En lang og varm sommer
Vi befinder os i 1982. Vi skal jo starte et sted, og det år, hvor jeg blandt meget andet brillerede som nyudnævnt studentereksamensbevisindehaver virker egentlig ret velvalgt af mange grunde. Lad os for eksempel starte i maj måned. Mandag efter Store Bededagsferien. Jeg skal til eksamen i skriftlig dansk og er i udpræget grad ikke på toppen. De foregående fire dage er blevet tilbragt i udkanten af Storkøbenhavn, hvor håndboldsæsonens årlige afslutningsstævne traditionen tro har stillet store krav til udholdenhed og evnen til at præstere i såvel haller, som på dansegulv på et fundament bestående af særdeles begrænsede mængder søvn og knap så begrænsede mængder øl. Referencen til dansegulvene kunne måske give et forkert indtryk, men jeg havde i hvert fald befundet mig på adskillige lokaliteter, hvor der var nogen, der dansede. Der gik også øl i den på vej hjem på færgen, så forberedelserne til min på daværende tidspunkt foreløbig sidste, men ikke desto mindre absolut vigtigste, danske stil nogensinde kunne have været en tand bedre.
Med i omegnen af fire timers søvn i bagagen mødte jeg op på skolen i god tid. Min klassekammerat Michael havde i løbet af weekenden på mine vegne indkøbt Fantastiske Toyota – debutpladen fra TV2, som var udkommet et par dage forinden. Han gav mig pladen og med Steffen Brandt og gutterne som moralsk opbakning, fulgtes vi ad hen mod gymnastiksalen, hvor jeg indtog min plads ledsaget af de opmuntrende ord ”hold kæft hvor du ligner lort” fra klassens ganske bramfri lesbiske præstedatter fra Hørning. Hun var i hele sin gymnasietid blevet forvekslet med en dreng, hvilket nu ikke lod til at tynge hende synderligt, og hun var decideret fremragende på elektrisk guitar.
Jeg følte mig ikke rigtig i en situation, hvor jeg havde relevant modargumentation parat, så jeg valgte at benytte min ret til at tie stille og indtog en trancelignende tilstand, uagtet, at der rundt omkring mig herskede en nervøs og pirrelig anspændthed, især fra klassens ambitiøse stræberpiger. Jeg husker svagt, at jeg modtog opgaven. Til gengæld husker jeg tydeligt, at den tilsynsførende lærer vækkede mig med et prik på skulderen omkring en time inde i den skriftlige eksamination. Uden at være i nærheden af at gå i panik, erindrede jeg det velmenende råd, som jeg havde fået ca. 7 timer forinden på vej hjem fra det århusianske natteliv.
– Hvis alt andet går galt, så kan du altid fortolke et billede, havde Johnny budt ind med. Han var resident DJ om søndagen på ”Den Sidste” og mente selv, at han var den rette til at komme med gode råd, selv om han året før var droppet ud af gymnasiet, da han fandt ud af, at han skulle have omkring 50 i samlet karakter i de to sidste fag for at bestå. Godt nok var det dengang 13-skalaen stadig fandtes, men alligevel. I øvrigt forlod han gymnasiet med stil, da han ved forårskoncerten blandt nydeligt vandkæmmede 1. G’ere, småpiger i blomstrede kjoler og vantro forældre uropførte værket ”Wall of Noise” som var en 16 minutter lang gruopvækkende trommesolo suppleret med skramlende lydoptagelser fra E45. Da hans exit fra gymnasiet efterfølgende var blevet en uundgåelig kendsgerning, kunne han finde trøst i de udødelige ord fra klassekammeraten Bo:
– Helt ærligt Johnny! Den eksamen ville alligevel ikke være fem potter pis værd.
Således opmuntret valgte jeg for første gang nogensinde at fortolke et billede. Hvis jeg var blevet straffet efter fortjeneste, kunne jeg i bagklogskabens klare lys med rette have været tvunget til at reflektere over det rimelige i at spille poetisk hasard med min fremtid, både hvad angår alkoholindtagelse og valg af opgavetype. Imidlertid fik jeg af uforklarlige årsager karakteren 9 for præstationen, hvilket jeg stadig forundres over. Det er min klare overbevisning, at der på en eller anden måde er sket en forveksling af nogle opgaver, hvilket så igen betyder, at der et eller andet sted sidder en stakkels person, som uforskyldt hele livet har haft svært ved at forliges med sin dumpekarakter for en i øvrigt ganske udmærket præstation til studentereksamen i skriftlig dansk.
