Jeg har en kammerat, der hedder Johnny

Johnny og jeg har en fælles forhistorie, som egentlig hører til ovre i den sort/hvide afdeling. Men det er den egentlig alt for uspændende til, for det er i princippet bare nogle fælles referencepunkter fra en tid i århusiansk håndbold i slutningen af firserne og i de tidlige halvfemsere, hvor vi godt nok var i samme forening, men på forskellige hold.

Helt kort fortalt, så kendte vi hinanden fra dengang, da vi for nogle år siden begyndte at kommentere på de samme ting på Facebook. Og fandt ud af, at vi faktisk synes godt om mange af de samme ting. Så vi mødtes, løb en tur rundt om Bygholm Sø og holdt kontakten, så den vel her i 2017 nærmest er daglig.

Vi har naturligvis talt med hinanden om den forløbne tid, og om, hvordan vores oplevelser har præget os som mennesker, men vi sidder ikke omkring et virtuelt lejrbål og synger sørgelige sange, mens vi drømmer om dengang stadionsøerne var frosset til hver eneste vinter og AGF var titelaspiranter i hver sæson (det bli’r de i øvrigt igen næste år). Faktisk har Johnny lært mig meget om at leve i nuet.

Vi har løbet halvmaraton sammen og været afsted til et utal af fodboldkampe. Vi har brugt adskillige timer i Fitness World og har svedt sammen til spinning. Men det vigtigste er, at vi kan sige alt til hinanden. Og det sætter jeg utrolig stor pris på. Da Johnny dagen før sin 50-års fødselsdag fik konstateret kræft fik jeg det at vide nærmest på samme tid som hans børn. Og besluttede øjeblikkeligt at ville vide alting om sygdommen og aldrig at gå på listesko omkring ellers tabubelagte emner som kræft, kemo, død og ødelæggelse.

Så jeg spørger. Selv om det i vid udstrækning ikke er nødvendigt, da Johnny har besluttet at gøre sin kamp mod sygdommen til en offentlig ting. Prisværdigt, fantastisk og udmattende. Det hjælper både ham selv og en masse omkring ham, som støtter og er vildt glade for hans åbenhed. Jeg er egentlig bare stolt af at kende ham, for jeg ved hvor meget overskud det kræver. AC Horsens er dog stadig belagt med en vis mængde tabu, så det taler vi ikke om, kender ingen af deres spillere (bortset fra Kim) og ved ikke hvornår de spiller.

Faktisk gør det ikke den store forskel for mig, at min bedste kammerat har kræft. Er jeg så dum og ufølsom? Det er selvfølgelig synd for ham, hård skæbne og alt sådan noget, men det kan ingen af os bruge til noget. Det er ligesom de rammer, der er udstukket, og så må vi få det bedste ud af det. Så vi tager til fodbold. Og går i fitnesscenteret. Og snakker om familien, det kommende transfermarked og store koncertoplevelser. Og om de kampe, som vi kæmper. Hver for sig, men mest sammen. Vi deler.

De næste mange år vil vi følge intensivt med i, hvad der sker i AGF. Vi vil også komme med humoristiske (synes vi selv) indslag på de sociale medier, som får trådene til at strækkes i det uendelige. Og være ulideligt onkelagtige i vores kommentarer til hvad som helst. Det må vores omgivelser så leve med, for de har i virkeligheden ikke noget valg.

 

Jeg holder med de hviiie

Jeg kan ikke gøre for det. Det er ikke engang noget, jeg selv har valgt. Det har bare altid været sådan. Jeg holder med AGF. De hviiie fra Fredensvang. Og hvorfor er det så, at man holder med en klub, hvis seneste pokal- og mesterskabstriumf ligger helt tilbage i forrige århundrede? Er det en eller anden masochistisk trang til år efter år at lade sig trække igennem en endeløs række af misbrugte muligheder og uforløst potentiale?

Måske. Faktum er, at det kommer dybt indefra og er svært at beskrive – og endnu sværere at forklare for alle dem, som mærkeligt nok ikke har det på samme måde. Altså mennesker uden rigtigt indhold i livet.

Det handler om stolthed. En traditionsklub fra 1880. Det vigtigste i verden, når det gælder fodbold. Og det behøver andre i princippet ikke kunne forstå.