The Poznan Experience

Jeg var der. Jeg var vidne til ”Miraklet i Poznan” fra nærmeste hold. Det var naturligvis en formidabel oplevelse, som er beskrevet vidt og bredt i diverse fora, og kampen kræver selvfølgelig sin plads i denne beretning, men det er turen, oplevelserne, fællesskabet og stoltheden, som er mest i fokus.

Som en indskudt bemærkning kan jeg ikke lade være med at tænke, om vi i virkeligheden er ved at udvande mirakelbegrebet, når det handler om AGF? Det var et mirakel, da vi i foråret vandt mesterskabet. Det medførte, at Viasat lavede programmet ”Mirakelmagerne”, hvor Jacob, Lars og Carsten Vagn fortalte om det lange seje træk, baggrunden for det hele, ansættelsen af en urutineret træner og så videre. Og senest altså det, der skete nede i Poznan. Og måske er vi også nødt til at kalde det et mirakel, når vi lige om lidt kvalificerer os til ligaspillet i Champions League. Eller også må vi finde et bedre ord.

Nå, men der var ikke gået mange minutter efter lodtrækningen, før Niels, Mikkel og undertegnede havde aftalt, at den hvide Volvo skulle en tur til Polen. For tre år siden var vi i samme køretøj i Brügge, så forventningerne var tilsvarende store, da vi tidligt tirsdag morgen sagde farvel til den århusianske bekvemmelighed for at begive os ud på et eventyr via tæt befærdede tyske motorveje og trøstesløse polske ditto. Men alt forløb gnidningsløst med et enkelt stop undervejs, hvor vi på en tysk rasteplads blev advaret mod de egeprocessionsspinnere, som vistnok var i nærheden.

Vort første stop i Tyskland – og en ganske alvorlig advarsel

Sidst på eftermiddagen rullede vi ind i centrum af Poznan, parkerede og tog vores perfekt beliggende lejlighed i besiddelse. Der var både senge, køleskab og alt muligt. Hvis vi skulle have boet mere centralt, så skulle det have været ovenpå 12 Zloty fadøls baren på Stare Miasto, og der var vist optaget. Vi startede rundturen på pladsen fra en ende af, fik prøvet forskellige lokale ølmærker og fraterniserede med mange kendte og ukendte AGF afficionados, som allerede tidligt havde belejret bymidten. Det var vældigt.

Efter et fabelagtigt måltid med lokale specialiteter skulle dagens mange indtryk bundfælde sig. Da vi sidst på aftenen sad og var temmelig kloge på en bar, faldt vi i snak med en Lech Poznan fan og hans meget blonde kvindelige sidekick. Det viste sig, at han til daglig boede i Brighton, men var taget herover for at se kampen. Sammen med sin kone, kæreste eller? Direkte adspurgt hvilken relation, de to havde til hinanden, svarede de samstemmende ”It’s complicated”. OK så. Han nævnte vist også noget om en kone på et tidspunkt, men da det var blevet sent, og vi desuden havde fået ganske højlydt selskab af Mikkels ældste søn og fire af hans kammerater, valgte de to polakker at forlade selskabet med en ”god kamp” hilsen. Det blev det vist ikke for dem.

Der var ret pænt i Poznan – også sent på aftenen en tilfældig tirsdag i august

Onsdag var det kampdag, og vi var tidligt oppe. Allerede ved ni-tiden drog vi afsted mod Poznans forladte stadion. 7-800 meter nede ad vejen og til venstre skulle stadion ligge, men der var kun store træer og ufremkommeligt buskads at se. På den anden side af et langt hegn fandt vi den gamle indgang og vi tiltvang os adgang til selve banen. Det lyder besværligt, men det var det faktisk ikke. Det eneste levn fra fortiden var de to mål, som stadig stod der. Resten var bevokset af højt græs, træer og buske. Inde i det ene mål lå et brugt kondom, og gad vide, om det er et specielt brugbart polsk scoretrick at invitere til seksuelle udskejelser i et rustent fodboldmål på et stadion, som blev nedlagt en gang sidst i halvtredserne? Det kan tydeligvis ikke afvises. I øvrigt kan det anbefales at læse lidt om det gamle stadions historie. Det er faktisk blevet lukket ad flere omgange, blandt andet kort efter åbningen, hvor der var lukket for mange mennesker ind på afsnit, som derfor brast sammen.

Mikkel og Niels inspicerer det velplejede græstæppe på det gamle stadion i Poznan
En særlig polsk definition på stadionhygge?

Efter stadionoplevelsen gik vi rundt i byen og tog billeder af seværdigheder, for ligesom at vise hvor kulturelle vi havde været. Og det blev vi tørstige af, så torvet lokkede igen. Det var ved at blive fyldt op af en masse mennesker klædt i hviie trøjer og faktisk virkede det som om, at der var mange flere end de to tusind, som skulle til fodboldkamp senere. Der var i hvert fald en voldsom larm og de stakkels ansatte på barerne havde virkelig fået deres sag for med en udskænkning af et omfang, som nok ikke var normalt på onsdag eftermiddage. Stolte som få og i højt humør drog vi mod shuttlebusopsamlingsstedet – og vi holdt os ikke tilbage med at fortælle, hvor vi tidligere på året havde sikret os mesterskabet (Kbh.) – og hvem der kikkede på (Brøndby). Vi ventede på busafgang. Ude ved stadion ventede vi på at komme ind. Inde på stadion ventede vi i ca. halvanden time på kampstart. Og vi ventede på at kunne få fadøl på 3,5%, hvilket først lykkedes i pausen af den forlængede spilletid. Og da var vi for længst blevet meget tørstige igen. Tak til Mikkel, som sædvanen tro gik glip af et par AGF scoringer – denne gang i den gode ølhentningssags tjeneste.

Imponerende. Fantastisk lydkulisse.

Kampen var en fed oplevelse. Der var en fantastisk stemning på afsnittet og det var egentlig først, da vi havde scoret til 2-0, at vi for alvor begyndte at tro på sensationen. Resten er – som man siger – allerede historie. Vi kunne leve med at vente 45 minutter på at blive lukket ud fra stadion og 30 minutter, da vi var kommet ombord i busserne. For glæden, forbavselsen og chokket havde klart fået det følelsesmæssige overtag og eliminerede det meste af det trælse. Bortset fra vores tørst, som der heldigvis kunne rådes bod på, da vi langt om længe igen var at finde på det centrale torv i Poznan. Umulige at skyde igennem og klar til at erobre resten af fodboldeuropa.

På 12 zloty fadøls baren mødtes vi med ligesindede og sang vort hjemlands vemodige sange (”Malaga” og ”I troed’ vi var døde og borte”). Dennis og Mathias fra Stiftens ”Det hvide snit” var der også og samlede på indtryk og indhold til den podcast, som de skulle hjem på hotellet og lave. De gik i gang kl. 01.30, og vi, der havde sagt farvel til dem omkring ti minutter forinden, kunne godt høre, at humøret var højt. Eller også var det bare kampen, der havde løsnet lidt ekstra for stemmebåndene hos de to gutter. Næste formiddag stod vi op, spiste morgenmad, provianterede og satte kursen mod Århus. Sad i kø på motorvejen i 40 graders varme både ved grænsen mellem Polen og Tyskland og et sted omkring Berlin. Men det var jo lige meget, for vi havde været vidner til et sensationsmirakel eller lignende. Og med det fantastiske fodboldhold, som vi har bekendt vores kærlighed til, er der formentlig snart flere på vej. Vi glæder os allerede.

Folk siger godt nok, at alder bare er et tal, men…

Jeg bliver aldersshamet. Jeg hader det og det fylder mig med frustrationer og afmagt. Da jeg sidst på efteråret mistede mit job grundet besparelser og omstruktureringer, vidste jeg godt, at det formentlig ville blive vanskeligt uden videre at finde et nyt job, men jeg havde faktisk regnet med at min viden, mine kompetencer og min erfaring ville gøre mig attraktiv for mange virksomheder. For det mener både jeg – og mange der kender mig – bestemt er tilfældet.

Ikke desto mindre modtager jeg afslag med formuleringer som ”vi har valgt en kandidat, hvis erfaring og kompetencer passer perfekt til teamet og jobbet”. Og det er lidt underligt, når jeg har søgt jobs, som nærmest er skræddersyede til alt det, som jeg kan byde ind med. Bortset fra at være 30 år. Og jeg køber heller ikke den mellem linjerne formulerede ”overkvalificeret” som en årsag til fravalg – i hvert fald ikke uden en forudgående forventningsafstemmende dialog. Og en dialog kræver jo ligesom en invitation til en samtale.  

Det er vildt frustrerende, at jeg ikke får chancen for at vise, at jeg er moderne, nytænkende, humoristisk, nysgerrig og opdateret på nuværende og fremtidige trends. Fagligt og personligt. At jeg fungerer perfekt i arbejdsmæssige og sociale sammenhænge med kolleger, som ofte er yngre end mig, hvilket de efter sigende ikke mærker. Jeg har aktivt fravalgt alt, som starter med ”senior”, for der føler jeg slet ikke, at jeg er kommet til endnu. Bortset fra seniorkonsulent og seniorrådgiver, hvor kompetencer og erfaring er i spil og ikke alder.

Jeg bliver ofte vurderet til at være 10 år yngre end jeg er. Mine venner driller mig med, at jeg ikke bruger briller, at jeg har alt mit hår og at det endnu ikke er gråt. Mine børn siger også, at jeg bør være mere alderssvarende i forskellige sammenhænge, men… Jeg er forsvarende familiemester i både mini- og fodboldgolf, jeg er i virkelig god form (løber tre-fire gange om ugen) og er bestemt ikke den første, der går hjem i sociale sammenhænge. Jeg er altså hverken gammel eller kedelig.

Jeg har prøvet meget i mit arbejdsliv. Har bevæget mig rundt i de fleste kommunikations- og marketingdiscipliner. Ofte har ledere og chefer spurgt mig til råds eller bedt mig hjælpe med udfordringer, som har krævet, at jeg har skullet træde ud af min comfortzone. Jeg har midlertidigt overtaget funktioner fra kolleger, som har sagt op eller har været syge – eksempelvis rollen som Brand Manager ved fusionen mellem EnergiMidt og HEF og jobbet som Public Affairs ansvarlig i forbindelse med Norlys’ deltagelse på Folkemødet. Jeg er omstillingsparat og loyal overfor den organisation, som jeg er en del af. Altid.

Jeg har været i top 20 blandt presseansvarlige i Danmark. Jeg har skrevet mere end 300 pressemeddelelser og har været nomineret til årets pressemeddelelse. Jeg har lavet +100 presseberedskaber. Jeg har håndteret utallige potentielle shitstorms – og har aldrig valgt en løsning, der ikke var den rigtige i situationen. Med udgangspunkt i mine kommunikationskompetencer og mit branchekendskab har jeg rådgivet chefer, ledere og direktører – og har stadig til gode for alvor at tage fejl. Jeg er i stand til at skrive mig ud af hvad som helst.

Når jeg lægger arbejde i en ansøgning, har jeg på forhånd gjort op med mig selv, at jeg vil kunne trives i jobbet. At nogle af mine kompetencer kan bringes i spil til fælles bedste. At jeg vil kunne eksistere for den løn, som arbejdsgiveren kan tilbyde. Og at jeg altid går med de bedste ideer – også selv om de ikke er mine.

Men det kræver, at jeg får chancen ved en samtale…      

Jeg følte mig modig forleden

Søndag formiddag skulle jeg afsted til hjemmekamp mod FCK i Vejlby. Jeg har et fast ritual, hvor jeg lige siger ”kom så de hviie” til min kone på vej ud ad døren, mest fordi hun ikke holder med AGF grundet familiemæssige relationer til en lokal fodboldklub (hendes far var efter sigende en frygtet angriber for Horsens FS for mange år siden). Derfor tillader hun sig hver gang at ryste overbærende på hovedet, når hun præsenteres for de vise ord. Uforståeligt.

Denne søndag var imidlertid anderledes, for jeg kunne mærke, at noget trængte sig på, jeg havde behov for at få lettet mit hjerte. ”Hvis vi vinder i dag, så tror jeg sgu vi bliver mestre,” kom der pludselig ud af min mund. Jeg ved ikke helt hvorfor, men så alligevel. I løbet af efteråret har vi spillet den ene sæsondefinerende kamp efter den anden og vi er lykkedes hver gang, bortset fra miseren mod Sønderjyske. Ude mod Brøndby – vigtigt. Ude mod FCN – vigtigt. Ude mod FCM – vigtigt. Vi har bestået hver gang i sæsonens indtil videre vigtigste kamp, har lukket munden på kritikerne og spillet blændende på trods af en smal trup, skader, alderssvækkelse, et interimistisk stadion og mangel på penge. Selv når vi ikke har ramt vores topniveau, har vi været gode nok til at få noget positivt med fra kampene.

Jeg ved godt, at FCK for tiden kæmper med at få tingene til at fungere, men de kom trods alt med to sejre fra den forgangne uge – den ene endda i Champions League – så måske var de kommet tilbage på sporet. Og hvor mange har vi ikke set AGF sætte hold i krise i gang? Det er vel ikke helt i hampen at hævde, at noget af det, som vi traditionelt har været dygtige til, har været at sætte en stopper for negative stimer hos de andre mandskaber? Det er der adskillige eksempler på, og det er faktisk ikke en egenskab, som vi behøver være specielt stolte af.

Så det virkede som den ultimative jinx at udtale sig så bombastisk inden en kamp mod et hold, som vi kun havde besejret på hjemmebane to gange i de seneste 16 år. Jeg tillod mig tilmed at gentage forudsigelsen blandt ligesindede ved pre-match arrangementet på bredden af den midlertidige stadionsø. Mine udtalelser skabte både hovedrysten og eftertænksomhed blandt de fremmødte. Havde jeg tabt sutten eller var jeg blot ironisk som sædvanlig. Men nej, jeg mente det faktisk. Og her kommer så krogen til overskriften og en forklaring på, hvorfor jeg føler mig modig.

