Sidste fredag morgen på vej til arbejde fik jeg en kedelig sms fra en af mine gamle holdkammerater.
”Hej Henrik, Birger døde i går grundet en sprængt hovedpulsåre. Ole N.”
Jeg fik øjeblikkelig en blandingsfornemmelse af chok, tristhed, afmagt og sorg. For Birger var jo en af de største, en af de vigtigste, en af de sjoveste og en af de mest underfundige personligheder, jeg nogen sinde er stødt på. Han har også været med til at præge min opvækst, hvilket bakkes op af de mange historier, de utallige minder, som umiddelbart dukker op. Og med fare for at virke respektløs, hvilket folk, der kender mit forhold til Birger, vil vide er meget langt fra sandheden, så vil jeg påstå, at man om Birger kunne skrive verdens sjoveste nekrolog. Og det sidder han formodentlig et eller andet afsides sted og venter på lige nu.
Igennem mine ungdomsår i AGF var Birger Christiansen ham store, den frygtindgydende venstrehånd, som tordnede boldene ind på divisionsholdet (han har stadig scoringsrekorden i AGF med 902 mål). Han virkede noget utilnærmelig, ærefrygten var tydelig. Da jeg så rykkede op som senior og blev indlemmet i førsteholdstruppen, blev jeg umiddelbart bekræftet i min opfattelse af Birger. Han var ikke helt let at komme ind på livet af. Det skulle man gøre sig fortjent til, fandt jeg ud af.
Jeg husker tydeligt min første træning med førsteholdet. Jeg var endt i en situation, hvor jeg skulle dække Birger op. Han kom imod mig i et hopskud og jeg fik lige sat begge hænder i hans brystkasse. ”Shit, han er jo hård som granit” nåede jeg at tænke. Og så kunne jeg ellers bruge et par minutter på langs ude ved sidelinjen på at fundere over tilværelsen som håndboldspiller. I næste angreb løb Birger forbi, kiggede ned og sagde: ”Velkommen til seniorhåndbold”, mens han gnækkede lidt og udvekslede morsomheder med Per Rubæk på min bekostning.
Modgang styrker som bekendt i mange tilfælde – og også i mit. I løbet af sæsonen lærte jeg at tage de nødvendige tæsk og blev efterhånden lukket ind i varmen hos Birger. Og det var fantastisk. Manden var et opslagsværk af skæve historier og gik aldrig af vejen for at dyrke det absurde. Det var ikke altid hans omverden var klar til det, men det betød mindre for Birger.

Billedet her er fra Helsingør Hallen. Det er fra 1983 og min anden divisionskamp som håndboldspiller.
At dømme ud fra Birgers ansigtsudtryk er det fra sent i kampen, for vi fik lidt af en snitter af de senere danmarksmestre med Veje, Roepsdorf, Munkager m. fl. på holdet.
Senere i denne min første sæson som seniorspiller er vi på udebane til en vigtig divisionskamp mod Virum Sorgenfri.
Stillingen var uafgjort med to-tre minutter tilbage af kampen. Vores holdkammerat Niels Olsen, som senere skulle gøre karriere som skuespiller og komiker, men som allerede var lidt af en lurendrejer, skulle på banen igen efter at have afsonet en udvisning. ”Niller” fik bolden tæt på udskiftningsbænken, tog tre skridt og steg op til et teknisk flot hopskud 5-6 meter uden for tre-meteren. Det gik langt over mål. ”Det skulle prøves” sagde Niller.
Træneren var rødglødende af raseri, og Birger var så færdig af grin, at han var nødt til at sætte sig på nærmeste tilskuerplads, ude af stand til at løbe hjem. Vi tabte kampen med et enkelt mål. På busturen hjem sad træneren forrest i bussen og skumlede, mens Birger gentagne gange genoplivede de magiske øjeblikke, hvor stregspilleren Niels Olsen forsøgte sig med et hopskud fra 17 meters afstand. Det var i den grad vand på Birgers mølle.
En anden historie, jeg tydeligt husker, var nogle år senere. Birger var i mellemtiden blevet træner for holdet, og vi var afsted til den årlige sæsonforberedelsesturnering i Nøvling uden for Aalborg. Vi skulle spille tidligt søndag morgen i Aalborg Stadionhal. Aftenen forinden til den traditionelle Nøvlingfest var vi blevet bedt om at udvise en vis form for mådehold i forbindelse med indtagelse af alkohol. Vi var da også nogenlunde klar, da vi i en kortege bestående af fire biler kørte fra forstæderne med træner, holdleder og fysioterapeut i det forreste køretøj. Efter få kilometers kørsel holdt netop denne bil ind til vejkanten efterfulgt af de andre. Døren i passagersiden gik op, Birger væltede ud og kastede voldsomt op.
