En håndboldkultur af pap og plastik

Jeg har tilbragt en betragtelig del af mit liv i diverse håndboldhaller. Først som spiller, siden som træner og senest som forælder. Har set tusindvis af håndboldkampe på vidt forskellige niveauer, fra lilleput til liga, krydret med et betragteligt antal landskampe. Men jeg gider faktisk ikke se hverken liga- eller landskampe mere, og det skyldes primært den totalt kunstige stemning frembragt af foldede papstykker eller latterlige klappepølser.

Oplevelserne i de danske håndboldarenaer er simpelthen blevet uudholdelige, og at se en hel langside fyldt med Hr. og Fru Danmark’er sidde og taktfast slå to stykker oppustet plastik sammen for at frembringe en kunstig, teknorungende, ligegyldig stemning er en lidelse. Jeg kan bare ikke ha’ det. Alternativet er gud hjælpe mig et stort stykke foldet pap, som bevidstløst klaskes ned i hånden eller mod et mere eller mindre kødfyldt overlår. Hvor er det dog tåbeligt.

Det var formodentlig en eller anden smart marketingperson, som engang i fortiden blev bedt om at gøre sig nogle tanker om, hvordan man kunne skabe begejstring i de stemningsforladte håndboldarenaer. Måske var der en sponsor, som havde adgang til et forladt lager fyldt med pap og/eller ubrugt plastik i rigelige mængder. Uanset hvad, så er resultatet og udbredelsen skammeligt.

To mellemøstlige mænd henholdsvis råber og klapper, mens danskeren “skaber stemning” med et stykke foldet pap

Som udgangspunkt har jeg det egentlig fint nok med, at der spilles musik i hallen. Altså når der er afbrydelser i spillet eller når der skal følges op på flotte scoringer. Imidlertid synes jeg (og adskillige andre tilsyneladende) at det har taget overhånd. Musikken fortsætter til langt ind i angrebene og ofte når speakeren ikke at berette om målscoreren før bolden ligger i målet i den modsatte ende. Helt grotesk var det, da speakeren på et tidspunkt under en af kampene i Herning var tre mål bagud. Han skulle jo lige vente på, at tilskuerne fik sunget færdigt på omkvædet af Volbeats ”For evigt”. Hm…

Jeg er også ganske på det rene med, at der var/er et stort behov for at skabe mere larm og stemning i hallerne. Folk skal have noget for pengene. Men kamparrangørerne mener tilsyneladende, at man kun kan få folk til at klappe, hvis de får udleveret hjælpemidler ved indgangen! Helt ærligt, altså! Hvorfor er det, at man ikke prøver at rette blikket ud på den anden side af murene, ud på fodboldstadion, hvor klappepølser og tilsvarende pap er bandlyst, men hvor der til gengæld er stemning?

Et par gange de seneste år er der blevet afholdt store indendørs fodboldstævner i de store indendørs arenaer med deltagelse af flere superligahold og deres fans. Sjældent (aldrig) har lydniveauerne været højere i danske idrætshaller. Fodboldfansene har ved disse lejligheder formået at flytte begejstringen fra stadion ind i hallen med masser af slagsange, klapsalver og tilråb. En ganske anden oplevelse end den, der normalt tilbydes klappepølsesegmentet. Hvor er det dog fedt at opleve det lydinferno og den stemning, som kan skabes helt uden brug af unaturlige hjælpemidler.

Lær af det, håndboldarrangører. Gør en indsats for at få fodboldstemningen indenfor. Intet klappepap, masser af engagement og kun pølser ude i cafeteriet. Få skabt en fankultur, som andre misundeligt vil prøve at efterligne, for det kan faktisk lade sig gøre. Det kræver dog, at man virkelig vil, for de fleste steder har man allerede tabt til mageligheden blandt kernepublikummet. Til de sponserede stemningsdræbere og de bløde puder til numserne.

Heldigvis – eller uheldigvis – har vi at gøre med et temmelig dansk fænomen. Syd for grænsen og ovre østpå kan tilskuerne sagtens finde ud af at skabe en stemning, som blæser modstanderholdene ud af hallen. Og det foregår altså ved at klaske to kødstykker mod hinanden og ved at bruge stemmen. Klappe, råbe, pifte og synge. Svine modstanderne til. Kalde dommeren for Ove Hust. Hvor jeg dog savner den gode stemning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *