Plads til familien

”Mig, mig, mig, det er ikke meget spalteplads, der bliver til overs til familien” var reaktionen i sofaen, da jeg (stolt) præsenterede endnu en (ualmindelig velskrevet) artikel på nærværende side. ”Jamen, det…” begyndte jeg, og gik derefter i stå. Ramt af virkeligheden, sandheden eller bare af nøgternt faktuelle betragtninger. Fra den person, jeg beundrer mest i hele verden. Og som jeg den 2. december 2018 har kendt i 30 år, lige siden den skæbnesvangre fredag aften på Handelshøjskolen.

Nu skal det jo ikke være sådan, at jeg skriver noget, fordi jeg føler mig tvunget til det. Sådan er det ikke, det er selvfølgelig lystbetonet. Men jeg kan da sagtens se, at de sure opstød og fodboldskriverierne er i klart overtal. Det skyldes nok, at jeg efterhånden har nået en alder, hvor jeg har optjent retten til at være sur – og at interessen for fodbold fylder meget. I det perspektiv kommer det let til at se ud som om kone, børn, familie og hverdag tages alt for meget for givet. Og det vil jeg gerne beklage.

En fantastisk egenskab ved Kirsten er, at hun altid siger sin mening. Fantastisk, ja, men hvis du nogen gange lige har behov for at stive egoet af med en markant betragtning, som du har gået og overbevist dig selv om er den eneste rigtige, så kan det være træls at blive sagt imod. For så bliver du jo nødt til at tænke dig om, og måske har du ikke helt ret alligevel. Det er faktisk det mest irriterende. At hun for det meste har ret. Det har jeg skullet lære at leve med, altså det faktum, at Kirsten i nogle sammenhænge (de fleste vil hun sikkert mene) er klogere end mig.

Med alderen kommer i mit tilfælde også en slags klarsyn, hvor jeg sagtens kan se de fejl og mangler jeg havde, både da jeg var yngre og mens vi har været sammen. Jeg har opført mig urimeligt, uanstændigt og har i alt for mange sammenhænge været træls og egoistisk med en nærmest utiltalende personlighed. Jeg har dog også haft mine øjeblikke, hvilket øjensynligt måtte være tilfældet dengang i 1988. Og før vi for alvor blev ædru var Kirsten gravid. Igen og igen og…

Der er ingen tvivl om, at jeg har scoret over evne. Og at Kirsten har skullet stå model til meget, meget mere end dengang, hvor hun blev Miss Solskin i Horsens. Jeg er ikke i tvivl om, at det er et kæmpe privilegium, at jeg kan prale af at have Kirsten i mit liv. Og det kan godt være, at det virker som om kærligheden til AGF og mit nogle gange stressende arbejde fylder meget, men jeg er aldrig i tvivl om prioriteterne. Derfor melder jeg for eksempel fra til de elskede hjemmekampe på Communale i Århus (selv om det er spild af sæsonkort) hvis familiemæssige hensyn vejer tungere.

Heldigvis er min kone også en forstående en af slagsen. Så jeg får lov til at tage af sted til fodbold. Faktisk sætter hun sjældent foden ned, når der er noget, jeg gerne vil, og det værdsætter jeg alt for lidt.  Det er ikke orden.

Jeg elsker min kone. Hun er det faste omdrejningspunkt i min og resten af familiens tilværelse, og hun ser endda ikke mere end to-tre år ældre ud end dengang vi mødtes. Jeg er en lykkelig mand.

PS: Næste gang skriver jeg noget om børnene. Det bli’r sjovt.

Åh nej, Kim Larsen er død

Jeg blev oprigtigt ked af det, da det forrige søndag ramte medierne, at Kim Larsen var død. Og nogen i min nærmeste omgangskreds vil kunne huske, at jeg allerede tidligere på året, da det blev kendt, at han kæmpede med en kræftsygdom, udtrykte bekymring for hans ve og vel, og ønskede han måtte blive 100 år og gå bort i al ubemærkethed.

Sådan blev det ikke, og nu skal vi så på samtlige medieplatforme bombarderes med en masse tvivlsom musik, samtidig med, at mandens folkelige facade hyldes ganske ukritisk. Ikoniseringen er til at få øje på, og kun ganske få har vovet at bringe fakta til torvs om hans dominerende og usympatiske personlighed.

Den ufolkelige folkehelt
Jeg har altid haft det svært med Kim Larsen. Elskede Gasolin, elskede ”Værs’go”, men da pseudo-socialisten blev rendyrket kapitalist og desuden sprang ud som tyrannisk familieoverhoved, da faldt jeg fra. Halløj for en påstand, kunne man tænke, er den mon på nogen måde dokumenteret? Umiddelbart står den for egen regning (husker episoder omkring kostskoler m.v. i slutfirserne) men det er da en tanke værd, at hans ældste børn afstår fra at ville deltage i hyldestkoret på bagkant af hans bortgang.

Og så mener jeg i øvrigt ikke, at der kunstnerisk har været noget at råbe hurra for siden sidst i 70’erne. ”Hvad med Midt om natten?”, vil nogen sikkert spørge. Jeg anerkender, at det blev en kommerciel succes, men derfor behøver jeg vel ikke kunne li’ det. Desuden var halvdelen af numrene skrevet af andre. Og skuespilpræstationen i filmen totalt til grin.