Den var svær at forklare og det prøvede han egentlig heller ikke på. Men det var selvfølgelig fedt at have noget på træneren, og vi morede os da også meget over det senere i festlige lag.
Efter afslutningen på min aktive håndboldkarriere var vores kontakt kun sporadisk, men vi løb da af og til på hinanden i en eller anden håndboldhal. Hver eneste gang havde Birger lige en historie, han skulle fortælle, for han vidste, at jeg forstod ham og hans kulsorte humor. Da de sociale medier blev hvermandseje fik vi genoptaget kontakten. Ældre, klogere, mere kantede og altid dyrkende det absurde, det vanvittige.
”Jeg er glødende Marxist” skrev Birger en dag til mig. Jeg blev en smule paf indtil han afslørede, at hans største idol overhovedet var Groucho Marx. Han havde set samtlige Marx Brothers-film adskillige gange og vi kunne sammen more os med at citere fra dem i forskellige sammenhænge. Relevante eller ligegyldige. Det skinnede tydeligt igennem computerskærmen, hvordan Birger hyggede sig med at udveksle begavede tåbeligheder med ligesindede. Jeg vil tillade mig at citere Birger fra et af hans opslag på Facebook fra efteråret 2017:
”De døde som fluer i august 1977 – de kendte. Først røg Elvis som bekendt 16. august og bare tre dage senere døde én af min barndoms og ungdoms helt store helte – Groucho Marx. Det er således 40 år siden præcis i dag. Det var næsten synd for Groucho, at hans død blev fuldstændig overskygget af verdensomspændende sorg over Elvis’ bortgang. Nå, skidt, Groucho var alligevel på daværende tidspunkt så dement, at han intet fattede. Han var da 86 år gammel.
Groucho står stadig for mig som den sjoveste mand på jorden nogen sinde. Faktisk særdeles intellektuel, men rablende gal! Jeg kan på det varmeste anbefale at læse hans erindringer. Familien Marx – far, mor og fem sønner – boede forskellige steder i New York omkring forrige århundredeskifte. Far Marx var skrædder og en så dårlig en af slagsen, at hans faste tilnavn var Misfit Marx. Han var kropumulig(!) som skrædder, og det betød, at i løbet af et halvt års tid var rygtet om hans uduelighed spredt til hele nabolaget – og familien blev igen nødt til at flytte! Til et nyt nabolag, hvor ingen havde hørt om ham. Og så igen – et halvt år senere.”
Birger skrev ovenstående på 40-årsdagen for Groucho Marx’ død. Jeg håber inderligt, at nogen om 40 år stadig mindes Birger med glæde og hjertevarme, for hvis det nogensinde har givet mening, at nogen lever videre i kraft af alle de historier, som har været med til at definere en personlighed, så er det i tilfældet Birger Christiansen. Vi savner dig. Med et skævt smil i mundvigen.

Kære Henrik,
Dette indlæg kan beskrives med et ord: Hjertevarme.
Det går direkte i hjertet på alle, der kendte Birger – og man sidder tilbage med en varm fornemmelse i kroppen og et saligt smil på læben. For det var sådan vi havde det, når vi havde været til kamp eller bare træning med Birger.
Han var en hård nød at knække, men indeni var der fyldt med hjertevarm humor.
Tak for dine ord .-)
Hey Otte!
Tusind tak for den. Ja, respektløst i nogles øjne, men Birger ville aldrig have ønsket noget højstemt. Og derfor er dine ord i virkeligheden de mest respektfulde og kærlige, jeg kunne ønske mig.
Stærkt og godt skrevet, Otte
Tak Otte,
Dejlig læsning,
Hej Henrik
Jeg kender dig ikke. I hvert fald ikke sådan direkte. Men jeg har helt sikkert på et tidspunkt hørt en historie eller to, som du har været en del af, fra min far. Jeg læste dine ord om ham for første gang ganske kort tid efter hans død og er sidenhen vendt tilbage til dem flere gange. Det er næsten blevet et form for miniritual et par gange om året på visse mærkedage – og jeg kan være helt sikker på, at de får mig til at både grine og græde. Hver gang. Så tusind tak for ordene – og for at du tog dig tid til at skrive dem ned. De har en stor betydning for mig.
De bedste hilsner Pernille
Kære Pernille
Jeg er ked af at jeg først får svaret dig nu, men bedre sent end aldrig, som nogen jo siger. Det betyder meget for mig, at du kan finde en mening i mine ord om din far. Og det er bestemt ikke bare letkøbte floskler, når jeg skriver at han er en af de personer, der har betydet mest for mig i mit tidlige voksenliv. Birger var en enestående personlighed, en på overfladen knudret original, som gav alt til dem, der ville ham det godt, til dem, der forstod ham. Jeg er stolt af, at jeg lærte ham at kende.
Mvh Henrik