Næste år er det 40 år siden vi sidst blev mestre. Det har været en bøvlet periode, hvor negativitet og pessimisme har været naturlige følgesvende hos alle med AGF i hjertet. Optimisme er blevet sidestillet med naivitet, hvilket på sørgelig vis er blevet retfærdiggjort af resultaterne. Det har afholdt os fra at forvente noget som helst og har monteret en ”det-kommer-helt-sikkert-ikke-til-at-holde” klausul på ellers positive landvindinger. Men i år er det anderledes. I år er ikke ”næste år” efter en sæson med spildt potentiale og alt for mange udfald. Vi vinder fodboldkampe, vi har et brugbart spilkoncept, vi har en dygtig træner og en harmonisk trup. Så jeg har valgt at frigøre mig fra pessimismens tyngende åg, har smidt diverse forbehold og vælger at tro på, at 2026 bliver et omvendt VM-år. Jeg mener faktisk seriøst, at jeg tror, vi bliver mestre. Og det er sgu modigt.

Vi får nok snart en ny træner…

Når du læser dette – hvis nogen overhovedet gør det – kan det sagtens være, at AGF allerede har offentliggjort navnet på ham eller hende, som skal stå i spidsen for superligamandskabet i de kommende mange år. Jeg går umiddelbart ud fra, at formuleringen ”de kommende mange år” er i tråd med klubbens forventninger, så den har jeg ingen betænkeligheder ved at gå med.

Siden Uwes afsked har der været virkelig mange emner bragt i spil. Og jeg kommer ikke til at kommentere på konkrete navne, simpelthen fordi hverken jeg eller størstedelen af fanbasen, selvudnævnte fodboldeksperter, sportsjournalister eller andet godtfolk har for fem øre indblik i de overvejelser, som fylder på kontorerne på Fredensvang. Jeg forholder mig blot til, at den kommende ansættelse nok bliver vurderet til at være den mest fordelagtige for AGF i forhold til hvor vi er lige nu og hvor vi gerne vil flytte os hen. Jeg vælger simpelthen loyalt at tro, at beslutningen bliver taget på et oplyst og kvalificeret grundlag af dygtige mennesker, som er ansat for at tjene klubbens bedste.

Betyder det så, at jeg ikke har nogen holdninger til hvem det bliver? Selvfølgelig ikke, men jeg vil sikkert kunne overbevises om det rigtige i klubbens valg med gode argumenter. Fremadrettet kurs, akademispillerinklusion eller budgetbegrænsninger på grund af stadionbyggerier. For det er selvfølgelig ikke fedt, at klubben skal gøre sig lækker overfor en af verdensfodboldens fremmeste trænerkapaciteter på et tidspunkt, hvor vi spiller på et midlertidigt stadion – og er langt væk fra europæisk deltagelse. Vedkommende skal klart købe ind på potentialet, som jo er kæmpestort med succesfuld deltagelse i Champions League lige om hjørnet.

Der har efterhånden været nævnt 25-30 forskellige trænernavne. Mere eller mindre opnåelige, for udfordringen kan mærkeligt nok stadig være for nogen, at de går rundt uden at være klar over, hvor meget det vil berige deres fortsatte raison d’etre at få AGF-dna skudt ind i årerne. Det store spørgsmål er vel, om nogle af disse navne også figurerer på sportsdirektørens liste eller om han kigger i helt andre retninger – og det vil formentlig betyde udlandet, da samtlige danske trænere fra de tre øverste rækker allerede er markedsført som potentielle træneremner. Måske bliver det endda en træner, som vi ikke rigtig kender, og så er det vigtigt at huske på processen, da vi sagde farvel til David efter fem år i spidsen for holdet. Knuselsket af alle i Østjylland på trods af, at han til sidst løb tør for energi og inspiration.

Ind fra øst kom ukendte Uwe. Helt ukendt var han selvfølgelig ikke for alle os, der kan huske noget, der hed DDR, hvis landshold han spillede for. Og hans tid som frontløber med bundesligahår hos Manchester City vidnede da også om en vis kvalitet. Som spiller altså, vi kunne blot læse om hans trænermeritter hos Transfermarkt og konstatere, at godt nok havde han været på nogle semistore adresser, men sjældent mere end to sæsoner ad gangen. Var det virkelig en type som ham, der skulle løfte arven efter David og vække den stadigt slumrende kæmpe, som kortvarigt var vågnet, men ikke for alvor havde fået gnedet søvnen ud af øjnene?

Svaret er ja. Uwe fik tilført/pisket tysk disciplin og struktur ind i organisationen og fik skubbet til truppen, som vel i hans første sæson præsterede på et ganske højt niveau. I hans anden sæson droppede vi for en stund fokus på Superligaen til fordel for pokalfinalen, som ærgerligt nok endte med at blive aflyst, selv om omkring 20.000 århusianere var taget afsted til hovedstaden. Femtepladsen var ikke prangende, men blev i år undergået med en sidsteplads i mesterskabsspillet, selv om vi halvvejs inde i sæsonen havde ligget nummer et. Vi var gode, men kunne ikke holde ved. Mistede pusten, blev læst af modstanderne og så i tiltagende grad slidte ud. Kæmpen faldt i søvn igen – og det kom Uwe som bekendt til at betale prisen for.

I de mange AGF-podcasts blev der vendt for og imod det rigtige i afskeden. Clashede Uwes profil for meget med den fremtidige strategi? Var han indstillet på at bringe flere yngre kræfter i spil? Var han i virkeligheden selv med til at tage beslutningen? Der blev også spekuleret i, at det var dyrt at fyre Uwe, som havde tre år tilbage af kontrakten til en årsløn på den gode side af 3 mio. kr. Og ja, det ville have kostet op mod 10 mio. kr., hvis Uwe altså bare ville fede den på Mallorca de kommende tre år, men det vil han jo nok ikke, hans alder og fortsatte trænerkarriere taget i betragtning. Så løsningen blev (selvfølgelig) at Uwe fik et beløb i hånden og var fritstillet. Mit bud på beløbets størrelse er omkring en årsløn, men det er helt for egen regning.

Regninger har klubben nok af, for det er nogle dyre år, vi går igennem lige nu. Imidlertid har Jacob og hans økonomifolk sørget for, at vi står et rigtig godt sted med sorte tal på bundlinjen i de seneste mange regnskaber. Og her vil jeg så gerne komme med en aldeles uansvarlig opfordring. Løsn selerne og åbn livremmen en lille smule. Hvis muligheden opstår for at tilknytte træner- og/eller spillerkapaciteter fra en høj hylde, så grib den – også selv om det måske koster lidt på den økonomiske balance. Der er masser af klubber med sportslig succes, som opererer med årlige underskud, og selv om det naturligvis ikke i længden er farbart, så får vi masser af lejligheder til at indhente det senere, når det nye stadion står klart, og vi er en fast bestanddel af Champions League.

Jeg glæder mig til at se, hvem ledelsen vælger som sportslig galionsfigur for AGF. Og det vil jeg helt sikkert have nogle holdninger til, når den tid kommer.                  

Det er helt fint at kritisere AGF, men…

Vi har ytringsfrihed i Danmark. Og det er en frihed, som jeg med min journalistiske baggrund naturligvis hylder. Så længe du overholder de gældende retningslinjer for den gode tone, opfører dig anstændigt og undlader injurierende, utidige tilsvininger, så må du ytre dig om hvad som helst. Men du behøver ikke. Ytre dig, altså. Selv prøver jeg at holde mig til at ytre mig offentligt om noget, jeg ved noget om, emner som jeg har et kvalificeret kendskab til. Ellers tier jeg bare stille.

