og krævende. Folket vil jo forføres, hvilket manden om nogen forstod.

Jeg anerkender til fulde mandens demagogiske evner, for det er lykkedes ham at fastholde en illusion om at være arbejderklassens talerør og en landsfolkelig troubadour, mens han har siddet mageligt oven på den velvoksne pengetank og har været ligeglad med de jævne folk. At deltage i velgørenhedsarrangementer har heller aldrig rigtigt været noget for ham. Det tjener man jo ikke alverden på.

Klassikere med tvivlsomt indhold
Til gengæld må man (måske) have respekt for, at han er sluppet afsted med at flage afvigende seksuelle tilbøjeligheder i en af de mest populære sange. I ”Papirsklip” lyder en linje for eksempel: ”Når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg trøst i min kærestes kat”. Det er altså ikke i orden. Og synd.

Mit forhold til den christianshavnske gavflab kan sammenlignes med mit forhold til Michael Jackson. Jeg respekterer mandens bidrag til musikken, men derfor behøver jeg ikke kunne lide det. Og Falset-Michaels personlighed var vel også lidt underlig med hang til aber, børn og forlystelsesparker. I hans tilfælde var begrundelsen en hård opvækst præget af en dominerende far. Kim Larsen var bare en idiot.

Passioneret eller medløber?

At være fan af noget er sådan en underlig udefinerbar ting. Efter min bedste overbevisning er det ikke noget du vælger, men noget som bare naturligt vokser frem. Jeg tænker af og til på, hvorfor det egentlig er jeg holder med AGF, og når jeg begynder at nærme mig en forklaring kommer fluffyheden ind og tager over. For det gør jeg bare. Det er ikke på grund af klubbens fantastiske stadion, slet ikke. Og så alligevel.

For når jeg færdes på Communale i Århus i forbindelse med hjemmekampene, så bliver jeg altså påvirket af atmosfæren. Fællesskabet. Den stærke følelse af at have noget sammen med en masse ligesindede, hengivenheden over for klubben. En em af forventninger til de udvalgte på grønsværen, diskussioner med dem, du er afsted sammen med eller helt nye bekendtskaber. Om nutiden, fortiden og fremtiden. Enestående og uforklarligt.

Jeg har gjort op med mig selv, at jeg kun kan rumme at holde med et hold. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke har præferencer for nogen andre hold, jeg er bare ikke fan. For eksempel holdt jeg med Tottenham, da jeg var yngre. Så kom jeg ind i en familie, der holdt med Arsenal, og så fik jeg et positivt forhold til dem. Nu holder jeg igen mest med Tottenham, og det betyder selvfølgelig, at jeg ikke er en rigtig fan. I så fald ville det ene udelukke det andet, og egentlig har jeg det helt fint med begge hold.

Til gengæld er jeg temmelig ubegejstret for Liverpool, og det går mange år tilbage. Det bedste, der efter min mening er kommet fra Liverpool, er det klassiske citat fra Bill Shankly, der var manager i klubben frem til midten af halvfjerdserne:

”Some people believe football is a matter of life and death. I am very disappointed with that attitude. I can assure you it is much, much more important than that.”

Det kan du jo så trække lidt på smilebåndet over, men måske er der mere end bare et gran af sandhed over citatet, som blev brugt i forhold til rivaliseringen mellem de røde og de blå i Liverpool, hvor fansene blev født ind i et tilhørsforhold til en af klubberne, og hvor man var enige om at hade hinanden i fredelig sameksistens. Venskabeligt og uvenskabeligt drilleri i gaderne og på stadion, men aldrig vold.

Jeg er heller ikke alt for pjattet med de røde fra Manchester, men en unavngiven tilhænger rammede egentlig meget godt ind, hvad det hele handler om:

“It’s about a dedication and a passion. Whatever the score.”

Det kan jeg selvfølgelig sagtens identificere mig med, når det handler om mit tilhørsforhold til min hjerteklub fra Fredensvang.

Nu skal det jo ikke være sådan, at jeg (i denne sammenhæng) mener at have en form for orakelstatus, for jeg har jo ikke knækket koden i forhold til at komme med den ultimative definition på at være fan. Det kommer jeg nok heller aldrig til, for det er vel individuelt hvor det kommer fra, og ikke op til andre at dømme over rigtige og forkerte måder at være fans på, selv om det kan være svært at forstå folk, som ikke er passionerede omkring AGF.

Gamle Bill fra Liverpool havde i øvrigt en anden sprogblomst, som kunne komme lidt tættere på den definition jeg søger. Han sagde:

“If you don’t support us when we draw or lose, don’t support us when we win”.

Jeg fik min første AGF-tatovering dagen efter et 1-3 hjemmebanenederlag til Sønderjyske.

