Jeg holder med AGF. Det kan hverken læsere af denne blog eller folk som mere eller mindre regelmæssigt befinder sig i nærheden af mig være i tvivl om. Og nu skal vi så have ny træner. Endnu en gang har træneren i spidsen for min hjerteklub ikke levet op til de store forventninger, som er forbundet med at være træner i Århus. Det kan man så mene om, hvad man vil, og det er der selvfølgelig mange der gør. Fair nok.
Men hvad synes jeg så om det? Her bliver det straks mere kringlet, for jeg synes, at det er temmelig umuligt at have en kvalificeret holdning til et ansættelsesforhold, som man kun ser en begrænset del af. Det, som pressen og den brede offentlighed spekulerer i og dagligt offentliggør på mere eller mindre troværdig og veldokumenteret vis.
Med andre ord, så aner jeg ikke en hujende fis om, hvad der foregår når spotlightet er slukket. På ledelseskontoret, i omklædningsrumm
et, på træningsbanen, på busturene. Og alle de andre steder, som vi ikke har adgang til.
Derfor vælger jeg at tro på, at ledelsen i klubben er kompetent nok til at træffe de rigtige valg. På kort sigt, på den lange bane og med behørig hensyntagen til alle mulige forbehold, programerklæringer og optimal varetagelse af klubbens tarv. Det er jeg simpelthen nødt til.
Jeg er nødt til at stole på, at de personer, som er ansat til at skabe de bedst mulige forudsætninger for succes for AGF, er deres opgave voksen. Hele vejen igennem systemet. Og hvis de ikke er det, så skal de ikke være der. Det er egentlig ikke særlig svært.
For når de ovenfor nævnte forudsætninger er på plads, så er det lettere at indtage sin faste plads i C3 på ”Communale” for at råbe, skrige, juble og græmmes. Glædes over sejre og været frustreret over nederlag og uretfærdige pointdelinger.
AGF er mit hjerteblod, og jeg støtter klubben. Loyaliteten varer evigt. Uanset…