I mange situationer og sammenhænge findes et utal af ledige standpunkter. Som både kan bruges til at perspektivere diskussioner eller virke konfronterende og provokerende afhængig af emnet. Det er dog sjældent, at det ledige standpunkt er et særligt populært sted at stå. Flertallets mening, den offentlige overbevisning, vejer jo tungt og det kan virke forstyrrende og nærmest irriterende, når nogen tillader sig at stille spørgsmål til den eviggyldige sandhed, der virker for de fleste.

I AGF har spillerne underpræsteret i de seneste to-tre kampe. Det er alle vist enige om, og det kommer jeg ikke til at udfordre, jeg er jo ikke idiot. Der er en masse forskellige holdninger til årsagerne til den mangelfulde pointhøst og dem behøver jeg ikke liste op, vil blot henvise til samtlige sociale medier, hvor utilfredsheden florerer. Og det er sådan set forståeligt nok, at folk er utilfredse, for vi var jo et sted, hvor vi med rette kunne både håbe og tro på mere.

Jeg vil dog tillade mig at vende tilbage til det ledige standpunkt, for jeg føler, at jeg har indtaget et sådant. Det handler om Mikkel Duelund. En dygtig og tilsyneladende skadesfri offensivspiller, som er blevet udeladt fra AGFs kamptrup de seneste tre gange. En Århusdreng, som af en eller anden grund ikke nyder trænerens opbakning i øjeblikket. Ganske urimeligt ifølge mange.

Det er helt fair at sætte spørgsmålstegn ved trænerens dispositioner. Min pointe er blot, at det er ganske få – om overhovedet nogen udover den sportslige stab – der har det rigtige, kvalificerede indblik i, hvorfor Mikkel ikke spiller. Det afholder dog ikke en betragtelig del af fanskaren fra at kalde træneren et stædigt fjols og på det nærmeste kræve hans skaldede hoved på et fad. ”Hvis Mikkel havde spillet i de seneste tre kampe, havde vi formentlig hentet ni points i stedet for to,” synes mange at mene. Sat på spidsen, men så alligevel ikke.

Kunne en løsning mon være, at Uwe et par dage inden kampene lægger en bruttoliste med 25-26 spillere op på nettet, hvorefter fanskaren så stemmer favoritterne ind i kamptruppen? ”Men han er jo halvskadet og har været pivringe til træning!” ”Det er lige meget, fansene siger han skal spille.”

Jeg kan ikke påstå, at jeg har forståelse for trænerens beslutning om at udelade Mikkel fra kamptrupperne, for jeg kender jo ikke årsagerne til den. Jeg kan godt lide Mikkel Duelund som spillertype og i sin bedste forfatning er han beviseligt en af de bedste i ligaen. Det ved Uwe også godt, men alligevel udtager han ham ikke. Der er ikke kommet nogen forklaring, men det kan vel også skyldes et hensyn til Mikkel? Jeg kan og vil simpelthen ikke tro, at trænerens stædighed går imod klubbens bedste i en topprofessionel idrætsverden.

For nogle år siden besluttede jeg mig for at være 100% loyal overfor klubben og de beslutninger, der bliver truffet på ledelsesgangen og i den sportslige sektor. Jeg har valgt at tro på, at klubben har ansat de mennesker, som bedst muligt varetager klubbens interesser og som skal agere i alle sammenhænge på en måde, som tjener AGF optimalt. Så jeg kommer aldrig til offentligt at kritisere trænerens beslutninger, for jeg vil ikke kunne rette min kritik på et oplyst grundlag.

Det færdes jeg simpelthen for lidt på Fredensvang i det daglige til at kunne.

For enden af regnbuen

Så skal vi til det igen. I weekenden begynder Superligaen efter noget der føles som flere års pause med masser af spekulationer, transfervindue og træningskampe. Søndag i Haderslev. Et halvslattent SønderjyskE-hold skal have på puklen af Uwes velsmurte AGF-maskine. ”Nemt” siger vi formentlig søndag aften efter den ventede storsejr eller en smal gevinst sikret i overtiden på en tvivlsom pløjemark. For vi har jo på overbevisende manér vundet alle testkampene og holdet er tilsyneladende i en fysisk forfatning, som aldrig set tidligere.

Så hvad kan gå galt? SønderjyskE er jo blot et ubetydeligt bump på vejen mod de gyldnere tider, som allerede materialiseres til sommer. Og er vores største bekymring i virkeligheden, at vi formentlig ikke får lov at spille europæiske kampe i Vejlby? Tja…

Min kone siger ofte, at AGF betyder mere for mig end familien. Og selv om jeg for husfredens skyld altid afviser kategorisk, så har hun måske en pointe, selv om ”mere” måske er at strække den lidt rigeligt. Jeg vil gå så langt som til at betegne mig selv som et meget rummeligt menneske, hvor der er plads til begge dele. Med en klar prioritering på kampdage (og i sæsonen) og plads til alt muligt andet i sommer- og vinterpausen. Hun har vist efterhånden vænnet sig til at dele pladsen i mit hjerte med AGF og et eller andet sted har jeg hende mistænkt for at nyde freden, når jeg er afsted til kampe sammen med mine brovtende, useriøse og herlige fodboldkammerater.

“Kom Så De Hviie”

Jeg har oplevet meget med hjerteklubben. Så min første kamp som meget ung AGF-fan i maj 1971, hvor vi besejrede Liverpool med 3-2 på det gamle gamle Communale. Har skrevet kampprogrammer i 80’erne og oplevet den seneste storhedstid i 90’erne på nærmeste hold. Har været passager på bumletoget gennem 0’erne og 10’erne. Og er nu for alvor klar til at være en del af den umiddelbart forestående storhedstid, som (naturligvis) er på vej. Det virker i hvert fald som om, at AGF på alle organisatoriske niveauer har sat vand over til at mene det alvorligt.

Det er svært ikke at være imponeret over den udvikling, som klubben har været igennem. Specielt de seneste ti år er der taget kæmpe skridt både sportsligt, forretningsmæssigt og på fanscenen. Det ligger lige for at kalde det for en Jacob Nielsen effekt, og han har ubetinget været en afgørende katalysator, men har også sammen med Lars Fournais formået at sætte et stærkt hold udenfor kridtstregerne. Og det ser vi resultaterne af i en tid med masser af udfordringer i forbindelse med stadionbyggeri, flytning af hjemmebane, etablering af akademi og et formaliseret samarbejde med den nye talentforpost i Uganda. Masser af bananskræller, tungen lige i munden, svære beslutninger m.m.

