Pælen. Egentlig en ganske tilforladelig indretning. Pålidelig som kommunikationsformidler med telefonledninger i toppen eller som mørkets betvinger på gader og stræder. Vi har således en masse at takke pæle i mange afskygninger for. Og lige der, midt i nogle unge århusianske mænds dannelseskultur, fik pælen i forskellige alternative sammenhænge en ganske central placering. Aldrig planlagt, altid grebet af stemningen, de fleste gange som en konsekvens af indtagelse af rigelige mængder alkohol.
Tillad mig at forklare. Når vi færdedes i flok (en nødvendighed) kunne en fejl/dumhed/tåbelighed omgående straffes med pælen. Det kunne være internt i gruppen (sjældent) eller blandt personer, vi mødte på vores vej (ofte). Når en person således havde trådt ved siden af, begyndte chant’en ”Pælen, pælen, pælen…” og blev efterfulgt af, at flere personer løftede tossen, spredte hans (eller i mere sjældne tilfælde hendes) ben og stødte underlivet flere gange mod en pæl, når en sådan var i nærheden, hvilket faktisk ofte var tilfældet. Når man blev udsat for pælen var tricket at skubbe underlivet lidt opad, så det var et knap så ømfindeligt område, som mødte træ/jern, men det var der mange, der ikke var klar over, og så kunne det sagtens gøre lidt ondt, selv om det selvfølgelig som udgangspunkt var kærligt ment. Eller…
Internt var det mest den unge Mundus, som ganske ofte stiftede bekendtskab med pælen, for han havde en tendens til at opføre sig fjollet – og så var Brans og Raundahl eminente til at støbe de kugler, som fik ham til at træde ved siden af. Imidlertid er det mest de sjove pælen-indslag fra diverse byture i ind- og udland, som for alvor har brændt sig fast. Specielt når personer, for hvem begrebet var ganske ukendt, pludselig fandt sig selv båret af fem-seks lallende undersvende, som tillod sig at støde skridt mod pæl – alternativt rund stang. Her er det vigtigt at huske, at pælen som sådan ikke var en afstraffelse, men mere en kærlig tilkendegivelse af, at man altså havde dummet sig eller måske lige været en tand for smart. Det fik blandt mange andre en amerikansk turist at føle en sen aften på et afsides torv på den græske ø Ios.
Vi var på den årlige tour de force i Grækenland. Ganske mange fra det århusianske natteliv – heraf en del fra håndboldverdenen – havde valgt at bruge et par uger til at feste igennem på Ios, den næstsidste ø i det græske øhav. Kreta er den sidste, hvis geografispørgsmålet er et tema. Vi var en 6-7 drenge som rejste sammen – nogen af os med fly og andre med tog. Vi mødtes i Athen og tog færgen 13-14 timer sydpå. Vi var en 3-4 stykker, som var afsted fem år i træk, og så var det lidt forskelligt, hvem der var med som supplement. Netop denne sommer bestod selskabet af Raundahl, Brans, Jens, Småkagen, Halberg, Mundus, Haui og undertegnede. Og så Mundus’ kammerat Torben fra Grenå. Vi kendte ikke Torben på forhånd, men han var en udpræget festlig fyr. Et par dage før afrejsen havde han egentlig planlagt en tur til Bornholm med kæresten, som allerede var taget i forvejen. Men så var det, at Mundus foreslog Torben, at han hellere skulle tage med os til Grækenland i 4 uger, hvilket han selvfølgelig syntes var en langt bedre idé. Han glemte bare lige at informere kæresten om de ændrede planer, hvilket vist nok gav ham en del problemer, da han kom hjem.
