Han boede i Kruså som lille og kunne gå over grænsen nede i haven, hvis han havde lyst. I Århus delte han en lejlighed nede på Kystvejen med en anden sønderjyde, som hed Lømmel. Vi mødtes første gang en lørdag formiddag på Underground i Clemensstræde, hvor både hans stemmes volumen, mængden af leverede ord, den underlige dialekt og det svært udtalelige navn gav anledning til visse forbehold flere steder i vennekredsen. Jeg fandt hurtigt ud af, at han var en ualmindelig flink fyr. Han havde en rød sportsvogn, en Datsun Z280. Jeg praler stadig af, at jeg en gang har kørt gennem busgaden i Århus med 130 km/t. Det kan godt imponere nogen, for det er vist ikke så ligetil mere, men allerede dengang var det vildt ulovligt.
Haui havde den mærkelige tilføjelse, at han ikke drak. Hverken øl, vin eller alkohol. Han kunne ikke li’ det, sagde han. Tørvetriller, kedelig karl, dødbider skulle man tro, men så kunne man godt begynde at vende skråen og tro om igen. Han kunne vel bedst betegnes som en eksplosiv humørbombe og adskillige gange har vi måttet dæmpe ham ned og forsøge at overbevise omverdenen om, at han altså ikke var fuld. Til gengæld var han således altid i stand til at køre (hurtigt) hvilket vi andre sjældent var i stand til.
I starten af vores bekendtskab boede Haui i en stor herskabslejlighed nede på kystvejen sammen med en anden sønderjyde, som hed Lømmel. På et tidspunkt flyttede han derfra og ind i lejligheden i Nørre Allé hos mig sammen med sin computer og sin pladesamling. Jeg lærte aldrig helt at forstå hans hang til Gino Vanelli, men jeg kom til at elske Sad Café. Og Falco dyrkede vi i forvejen i fællesskab.
Det var sådan med Haui, at han sjældent gjorde som alle andre. Han var hverken anarkist eller autoritetsbekæmper, han ledte bare efter alternative veje. Lidt af en scorekarl var han også med sin aristokratiske profil og manglende generthed. Et godt eksempel på, at han altid gik all-in var, da jeg skulle holde Bad Taste Party i lejligheden i Nørre Allé. Haui havde skaffet et lortebrunt jakkesæt med brede reverser og masser af svaj. Hans lidt mere end semi-sydlandske udseende i kombination med det faktum, at han for at gøre det hele mere gennemført hverken havde vasket hår eller været i bad i en uge, tegnede et tydeligt billede af en tyrkisk grillbar-ejer fra senhalvfjerdserne. Filmklassikeren ”Zorba – grækeren” blev øjeblikkeligt omskrevet til ”Haui – perkeren”. Selvfølgelig vandt han konkurrencen om at være bedst udklædt. Førstepræmien var en frossen grillkylling, som han efterfølgende havde med i byen.
Haui var også med, da vi i sommeren ’87 fik den fremragende idé at køre i bil til Grækenland. Stig havde netop fået ny firmabil – en BMW 320i – så det lå da lige for at køre de godt 3.200 kilometer til Athen. Vi var fire gutter afsted. Udover Haui og bilens ejer fuldendte Småkagen og undertegnede den tvivlsomme kvartet. Det er væsentligt lige at nævne, at turen til Athen gik igennem det daværende Jugoslavien, altså den del af Balkan, som siden er blevet splittet op i 26-27 mindre lande. En rute, som var berygtet og frygtet – både på grund af lovløsheden i området og de dårlige veje. Det tog vi nu ikke så tungt, og på en vistnok smuk sommermorgen satte vi kursen mod syd.