Det betyder også, at det er blevet federe at kunne fortælle, at jeg holder med AGF. Jeg har nu aldrig holdt mig tilbage i den henseende, men det føles som om, at der er kommet mere respekt om klubben og at de temmelig nedladende kommentarer er blevet færre. Nu er det mest vores forestående indtog på Champions League-scenen, der bliver kommenteret på – og fred være med det. Det kommer jo mest fra pseudofans, der holder med historieløse kapitalprojekter, som aldrig kommer i nærheden af at kunne prale af den ånd og sjæl, som vi i AGF besidder. Har jeg nævnt, at jeg glæder mig til sæsonstarten? Jeg vil være på plads i udebaneafsnittet i Haderslev på søndag og på Ceres Park Vejlby ved samtlige hjemmekampe indtil ”Skovens Arena” står klar i Kongelunden nede i bunden af Stadion Allé. Hvor der står en krukke med guld.  

Opdatering efter forårspremieren i Haderslev: Nemt…

Hvorfor hader I vores klub?

I mandags vandt vi over Brøndby. Igen. Det udløser som sædvanlig en følelse af velbehag og tilfredshed, som det er svært at undertrykke i dagene derpå. Og naturligvis foregik det heller ikke denne gang uden dramatik både på og udenfor banen. I pausen og efter slutfløjt.

Håndgemæng mellem spillere og trænere er selvfølgelig tåbeligt. Ligesom uhensigtsmæssig adfærd af deltagerne i løbet af kampene. Det er imidlertid en del af spillet og noget, som dommeren tager sig af med henstillinger, gule og røde kort. Og efterfølgende behandler disciplinærudvalget potentielt kontroversielle hændelser for at sikre, at alt er gået rigtigt til. Det vælger vi i hvert fald at tro.

Det er en helt anden ”sag” når det handler om det, der sker udenfor banen. Tilskuernes opførsel. Jeg tænker specifikt på afbrænding af pyro. Nødblus, romerlys og/eller raketter. I henhold til de retningslinjer, som fodboldkampe afvikles på i Danmark, er det forbudt og koster betragtelige beløb i bøder, når det alligevel finder sted. Bøder, som den ansvarlige klub skal betale, flere hundrede tusind kroner. I gentagelsestilfælde kan det desuden koste lukning af stemningsafsnit eller kampe helt uden tilskuere.

Før kampen, der aldrig blev spillet…

Da vi var i København tidligere på året for at spille i Parken, blev der brændt så meget af, at klubben fik en bøde på en kvart million kroner og en betinget lukning af stemningsafsnittet, hvilket konkret betød, at hvis der ved hjemmekampe de næste 12 måneder blev afbrændt pyro, som influerede på kampenes afvikling, ville lukningen af stemningsafsnittet blive effektueret.

Og det er så der, hvor vi er i dag. Der er på alle medieplatforme skrevet meget om mandagens pyro-blamage, så det vil jeg ikke gå i detaljer med, blot for egen regning konstatere, at dumheden tilsyneladende trives i bedste velgående hos en gruppe af de stemningsaktive fans. Det er fint at mene, at pyro ser flot ud og bidrager til stemningen, men faktum er, at det er forbudt, og at det har store omkostninger for klubben. Hvis klubbens økonomiske og brandmæssige velbefindende ikke betyder noget for den enkelte, så er det vel rimeligt at antage, at deltagelse i og accept af fanmiljøets aktiviteter mere er af egoistiske grunde end af kærlighed til klubben?

Det er svært for en loyal AGF’er som mig at forstå, at mange er ligeglade med de konsekvenser, som deres ulovlige handlinger får. Og at man fremdeles kan definere sig som fan. I min verden burde det jo være fans af konkurrerende klubber, som infiltrerede vores stemningsafsnit for at gøre ondt på AGF. Det er bare ikke tilfældet. På X og Facebook kan man efter kampen læse, at det i deres egen optik er de rigtige fans, der brænder pyro af for at bidrage til stemningen, og at alle os, der sidder eller står på C-tribunen, ikke rigtigt har noget at skulle have sagt i den sammenhæng. Vi skal tie stille, for vi er bare en flok magelige medløbere, som ikke anerkender, hvor fantastiske vores stemningsfans er. De rigtige fans, dem der koster AGF over en million om året i bøder.

I forhold til mageligheden kan de naturligvis have en pointe, men i forhold til manglende deltagelse fra C-tribunen skyder de ganske meget ved siden af. For 7-8 år siden havde de givet haft en sag, men min og andres oplevelse af engagementet på C er, at det bestemt ikke fejler noget. Både i forhold til samspillet mellem tribunerne og generelt i produktion af larm. Stemning. Det er anderledes end på Stemningsafsnittet, men skal der ikke også være plads til det?

Jeg er også fan på ferier i udlandet, som her i Polen.

Debatten om hvornår og hvordan du er en rigtig fan er bøvlet og har en tendens til hurtigt at løbe af sporet. Følelser, du ved. Personligt var jeg til min første kamp som AGF-fan den 25. maj 1971, hvor vi mødte Liverpool. Efterfølgende har jeg frekventeret Communale, Århus Stadion, NRGi Park og Ceres Park til de fleste hjemmekampe og har desuden været afsted til pokalfinaler og et utal af udekampe. Ser kampene i selskab med en flok andre halvgamle tosser, og vi jubler, græmmes, krammer og kaster om os med opmuntringer og ukvemsord. Det virker for mig, og jeg har det faktisk lidt stramt med, at bebumsede gymnasieelever med to-tre tilhængerår i rygsækken skal beklikke min dedikation til klubben.

Det giver dog ingen mening at starte eller deltage i en debat om emnet på for eksempel Facebook, medmindre du er indstillet på øjeblikkeligt at få smidt dårligt stavede svinere i hovedet af bedrevidende ignoranter. Vi er flere, der har prøvet, og det er simpelthen umuligt at trænge igennem til dem med argumenter, som er i disharmoni med deres. Det er meget svært for mig at forstå, hvordan man kan undgå at mene, at overdreven brug af pyro skader klubben. Og jeg tvivler faktisk på, at det er muligt for nogen at gøre mig klogere på det område.

Så nu skal vi spille uden de stemningsskabende fans mod Lyngby – og det er da ærgerligt. Også fordi størstedelen af de fans, som kommer på afsnittet, er der for at bidrage til stemningen. Jeg håber på øget selvjustits på området, men ved godt, at det er naivt. Giv dem dog nogle kindheste eller en omgang buksevand, når de begynder at finde deres kujonmasker frem, så er det nok på et tuidspunkt ikke så sjovt længere. På den anden side, når betegnelser som ”tydeligt påvirkede” og ”voldspsykopater” bringes i spil om de hætteklædte nødblusekvilibrister, så er det forståeligt, at man hellere bakker end risikerer at få noget klinket.

Man kunne dog måske ønske, at vagterne – eventuelt bevæbnet med skumslukkere – blandede sig i begivenhederne i stedet for bare at stå og se på. For det får tydeligvis ikke tåberne til at holde sig tilbage. Jeg ved faktisk ikke, hvad der skal til. Men hvorfor er det, at I hader jeres klub?    

Den store loyalitetstest

Jeg har på forskellige måder været en del af AGF i næsten 50 år. Som håndboldspiller med 200 førsteholdskampe, som bidragyder til fodboldkampprogrammer i 80’erne, som medredaktør af klubbladet og senest som en del af AGF’s fanpanel i forbindelse med etableringen af det nye stadion. Og altid som fan. Med AGF i hjertet og i besiddelse af en nærmest ubetinget loyalitet.

