Jeg blev oprigtigt ked af det, da det forrige søndag ramte medierne, at Kim Larsen var død. Og nogen i min nærmeste omgangskreds vil kunne huske, at jeg allerede tidligere på året, da det blev kendt, at han kæmpede med en kræftsygdom, udtrykte bekymring for hans ve og vel, og ønskede han måtte blive 100 år og gå bort i al ubemærkethed.
Sådan blev det ikke, og nu skal vi så på samtlige medieplatforme bombarderes med en masse tvivlsom musik, samtidig med, at mandens folkelige facade hyldes ganske ukritisk. Ikoniseringen er til at få øje på, og kun ganske få har vovet at bringe fakta til torvs om hans dominerende og usympatiske personlighed.
Den ufolkelige folkehelt
Jeg har altid haft det svært med Kim Larsen. Elskede Gasolin, elskede ”Værs’go”, men da pseudo-socialisten blev rendyrket kapitalist og desuden sprang ud som tyrannisk familieoverhoved, da faldt jeg fra. Halløj for en påstand, kunne man tænke, er den mon på nogen måde dokumenteret? Umiddelbart står den for egen regning (husker episoder omkring kostskoler m.v. i slutfirserne) men det er da en tanke værd, at hans ældste børn afstår fra at ville deltage i hyldestkoret på bagkant af hans bortgang.
Og så mener jeg i øvrigt ikke, at der kunstnerisk har været noget at råbe hurra for siden sidst i 70’erne. ”Hvad med Midt om natten?”, vil nogen sikkert spørge. Jeg anerkender, at det blev en kommerciel succes, men derfor behøver jeg vel ikke kunne li’ det. Desuden var halvdelen af numrene skrevet af andre. Og skuespilpræstationen i filmen totalt til grin.
Det har således været ganske svært for mig at håndtere lysten til at deltage i debatten om, hvor fantastisk manden var. For her har vi haft at gøre med bagsiden, essensen, af en virkelighed, som ikke engang den berømte og berygtede ildtang vil kunne komme i nærheden af. Kim Larsen må man altså ikke kritisere. Han er jo en del af den danske folkesjæl, forstås. Kanoniseringen er for længst foretaget.
Folkeligheden har en pris
De seneste par årtier har koncertarrangører landet over måttet konstatere, at hvis Larsen og hans amatørpartyband skulle på plakaten, så skulle der graves dybt i tegnebogen. Han vidste nemlig godt, hvad han var værd og levede fint med sit ry som besværlig og krævende. Folket vil jo forføres, hvilket manden om nogen forstod.
Jeg anerkender til fulde mandens demagogiske evner, for det er lykkedes ham at fastholde en illusion om at være arbejderklassens talerør og en landsfolkelig troubadour, mens han har siddet mageligt oven på den velvoksne pengetank og har været ligeglad med de jævne folk. At deltage i velgørenhedsarrangementer har heller aldrig rigtigt været noget for ham. Det tjener man jo ikke alverden på.
Klassikere med tvivlsomt indhold
Til gengæld må man (måske) have respekt for, at han er sluppet afsted med at flage afvigende seksuelle tilbøjeligheder i en af de mest populære sange. I ”Papirsklip” lyder en linje for eksempel: ”Når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg trøst i min kærestes kat”. Det er altså ikke i orden. Og synd.
Mit forhold til den christianshavnske gavflab kan sammenlignes med mit forhold til Michael Jackson. Jeg respekterer mandens bidrag til musikken, men derfor behøver jeg ikke kunne lide det. Og Falset-Michaels personlighed var vel også lidt underlig med hang til aber, børn og forlystelsesparker. I hans tilfælde var begrundelsen en hård opvækst præget af en dominerende far. Kim Larsen var bare en idiot.