Den skriftlige prøve i dansk var indledningen på en sommer, som ud over en hæderlig studentereksamen skulle byde på masser af fester og begivenheder som er værd at huske.
En af begivenhederne var vores fælles 3G studenterfest, som blev afholdt på spillestedet Motown, som lå i Frederiksgade 72. Det havde tidligere været et mere ungdommeligt diskoteksagtigt sted, som var kendt som Box 72. Vi havde faktisk begået lidt af et scoop, men det vidste vi bare ikke på daværende tidspunkt. Det var nemlig et ganske nyt og spændende band, som spillede til afslutningsfesten. De hed TV2 og vi betalte en vennepris på bare 7.500 kr. for koncerten, fordi Michael fra min klasse kendte trommeslageren. Det var lige omkring det tidspunkt, hvor de havde holdt deres første koncerter med intro fra tyske børneunderholdningsprogrammer og hits som ”Natradio” og ”Vi er det bedste band, vi banker rust hele na-na-na-natten”. Resten er jo – og det giver i denne sammenhæng særdeles god mening – historie.
En anden aktivitet som hænger uløseligt sammen med studentertiden er den traditionelle køretur rundt til alle klassekammeraterne. Vores tur skulle foregå i bus, dagen efter studenterfesten på Motown og dagen før translokationen. En naturlig konsekvens af denne planlægning var, at størstedelen af os dårligt nok var ædru i tre dage – i hvert fald var 2-3 timers søvn inden busturen vel ikke den bedste forberedelse på dagens strabadser. Under alle omstændigheder stillede vi op på præstegården i Hørning torsdag morgen, og netop denne lokation var nøje udvalgt, da turudvalget mente, at vi nok skulle besøge pastor Clausen i forholdsvis sober tilstand. Projektet lykkedes selvfølgelig ikke helt, for Jens Pind havde medbragt rigeligt med Gammel Dansk, som han delte rundhåndet ud af.
Og det var faktisk ganske betegnende for netop denne periode, at uanset hvor omhyggeligt tingene var planlagt, var der altid noget der gik galt. Efterrationaliserende, så tror jeg det hang sammen med fordelingen af dydige piger (de kedelige, som lavede planerne), de noget vildere piger (som var med på planerne, men som også kunne overtales til spændende alternativer) og så drengene (som gjorde nøjagtig hvad der passede os). Ude i Hørning tog præsten det nu ganske pænt.
Efter morgenmaden myldrede vi ind i bussen og gjorde klar til første stop med punch. Det var noget underligt noget med det der punch. Jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor hvidvin og juice i en stor skål (bowle) tilsat diverse frugt pludselig skulle være det, som alle unge mennesker eftertragtede, og det eneste rigtige at servere til en tørstig gymnasieklasse på tvungen bustur. Ikke desto mindre havde jungletrommerne i forvejen afsløret, at netop punch ville være hovedattraktionen på et flertal af de stop, som vi skulle gøre på dagen.
Jeg havde sagt ”ikke på vilkår” til mine forældre, da forplejningsspørgsmålet ved besøget hos os havde været oppe at vende, og punchen selvfølgelig var stillet i forslag. Derfor var menuen i vores lejlighed øl og hvidvin, hvilket absolut faldt i god jord hos de øvrige deltagere. Jeg havde endda fået min mor til at pakke en lille taske med dåser som værn mod en potentiel frugtforgiftning, og disse var højt i kurs hos Jens, Lars og Michael – de andre drenge i klassen, som jeg på hovedparten af turen delte bussens bagsæde med.
Jeg havde et par dage før været så letsindig at love Lars, at jeg nok skulle være ædru/klar nok til at dele et par øl og nogle løgnehistorier med hans far, Åge. Han glædede sig nemlig helt vildt til at få besøg af os. Problemet var bare, at dette stop lå næstsidst på turen – altså som nummer 23 af 24 besøg og umiddelbart før det sted i Brabrand, hvor vi skulle slutte med spisning og efterfølgende fest. Allerede tidligt på dagen blev det klart, at jeg ville få svært ved at overholde aftalen om ædruelighed. Det var nu ikke kun min skyld, for hvem kunne have forudset, at vi ville få serveret champagne i rigelige mængder til frokostens rejecocktail? Efter 10 besøg, primært med punch, men dog suppleret med 11-12 øl, var det helt sikkert det, vi lige manglede. Og mit problem var i den forbindelse, at jeg ikke kunne li’ rejecocktail, men at det ikke afholdt mig fra at køre champagne ned.
Jeg var i hvert fald ikke længere helt skarp da bussen futtede afsted mod den mørkere del af Djursland. Første stop på denne del af turen var Hornslet, som husede en sørgelig enklave med 3-4 af de noget mere triste af pigerne. En af disse (som jeg for længst har glemt hvad hedder) lykkedes det mig at undgå at genkende, da hun midt i tredje G hilste på mig oppe i Salling. En anden fra Hornslet kolonien var Hanne Ree. Hun havde gennemført et 3-årigt gymnasieforløb uden på nogen måde at gøre opmærksom på sig selv. Kort hår, briller og en intetsigende tøjstil, men formodentlig god mod dyr. Eller, det har jeg faktisk ingen forudsætninger for at tro. Alligevel lykkedes det hende særdeles indirekte og egentlig også uforskyldt at opnå en slags legendestatus på falderebet, bare ganske få dage før hun for altid ville blive opslugt af et af de mere kedelige afsnit af glemmebogen.
Kom nu til sagen, vil den mere utålmodige læser nok snart udbryde, og sagen var, at da bussen var blevet parkeret i familiens Ree’s indkørsel – uden sammenhæng med den senere Ree Safari Park, selv om koblingen mellem det sjældne efternavn og åbne vidder på Djursland virker åbenlys – og chaufføren havde gennet dens last af sørgeligt studenterpotentiale ud, så faldt mit blik på navneskiltet på døren. ”Her bor Tove og Gunner Ree” stod der. Det er rigtigt! Så er det da klart, at datteren holder lav profil.
Vi var helt færdige, og det er muligt, at det var netop dråben, som fik bægeret med frugtiblandet hvidvinspunch til at flyde over, for efter de sædvanlige høflighedsfraser blev det ret tydeligt for mig, at det var på tide at besøge et toilet, hvis et sådant altså fandtes. Det fandt jeg aldrig rigtig ud af, for på vej gennem bryggerset blev jeg overmandet af en pludselig trang og kastede op i et par gummistøvler, som stod i nærheden. Det gjorde mig imidlertid så træt, at jeg gik direkte ud i bussen og lagde mig til at sove. Det betød så, at jeg slap for de næste par stop i Hornslet, men efter min bedste overbevisning er jeg ikke gået glip af livsændrende forhold som en konsekvens af dette.
Jeg blev vækket ved, at to piger var ved at tage mit tøj af. Under andre omstændigheder ville det formodentlig være både frækt og fornøjeligt, men nu var det sådan, at vi var nået til en sparsomt beboet udørk ved Djurslands kyst, og nu skulle vi ud at bade. Vi var vel efterhånden nået 17-18 besøg ind i turen, og fortvivlelsen blev stadig tydeligere hos de forældre, som skulle lægge hus til. Jeg kan ikke huske hvem af de kedelige piger, der boede derude, men jeg kan huske, at vi alle var nøgne, og at vi aldrig nåede indenfor. Det gode ved badeturen var, at den kvikkede lidt op. I det mindste var jeg nu officielt vågen, og ved at være forholdsvis tilbageholdende de næste par steder, kunne jeg nærmest holde mit løfte til Lars’ far Åge. Det blev han glad for, og vi fik da lidt af en hyggestund i det gode vejr på altanen på Engdalsvej.
Så var det lige, at nogle af de piger, som kategorisk ikke drak, fik den meget lidt fremragende idé, at vi da skulle besøge rektor på vej mod vores endestation. Han boede jo lige i nærheden og var for høflig til at sige nej til anmodningen, selv om han hverken før, under eller efter vores besøg gav udtryk for specielt megen entusiasme. Måske er det svært at virke begejstret, når ellers nydelige gymnasiepiger ligger og brækker sig i blomsterbedet, og han fik da også lige nævnt vores besøg i sin tale ved næste dags translokation. Dog uden at være alt for specifik. En af de opkastende var Mette, som skulle holde aftenens fest, og hun mente seriøst, at det da var bedre at brække sig i rektors have end hjemme hos sig selv. Vi havde på dagen en vis succes med at bilde os selv ind, at det også skyldtes den serverede sherry, som ingen af os havde nogen særlig rutine i at drikke. Hvilket bestemt ikke holdt os tilbage.
Han var i øvrigt en meget speciel mand, rektor Quortrup. Statelig, korrekt, Ridder af Dannebrog og far til tv-lægen, hvilket vi naturligvis ikke vidste dengang, for da var han jo ikke blevet det endnu. Tv-læge altså, sønnen Peter. Vi havde farmand Helge til historie i samtlige 3 år, og det var ikke meget, vi nåede. Faktisk tror jeg, at vi, grundet rektors repræsentative aftaler og deraf manglende tilstedeværelse, endte et eller andet sted mellem den industrielle revolution og første verdenskrig. Det var sådan set fint nok, hvis ikke lige vi skulle til eksamen i en periode, som først sluttede efter Cuba-krisen. Omkring 1963 kan jeg oplyse til de knap så historiekyndige. Det var der imidlertid råd for, syntes rektor, og da vi op til eksamen, med et flertal af pigerne i oprør over den manglende gennemgang af pensum, var samlet til spørgetime, gav han os da lige et ark med 20 emner, som han mente, vi med fordel kunne gøre lidt ekstra ud af at læse på. Eksamensspørgsmålene var det, og selvfølgelig en kærkommen mulighed for notorisk dovne studenter til at målrette læsningen. Og en gave til de af os, som endnu ikke var gået i gang. Det gik da også helt fint til eksamen med en ung censor, som virkede noget starstruck i selskab med Hr. ridderen. Der var i hvert fald ikke tvivl om, hvem der bestemte derinde.
Studenterkørslen havde efterhånden varet en hel dag, som sådanne jo nogen gange gør, og endelig var vi på vej mod Mettes forældres hus i Brabrand, hvor vi skulle spise, drikke og feste videre. Cirka 300 meter fra vores bestemmelsessted mødte vi en anden studenterbus, og denne var fyldt med gode kammerater, som netop var blevet færdige fra Langkær Gymnasium. Vi myldrede ud af vores respektive busser til omfavnelser med videre, selv om det egentlig var før, det for alvor blev moderne med al det der krammeri. De andre skulle feste et par huse fra vores fest, hvilket naturligvis betød, at festerne i udpræget grad smeltede sammen i løbet af aftenen. Da vi ankom, var Mettes forældre venlige og imødekommende – og det fortsatte egentlig lang tid efter, at vi havde båret deres temmelig bevidstløse datter ind i stuen.
Jeg husker ikke mange detaljer fra natten, men helt sikkert var det, at Jens og jeg arm i arm (fuldemandsagtigt, ikke kærligt) drog syngende gennem Åbyhøj, prisende den årle sommermorgenstund tidligt om fredagen. Og mine forældre var for længst stået op, da jeg nåede hjem. De havde selvfølgelig taget fri fra arbejde for med stolthed at overvære deres søn få overrakt sit eksamensbevis. Samme søn var på dette tidspunkt knap så præsentabel, om end i glimrende humør og i besiddelse af en studenterhue, som en eller anden på et tidspunkt havde kastet op i. Den blev gjort ren, indmaden blev skiftet, og i dag er den helt uden spor efter udåden. Jeg har aldrig fundet ud af, hvem det var, der kastede op i den.
Gad vide, om der nogensinde var nogen, der fandt ud af, hvem der havde kastet op i Gunnar Rees gummistøvler?