Det er lige her, i den sidste sætning, at årsagen til denne artikel skal findes. At jeg bruger ”nærmest” sammen med betegnelsen ”ubetinget loyal”. For der er sket noget i AGF. Noget som rykker ved de værdier, som klubben er bygget på. Noget der distancerer klubben fra fansene, fra græsrødderne, fra hele det fundament, som er nødvendigt for at bære klubben videre. Nu skal vi betale, hvis vi vil være rigtigt inde i varmen, hvis vi vil holde os 1:1 opdateret om vores hjerteklub. Det føles altså ikke rigtigt.

AGF er det ægte byens hold. Kongeklubben. I stort set alle sammenhænge fremhæver repræsentanter for alle dele af organisationen hvor vigtig en størrelse klubben er for Århus. Hvor stor en del af byens identitet, der hænger sammen med foreningen fra Fredensvang. Århus er stolt af AGF og AGF er en stolt repræsentant for Århus. Pokalfinalen var et tydeligt eksempel på samhørigheden mellem by og klub, og mennesker fra hele Danmark kunne fortælle hvordan og hvornår de var blevet smittet med den løjerlige bacille, som ikke er til at slippe af med, når du først har fået den. En slags permanent corona, uden sammenligning i øvrigt.

Feriebillede – naturligvis med passende medbragt garderobe

Jeg har altid i alle sammenhænge forsvaret de beslutninger, som er blevet truffet på Fredensvang. Det kan være ved køb, salg og leje af spillere, ansættelse af sportsdirektører og trænere samt andre tilsyneladende kontroversielle beslutninger, som vedrører klubben. Min vurdering har altid været, at de folk, som er ansat i klubben, er de bedst egnede til at handle på klubbens vegne til klubbens bedste. Det har jeg valgt at tro og jeg har altid villet forsvare denne overbevisning. Hvis du kun kender til ”sager” gennem medierne og fra diverse mere eller mindre obskure kanaler, så er du ikke tilstrækkeligt klædt på til at kritisere beslutninger foretaget på et oplyst grundlag. Altid til klubbens bedste, forstås.  

Men hvad er det så, der gør, at en livslang AGF-fan pludselig begynder at sætte spørgsmålstegn ved sin egen ubetingede loyalitet? Jeg er med på, at det koster penge at drive en professionel fodboldforretning. Og at det naturligvis ikke er gratis at producere digitalt kvalitetsindhold. Derfor kan jeg til nød acceptere, at klubben introducerer en app, som det koster et månedligt beløb at abonnere på. Selvfølgelig med høj kvalitet af indhold, som du ikke kan finde andre steder.

Til gengæld har jeg svært ved at acceptere, at klubben nedlægger en elsket og meget brugt SoMe-konto med 21.000 følgere. En konto, som det ikke koster alverden at administrere og vedligeholde, men som dagligt anvendes af mange for at holde sig opdateret. En af flere nyhedskanaler. Og der er formentlig ikke nogen X-brugere, som forlanger at klubben skal producere indhold specifikt til mediet, det er rigeligt, at X bliver anvendt som distributionskanal i forbindelse med nyheder m.v. Det er altså ikke til klubbens bedste at lukke ned for fansene og lukke sig inde i sin egen brugerbetalte virkelighed. For det vil vi altså ikke bare bevidstløst og ubetinget bakke op om, det er ikke sådan tingene normalt fungerer i vores klub.  

Endnu en dag på “Communale”

Her vil nogen så pointere, at det ”bare” er nogle få (i virkeligheden er det mange) fans, det går ud over. Men er vi ikke også ”klubben”? Jeg vælger – forhåbentlig ikke naivt – at tro, at beslutningen om at nedlægge klubbens profil på X ikke skyldes ligegyldighed overfor fansene. Der må klubben simpelthen ikke komme ud, for så er hele eksistensgrundlaget og den markante folkelige opbakning truet. At meget AGF-stof fremadrettet vil flyve under radaren og misse mange trofaste fans, er klubben desværre/tilsyneladende ligeglad med. Sådan virker det i hvert fald.  ”I kan bare følge os på Facebook og Instagram” er meldingen, men det er ikke det rigtige for de mange, som har valgt Facebook fra og som endnu ikke er fortrolige med Instagram. Personligt er X min primære nyhedskanal, det er her jeg holder mig opdateret. De andre kanaler er sekundære. 

Den åbenlyse årsag til nedlægningen er, at klubben vil kanalisere brugerne over på betalingsløsningen, selv om klubben gør meget ud af at fortælle, at det slet ikke er tilfældet. Det er dog svært at få øje på andre årsager. Da klubben forleden (onsdag) skulle præsentere en ny spiller kom der en meget kort besked på to linjer fra den nye betalingsapp, hvor der stod ”Ny spiller til AGF – klubben præsenterer Richmond Gyamfi”. Beskeden stod på telefonen i fem sekunder, hvorefter den forsvandt igen, men den nåede at skabe en masse uro i fanmiljøet. Det betød også, at det var transfereksperten Farzam inde fra Tipsbladet, som på X kunne offentliggøre signingen af vores nye spiller. Det var altså topfesent af AGF. Man kunne få informationen på app’en, hvis man ville betale for den, og der var blot korte præsentationer på Facebook og Instagram. På AGF.dk kom informationen senere. Topmålet af dårlig stil og endnu dårligere interessentpleje.

Og sådan skal det altså ikke være! Jeg betaler med glæde 149,- kr. om måneden som sæsonkortholder i klubben og har gjort det gennem mange år. Jeg møder op på stadion nærmest hver gang, uanset hvordan holdet præsterer. I foråret, da holdet underpræsterede, bakkede jeg op, undlod at bidrage med svinere i medierne. ”Det er en proces” ville en tidligere træner formentlig have sagt, ”det er alle skadernes skyld”, sagde rigtig mange engagerede fans”, ”vi savner David” udbrød nogen med udpræget korttidshukommelse og ”vi har ikke niveau til mere end Silkeborg” kunne i specielt en enkelt sammenhæng have givet mening.

Faktum er, at meget var galt, det kørte ikke rigtigt for os, de små marginaler var alt for ofte på modstandernes side. Samtidig gjorde ledelsen meget ud af at fortælle om de positive vinde, som på trods af det spillemæssige morads faktisk blæste. Og selvfølgelig troede vi på det, for vi tror per definition på en lysende fremtid, det ligger i vores DNA. Fortrøstningsfuld dækker meget godt min tilgang til det hele i foråret, selv om det da var svært hele tiden at skulle forklare gud og hver mand hvorfor vi ikke rigtigt lykkedes. Uden at ty til den lette løsning og kommunikere budskaberne fra afsnittet ovenfor.

Theo, vores barnebarn, er familiens yngste AGF-fan

Så jeg og mine medfans fortjener faktisk at blive lyttet til. Og blive kommunikeret til, på den platform, hvor vi er. Det skylder klubben os.         

En tur nedad Memory Lane på Mols

En af mine allerbedste venner fra gamle dage havde forleden inviteret til 3-dages fødselsdagsfest på Kaløvig Feriecenter på Mols. Han havde tidligere på året rundet 60 år og det skulle nu fejres behørigt. Niels er pilot og er til daglig bosiddende i Boston-området, og i stedet for at invitere til fødselsdag i USA havde han valgt at tage de amerikanske venner og kolleger med til Mols. Vi var omkring 70, hvoraf ca. 30 var fra USA. Pænt imponerende fremmøde afstanden taget i betragtning.