Ambitionen var at tage turen i et stræk, for som Haui meldte ud: ”Jeg kan køre fire timer på en liter cola”. Og han var bestemt ikke meget for at lade andre sidde ved rattet, så bortset fra, at Stig fik korte stints som chauffør i sin egen bil, var det sønderjyden der styrede, mens Småkagen og jeg sad og fedede den bagi. Tyskland blev hurtigt overstået, Østrig ligeså. Men så var det, at vi skulle ind i Jugoslavien, det gamle Østeuropa. Det gik egentlig fint nok med at komme over grænsen, men så begyndte vi at blive alvorligt udfordret, først i forbindelse med valutaveksling, siden med indkøb af mad og drikke. En tydeligvis lokal særregel betød nemlig, at der var et højt minimumsbeløb, når vi skulle veksle rejsechecks om til dinarer. Så vi fik i hvert fald dinarer nok. Til gengæld lagde vi ud med at betale hvad der svarer til 80 kr. for 4×10 cl lunken, kulsyreforladt cola. Cafeteriadamen forstod ikke rigtig vores utilfredshed, specielt ikke da vi pænt trætte fik et voldsomt grineflip på grund af det absurde i situationen.
Det var nu først på natten, og vi besluttede at lægge nogle hundrede ekstra kilometer bag os. Så klokken var 5-6 stykker om morgenen, da vi drejede fra landevejen og ind på en nærliggende markvej, hvor vi smed os i soveposerne udenfor og fik et par timers søvn. Først på formiddagen kørte vi videre ad den hovedfærdselsåre, som forbandt Grækenland med Vesteuropa. Der var et spor i hver retning. Asfaltkvaliteten var ringe. Hyppigt mødte vi havarerede og/eller udbrændte biler, som stod i vejkanten og fortalte et tydeligt sprog om en bedaget bilpark i et land med store udfordringer i infrastrukturen.
Lige der forstod vi, hvorfor danske chauffører frygtede mødet med de lidet vejlignende hovedfærdselsårer gennem Balkan. Hvor vesteuropæiske truckere blev spærret inde for selv ganske små færdselsforseelser, eksemplificeret ved bakkenbart- og cowboyhatudsmykkede Vagn fra Sønderjylland, som efter lang tids indespærring på vand og gammelt brød blev genstand for den smukke støttesang ”Vagn skal hjem igen til Danmark”, mesterligt performet af alle truckeres mødre Mr. President.
Ordensmagten var altså et kapitel for sig. Vi var på forhånd blevet advaret om, at vi sandsynligvis på vores færd gennem Jugoslavien ville blive stoppet af det lokale politi uden grund. Og det blev vi. Vi var meget omhyggelige med at overholde fartbegrænsningerne, så da vi første gang blev vinket ind til siden af en af de patruljer, som stod langs vejen med ca. 30 kilometers mellemrum, var vi velforberedte. En 100-dinar seddel i passet klarede sagerne for os de 3-4 gange det var nødvendigt. Men da vi ved 20-tiden om aftenen befandt os i den sydlige del af landet var vi ved at have fået nok. Under en pause granskede vi kortet og blev enige om, at der højt sat var omkring 400 kilometer til Athen. Forventet ankomst omkring midnat.
Således opløftet kørte vi videre, og en time senere mødte vi verdens trælseste vejskilt, altså det, hvorpå der stod: Athen 692 km. Lige der, i det som vi i dag bedst kender som Makedonien, fik vi en lille nedtur. Den blev dog kort efter til glæde vendt, da vi passerede den jugoslaviske grænsekontrol uden ventetid af nogen art. Hvorefter vi kørte op over en bakke og så 3.000 biler holde i kø for at komme gennem den græske grænsekontrol.
Det gad vi bare ikke, og den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvordan det lykkedes Haui at køre uden om størstedelen af bilerne og ende i en slags VIP-bane, hvor det gik hurtigt, i hvert fald efter græske forhold. Klokken 3.30 kørte vi ind i Athen og en halv time senere var vi indkvarteret på hotellet. Trætte, men helskindede og ved ganske godt mod. Klar til at erobre det græske øhav. Efter en hviledag i Athen kørte vi til Piræus, hvor Haui nødtvungent var nødt til at parkere bilen. Men det er altså vanskeligt at passere 500 kilometer middelhav i en BMV 320i. Fire uger senere gik vi ombord i bilen igen for at køre hjemad, denne gang gennem knap så dramatiske Italien. Og det er en anden og ganske kedelig historie. Hov, det er det vel egentlig ikke, men den skal fortælles i en anden sammenhæng.
