Jeg ved hvad Niki Laudas mor hedder

Jeg var allerede i gang med at skrive dette indlæg, da nyheden om, at den tre-dobbelte Formel 1 verdensmester Niki Lauda var død, 70 år gammel. Burde jeg så ikke have ændret overskriften til noget, der var knap så upassende, omstændighederne taget i betragtning? Måske. Det må være op til læserne (hvis der er nogen) at vurdere, men nu har jeg i hvert fald gjort mit med noget, som vel på nydansk kan betegnes som en disclaimer.

Der har på det seneste været larmende tavshed her på siden, og det skyldes faktisk at jeg har haft pænt travlt med alt muligt både på arbejde og i fritiden. Arbejdet måtte imidlertid undvære mig fem dage i slutningen af april, da jeg sammen med Kirsten og de brave folk i rejseklubben var i Holland.

Marlene udgør en sjettedel af rejseklubben og hendes ældste søn hedder Sebastian. Han arbejder hos Oracle i Amsterdam og bor til leje i en høj, rækkehusagtig lejlighed umiddelbart rundt om hjørnet i en sidegade til den lille hovedgade i Haarlem. For uindviede giver det mening at oplyse, at Haarlem nærmest er en forstad til Amsterdam (15-20 minutter i tog) og en hyggelig én af slagsen, fandt vi ud af. Jeg kan faktisk ikke huske om det var Sebastian eller Marlene, der inviterede, men fra den 25. april måtte førstnævnte pænt forlade matriklen til fordel for seks utilpassede halvgamle turister fra Østjylland.

Da vi reserverede datoerne vidste vi ikke, at den 27. april er den hollandske konges fødselsdag, hvilket de lokale tulipan- og træskofolk går all-in på at fejre. Det kommer jeg til, det var først om lørdagen. Vi ankom til lufthavnen torsdag eftermiddag og kunne undrende konstatere, at endnu et land havde sluppet os ind uden nævneværdige forbehold. I dagens anledning var der arrangeret noget regnvejr – det havde de nu ikke behøvet, og det holdt da også op efter et par timer. Da vi var blevet installeret på tre etager med Kirsten og undertegnede i en dybfryser øverst oppe, var det på tide at udforske omgivelserne lidt.

Harlem er, uagtet den smukke arkitektur, skønheden og feel-good stemningen, et veritabelt cykelhelvede. Der kører ingen biler i de små gader, men masser af bindegale hollændere på havelåger af varierende kvalitet, og det virker umiddelbart som om ringeklokken er det vigtigste, når der skal pimpes. Vi havde gået knap 10 meter på ”Kleine Haupstraat” før vi første gang kom i karambolage med en ungersvend, som tilsyneladende havde stjålet sit tohjulede køretøj. Det skulle ikke blive sidste gang og med tiden lærte vi at holde os ganske tæt på husmurene, når vi bevægede os rundt i byen.

Fredag stod der sightseeing i Amsterdam på menuen. Inklusive sejltur med fri bar på kanalerne. Sebastian havde arrangeret sejladsen og vores tvivl om, hvorvidt der nu også var helt fri bar som i alt hvad I kan drikke, blev gjort til skamme, for der var tilsyneladende fyldt godt op i båden med både Heineken og rosé. Vi sad lige bag kaptajnen, og da et par børn i 8-års alderen fik lov til at prøve at styre, så vi misundelsen brede sig i Peters ansigt. Han ville også gerne prøve, og han fik lov, og undgik behændigt at sejle ind i noget eller nogen. Det var en fin tur, som bestemt kan anbefales.

Næste stop var det berømte og berygtede Red Light District. Der var nu ganske stille og roligt, men oplevelsen af kødmarkedsdelen kunne jeg godt have undværet. Det var midt på eftermiddagen og de stakkels piger var ved at gøre sig klar i deres vinduer i de små sidegader. Stakkels er i denne sammenhæng ganske velvalgt, for det er nok temmelig få af dem – om nogen – der selv har valgt prostitution som profession. Lykkelige så de i hvert fald ikke ud og begreber som ”trafficking” lå først for i bevidstheden. Det er en helt anden snak.

På trods af dette gjorde Amsterdam et fremragende indtryk. En overskuelig bymidte med alting i gåafstand, hyggelige cafeer og masser af shoppingmuligheder. Kan varmt anbefales.

Lørdag var det ”The Kings Day” i hele Holland, og hvis din yndlingsfarve er orange, så var der rig mulighed for at falde i med mængden. Vi valgte at tage ind til Amsterdam sidst på formiddagen, naturligvis iklædt orange trøjer, fjerkæder i samme farve og andet halløj. Byen var i de indledende stadier til festlighederne, men rundt omkring i hele centrum sørgede DJ’s og bands fra forskellige scener for underholdningen. Der kom et par regnbyger, men det levede vi med, for det gav anledning til at nyde en Heineken under en baldakin i selskab med lokale eller andre turister. Lidt paradoksalt, at der overalt i Amsterdam hænger skilte, hvorpå der står, at hvis man drikker offentligt, så straffes det med en bøde på 95 Euro. Det gjaldt tydeligvis ikke på kongens fødselsdag. Efter 3-4 fornøjelige timer i hovedstaden valgte vi at tage tilbage til Haarlem for at afslutte festlighederne på vores nye hjemmebane.

Og det var også sjovt. Lidt længere nede ad ”Kleine Haupstraat” var der et sted, hvor fire barer var placeret to og to over for hinanden. Imellem barerne var der placeret et stillads med en bro på tværs af gaden, og deroppe stod en DJ. Allerede fra sidst på eftermiddagen var der så mange mennesker, at man nødvendigvis måtte danse sig igennem, hvis man skulle om på den anden side af festen, hvilket var nødvendigt, hvis man skulle ind til centrum med tivoli, rockmusik og balfaldera. På et tidspunkt kaldte pigerne det for en dag, men Gert, Peter og undertegnede tog lige en sidste omgang (som vist blev til yderligere et par stykker).

Tilbage i barområdet forbløffedes vi over hvordan festdeltagere i alle aldre dansede og sang og bare sprang ud i folkefesten. Alle sang med på alle sangene, og det gjorde vi også, selv om de var på hollandsk. Bortset fra en enkelt, som var på tysk, men som ikke desto mindre var på topniveau med hensyn til engagement. ”Wie heisst die Mutter von Niki Lauda” lød det ud gennem højttalerne, hvorefter mængden svarede ”Mama Lauda, Mama Lauda”. Gentaget adskillige gange, naturligvis. Da vi var kommet tilbage i lejligheden forsøgte vi at overføre begejstringen over konceptet til resten af rejseklubben, men vist nok med begrænset succes.

Søndag slikkede både rejseklubben og resten af Holland sårene efter festen. Vi shoppede lidt, var på pizzeria og fik afgjort, at undertegnede skulle opbevare vandrebrikken (bedst til terninger) til næste tur. Det gør jeg gerne. Mandag skulle vi tidligt afsted mod lufthavnen og det lykkedes mig at glemme Kirstens og mit eget pas i lejligheden, hvilket gav anledning til lidt nervepirrende situationer på hjemrejsen, men vi undgik dog at blive afkrævet bevis på gyldig rejsehjemmel, som det jo hedder.

I øvrigt har efterfølgende research klarlagt, at hun hed Elisabeth. Mama var tilsyneladende bare et kælenavn.