Lad mig først undskylde det alt for banale i overskriften. Jeg burde selvfølgelig selv kunne finde på noget begavet og mere originalt, men lad os lige først se, hvor det hele ender. Så kan jeg vende tilbage og se, om jeg er blevet tilstrækkeligt inspireret. Umiddelbart virker det for letkøbt bare at citere en TV2-sang fra 80’erne – specielt når man som jeg faktisk mener at have noget på hjerte.
Onsdag den 14. juli kl. 17 døde min mor. Hun var ikke overdrevet gammel, men havde dog nået en alder, der kunne retfærdiggøre hændelsen. Dødsfaldet. Hun havde gennem et stykke tid bøvlet med noget hjertesvigt og mangelfuld iltning af blodet, men det havde lægerne efter sigende fået styr på. I hvert fald ifølge hende selv. At hendes helbredstilstand så tilsyneladende var noget mere problematisk, kom som en overraskelse for os. Måske havde hun selv været klar over det og i en form for misforstået hensyntagen forsøgt at skåne os. I så fald lykkedes det ikke særligt godt.
Søndag den 4. juli var hun sammen med min far til barnedåb i Horsens, hvor hendes første oldebarn, Theo, skulle have vand i hovedet. De ankom dagen før og ved besøget hos os kunne vi godt se, at hun ikke havde det fantastisk. Væske havde ophobet sig i kroppen og hun var noget besværet. Vi punkede hende for ikke at have været ved læge, og hun lovede, at hun nok skulle kontakte det sundhedspersonale, der kendte til hendes ”sag”. Det gjorde hun bare ikke før en uge senere.
”Hvis jeg bliver indlagt igen, hvad skal far så gøre” var årsagen til, at der skulle gå så lang tid før hun agerede og kontaktede lægerne. Efter 2-3 rykkere fra mig. Alt for lang tid. For som jeg sagde til hende, så ”kan du jo ikke være hjemme og sørge for far, hvis du er død”. Det var faktisk ordret det, jeg sagde til hende – og desværre endte det sådan. Ikke at et par dage fra eller til havde gjort den store forskel på den længere bane, men…
Vi bisatte min mor fra Ebeltoft Kirke en uge senere, den 21. juli. Det var vel en smuk højtidelighed, som jeg selvfølgelig gerne havde undværet. Men sådan skulle det ikke være.

Jeg har haft en masse op- og nedture med mine forældre og det er nok de færreste, der efter en betragtelig mængde fælles oplevelser gennem en årrække kan påstå andet. Dog har de seneste 10-15 år hjulpet på vores forhold, som til sidst var ganske hjerteligt. Og det fortsætter selvfølgelig med min far, som har brug for en masse hjælp fra mig – og det får han.
Jeg vil forsøge ikke at være alt for bedrevidende. Jeg skal desuden afstå fra at være belærende. Og heldigvis fik jeg et så afklaret forhold til min mor, at jeg ikke føler, at der var noget, jeg manglede at sige til hende. Jeg ville selvfølgelig have foretrukket, at hun havde været ved bevidsthed, da jeg nåede frem til hospitalet onsdag den 14., og jeg er sikker på, at hun også havde ønsket at kigge mig og min far dybt ind i øjnene en sidste gang, før vi tog afsked med hinanden. Sådan skulle det bare ikke være. Vi måtte begge nøjes med den telefonsamtale, som vi begge havde med hende aftenen forinden, hvor hun bedyrede, at hun havde det fint og at alt gik i den rigtige retning. Det troede vi allesammen på.
Jeg hader at være corky, men jeg kan altså ikke sige meget andet end at I/vi/man skal huske at nyde livet og gøre alt det, som gør livet værd at leve. Få sat hak ved alle emnerne i bucketlisten mens man stadig kan. Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre en masse af de ting, jeg har gået og udskudt til senere, for hvornår er senere pludselig for sent?
Efter at have skrevet mig igennem denne meget navlepillende beretning går jeg altså stadig med Steffen. Mest fordi jeg ikke rigtig kan sige det bedre selv.
