”Jeg glæder mig til at se, hvad du har skrevet om mig”. Det var sådan cirka de ord, der mødte mig, da jeg i aftes fortalte, at jeg havde lavet et indlæg på min blog om mine børn (se eventuelt nedenfor). Og ordene kom altså ikke fra nogen af børnene, men fra den tilføjelse til familien, som skal godskrives vores ældste søn Andreas.
”Jamen jeg hører da med” fortsatte hun uden at bekymre sig blodets bånd og andre argumenter, så der er vist ingen vej uden om.
Vinteren var ualmindelig hård, der i starten af 1992. Faktisk udsendte sundhedsministeren en erklæring om, at gravide burde indtage lidt ekstra for at give de nyfødte noget at stå imod med. Katrines mor hørte tydeligvis efter, for der var en masse at tære på hos det meget store lille barn. Ok, hvis vi skal være helt fair, så giver det vist ikke så meget mening at tage udgangspunkt i den tidlige barndom hos Kathrine, for der var hun jo stadig lykkeligt/ulykkeligt uvidende om, hvad der siden ventede hende.
På et tidspunkt blev hun så kæreste med Andreas. Først flyttede han ind hos hende, så flyttede de sammen i en fælles lejlighed. Dejligt fredeligt med kirkegården som nærmeste nabo, men også dyrt.

Og nu er de så flyttet ind hos os. Det, som egentlig startede som en slags strøtanke, endte med at blive en god idé, og nu huserer hun sammen med Andreas i vestfløjen af vores hus (det lyder stort, men er det ikke). Det går rigtig godt, for hun er både sød og elskelig – og så har hun en fantastisk humor. Hun griner af de fleste af mine jokes, mens mine egne børn tilsyneladende har glemt, at jeg faktisk er enormt sjov. Det er jeg meget taknemmelig for og det giver mig også mulighed for at prøve nogle jokes af på én, som forstår at værdsætte et godt grin.
Nogen gange synger hun i vilden sky. Det kan komme sådan lidt ud af det blå, og selv om alle toner ikke bliver ramt lige rent, så er det lidt hyggeligt. Det er i det hele taget ganske fornøjeligt at have de halvgamle unge boende, selv om de går tidligere i seng end Noah. I aftes proklamerede Kathrine for eksempel, at det var godt at håndboldkampen blev spillet allerede kl. 18, for 20.30 er godt nok sent. Både hun og Andreas trisser også rundt i tøfler og morgenkåbe, og det er hverken Kirsten eller jeg gamle nok til endnu.
Vi er til gengæld enige om, at vi er meget glade for Kathrine. Det, som i princippet havde potentiale til at blive en boligmæssig samlivskatastrofe, har vist sig at være en løsning, som vi alle trives i. Det har Kathrine en stor andel i, så hun (og Andreas) får indtil videre lov at blive boende.