Niels er i øvrigt en af de personligheder, der optræder andetsteds på denne side i flere historier under ”Dengang verden var sort/hvid (næsten)”. Hvis du/I har gransket siden vil nedenstående ikke være helt ukendt materiale, om end det denne gang foregår på udenlandsk.

Ved festen lørdag aften holdt jeg nedenstående tale (og Niels valgte den brune):   

Dear Niels

It is time to get some truths on the table. And it is going to take some time, so I hope all your glasses are full. I have known you for many years. Actually, since the early eighties. I don’t remember how it happened when we first met, but it had probably something to do with handball or drinking beers. Or both. What I definitely remember is that we quickly formed a very close bond, and we were frequent guests at each other’s homes at my place in central Aarhus and at Agnes and Knud’s place above the butcher’s shop in Lystrup. You quickly turned into being my very best and closest friend.

Mig, Hauge og Niels på en campingplads i Firenze – i 1982

We have been through quite a lot of adventurous and crazy things together, both in connection with city nightlife in Denmark and on holidays abroad. I will get back to that. First of all, I would like to praise you. For more than 40 years, we have been part of a group of 12-15 boys who have met regularly. Initially on a monthly basis, in recent years once or twice a year. And it is always a blast reviving all the old stories while of course having a beer or two. Someone might claim that it can sometimes get a bit out of control, but we all accept that. The last time we went to a concert with an overnight stay, Per broke his hip without knowing how it happened, and these are the kind of sacrifices we are willing to make.

I would say – and here I have the support from most of the guys – that without you our group would probably disintegrate. Time passes, we are all busy and our lives have developed in different directions. But it is important for you to keep us together. You are the glue that never dries out, you make a huge effort to organize the half-yearly or yearly events and make sure that everyone has an enjoyable time. You spend a lot of valuable time and a ridiculous amount of money in doing so. And it is actually completely unreasonable, since most of the time you are on the other side of the Atlantic Ocean and have to organize everything so that your lazy Danish friends do not have to lift a finger. We kind of just have to show up. You must not take this as any kind of complaint – please keep up the excellent work. Honestly, you are made of very special stuff.

Niels og Hauge i St. Raphael i Sydfrankrig – i 1982

You are a lovely man with a lovely family, and you love our community. I do not think it is completely wrong to consider you the father figure for all of us. I have now reached the more serious part of my speech and will just make a reference to the well-known Danish movie “Festen” or “The Celebration”, as it was called in English. In the movie, a dysfunctional family celebrates the father’s 60th birthday, and when one of the sons give a speech, he asks the father to choose between two different versions. And now I would like to ask you to do that, Niels.

Should I continue with the orange or the brown speech? It will be a somewhat embarrassing for you no matter what color you choose.

Brun version

We were in Corfu. Niels, Claus, Peter, Claus’ girlfriend, and myself. It was July 29, 1983. The weather was fantastic and for some reason we were conscious before noon. We were – of course – quite hung over but decided to go to the city center to take a bus to the beach.

Already at the bus station in the center of Corfu Town, it dawns on us that something is not quite right in Niels’ stomach. After a visit to a rather gross toilet, Niels declared himself ready for the onward journey to the beach, and we set off on a bus trip of about half an hour. In 40 degrees Celsius and at a time in world history when air conditioning still had not been invented.

We did not have to wait for long before we were in serious trouble again. By us, we mostly mean Niels and his stomach, but the rest of us were also pretty much involved in this modern Greek tragedy, which unfolded before our eyes. It was clear to everyone involved, that the time for an explosion was approaching, and we discreetly began to create a safety distance in the bus. But suddenly a state of stability was established, as if the quarrelling parties in Niels’ stomach had agreed on a kind of truce.

Niels og Hauge på en campingplads et sted i Italien – i 1982

In fact, it went so well that we were able to leave the bus in good order, and armed with beach blankets, beers, and crisps, we began to look for the most suitable place to set up camp. Suddenly it struck us that we had actually briefly lost contact with the main character of the morning. Niels had fallen behind on the way to the water but was now heading straight for the sea at an incredible pace.

For the sake of understanding, it is important to say that this particular beach on this particular day in July was extremely well visited by everything from hordes of backpackers to Greek families with children. And that exactly here a lot of the water sports activities were available – it was even possible to sunbathe on wooden pontoons out in the water, which a lot of people took advantage of.

Now it was not that Niels was the most water-loving of us, and it did not seem likely at all that he would sprint out into the waves like that without further reason. His concentrated/concerned/steely gaze also gave reason to believe that something else was brewing. He was fully clothed, as he was still wearing a pair of brand-new white tennis shorts that he had borrowed from me. At full speed he plowed through sandcastles, tossing horrified southern European children to the side, to reach the water’s edge and just keep going until he was so far out that his navel was covered. Just about. He looked towards the beach, where the rest of us stood watching the scene, and suddenly a blissful, almost relieved expression spread over his face.

A rather brown mess also spread immediately behind him, but that did not worry him much now that redemption had occurred. However, the rest of us stood on the beach and were worried. With fairly good reason. About one hundred meters out in the water, a man was standing with a big smile, while the brown contents of his stomach drifted towards a platform where about twenty people were sunbathing. We approached him in the water to explain the seriousness of the matter, and we managed to call him in, now properly covered by a towel we had brought. I could make the story even more embarrassing by telling how a large number of people threw themselves carelessly into the brown waves, but I will not do that.

Up on the beach we held a meeting, and we quickly agreed that this beach was not really that great after all. So, we took the bus back and went to the bar. I did not really want to get back my tennis shorts formerly known as white, and we left them at the campsite when we took off a few days later.

Orange version

Allow me to introduce a theory to you. It originated in the early eighties because we were surprised that no matter what we had eaten, there were always small chunks of carrot in it when we vomited. Therefore, our theory was that there was a little man walking around at night with a sack full of carrot chunks and when someone threw up, he hurried to spread some chunks in the vomit. I believe the theory is still relevant.

I will take you back to the 29 July 1983. We had arrived in Corfu 5 days earlier and had stayed at Camping Vatos. Here we lived in a small cabin in which there were two bunk beds. So, sleeping space for four people. And there were five of us – Niels, Claus, Peter, Pia (Claus’ girlfriend) and me. This meant that we made a rotation arrangement where we took turns sleeping on the floor between the beds. And it actually worked well enough, as we were mostly pretty wasted when we returned home to the cabin early in the morning. At the campsite, a lot of activities were going on in the evening and instead of going into town, we actually hung around and partied with all the strange people who had also chosen to spend the summer there.

I do not quite remember why, but Niels and I had an extra lot to drink and were quite drunk rather early on this particular evening. We were simply too drunk for anything other than turning our noses towards the cabin relatively early in the evening, which according to Greek summertime was probably around 1 o’clock. It was about a hundred meters from the bar to our sleeping place, so it only took half an hour. We went inside and, after singing a few sad songs from our homeland, we mounted our beds. I was in the right upper bunk, Niels in the right lower bunk. We fell asleep immediately.

