Næste år eller året efter eller…

Forleden var jeg til Champions League finale. Altså ikke i Cardiff, men næsten. Real Madrid spillede mod Juventus, og det var to hold som formodentlig ville kunne matche AGF på en god dag. De havde også lige fløjet pokalen ind, så de kunne tage et billede af den sammen med mig. Og det var da ok, for det var før Smørhår fik fat i den og gjorde den helt fedtet.

Jeg holdt ikke specielt meget med nogle af holdene (mest med Juve), da jeg lægger min passion hos De Hviie, men det er altid fedt at opleve, når nogen brænder for noget. På aftenen var det tydeligt, at Los Blancos og La Vecchia Signora betød noget. Det er lidt det samme med de andre superligahold og deres tilhængere.

Søndag reddede AC Horsens endnu en sæson i Superligaen, og det betyder en hel masse for mange mennesker, hvoraf en del var kørt tre timer i bus til et lortestadion i Hjørring for at støtte deres udvalgte. Det har jeg stor respekt for. Til gengæld kniber det lidt med respekten, når nogle Viborg-fans vil banke træner og spillere efter nedrykningen.

Uanset hvem du holder med, så er prisværdigt, når det er passionen, der driver det. Og jeg er da helt sikker på, at massevis af hviie skabsfans vil bekende endeligt kulør, når AGF snart løfter pokalen med de store ører. For det kommer helt sikkert til at ske…

 

Situationsfornemmelse

Jeg har efterhånden nået en alder, hvor det er accepteret, nærmest forventet, at man er sur en gang imellem. Og det er sådan set fint nok. Jeg prøver lidt at fordele sol og vind lige, så det ikke altid er de samme det går ud over, og det fungerer egentlig ok.

Her til aften var jeg ude at gå med vores hunde. En tyk på tre år og en damp-ramt på tre måneder. Knap en kilometer nede ad vejen kæmpede jeg en brav kamp for at holde snorene viklet fra hinanden, da der pludselig kom 3 ældre medborgere rundt om et hjørne ca. 20 meter fra os. Jeg trak hundene til mig bedst muligt for at stå stille og lade personerne passere. I stedet for bare at passere i god ro og orden kom de tre nu hen mod mig og hundene.

Den tykke hund hev i snoren (stærk) og jeg mistede balancen og trådte forkert på foden ned på halen af den lille hund, som peb. Nu halvvejs lå jeg inde i en hæk med smerter i foden og to hunde, som var nærmest over det hele. Og lige der mistede jeg lidt af forståelsen for menneskeheden. En af de tre årsager til hele miseren kom nemlig hen til mig, kiggede ned i mit i smerte forvredne ansigt og spurgte: “Hvad hedder hundene?”

Det var jeg faktisk ikke på halvliggende fod i stand til umiddelbart at svare på. Jeg granskede blot indgående de forbipasserendes ansigter for at finde tegn på tilbageståenhed. Jeg fandt ingen. Heldigvis er både hundene og jeg selv kommet videre uden alvorlige mén.