En af de ting, som det er vigtigt at vide om Niels er, at han altid har haft et noget anstrengt forhold til sit maveindhold. Og han har aldrig følt sig for fin til at vise det frem ved passende og især ved upassende lejligheder. I bagenden af gul bus nummer 9 på vej fra Lystrup til Århus, på fortovet udenfor Nationalbanken i Århus (det var der noget der hed en gang) eller ud fra en balkon på et ellers ganske hvidkalket hotel på en strand i det sydlige Grækenland. Der var nu et eller andet med Niels og opkast.
Apropos Grækenland, så springer en anden anekdote med Niels og jeg som medvirkende i øjnene. Igen er det Niels’ maveindhold, som tiltvinger sig en hovedrolle, men fra en lidt anden udgangsvinkel, hvis I forstår! Vi befandt os på Korfu. Niels, Claus, Peter, Susis lillesøster Pia og undertegnede. Vejret var fantastisk og af en eller anden grund var vi ved bevidsthed allerede før middag. Vi havde naturligvis væltet campingpladsens bar aftenen før sammen med Tosse-Morten fra Norge, nogle zorbadansende grækere og en samling mærkelige australiere. Det er en anden historie, som faktisk er ret sjov. Vi var således særdeles tømmermandsramte på vej ind til centrum for at tage en bus ud til en strand, som efter sigende skulle være helt fantastisk. Nogen af os havde hjemmefra gjort os nogle erfaringer udi den ædle tennissport – og da jeg var ganske påvirket af beklædningsreglementet i Wimbledon, havde jeg således investeret i indtil flere par kridhvide tennisshorts. Da Niels var løbet tør for vaskemiddel (tror jeg) havde han fået lov at låne mine bedste, stadig hvide tennisshorts af mærket Adidas.
Allerede på busstationen i centrum af Korfu By går det op for os, at det altså ikke står helt rigtigt til nede i Niels’ mave. Han prøver ansvarligvis at afhjælpe problemet på det lokale toilet, men erfarer, at både tålelige hygiejneforhold og tilstedeværelsen af bare en enkelt rulle toiletpapir, bestemt ikke var på den checkliste, som rengøringspersonalet havde udfyldt, formodentlig allerede først på turistsæsonen. Imidlertid er Niels’ mave ikke typen, der sådan lader sig blive holdt tilbage, så et par servietter og sportssektionen fra den lokale avis måtte klare problemerne, og det gik egentlig ganske fint… i første omgang. Niels meldte sig i hvert fald klar til den videre færd mod stranden, og vi drog forventningsfulde afsted på en bustur på cirka en halv time. I 40 graders varme og på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor aircondition vist nok stadig ikke var opfundet. I hvert fald var funktionen årtier fra at blive implementeret i græske busser.
Vi skulle ikke mange minutter hen i busturen, før vi igen var i alvorlige problemer. Med vi menes egentlig mest Niels og hans mave, men vi andre var på et eller andet niveau også temmelig meget inddraget i denne moderne græske tragedie, som udspillede sig for øjnene af os. Det var tydeligt for alle indforståede, at tidspunktet for en decideret eksplosion nærmede sig, og vi begyndte diskret at skabe sikkerhedsafstand i bussen. Imidlertid indfandt sig en tilstand af stabilitet, som om de stridende parter i Niels’ mave var blevet enige om en form for våbenhvile, lidt ligesom dengang i første verdenskrig, hvor de stridende soldater ved juletid tog en pause fra kamphandlingerne og spillede fodbold mod hinanden i ingenmandsland.
Faktisk gik det så godt, at vi kunne forlade bussen i god ro og orden da vi nåede endestationen – den internationalt berømmede og fantastisk smukke strand med det ualmindeligt mundrette navn Myrtiotissa Beach. Bevæbnet med strandtæpper og proviant forcerede vi den brede, hvide sandbræmme og begyndte at lede efter det mest egnede sted at slå lejr. I vores ungdommelige mangel på bekymring havde vi allerede næsten glemt de fortrædeligheder, som vi – nok mest Niels – havde måttet stå igennem for at komme så langt. Pludselig slog det os, at vi faktisk kortvarigt havde mistet kontakten til formiddagens hovedperson. Niels var sakket bagud på vej mod vandet, men var nu i et forrygende tempo på vej direkte ud mod havet. For fuldstændighedens – og forståelsens skyld er det vigtigt at fortælle, at netop denne strand på netop denne dag i juli måned var overordentlig velbesøgt af alt fra horder af rygsækrejsende til italienske Darioer og græske børnefamilier. Og at der nøjagtig her var gjort en del ud af vandsportsaktiviteterne – det var endda muligt at forlægge sin solbadning til træpontoner ude i vandet, hvilket rigtig mange benyttede sig af.
Nu var det ikke sådan, at Niels var den mest vandglade af os, og det virkede ikke synderlig sandsynligt, at han sådan uden videre anledning skulle spurte ud i bølgerne. Hans koncentrerede/bekymrede/stålsatte blik gav også grund til at tro, at der var noget andet i gære. Han måtte tilmed betegnes som fuldt påklædt, da han stadig var iført de hvide tennisshorts. I fuld fart gik det, da han pløjede sig gennem sandslotte, kastende skrigende børnehavebørn til siden, for at nå vandkanten og bare fortsætte, indtil han var så langt ude, at navlen var dækket. Sådan cirka. Han kiggede ind mod stranden, hvor vi andre stod og betragtede scenariet, og pludselig bredte der sig et saligt, nærmest lettet udtryk på hans ansigt.
Der bredte sig også en temmelig brun plamage umiddelbart bag ham, men det bekymrede ham ikke særligt nu, hvor forløsningen var indtruffet og havde efterladt en udtalt følelse af ubekymrethed og en nyfunden kampgejst i forhold til at møde de udfordringer, som livet kunne tænkes at byde på. Imidlertid stod vi inde i strandkanten og var bekymrede. Med temmelig god grund. Omkring 100 meter ude i vandet stod en efterhånden storsmilende mand, mens hans maveindhold, brunt, drev hen mod en platform, hvor omkring 20 badegæster lå og tog solbad. Vi småløb ud i vandet for at forklare ham sagens alvor, og det lykkedes os at kalde ham ind, dog nu behørigt dækket af et medbragt håndklæde. Jeg kunne gøre historien endnu mere klam ved at fortælle om, hvordan et stort antal badende kastede sig ubekymret i bølgen brun, men det vil jeg undlade.
Oppe på stranden holdt vi rådslagning, og vi blev ret hurtigt enige om, at denne her strand egentlig ikke var så fantastisk alligevel. Så vi tog bussen tilbage til campingpladsen, hvor vi i øvrigt skulle fejre, at datoen var den samme som Claus’ telefonnummer. De hvide tennisshorts? De var vist egentlig kun tennisshorts nu, og jeg var ikke specielt interesseret i at få dem tilbage. Jeg mener, at vi efterlod dem på campingpladsen, da vi forlod den et par dage senere. Forhåbentlig har en rask, græsk dreng fået glæde af dem. Hvis hans mor har kunnet få dem rene.