Efter (måske) en lang og varm sommer

Lad mig lige slå fast, at jeg i overskriften ikke sætter spørgsmålstegn ved hverken længden eller temperaturen på sommeren, men mere på om den faktisk er slut. Det er derfor ”måske” står efter ”efter”. Og efter således på en temmelig ubehjælpsom måde at have tydeliggjort meningen med det hele, vil jeg i det følgende (måske) koncentrere mig om at formidle noget af det, jeg har på hjerte. Læg i øvrigt mærke til, at det for et par linjer siden lykkedes mig at lave en konstruktion, hvor tre ud af fire på hinanden følgende ord var ”efter”.

Folk, der kender mig godt, vil vide, at jeg ikke har det store til overs for meteorologer og vejrudsigter. Det der med, at torsdag i næste uge begynder det at regne om eftermiddagen og temperaturen falder til 20 grader, det giver jeg altså ikke meget for. Der findes jo ikke nogen meteorolog, som ikke tager forbehold for, at det som vedkommende proklamerer, måske bliver anderledes. Sommeren i år er et godt eksempel. Siden midt i maj har solen skinnet og det har været varmt. 25 grader plus minus et par stykker. Alligevel er det lykkedes de universitetsuddannede vejrprofeter at skabe splid i mange hjem. Næsten også i vores.

Jeg har haft ferie i uge 29, 30 og 31. Når ferien starter, så iklæder jeg mig korte bukser og regner med, at det er godt vejr. Skulle det regne en gang eller to, så fred være med det. Sådan er det ikke helt hos andre i husstanden. Vi skulle til Blåvand i uge 30, og allerede omkring uge 27 blev forskellige vejrforudsigelser vendt og drejet hos min bedre halvdel. YR, DMI, TV2 Vejret med flere. Og konklusionen var klar cirka tre uger før afgang mod feriedestinationen: Det var en lorteuge vi havde valgt at tage til Vesterhavet i. Regnbyger og 19-20 grader nærmest hele ugen. Træls. Vi kunne se frem til at skulle sidde indenfor og glo ud på silende regn det meste af tiden. Det skulle så vise sig, at høj sol fra en skyfri himmel og 27-30 grader var en mere nøjagtig beskrivelse af uge 30 i Blåvand.

Her lykkes det den kvindelige meteorolog at fortælle, at der er godt vejr på Bornholm. Mens hun sover. Stående.

Jeg mener, at det er alt for sjældent, at meteorologer stiller sig op og siger, at ”hvis højtrykket, som har ansvaret for den meget lange periode med godt vejr flytter sig, så kan der måske en gang ude i fremtiden komme en anden slags vejr”. Men det gør de ikke. I stedet proklamerer de højt og flot, at der altså kommer torden og lynild på torsdag. Måske i håbet om engang på sigt at få ret. På den anden side ville det vel være fyringsgrund, hvis en af dem den 8. maj havde sagt, at ”indtil midten af august vil der i dagtimerne konstant være over 25 grader og det kommer slet ikke til at regne”.

Min teori er, at meteorologkonceptet går ud på, at det er forbeholdt praktikanter og studerende at fortælle os hvordan vejret bliver, mens det er de færdiguddannede, som beretter om, hvordan det har været. Det kunne give mening. Noget, som jeg til gengæld ikke helt forstår, er hvorfor det pludselig er en norsk meteorologtjeneste, der rimer på et islandsk morgenmadsprodukt, som i alle kredse har opnået anerkendelse som det ultimative vejrorakel?  Er det måske fordi nordmændene i denne henseende har set lyset og er begyndt at forudsige, hvordan vejret temmelig sikkert bliver i stedet for at finde på alverdens tosserier foranlediget af kælvende isbjerge og forkølede pingviner?

Jeg stemmer for, at vi skal kræve vejrudsigten fra DMI tilbage i danskernes bevidsthed. Måske med Peter Tanev som forperson. Ikke så meget pis, bare korte statements som ”der er godt nok varmt her – og det ser ud til at fortsætte i morgen”. Det er han vældig god til, mens det kniber mere med fronter, strømninger og diverse tryk. For lad os da undgå alt det vejrhysteri, hvor gud (!) og hver vejrmand gennem uheldige, notorisk unøjagtige forudsigelser, som rækker langt ud i fremtiden, bidrager til fejlslagen detailplanlægning af såvel fritidsaktiviteter som nødvendig/unødvendig påklædning.

Jeg har selv haft ganske stor succes med at have en mere pragmatisk tilgang til vejret. Jeg bruger meget at kigge ud af vinduet for at se om solen skinner; måske går jeg endda udenfor for at få en indikation på temperaturen. Det fungerer fint for mig. Og hvis solen skinner i dag, så kan jeg alligevel ikke bruge til noget, at det måske vil begynde at regne på torsdag. Lad mig for god ordens skyld lige bemærke, at jeg ikke havde taget lange bukser med til Blåvand i uge 30. Havde taget en enkelt langærmet trøje med, hvis det skulle blive køligt om aftenen. Det blev det ikke.