Rigtig fankultur?

I sidste uge blev der smidt masser af brændstof på en i forvejen ophedet diskussion på Twitter. I forbindelse med en protest mod hverdagskampe i Superligaen, søgte de stemningsaktive fans opbakning til deres beslutning om at forlade tribunerne i Horsens efter opvarmningen, for først at vende tilbage efter otte minutters spil. Det var et initiativ, som de var blevet enige om i de fanfraktioner, som normalt står for tifoarbejdet og som til hjemmekampene er at finde i det tribuneafsnit på Ceres Park, som hedder B2.

Det står naturligvis enhver gruppe af fans fuldstændigt frit for at gøre, hvad der passer dem i forbindelse med fodboldkampe – naturligvis så længe man holder sig inden for lovens rammer. Det var faktisk heller ikke det springende punkt i diskussionen. Den udviklede sig desværre til en udveksling af svinere, hvor nogen mente, at de var mere fans end andre. At et større synligt engagement giver udvidede rettigheder i forhold til andre. Helt af sporet løb den, diskussionen, så lad mig lige prøve at skitsere mit syn på fanscenen i og omkring AGF.

Efter min mening kan AGFs fans i meget grove træk opdeles i tre hovedkategorier. De stemningsaktive, sæsonkortholderne og medløberne. Naturligvis suppleret med alle dem, der følger klubben hjemmefra eller som udstationerede langt fra Århus og Communale, og som kun har mulighed for at følge klubben live ved sjældne lejligheder.

Som nævnt ovenfor holder de stemningsaktive fans til på B2. Øvre afsnit i det nordøstlige hjørne af den gamle Ebeltoft-tribune. De synger, råber, laver bannere og skaber tifoer. Kæmpe engagement, som roses alle steder af både klubledelse, spillere og andre fans. Er hovedbidragydere når udebaner skal gøres til hjemmebaner, og det er vi gode til. Udebanerne har det nemlig med at gøre mange af de normalt ikke så stemningsaktive fans til stemningsaktive for en dag.

Sæsonkortholderne er de fans, som loyalt tropper op til alle hjemmekampene. Måske grupperet i mindre halv- eller helofficielle fraktioner. De er ikke så vokalt aktive, når det handler om sangene, men opbakningen med råb, klapsalver og lignende er bestemt forbilledlig. Hos sæsonkortholderne startes hver anden sætning med ”kan du huske dengang da…”

Når jeg kategoriserer en gruppe af fans som medløbere, skal det ikke nødvendigvis forstås negativt, men det er den store gruppe, som mest kommer på stadion når det går godt, når det er dejligt vejr eller når vi skal spille mod en attraktiv modstander.

Min pointe er, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan undvære nogen af de tre fankategorier. Hvor fedt ville det egentlig være for oplevelsen, hvis de stemningsaktive var alene på stadion? Eller hvis der aldrig kom nogen medløbere? I et eksempel for helt egen regning er der måske 1.000 stemningsaktive fans og 4.000 sæsonkortholdere til hjemmekampene. Det er altså dem, der altid burde være der uanset vejr og modstander. 5.000 tilskuere.

Kan vi gøre begge disse grupper dobbelt så store og dermed blive mindre afhængige af medløberne? I min verden er det sådanne scenarier, som vi skal arbejde hen imod. 10.000 fodboldafficionados, der altid er der, og en elektrisk stemning hele vejen rundt om banen – med udgangspunkt i et lydinferno fra den ene målende.

Hvor kunne det være fedt, hvis familien Magelig sad hjemme i sofaen søndag over middag og tænkte: ”Der er ikke noget særligt i fjernsynet og det er dejligt vejr, så vi tager lige en tur på stadion, de spiller vist mod nogen fra Sjælland eller også er det Aab”, for så at finde ud af, at andre, som har prioriteret oplevelsen mere, har medvirket til, at der er udsolgt. Sådan er det naturligvis ikke (endnu) men tanken er tiltrækkende.

Hvis jeg skal vende tilbage til sidste uges diskussion på Twitter om, hvornår man har kvalificeret sig til at være AGF-fan, så mener jeg ikke, at det er op til nogen at kategorisere ens klubtilhørsforhold som rigtigt eller forkert med udgangspunkt i volumen på opbakningen. Man har heller ikke mindre ret til at være fan, hvis man er uenig med nogen af de andre fans. Vi lever ikke i en betonkommunistisk virkelighed, hvor alle skal mene det samme – og vigtigst af alt, så skal vi gensidigt respektere hinandens holdninger.

I den konkrete ”sag” med protesten mod hverdagskampe har flere – inklusive undertegnede – givet udtryk for, at de er uenige i handlemåden (stilhed) da vi mener, at den går ud over spillerne, som værdsætter den store, tunge, højlydte opbakning. Andre mener, at aktionen er berettiget i et længere superligapolitisk perspektiv. I min verden må man egentlig mene hvad man vil, men man bør respektere, at andre kan mene noget andet uden absolut at skulle bidrage med universelle løsningsalternativer.