Fra tidligere år havde vi kendskab til det fremragende Hotel Rio, som lå i umiddelbar nærhed af hovedbanegården i Athen. Det fremragende bestod mest i, at folkene på hotellet, som vist nok var nogle eksilenglændere, var flinke og at det var billigt. For hvis vi skal være helt ærlige, så var der vel en kakerlak eller to på badeværelset, og vand fandtes kun i begrænset omfang. Det erfarede Jens en formiddag, hvor han netop havde fordelt hårshampoo’en, da vandhanerne holdt op med at levere. Han bad os hente noget vand, hvilket vi selvfølgelig afslog, da vi ikke kunne lade den pinlige situation, som givet ville opstå, når han selv, halvnøgen med sæbe i håret, skulle henvende sig i receptionen for at få vand, passere. På samme tidspunkt var Brans blevet bidt på det ene øjenlåg af en ualmindeligt aggressiv myg, og det fik ham til at ligne Quasimodo, bortset fra, at bulen sad på øjet. Der findes billeder, som kan dokumentere begge begivenheder. De så ret tåbelige ud på hver sin karakteristiske måde. Så alt gik således som sædvanlig op i en højere enhed rent underholdningsmæssigt, mens vi havde travlt, fordi vi skulle nå færgen. Og vi nåede den. Faktisk kan jeg kun huske et enkelt tilfælde, hvor vi ikke har nået et transportmiddel, og det var et par år før i Rom, da Niels insisterede på at vi, for alle tilfældes skyld, skulle opsøge og derefter stå i kø ved Informationen, blot for at få bekræftet, hvad Peter og jeg allerede vidste. Nemlig at toget kørte fra spor 21 for 3 minutter siden – altså mens vi stod i kø. Det kostede så fem timers ventetid i Rom i 48 graders trykkende julivarme og efterfølgende otte timer i et tog uden fungerende ventilationsanlæg. ”No open window – ventilation no work then”, som det uvenlige togpersonale sagde. Det gjorde det så heller ikke alligevel.
Ombord på færgen slog vi lejr oppe på dækket, for det var jo dejligt vejr. Vi havde naturligvis medbragt forplejning af forskellig beskaffenhed, og mens den tidligere kalundborgfærge (det er faktisk sandt) åd den ene sømil efter den anden på turen stik syd, blev stemningen blandt drenge og plastikdukker mere og mere løssluppen. På et tidspunkt umiddelbart efter at vi havde lagt fra kaj efter det næstsidste stop valgte en øvrighedsperson fra skibet – i henhold til vores erindring var det kaptajnen, i hvert fald havde han en jakke med guldemblemer påsyet – at konfrontere os med det faktum, at adskillige medpassagerer følte sig forstyrret på grund af db-niveauet. ”This is your last warning” sagde manden, hvilket vi tog med ophøjet uro, da vi jo skulle af færgen næste gang. Næste gang var i dette tilfælde Ios, hvor vi blev sat af nede på havnen klokken 03.30. Det har altid undret mig, at færgerne fra Athen anløb Ios på dette ukristelige tidspunkt, men sådan var det faktisk hvert eneste år, og heldigvis var der et slags skur, hvor vi kunne smide os og få en lur.
Turen fra havnen op til byen var på omkring et par kilometer. Ikke noget at snakke om under normale omstændigheder, men dog noget af en stejl udfordring med fuld oppakning. Ved 8-9 tiden havde vi overstået strabadserne og opsøgte vores gamle ven No Problem, som var bestyrer af vores foretrukne pensionat på øen. Hans navn var oprindelig et eller andet græsk, men for nemheds skyld havde vi omdøbt ham efter de eneste to ord i hans engelske vokabularium. Vi havde lært ham at kende de foregående år, og han var en ualmindelig rar mand, som elskede at hygge sig over en dåseøl med de der mærkelige danskere, selv om konen bestemt ikke var tilfreds, at dømme efter de temmelig bebrejdende blikke, det i rigt omfang lykkedes hende at sende afsted.
Da vi troppede op med vores oppakning fandt vi ham sædvanen tro siddende i sin havestol udenfor huset, og genkendelsens glæde lyste ud af ham, da han overstrømmende bød os velkommen tilbage, som om vi var hans fortabte sønner, hjemvendt fra den trojanske krig. Og det er faktisk ikke helt tilfældigt, at den trojanske krig får en, om end ganske ubetydelig, birolle i fortællingen, for alle os, som har haft oldtidskundskab på gymnasiet, har fået de temmelig blodige handlinger beskrevet af forfatteren Homér i klassikere som ”Odysseen” og ”Iliaden”. Og netop Homer skulle efter sigende være begravet på Ios. Nogle af de lokale ynder i hvert fald at udpege en hule langt oppe ad en bjergside, men jeg tillader mig nu at have mine tvivl. Specielt fordi der ikke går hverken vej eller sti derop. Ringen er imidlertid sluttet på dette mit oldgræske, sprogligt behændige sidespring.
