Jeg var der. Jeg var vidne til ”Miraklet i Poznan” fra nærmeste hold. Det var naturligvis en formidabel oplevelse, som er beskrevet vidt og bredt i diverse fora, og kampen kræver selvfølgelig sin plads i denne beretning, men det er turen, oplevelserne, fællesskabet og stoltheden, som er mest i fokus.
Som en indskudt bemærkning kan jeg ikke lade være med at tænke, om vi i virkeligheden er ved at udvande mirakelbegrebet, når det handler om AGF? Det var et mirakel, da vi i foråret vandt mesterskabet. Det medførte, at Viasat lavede programmet ”Mirakelmagerne”, hvor Jacob, Lars og Carsten Vagn fortalte om det lange seje træk, baggrunden for det hele, ansættelsen af en urutineret træner og så videre. Og senest altså det, der skete nede i Poznan. Og måske er vi også nødt til at kalde det et mirakel, når vi lige om lidt kvalificerer os til ligaspillet i Champions League. Eller også må vi finde et bedre ord.
Nå, men der var ikke gået mange minutter efter lodtrækningen, før Niels, Mikkel og undertegnede havde aftalt, at den hvide Volvo skulle en tur til Polen. For tre år siden var vi i samme køretøj i Brügge, så forventningerne var tilsvarende store, da vi tidligt tirsdag morgen sagde farvel til den århusianske bekvemmelighed for at begive os ud på et eventyr via tæt befærdede tyske motorveje og trøstesløse polske ditto. Men alt forløb gnidningsløst med et enkelt stop undervejs, hvor vi på en tysk rasteplads blev advaret mod de egeprocessionsspinnere, som vistnok var i nærheden.

Sidst på eftermiddagen rullede vi ind i centrum af Poznan, parkerede og tog vores perfekt beliggende lejlighed i besiddelse. Der var både senge, køleskab og alt muligt. Hvis vi skulle have boet mere centralt, så skulle det have været ovenpå 12 Zloty fadøls baren på Stare Miasto, og der var vist optaget. Vi startede rundturen på pladsen fra en ende af, fik prøvet forskellige lokale ølmærker og fraterniserede med mange kendte og ukendte AGF afficionados, som allerede tidligt havde belejret bymidten. Det var vældigt.
Efter et fabelagtigt måltid med lokale specialiteter skulle dagens mange indtryk bundfælde sig. Da vi sidst på aftenen sad og var temmelig kloge på en bar, faldt vi i snak med en Lech Poznan fan og hans meget blonde kvindelige sidekick. Det viste sig, at han til daglig boede i Brighton, men var taget herover for at se kampen. Sammen med sin kone, kæreste eller? Direkte adspurgt hvilken relation, de to havde til hinanden, svarede de samstemmende ”It’s complicated”. OK så. Han nævnte vist også noget om en kone på et tidspunkt, men da det var blevet sent, og vi desuden havde fået ganske højlydt selskab af Mikkels ældste søn og fire af hans kammerater, valgte de to polakker at forlade selskabet med en ”god kamp” hilsen. Det blev det vist ikke for dem.

Onsdag var det kampdag, og vi var tidligt oppe. Allerede ved ni-tiden drog vi afsted mod Poznans forladte stadion. 7-800 meter nede ad vejen og til venstre skulle stadion ligge, men der var kun store træer og ufremkommeligt buskads at se. På den anden side af et langt hegn fandt vi den gamle indgang og vi tiltvang os adgang til selve banen. Det lyder besværligt, men det var det faktisk ikke. Det eneste levn fra fortiden var de to mål, som stadig stod der. Resten var bevokset af højt græs, træer og buske. Inde i det ene mål lå et brugt kondom, og gad vide, om det er et specielt brugbart polsk scoretrick at invitere til seksuelle udskejelser i et rustent fodboldmål på et stadion, som blev nedlagt en gang sidst i halvtredserne? Det kan tydeligvis ikke afvises. I øvrigt kan det anbefales at læse lidt om det gamle stadions historie. Det er faktisk blevet lukket ad flere omgange, blandt andet kort efter åbningen, hvor der var lukket for mange mennesker ind på afsnit, som derfor brast sammen.


Efter stadionoplevelsen gik vi rundt i byen og tog billeder af seværdigheder, for ligesom at vise hvor kulturelle vi havde været. Og det blev vi tørstige af, så torvet lokkede igen. Det var ved at blive fyldt op af en masse mennesker klædt i hviie trøjer og faktisk virkede det som om, at der var mange flere end de to tusind, som skulle til fodboldkamp senere. Der var i hvert fald en voldsom larm og de stakkels ansatte på barerne havde virkelig fået deres sag for med en udskænkning af et omfang, som nok ikke var normalt på onsdag eftermiddage. Stolte som få og i højt humør drog vi mod shuttlebusopsamlingsstedet – og vi holdt os ikke tilbage med at fortælle, hvor vi tidligere på året havde sikret os mesterskabet (Kbh.) – og hvem der kikkede på (Brøndby). Vi ventede på busafgang. Ude ved stadion ventede vi på at komme ind. Inde på stadion ventede vi i ca. halvanden time på kampstart. Og vi ventede på at kunne få fadøl på 3,5%, hvilket først lykkedes i pausen af den forlængede spilletid. Og da var vi for længst blevet meget tørstige igen. Tak til Mikkel, som sædvanen tro gik glip af et par AGF scoringer – denne gang i den gode ølhentningssags tjeneste.

Kampen var en fed oplevelse. Der var en fantastisk stemning på afsnittet og det var egentlig først, da vi havde scoret til 2-0, at vi for alvor begyndte at tro på sensationen. Resten er – som man siger – allerede historie. Vi kunne leve med at vente 45 minutter på at blive lukket ud fra stadion og 30 minutter, da vi var kommet ombord i busserne. For glæden, forbavselsen og chokket havde klart fået det følelsesmæssige overtag og eliminerede det meste af det trælse. Bortset fra vores tørst, som der heldigvis kunne rådes bod på, da vi langt om længe igen var at finde på det centrale torv i Poznan. Umulige at skyde igennem og klar til at erobre resten af fodboldeuropa.
På 12 zloty fadøls baren mødtes vi med ligesindede og sang vort hjemlands vemodige sange (”Malaga” og ”I troed’ vi var døde og borte”). Dennis og Mathias fra Stiftens ”Det hvide snit” var der også og samlede på indtryk og indhold til den podcast, som de skulle hjem på hotellet og lave. De gik i gang kl. 01.30, og vi, der havde sagt farvel til dem omkring ti minutter forinden, kunne godt høre, at humøret var højt. Eller også var det bare kampen, der havde løsnet lidt ekstra for stemmebåndene hos de to gutter. Næste formiddag stod vi op, spiste morgenmad, provianterede og satte kursen mod Århus. Sad i kø på motorvejen i 40 graders varme både ved grænsen mellem Polen og Tyskland og et sted omkring Berlin. Men det var jo lige meget, for vi havde været vidner til et sensationsmirakel eller lignende. Og med det fantastiske fodboldhold, som vi har bekendt vores kærlighed til, er der formentlig snart flere på vej. Vi glæder os allerede.
