Kødløhdes køledisk

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske hvordan det gik til da vi mødte hinanden og heller ikke nøjagtigt ved hvilken lejlighed. På en eller anden mærkelig måde var vi bare pludselig en væsentlig del af hinandens liv. Vi er formodentlig mødtes i forbindelse med noget håndbold eller i byen, og hvis det sidste er tilfældet, så giver det jo meget god mening at vores indledende kontakter befinder sig i en af den slags gråzoner, som vi vandrede en del rundt i, der i starten af 80’erne.

Jeg kan i hvert fald huske, at Niels gik på handelsskole oppe i Vester Allé, da vi lærte hinanden at kende. Og at vi ret hurtigt kom til at spille håndbold sammen. Og gå i byen sammen. Og tilbringe resten af fritiden sammen. Mine forældre og jeg boede på daværende tidspunkt i Århus Midtby, og det var ret praktisk for Niels at overnatte hos os, når det lige passede, og det gjorde det ret ofte – i en periode på nogle år nærmest 8-9 gange om ugen.

Vi var også af og til ude hos Niels. Han boede i Lystrup, hvor hans far og mor, Knud og Agnes, havde den lokale slagterforretning. Agnes var den type mor, som overforkælede sønnernes gæster – i hvert fald når gæsterne var mig eller Claus. Så sad vi i sofaen ovenpå og fortalte løgnehistorier, mens der blev hygget om os. Niels’ familie var også nogen af de første, der fik en VHS videomaskine, så vi fik slidt en del videobånd op ude på Bygaden 12. Hjemme hos os havde vi godt nok også en videomaskine, men da min far i et forsøg på at vælge ”fremtidens videosystem” indkøbte en Video2000 maskine, så var mulighederne for at udveksle bånd temmelig begrænsede. Vi var formodentlig de eneste i Århus, der havde en sådan, men ikke desto mindre mente min far selvfølgelig dengang – og sikkert stadigvæk – at det var helt vildt smart, at man kunne indspille på begge sider af båndet.

Niels havde en stor familie og i omegnen af 30 brødre og søstre. De to tættest på var hans storesøster Karin og hans lillebror Jens. Karin havde en afsindig lille lejlighed inde i byen, hvor Niels overnattede, når han en sjælden gang ikke sov ved mig. Karin var lesbisk, havde en kæreste, som var danmarksmester i at stå på vandski (sandt!) og så spillede hun i rockbandet Pinoccio Cool. Karin altså. De slog aldrig helt igennem andre steder end i den århusianske undergrund, måske fordi de i virkeligheden ikke var særlig gode. Faktisk slet ikke, men vi mødte troligt op i ”Huset” når de endnu en gang havde fået det spillejob, som varslede deres snarlige gennembrud.

Brormand Jens var typen, der ikke fandt sig i hvad som helst. Eller i noget som helst overhovedet. Som helt ung teenager i Lystrup havde han været rodet ind i lidt af hvert, men jeg kendte ham udelukkende som en sød, rar og elskelig person. Filosofisk og eftertænksom var han også. En sen nattetime, da vi sad på en trappesten udenfor Seaport Burger i Skolegade, fortalte han mig om nogle af de betragtninger, der havde gjort ham klogere på tilværelsen. ”Helt ærligt Otte”, sagde han. ”Hvis du absolut skal slå nogen, så slå dem i panden. For det er helt vildt irriterende at blive slået i panden”. Jeg har siden dengang gemt og husket hans vise anvisninger, men har aldrig haft brug for at benytte mig af hans velmente råd.

Niels slog ikke nogen. Ikke fordi han ikke kunne (jo måske også derfor), men fordi det aldrig rigtig lå i kortene, at Niels var en slagsbror. Og det er egentlig utroligt, at vi ikke løb ind i øretæver, for vi var sindssygt gode til at støbe kugler og bringe andre i fedtefadet. Niels havde bare en meget afvæbnende natur og så var han helt på det rene med, hvornår det var på tide at stikke af. Han var også virkelig god til at ligne en forfulgt uskyldighed. Det var jeg ikke på samme måde, men dels var jeg større, dels var jeg god til at snakke mig ud af problemerne. Vi havde et af den slags venskabsforhold, hvor vi tog hinanden for givet på den gode måde. Vi behøvede ikke sige så meget, men var altid på bølgelængde med hinanden alligevel. Vi har i fællesskab bidraget til adskillige kapitler i ”Den store bog om sjove og pinlige episoder” og vi har formodentlig glemt flere end vi kan huske. Nogen episoder står imidlertid stadig og blinker under stjernerne.

Det er i det hele taget kendetegnende for min forfattervirksomhed, at der pludselig ud af den blå luft, som man siger, optræder personer, som læseren egentlig burde kende – eller i det mindste være præsenteret for. Imidlertid synes jeg det bliver for bøvlet at skulle komme med en lang beskrivelse hver eneste gang jeg nævner en person ved navn. De vigtigste – og mange flere – vil få deres eget afsnit før eller siden, hvis det er nødvendigt at kende dem.

Niels er absolut en af dem, som det er værd at kende, i og med at han optræder i ganske mange afsnit i beretningen om min ungdoms eskapader. På godt og ondt.