Der er rigtig mange, der reagerer med en blanding af beundring og forbavselse, når jeg fortæller, at Kirsten og jeg har fem børn. Og at vi faktisk har produceret dem i fællesskab. Det er selvfølgelig et par stykker over gennemsnittet for en normal, dansk familie, men det hører også til sjældenhederne, at vi beskyldes for at være normale. Gudskelov for det.
Vores børn er fantastiske. Stærke og meget forskellige personligheder. Vi elsker dem betingelsesløst og vil altid bakke op om de valg, de træffer, selv om vi nogen gange gerne vil være med til at trykprøve dem lidt. Valgene altså. Nå, men i det følgende har jeg skrevet lidt om dem allesammen. Mest fra tiden omkring deres fødsler, men måske vil jeg ved en senere lejlighed dykke lidt dybere ned i enkeltstående begivenheder, hvor de har opført sig underligt eller anderledes. Den tid den glæde, som man siger.
Forholdsvis kort tid efter at Kirsten og jeg mødtes ved den famøse julefest på Handelshøjskolen i Århus i det herrens år 1988, ville skæbnen, at Kirsten blev frugtsommelig. I lykkelige omstændigheder. Hun var i hvert fald blevet gravid. Jeg husker tydeligt, som var det kun 30 år siden, at det var Thomas Helmig og Moonjam, der spillede i aulaen, men det var nedenunder, foran Klubbens toiletter, at vi kyssede hinanden første gang. Vældig romantisk. Og cirka en måned senere…
Den førstefødte
Emilie blev født på danmarkshistoriens første lange lørdag. Den 7. oktober 1989. For yngre læsere giver det mening at oplyse, at alle forretninger normalt lukkede senest klokken 12 om lørdagen. Men altså ikke på denne dejlige efterårsdag, hvor vi blev forældre for første gang. Fødslen var klokken seks minutter over 12, så det passede faktisk ganske fint, at gratulanter og andet godtfolk kunne nå at købe barselsgaver på vej til Fødselsstiftelsen, hvor vi havde slået lejr. I starten græd hun meget, men efter nogle måneder holdt hun op, og derefter var hun et englebarn. Et sultent et af slagsen ganske vist, men ikke desto mindre. Da hun var omkring et år var jeg færdig med at studere, og jeg havde fornøjelsen af at tilbringe dagene sammen med hende, mens Kirsten var på arbejde. Det havde vi det fint med, selv om de daglige fælles indkøbsture over græsplænen til Favorit efter moderens mening handlede lidt for meget om friskbagt franskbrød og lune deller end om rugbrød og frugt. Men sådan er der jo så meget.
Egentlig skulle han have heddet Frederik, men det passede ikke rigtigt til ham
Da Emilie var knap to år skulle hun have en lillebror. Det var noget Kirsten og jeg havde bestemt. En måned inden fødslen flyttede vi til Horsens, hvor en lokal boligspekulant havde skaffet os en lejlighed et stenkast fra svigermor. Og faktisk var det ikke engang et ejendomsmæglerstenkast, men ret tæt på. Dagen før Andreas’ fødsel flyttede vi så ind i en ret utæt lejlighedskonstruktion i Frederiksgade. Lejligheden var sådan set ok, men der var koldt om vinteren og varmeregningen var betragtelig. Ikke desto mindre trivedes vi ganske fint, selv om den unge mand som helt lille var et noget uroligt barn. Det var der så en fysisk forklaring på, fandt vi ud af efterhånden. Han var ellers en glad lille dreng med store smilehuller og i stand til at charmere sine omgivelser, hvilket han da også gjorde. Det er han vel egentlig aldrig holdt op med.
Min fødselsdagsgave
Sommeren 1995 var lang og varm. Træls for alle dem, der havde lidt ekstra at slæbe rundt med, som for eksempel Kirsten. Hun var sat til slutningen af juli, og det var først et par dage før fødslen, at vi kom til at tænke på, at det da kunne være et pudsigt sammentræf, hvis vores datter blev født på min fødselsdag, den 26. Sidst på aftenen den 25. mente Kirsten så, at hun ikke kunne trække den meget længere, så vi drog afsted mod sygehuset. Husker tydeligt da det blev midnat og vi stod på balkonen i 25 graders varme og kiggede ud over den oplyste by. Omkring klokken tre kom Alberte. På min 32 års fødselsdag. En af den slags gaver, som der ikke er byttemærke på, men det var selvfølgelig også en specialudgave i limited edition. Som lille var hun et enormt nemt barn. Bare hun var med, så havde hun det helt fint med at sidde i sin skråstol og grine til Kirsten. Samtidig var hun et barn med sin helt egen vilje, hvilket var meget tydeligt for både familien og for samtlige pædagoger, som nogensinde dristede sig til at forsøge at få hende til at gøre noget, som hun ikke havde lyst til.
Yndlingsbarnebarnet
Der gik ikke lang tid før Helligånden eller en af hans hjælpere var på spil igen. En søndag eftermiddag midt i superligaprogrammet stod Kirsten i køkkenet på Syrenvej og fortalte, at vi skulle til at overveje, hvordan vi kunne etablere et ekstra børneværelse. Så midt i julekalenderne – den 12/12 1996 klokken 18.18 – kom Adam så. Vi var ankommet til hospitalet en times tid forinden, for jeg skulle lige nå hjem fra arbejde og Kirsten skulle lige have stegt de koteletter, vi havde taget op af fryseren. Svigermor var bekymret over, at vi tog det så roligt. Adam var en sød lille dreng med store lyse krøller, totalt yndlingsbarnebarn hos mormor, grænsende til det groteske. Han kunne simpelthen ikke gøre noget forkert, og når ret skal være ret (og det skal det) så gjorde han faktisk sjældent noget galt, selv om han var nem at lokke med, når storesøster støbte kugler. På et tidspunkt havde vi fået ny bil, og vi gik og undrede os over den bankende lyd, der kom ude fra carporten. Det var begge de små møgunger der, bevæbnet med hver sin hammer, havde pyntet bilen fint med en masse buler hele vejen rundt. 20-25 stk. Populariteten hos forældrene var til at overse.
Rosinen i pølseenden
Så gik der en masse år. Børnene begyndte i skole og vi flyttede på landet. Projekt efternøler blev sat i gang, og en dag i slutningen af januar 2008 hev Kirsten mig så ud af min frokostpause på arbejde, da hun mente, det nok var bedst at jeg kom hjem i en fart. Hun havde brugt formiddagen derhjemme på at cykle 25 km på motionscyklen og kunne bagefter mærke noget i maven. Det var Noah, der ville ud, og det kom han så ved 15.30-tiden. Vi havde heldigvis ikke helt glemt hvordan man omgås småbørn, men vi havde også de store børn til at hjælpe med pasningen. Og det var en fornøjelse at få et barn på et tidspunkt, hvor vi kunne håndtere langt de fleste udfordringer på rutinen, for det gav tid til at nyde ham. Og så var det fedt at sidde på forældremøder og more os over de stakkels førstegangsforældre og deres uvidenhed.
Så vi er syv personligheder i familien. Sjove, kloge, stædige, underlige, hysteriske, festlige og en masse andet. Vi har selvfølgelig også skullet kæmpe os igennem forskelligt bøvl hen ad vejen, og Kirsten har på formidabel vis været det omdrejningspunkt, der har holdt sammen på det hele. Hvor er jeg bare stolt over at være så privilegeret at være en del af denne fantastiske lille, store familie. Tak.