Vi var otte drenge og havde brug for to værelser i etablissementet. ”Do you have two rooms” spurgte vi, og en bedrøvelig sky lagde sig ligesom over den gamle grækers ansigt. Dog kun i et par sekunder. For lige netop der fandt vi ud af, at han siden året før havde tilegnet sig yderligere internationale sprogfærdigheder. Han buldrede nemlig voldsomt på dørene ind til to værelser, og da de vistnok svenske beboere søvndrukne fik lukket op, var det til beskeden ”You out – camping” fra den meget bestemte pensionatbestyrer. Og således gik det til, at vi ved kontinuerligt at investere lidt venlighed i vores omgang med lokalbefolkningen, fik adgang til ellers totalt udsolgte indkvarteringsfaciliteter. Jeg har faktisk ofte tænkt over, hvorfor vi havde så speciel en position hos No Problem. Vi behandlede ham jo bare venligt og imødekommende – og delte et par gange en øl med ham i venskabeligt lag. Det var åbenbart ikke kutyme på de kanter. Og uden at skulle ud i en multieuropæisk interkulturel forbrødringsforklaring, så synes jeg det er en skam, at vi ikke oftere giver lidt mere af os selv.
Samme dags aften var vi så klar til at optræde på vanlig slap line i aften- og nattelivet. Hjemvendt fra stranden og efter et bad i lunkent vand (i bedste fald) havde vi indkøbt diverse forplejning. For uindviede giver det formodentlig mening at få at vide, at Ios var øen, hvor den fantastiske drink Tequila Slammer var opstået. Et glas med tequila og 7-up banket hårdt ned i et bord, hvorefter indholdet slynges ned i halsen mens det stadig er i bobleform. Og alle barer og diskoteker havde specielle slammeråbninger ud mod gaden, hvor forbipasserende lige kunne stoppe op og få en Slammer. Skik følge eller land fly, som der står i den gamle sang, og derfor bestod vores traditionelle før-byturs-forplejning typisk af 1½ liter tequila, 1½ liter 7-Up og et uspecificeret antal øl til at skylle efter med. På denne aften medbragte vi selv et udvalg af drikkevarer til turen de få hundrede meter ind til Ios centrum, hvor et i dagtimerne ganske søvnigt torv om aftenen blev omdannet til en multinational smeltedigel indeholdende adskillige sangkor, råbekonkurrencer, drukaktiviteter med mere.
Lige nøjagtigt på denne aften ankom vi på et tidspunkt, hvor der var alt for tætpakket med mennesker. Vi valgte derfor at fortrække til et nærliggende mindre torv nærmest lige rundt om hjørnet. En af bygningerne havde en udskåret bue med en slags fast træbund. Med andre ord det perfekte slammerbord. Vi indviede bordet og gik i gang med at holde vores egen fest. Den blev naturligvis hurtigt lidt af et tilløbsstykke, for en masse andre fandt ud af, at der vist var vældig sjovt, der hvor vi var. Der blev sunget. Og slammet. Vi havde i aftenens løb mødt et par fyre fra Århus, som gjorde sig ud i taekwondo, karate eller en anden form for selvforsvar. Det gav anledning til opfindelsen af ”Belly Slammeren”, hvor tequila og 7-Up blev sunket, efterfulgt af et hårdt slag i maven, som skulle få det til at slamme. Det virkede ikke altid og gjorde herre nas, når du glemte at spænde mavemusklerne.
Der var efterhånden folk fra mange nationaliteter, som deltog i vores uformelle arrangement. Specielt en meget højtråbende amerikaner gjorde sig bemærket ved at påstå, at han på det nærmeste var verdensmester i hvad som helst. Inklusive at drikke Tequila Slammer. Det blev vi til sidst en anelse trætte af at høre om, og valgte at lade det komme an på en prøve, hvilket repræsentanten for guds eget land var helt frisk på. Det tager typisk et splitsekund at drikke en slammer. Pointen er at synke den, mens den stadig er i bobler. Amerikaneren lod nærmest boblerne falde helt ned, før han i 3-4 slurke sank glassets indhold. En helt igennem rædderlig præstation, og belønningen fulgte da også prompte. ”Pælen, pælen, pælen…” begyndte det at lyde, og 12-14 hænder greb fat om den nu skrækslagne amerikaner, som blev løftet op, fik benene skilt fra hinanden og fik skridtet stødt op imod en forholdsvis ubehandlet græsk lygtepæl gentagne gange. Så ku’ han lære det, men det tror jeg egentlig ikke han gjorde. Han forstod vist aldrig rigtigt hvad meningen var, og hvorfor han skulle udsættes for dette barbariske tiltag, udført af nogle underlige vikingeagtige personager.
Forklaringen var vel, at han bare var på det rigtige/forkerte sted på det forkerte/rigtige tidspunkt. Afhængig af, hvem du spørger…
