Passioneret eller medløber?

At være fan af noget er sådan en underlig udefinerbar ting. Efter min bedste overbevisning er det ikke noget du vælger, men noget som bare naturligt vokser frem. Jeg tænker af og til på, hvorfor det egentlig er jeg holder med AGF, og når jeg begynder at nærme mig en forklaring kommer fluffyheden ind og tager over. For det gør jeg bare. Det er ikke på grund af klubbens fantastiske stadion, slet ikke. Og så alligevel.

For når jeg færdes på Communale i Århus i forbindelse med hjemmekampene, så bliver jeg altså påvirket af atmosfæren. Fællesskabet. Den stærke følelse af at have noget sammen med en masse ligesindede, hengivenheden over for klubben. En em af forventninger til de udvalgte på grønsværen, diskussioner med dem, du er afsted sammen med eller helt nye bekendtskaber. Om nutiden, fortiden og fremtiden. Enestående og uforklarligt.

Jeg har gjort op med mig selv, at jeg kun kan rumme at holde med et hold. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke har præferencer for nogen andre hold, jeg er bare ikke fan. For eksempel holdt jeg med Tottenham, da jeg var yngre. Så kom jeg ind i en familie, der holdt med Arsenal, og så fik jeg et positivt forhold til dem. Nu holder jeg igen mest med Tottenham, og det betyder selvfølgelig, at jeg ikke er en rigtig fan. I så fald ville det ene udelukke det andet, og egentlig har jeg det helt fint med begge hold.

Til gengæld er jeg temmelig ubegejstret for Liverpool, og det går mange år tilbage. Det bedste, der efter min mening er kommet fra Liverpool, er det klassiske citat fra Bill Shankly, der var manager i klubben frem til midten af halvfjerdserne:

”Some people believe football is a matter of life and death. I am very disappointed with that attitude. I can assure you it is much, much more important than that.”

Det kan du jo så trække lidt på smilebåndet over, men måske er der mere end bare et gran af sandhed over citatet, som blev brugt i forhold til rivaliseringen mellem de røde og de blå i Liverpool, hvor fansene blev født ind i et tilhørsforhold til en af klubberne, og hvor man var enige om at hade hinanden i fredelig sameksistens. Venskabeligt og uvenskabeligt drilleri i gaderne og på stadion, men aldrig vold.

Jeg er heller ikke alt for pjattet med de røde fra Manchester, men en unavngiven tilhænger rammede egentlig meget godt ind, hvad det hele handler om:

“It’s about a dedication and a passion. Whatever the score.”

Det kan jeg selvfølgelig sagtens identificere mig med, når det handler om mit tilhørsforhold til min hjerteklub fra Fredensvang.

Nu skal det jo ikke være sådan, at jeg (i denne sammenhæng) mener at have en form for orakelstatus, for jeg har jo ikke knækket koden i forhold til at komme med den ultimative definition på at være fan. Det kommer jeg nok heller aldrig til, for det er vel individuelt hvor det kommer fra, og ikke op til andre at dømme over rigtige og forkerte måder at være fans på, selv om det kan være svært at forstå folk, som ikke er passionerede omkring AGF.

Gamle Bill fra Liverpool havde i øvrigt en anden sprogblomst, som kunne komme lidt tættere på den definition jeg søger. Han sagde:

“If you don’t support us when we draw or lose, don’t support us when we win”.

Jeg fik min første AGF-tatovering dagen efter et 1-3 hjemmebanenederlag til Sønderjyske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *