”Er du kommet dig over resultatet fra i torsdags?”

Dette spørgsmål har jeg måttet forholde mig til adskillige gange i dag, mandag, fire dage efter AGF’s forsmædelige nederlag til Silkeborg i Parken. Jeg arbejder i Silkeborg. Jeg har netop deltaget i et koordineringsmøde, hvor mødelederen var iført en rød Silkeborgtrøje. Tilværelsen som fodboldfan kan være udfordrende.

Svaret på spørgsmålet er et klart og utvetydigt nej. Nederlaget har ramt hårdt, sætter dybe spor, som det tydeligvis tager tid at komme sig over. Vi har jo ikke bare tabt en fodboldkamp, vi er blevet slået tilbage til start efter at have været så tæt på målstregen, at vi kunne se champagneflaskerne og fornemme duften af kransekage. Vi var nærmest sikre på, at 28 års pokaltørke var en saga blot, vi skulle bare lige igennem 90 minutter mod nogle røde plastikdrenge, som ikke kunne finde ud af at spille på rigtigt græs. Nemt.

Det var det bare ikke. Spillerne inde på banen skulle anstrenge sig, men det kom tydeligvis som en overraskelse for dem. Det gik ikke af sig selv, for Silkeborgholdet havde ikke fået memoet om, at de bare skulle give AGF pokalen uden at yde modstand. Så det gjorde de. Ydede modstand, forstås. AGF-spillerne havde inden kampen lovet omgivelserne, at de ville ”dø med støvlerne på” og ”efterlade alt inde på banen”. Nogle af dem fik knap nok jord på knæene og det, de efterlod inde på banen, var primært et dårligt indtryk efter en halvfesen indsats uden nerve og vilje.

Det kunne spillerne faktisk slet ikke være bekendt. Flere end 25.000 århusianske eller eksilårhusianske fans indtog Hovedstaden og gjorde Kristi Himmelfartsdag til en festdag. Først i den indre by, siden i Hviieparken (af nogen kendt som Fælledparken) og til sidst i nationalarenaen, som for 2/3 vedkommende var klædt i de rigtige hviie farver. Der var larm på lægterne og aldrig har ”Malaga” og ”I troed’ vi var døde og borte” lydt smukkere og mere inciterende. Man skulle mene, at et sådant scenarium ville få spillerne til at gøre en ekstra indsats. Eller bare en indsats på niveau med kampene i semifinalerne. Det niveau nåede de aldrig bare tilnærmelsesvist.  

Masser af AGF’ere i Hviieparken før Pokalfinalen

Efterfølgende har vi måttet lægge ører til hvor kede af det spillerne er. ”Jeg er helt knust”. ”Den største skuffelse i min karriere”. ”Jeg er helt tom indeni lige nu”. Det er bare nogle af de udtalelser, vi som fans har skullet forholde os til i dagene efter kampen. Udtalelser, som runger hult, indsatsen på banen taget i betragtning. ”Vi skal rejse os sammen” er en anden floskel, som florerer i diverse fora på bagkant af miseren i Parken. Og selvfølgelig skal vi det, men ikke nødvendigvis sammen med den gruppe af spillere, som ødelagde vores perfekte sæson den dag i maj, hvor en kæmpe fest fes ud og sluttede med fire halvslatne timer i en bus på tværs af landet. For mig og formentlig for en masse andre.

Denne sæson har vist, at vi har brug for forstærkninger i alle kæder, hvis vi skal leve op til både klubbens ambitiøse udmeldinger og fansenes forventninger. Vi kan simpelthen ikke bruge nogen som helst undskyldninger mere, når en lidt mere end semi-kompetent forsamling af professionelle fodboldspillere ikke kan mande sig op til at levere, når det gælder. I torsdags handlede det ikke engang om fodboldmæssige kompetencer, men om manglende evne til at æde sig selv, slås som besat og løbe masser af ekstra meter. Så i den ideelle verden skal vi have 11 nye til startopstillingen. Det får vi nok ikke og mindre kan vel gøre det. Måske.

Jeg har faktisk holdt pause midt i skrivningen af dette indlæg, hvilket naturligvis ikke er specielt tydeligt for læseren. Men nu har jeg sagt det – og det er i mellemtiden blevet torsdag igen. Der er gået en uge siden pokalfinalen og i aften skal vi møde Silkeborg igen, denne gang hjemme på Communale i Århus. Og jeg ved faktisk ikke om jeg har lyst til at tage derud, hvilket er ret foruroligende, det er bestemt ikke sådan det plejer at være på kampdage. Jeg er tydeligvis ikke kommet mig tilstrækkeligt efter sidste torsdag og hælder faktisk til den holdning, som en af mine medfans gav udtryk for torsdag aften. ”Vi skylder ikke holdet noget, det er dem, der skylder os”. Hvordan de har tænkt sig at betale tilbage svæver hen i det uvisse og lige nu er der alt for lang tid til næste sæson. Nyt hold, nye forhåbninger og nye skuffelser.  

Så kan alle de, der gaber op om at støtte i medgang og modgang og laver egne definitioner af, hvornår man er ægte fan, faktisk sejle deres egen sø. Det skal bare ikke være på den sø, hvor vi mødes inden hjemmekampene, for vi orker ikke at høre på dem. 30-40-50 år med AGF i hjertet kvalificerer så rigeligt. Men vi vil altså snart have noget igen. Vi kræver det faktisk…

Opdatering:
Jeg endte faktisk med at tage på stadion. Mest for fællesskabets skyld. Og det var også det eneste positive på den tur. For vi var pivringe. Igen…