Jeg tror ikke på, at stemningsboykot virker. Den holdning vil jeg altså have lov at have uden at skulle kloge mig på, hvad der så ville. Virke, altså. Det er tv-stationerne og klubberne, som har lavet aftalen og jeg har ikke overhørt dialogen i forbindelse med forhandlingerne, så jeg ved ikke hvad de har snakket om.

Jeg synes dog, at vi skal prøve at påvirke den urimelige fordeling af hverdagskampe, og måske kunne en vej at gå være at udstyre AGF med et bedre udgangspunkt i forhandlingssituationerne. Stil 50 mand op uden for Ceres Park til de næste hjemmekampe og få 10-12.000 underskrifter samlet sammen, som Jacob Nielsen kan få med til de næste forhandlinger. Vil det virke? Jeg ved det ikke, men stilheden gør i hvert fald ikke, og jeg stiller gerne op med en iPad eller en blok og en kuglepen.

Vi er rigtigt mange, der bærer AGF i hjertet. Unge, ældre, tykke, tynde, studerende, fabriksarbejdere og direktører. Vores udgangspunkter er forskellige, men vi er alle karakteriseret ved et brændende ønske om at få forløst drømmen om succes, at få smittet andre med vores stolthed og at få udbredt kendskabet til vores fantastiske klub. Når vi skal gøre det, har vi brug for hinanden. Hvor floskelagtigt det end måtte lyde skal vi løfte i fællesskab og svede for samme sag. KSDH.

Hvad er der sket med AGF?

Lad mig for god ordens skyld starte med en disclaimer. Dette indlæg kommer, som overskriften måske afslører, til at handle om AGF, og hvis du ikke på samme måde som undertegnede er pænt meget engageret i klubbens ve og vel, så er det nok et fint tidspunkt at springe fra.

Jeg befinder mig midt i et dilemma, som jeg prøvede at beskrive på Twitter forleden, hvor jeg fandt ud af, at mange har det ligesom mig. Det handler om, at AGF spiller godt for tiden, og det er vi nogen, der har svært ved at forholde os til. I min tekst på Twitter eftersøgte jeg bud på, hvilken reaktion, der vil være den rigtige, hvis holdet fortsætter med at præstere. Hvis det nuværende niveau fastholdes langt ind i foråret. Hvis det måske endda er kommet for at blive.

Jeg har aldrig lagt skjul på mit tilhørsforhold til hjerteklubben fra Fredensvang. Jeg har med stolthed fremvist klublogoet i alle tænkelige sammenhænge. I medgang og (som oftest) i modgang. Sports- og fodboldinteresserede i min omgangskreds har gerne og ofte drillet med de svingende resultater, men det er stoppet for nylig – ikke midlertidigt håber jeg. Så nu kommer bekendte, som har tilknytning til andre klubber, hen og siger ”hvor spiller I bare godt for tiden” og ”hvad er der sket med AGF lige pludselig?”. Jeg siger tak og forklarer om en længere udvikling, David Nielsen, øget konkurrence om pladserne og så videre. Og det er selvfølgelig fint nok.

Jeg er også helt på det rene med, at de samme folk vil nyde at se AGF fejle. Falde ned fra den piedestal, som klubben i deres øjne endelig har spillet sig selv op på efter at have talt sig derop i forgangne årtier. Altså i deres øjne. Alle os der engagerer os lidt mere i dybden med det, der foregår i og omkring klubben, ved heldigvis bedre. At det var højtflyvende udtalelser af en trænerfantast for mange år siden, som efterfølgende har forfulgt os og er blevet brugt i flæng af udenforstående, som misunder det fællesskab, som de ikke er en del af.

Tilbage til mit dilemma. Hvordan skal jeg og mine ligesindede reagere, hvis vi fortsætter med at spille godt. Hvis det viser sig, at denne halvsæson faktisk er begyndelsen på noget stort. En ny æra for vores forening, hvis vi nu skal prøve at tage munden lidt ekstra fuld. I nærmest samme sekund som jeg postede mit opslag begyndte advarslerne at strømme ind. ”Ro på, målet er stadig Top 6” og ”Vi skal være tilfredse hvis vi ser en kontinuerlig udvikling” og ”det er fint, bare de unge får mere spilletid” var nogle at de velmenende argumenter, og dem anerkender jeg fuldt ud, og det var faktisk heller ikke klubbens målsætning, jeg satte spørgsmålstegn ved. Jeg vil bare gerne glæde mig over hvor vi er lige nu og måske endda kunne dele min glæde med andre i afmålte doser afhængig at lejligheden og omgivelserne. Så det gør jeg.

Måske kan to luftige analogier hjælpe. ”Højt at flyve, dybt at falde” kan jeg sagtens forholde mig til, om end vi nok i omverdenens øjne flyver højere end i vores egen David Nielsenske selvforståelse. Vi er faldet før, endda uden at have været ret højt oppe. ”Flyv ikke højere end vingerne bærer” giver straks mere mening, og jeg er overbevist om, at det er den proces vi har gang i. Så må vi se, hvor meget vingerne kan bære både på den korte flyvetur og den som på sigt skal bære os længere ud i verden.

I mellemtiden siger vi tak og bukker. Forklarer lidt om, hvad det er, vi har gang i. Og er stolte. Altid.