Vandrehistorier eller Urban Legends, som de kaldes på udenlandsk, er et velkendt begreb. Vi kender alle historien fra dyreparken, hvor giraffen efter sigende skulle have stukket hovedet ned gennem soltaget og kastet op, mens passagererne i panik forsøgte at lukke det, så det stakkels langhalsede dyr kom i klemme. Det er vistnok løgn. I bedste fald en god historie. Lige som så mange andre i kategorien ”Den må du altså længere ud på landet med”.
Jeg kan imidlertid prale af at have været til stede under tilblivelsen af en påstået vandrehistorie. For i princippet er det vel ikke en vandrehistorie, når det virkelig skete, og faktum er, at det er en af de historier, som grækenlandsfarere den dag i dag fortæller. ”Jeg har hørt, at en gang på Ios…” begynder den oftest. Jeg ved ikke om den bliver bedre og bedre med tiden, men den er i al fald rigelig god i sig selv. Og så starter den faktisk et ganske andet sted.
Haui havde fødselsdag, det var i slutningen af januar, og han havde inviteret os til hjemmelavet pizza. Dengang boede han sammen med Lømmel nede på kystvejen, men det kommer egentlig ikke sagen ved, selv om det var en temmelig fed lejlighed. Efter spisningen var det tid for udveksling af gaver. Eller en egentlig udveksling var der vel ikke tale om, når det nu kun var Haui, der fik. En af gaverne var en negerlolitadukke. Altså sådan en plastiksag med ekstra forstærkning omkring brysterne, et konstant forskrækket udtryk og en temmelig kikset frisure. Hende blev han glad for. Faktisk så glad, at da vi senere på året tog afsted på sommerferie til Grækenland, så var hun med.
Hun var med (naturligvis behørigt påklædt) når vi tog solbad på forskellige færger, og det gjorde vi ofte, for på en ø-ferie i det sydgræske øhav sejler man meget. Hun var også med når vi drak øl, retzina og tequila på værelset om aftenen inden byturen, om end hun for det meste sad ovre i hjørnet. For når sandheden skal frem – og det skal den her – så var der ikke voldsomt meget gang i hende, selv om hun jo pr. definition var med på lidt af hvert. Hun hav
de også en fast plads på eget håndklæde, når vi hver dag ved middagstid havde bevæget os ned på stranden, ligesom hun selvfølgelig også af og var med ude at bade – for det var jo temmelig varmt.
Lige netop denne sommer havde rygtet om det gode festmiljø på Ios medført, at der var ganske mange fra Århus på øen. Egentlig en forholdsvis lille ø bestående af en by, en strand og en campingplads. 200 fastboende om vinteren og 10.000 unge festturister ad gangen (for de lukkede for yderligere adgang) om sommeren. Alle var oppe i byen om aftenen og på stranden om dagen. På et tidspunkt var vi flere end 20, som kendte hinanden, primært fra AGF, Brabrand og VRI. Skovbakken var egentlig også på en måde repræsenteret, da min ghettoblaster var opkaldt efter Lester, som spillede derude. Han var en overgang kæreste med Marianne Flormann, men da de fleste syntes hun var en kegle, var det ikke som sådan noget at prale af, hvilket han da heller ikke gjorde. Ned på stranden lå ”Cafe Far Out” hvor man indtog dagens første måltid af såvel fast som flydende karakter.
”Far Out” var altid både indledning og afslutning på en strandtur, såvel som et samlingspunkt om aftenen, hvor der blev vist kultfilm og arrangeret diverse aktiviteter. Der var plads til 7-800 mennesker og der var hele dagen gang i en masse. Specielt australierne var livlige – det virkede simpelthen som om at de var i stand til at begynde at drikke lang tid før vi andre havde fået svedt den foregående aftens anstrengelser ud af kroppen. Det var ganske festligt at se, når de svenske fyre forsøgte at følge med, for så en for en at blive lagt bevidstløse ud i sandet, oftest til stor fortvivlelse for deres kærester. Det var i virkeligheden en af de gode ting ved Ios. Godt nok var der mange svenskere af begge køn, men om aftenen så man ikke mange mandlige af slagsen oppe i byen. De var for længst gået kolde, rigtig mange af dem som følge af en alt for tidlig start nede på ”Far Out”.
På netop denne eftermiddag var der stadig liv i nogle få. Svenskere, altså. Vi havde afsluttet dagens bruningsaktiviteter og fik en enkelt på cafeen mens vi selvfølgelig fortalte forskellige løgnehistorier fra det virkelige liv. Dukkebarnet var der naturligvis også, men virkede lettere fraværende, da hun i sagens natur havde hørt det meste før. Pludselig stod en halvfuld svensker foran vores bord og forsøgte at gøre sig forståelig på denne mærkelige østdanske dialekt, som de jo taler, sådan nogen. Han fik imidlertid gjort det klart, at han gerne ville låne dukken. Og godt nok har vi været med til og på lidt af hvert, men vi troede altså bare, at han gerne ville se hende. Imidlertid smed han bukserne og besteg dukken, som nu lå på bordet ved siden af. Som jeg husker det, var vi temmelig meget i chok, og episoden stoppede først, da svenskerens grædende kæreste bad ham om at holde op. Hvilket han så gjorde. Uforløst, heldigvis. Jeg mener at kunne huske, at Haui tog dukken med ud i vandet til en grundig afvaskning, og det trængte hun også til efter al den opmærksomhed.
Eventen havde imidlertid udviklet sig til lidt af et tilløbsstykke, og folk, som egentlig var på vej væk fra stranden, kom løbende tilbage for at se, hvad dælen der lige skete. Svenskerens venner fik ham bugseret væk, og vi andre sad tilbage og tænkte over, hvad det egentlig var, vi lige havde været vidne til. Faktisk mødte vi svenskeren og hans kæreste (stadig, utroligt nok) på en restaurant aftenen efter. Her var han temmelig meget ædru, men blev naturligvis udsat for ganske mange hånlige/nedladende/drillende kommentarer, så parret valgte fornuftigt nok at forlade stedet i en fart.
Så når folk starter på ”vandrehistorien” om, at der en gang på Ios var en svensker, som havde sex med en negerlolitadukke på en cafe nede på stranden, så kan jeg med overbevisning i stemmen bekræfte, at den er god nok. Det er faktisk ikke en vandrehistorie. Jeg så det jo selv. Til gengæld er jeg noget mere lunken over for historien om, at en svensker havde drukket 56 slammere på Club 69, hvorefter han faldt død om. Club 69 åbnede nemlig først om aftenen, og der var alle mandlige svenskere for længst gået kolde.