A few hours after Niels and I had gone to bed, the rest of the company came home. Pia was to sleep in the left upper bunk, Peter in the left lower bunk and Claus on the floor in the middle. After a few minutes, Claus heard a strange complaint from Niels’ bunk. When this continued, Claus got up full of concern in a half-sitting position. The moment his face came up over the edge of the bunk, he was hit by a cascade of vomit from the gaping mouth of the sleeping Niels, who quite undisturbed turned over and slept on.

Then Claus sat there with vomit all over. Small chunks of carrots included. Both in the sleeping bag, on the sleeping mat and in all the shoes and bags that were placed on the floor. Claus took a shower. And washed the worst of the sleeping bag. Then he lay down outside. After a few hours of not too fantastic sleep among ants and various exotic insects, he was awakened by Niels standing and shaking him while he uttered the now quite legendary words:

– Damn it, Claus, you have thrown up all over the place!

I can easily remember Claus’ reaction. He was not happy.

Afrunding

There are quite a lot of stories to tell about many of the funny and ridiculous experiences we have had together, but they will have to wait since we do not have a full week here. First of all, let us get up and salute a great man, by far the nicest guy in the room. I love you. We love you. Cheers old friend.

Efterskrift

Talen blev en succes, og jeg fik meget ros for den. Sjovt nok kom Niels’ kone Kathy og sagde, at den historie havde hun aldrig hørt før. Der var også rigtig mange, som kom og spurgte til indholdet af den orange version, og sidst på aftenen var jeg nødt til at fortælle historien ude på terrassen. Og de amerikanske tilhørere var behørigt imponerede…

”Er du kommet dig over resultatet fra i torsdags?”

Dette spørgsmål har jeg måttet forholde mig til adskillige gange i dag, mandag, fire dage efter AGF’s forsmædelige nederlag til Silkeborg i Parken. Jeg arbejder i Silkeborg. Jeg har netop deltaget i et koordineringsmøde, hvor mødelederen var iført en rød Silkeborgtrøje. Tilværelsen som fodboldfan kan være udfordrende.

Svaret på spørgsmålet er et klart og utvetydigt nej. Nederlaget har ramt hårdt, sætter dybe spor, som det tydeligvis tager tid at komme sig over. Vi har jo ikke bare tabt en fodboldkamp, vi er blevet slået tilbage til start efter at have været så tæt på målstregen, at vi kunne se champagneflaskerne og fornemme duften af kransekage. Vi var nærmest sikre på, at 28 års pokaltørke var en saga blot, vi skulle bare lige igennem 90 minutter mod nogle røde plastikdrenge, som ikke kunne finde ud af at spille på rigtigt græs. Nemt.

Det var det bare ikke. Spillerne inde på banen skulle anstrenge sig, men det kom tydeligvis som en overraskelse for dem. Det gik ikke af sig selv, for Silkeborgholdet havde ikke fået memoet om, at de bare skulle give AGF pokalen uden at yde modstand. Så det gjorde de. Ydede modstand, forstås. AGF-spillerne havde inden kampen lovet omgivelserne, at de ville ”dø med støvlerne på” og ”efterlade alt inde på banen”. Nogle af dem fik knap nok jord på knæene og det, de efterlod inde på banen, var primært et dårligt indtryk efter en halvfesen indsats uden nerve og vilje.

Det kunne spillerne faktisk slet ikke være bekendt. Flere end 25.000 århusianske eller eksilårhusianske fans indtog Hovedstaden og gjorde Kristi Himmelfartsdag til en festdag. Først i den indre by, siden i Hviieparken (af nogen kendt som Fælledparken) og til sidst i nationalarenaen, som for 2/3 vedkommende var klædt i de rigtige hviie farver. Der var larm på lægterne og aldrig har ”Malaga” og ”I troed’ vi var døde og borte” lydt smukkere og mere inciterende. Man skulle mene, at et sådant scenarium ville få spillerne til at gøre en ekstra indsats. Eller bare en indsats på niveau med kampene i semifinalerne. Det niveau nåede de aldrig bare tilnærmelsesvist.  

Masser af AGF’ere i Hviieparken før Pokalfinalen

Efterfølgende har vi måttet lægge ører til hvor kede af det spillerne er. ”Jeg er helt knust”. ”Den største skuffelse i min karriere”. ”Jeg er helt tom indeni lige nu”. Det er bare nogle af de udtalelser, vi som fans har skullet forholde os til i dagene efter kampen. Udtalelser, som runger hult, indsatsen på banen taget i betragtning. ”Vi skal rejse os sammen” er en anden floskel, som florerer i diverse fora på bagkant af miseren i Parken. Og selvfølgelig skal vi det, men ikke nødvendigvis sammen med den gruppe af spillere, som ødelagde vores perfekte sæson den dag i maj, hvor en kæmpe fest fes ud og sluttede med fire halvslatne timer i en bus på tværs af landet. For mig og formentlig for en masse andre.

Denne sæson har vist, at vi har brug for forstærkninger i alle kæder, hvis vi skal leve op til både klubbens ambitiøse udmeldinger og fansenes forventninger. Vi kan simpelthen ikke bruge nogen som helst undskyldninger mere, når en lidt mere end semi-kompetent forsamling af professionelle fodboldspillere ikke kan mande sig op til at levere, når det gælder. I torsdags handlede det ikke engang om fodboldmæssige kompetencer, men om manglende evne til at æde sig selv, slås som besat og løbe masser af ekstra meter. Så i den ideelle verden skal vi have 11 nye til startopstillingen. Det får vi nok ikke og mindre kan vel gøre det. Måske.

Jeg har faktisk holdt pause midt i skrivningen af dette indlæg, hvilket naturligvis ikke er specielt tydeligt for læseren. Men nu har jeg sagt det – og det er i mellemtiden blevet torsdag igen. Der er gået en uge siden pokalfinalen og i aften skal vi møde Silkeborg igen, denne gang hjemme på Communale i Århus. Og jeg ved faktisk ikke om jeg har lyst til at tage derud, hvilket er ret foruroligende, det er bestemt ikke sådan det plejer at være på kampdage. Jeg er tydeligvis ikke kommet mig tilstrækkeligt efter sidste torsdag og hælder faktisk til den holdning, som en af mine medfans gav udtryk for torsdag aften. ”Vi skylder ikke holdet noget, det er dem, der skylder os”. Hvordan de har tænkt sig at betale tilbage svæver hen i det uvisse og lige nu er der alt for lang tid til næste sæson. Nyt hold, nye forhåbninger og nye skuffelser.  

Så kan alle de, der gaber op om at støtte i medgang og modgang og laver egne definitioner af, hvornår man er ægte fan, faktisk sejle deres egen sø. Det skal bare ikke være på den sø, hvor vi mødes inden hjemmekampene, for vi orker ikke at høre på dem. 30-40-50 år med AGF i hjertet kvalificerer så rigeligt. Men vi vil altså snart have noget igen. Vi kræver det faktisk…

Opdatering:
Jeg endte faktisk med at tage på stadion. Mest for fællesskabets skyld. Og det var også det eneste positive på den tur. For vi var pivringe. Igen…