Det har således været ganske svært for mig at håndtere lysten til at deltage i debatten om, hvor fantastisk manden var. For her har vi haft at gøre med bagsiden, essensen, af en virkelighed, som ikke engang den berømte og berygtede ildtang vil kunne komme i nærheden af. Kim Larsen må man altså ikke kritisere. Han er jo en del af den danske folkesjæl, forstås. Kanoniseringen er for længst foretaget.

Folkeligheden har en pris
De seneste par årtier har koncertarrangører landet over måttet konstatere, at hvis Larsen og hans amatørpartyband skulle på plakaten, så skulle der graves dybt i tegnebogen. Han vidste nemlig godt, hvad han var værd og levede fint med sit ry som besværlig og krævende. Folket vil jo forføres, hvilket manden om nogen forstod.

Jeg anerkender til fulde mandens demagogiske evner, for det er lykkedes ham at fastholde en illusion om at være arbejderklassens talerør og en landsfolkelig troubadour, mens han har siddet mageligt oven på den velvoksne pengetank og har været ligeglad med de jævne folk. At deltage i velgørenhedsarrangementer har heller aldrig rigtigt været noget for ham. Det tjener man jo ikke alverden på.

Klassikere med tvivlsomt indhold
Til gengæld må man (måske) have respekt for, at han er sluppet afsted med at flage afvigende seksuelle tilbøjeligheder i en af de mest populære sange. I ”Papirsklip” lyder en linje for eksempel: ”Når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg trøst i min kærestes kat”. Det er altså ikke i orden. Og synd.

Mit forhold til den christianshavnske gavflab kan sammenlignes med mit forhold til Michael Jackson. Jeg respekterer mandens bidrag til musikken, men derfor behøver jeg ikke kunne lide det. Og Falset-Michaels personlighed var vel også lidt underlig med hang til aber, børn og forlystelsesparker. I hans tilfælde var begrundelsen en hård opvækst præget af en dominerende far. Kim Larsen var bare en idiot.

Passioneret eller medløber?

At være fan af noget er sådan en underlig udefinerbar ting. Efter min bedste overbevisning er det ikke noget du vælger, men noget som bare naturligt vokser frem. Jeg tænker af og til på, hvorfor det egentlig er jeg holder med AGF, og når jeg begynder at nærme mig en forklaring kommer fluffyheden ind og tager over. For det gør jeg bare. Det er ikke på grund af klubbens fantastiske stadion, slet ikke. Og så alligevel.

For når jeg færdes på Communale i Århus i forbindelse med hjemmekampene, så bliver jeg altså påvirket af atmosfæren. Fællesskabet. Den stærke følelse af at have noget sammen med en masse ligesindede, hengivenheden over for klubben. En em af forventninger til de udvalgte på grønsværen, diskussioner med dem, du er afsted sammen med eller helt nye bekendtskaber. Om nutiden, fortiden og fremtiden. Enestående og uforklarligt.

Jeg har gjort op med mig selv, at jeg kun kan rumme at holde med et hold. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke har præferencer for nogen andre hold, jeg er bare ikke fan. For eksempel holdt jeg med Tottenham, da jeg var yngre. Så kom jeg ind i en familie, der holdt med Arsenal, og så fik jeg et positivt forhold til dem. Nu holder jeg igen mest med Tottenham, og det betyder selvfølgelig, at jeg ikke er en rigtig fan. I så fald ville det ene udelukke det andet, og egentlig har jeg det helt fint med begge hold.

Til gengæld er jeg temmelig ubegejstret for Liverpool, og det går mange år tilbage. Det bedste, der efter min mening er kommet fra Liverpool, er det klassiske citat fra Bill Shankly, der var manager i klubben frem til midten af halvfjerdserne:

”Some people believe football is a matter of life and death. I am very disappointed with that attitude. I can assure you it is much, much more important than that.”

Det kan du jo så trække lidt på smilebåndet over, men måske er der mere end bare et gran af sandhed over citatet, som blev brugt i forhold til rivaliseringen mellem de røde og de blå i Liverpool, hvor fansene blev født ind i et tilhørsforhold til en af klubberne, og hvor man var enige om at hade hinanden i fredelig sameksistens. Venskabeligt og uvenskabeligt drilleri i gaderne og på stadion, men aldrig vold.

Jeg er heller ikke alt for pjattet med de røde fra Manchester, men en unavngiven tilhænger rammede egentlig meget godt ind, hvad det hele handler om:

“It’s about a dedication and a passion. Whatever the score.”

Det kan jeg selvfølgelig sagtens identificere mig med, når det handler om mit tilhørsforhold til min hjerteklub fra Fredensvang.

Nu skal det jo ikke være sådan, at jeg (i denne sammenhæng) mener at have en form for orakelstatus, for jeg har jo ikke knækket koden i forhold til at komme med den ultimative definition på at være fan. Det kommer jeg nok heller aldrig til, for det er vel individuelt hvor det kommer fra, og ikke op til andre at dømme over rigtige og forkerte måder at være fans på, selv om det kan være svært at forstå folk, som ikke er passionerede omkring AGF.

Gamle Bill fra Liverpool havde i øvrigt en anden sprogblomst, som kunne komme lidt tættere på den definition jeg søger. Han sagde:

“If you don’t support us when we draw or lose, don’t support us when we win”.

Jeg fik min første AGF-tatovering dagen efter et 1-3 hjemmebanenederlag til Sønderjyske.