”Nu spiller de den lortesang igen”

Johnny havde egentlig ikke som sådan noget imod Thomas Helmig. Faktisk var han ganske tilfreds, når Helle var afsted til koncert med den århusianske krøltop, for så havde han fri adgang til fjernbetjeningen og muligheden for at spille helt, når hun og veninderne skulle hentes senere på natten. Lørdag eftermiddag var vi i Nordre Kapel i Århus for at tage afsked med Johnny, 2½ år efter at han havde fået konstateret kræft i tyktarm og lever. Og midt i ceremonien fyldtes kapellet af tonerne fra ”Malaga”.

Johnny var min bedste ven. Vi havde en fælles fortid fra det århusianske håndboldmiljø i slutfirserne og starthalvfemserne og genoptog vores bekendtskab for fuld skrue, da Johnny for syv år siden flyttede til Horsens. Anden halvleg af vores venskab startede med, at vi begyndte at kommentere på opslag på sociale medier og siden udvekslede vi absurditeter i en grad, så indforståetheden og de fælles referencerammer var tydelige for os begge. ”Skal vi ikke lige mødes og løbe en tur rundt om søen,” skrev en af os, og det gjorde vi så. Det gik ikke så hurtigt, for vi havde jo en masse, vi skulle snakke om. Johnny havde vist også noget med læggen, mens min undskyldning bare var dårlig form.

Da løbeturen var slut skulle vi lige opdatere hinanden på, hvor vi var, sådan rent tilværelsesmæssigt. Og tre timer senere sagde vi på gensyn og gik til hver vores. Kimen til et ubrydeligt venskab var imidlertid lagt og i tiden derefter sås vi ofte og skrev sammen oftere. Vores fælles passion for hjerteklubben AGF betød, at vi jævnligt (når der var hjemmekamp) frekventerede Marselisborgskoven. Oftest sammen med Johnnys søn Mathias og af og til også med datteren Nanna. Senere kom vores gamle håndboldkammerat Mark til.

Jeg har tilbragt mange timer sammen med Johnny – og med Helle, når det ikke handlede (så meget) om fodbold. Johnny elskede Århus, men blev forelsket i Horsens. Altså ikke i byen, som han aldrig rigtig forholdt sig til, men i én af dens indbyggere. Da Johnny mødte Helle var han et sted i sit liv, hvor han havde brug for ro. Tryghed. En skillevej, kunne man sige, for kærligheden til Helle gav så meget mening for Johnny, at han tog en beslutning om at leve i nuet. Ikke så meget bullshit, gå efter det, det betyder noget. Hvor ofte har man ikke hørt nogen sige, hvor vigtigt det er at gøre netop det, og lige så ofte kommer det bare til at lyde som en kliché. Sådan var det ikke hos Johnny.

Han besluttede sig for at opsøge de gode oplevelser og insisterede på kun at omgive sig med folk, som betød noget. Han kunne virke kantet og reserveret, men de mange, som var til stede i kapellet i lørdags kunne bekræfte, at han som ven gik langt ind i hjerterne hos mange. Han gjorde stort indtryk på både gamle og nye bekendtskaber, blandt andet på de sociale medier, hvor han uden filter valgte at fortælle om sine trængsler, sorger, nederlag og sejre i kølvandet på kræftdiagnosen.

I efteråret sidste år vendte vores gode ven Dan en idé med mig. Han havde gennem sit arbejde adgang til nogle fodboldbilletter og i december var vi så afsted tre gamle GF’ere tre dage i London. Selvfølgelig var vi til fodbold (Chelsea mod Manchester City på Stamford Bridge) men vi var også på pub(s) og fik fortalt en masse mere eller mindre sandfærdige historier. Det var en stor oplevelse for os alle. Efter at Dan var taget hjem til Schweiz havde Johnny og jeg den sidste dag i London for os selv. Vi var blandt andet ude at spise på en amerikansk familierestaurant. Johnny havde lidt ondt i maven, så han skulle ikke have alverden, kun et par cheeseburgere. Jeg var mere sulten.

Da Johnny havde sat tænderne i en burger udbrød han: ”Der er en idiot, der har lagt to bøffer i min cheeseburger”, hvorefter jeg bare kunne konstatere, at det vel var fordi han var ved at spise min dobbelte af slagsen. ”Den smager fremragende”, konstaterede han tørt og fortsatte ufortrødent.

Da han stadig var aktiv håndboldspiller på Verdens Bedste Danmarksseriehold, skrev hans træner, Birger Christiansen, følgende i et dagbogsnotat fra sæsonen 92/93: ”Et eller andet går galt mod Bjerringbro KFUM. Vi er bagud 12-5 efter første halvleg. I pausen demonstrerer anføreren formatet med en elegant udregning, hvorefter vi bare skal hale 1 mål ind for hver 4 minutter i anden halvleg og så sætte tingene på plads i de sidste to minutter. Johnny hører ikke efter, og i løbet af de første fem minutter har han udlignet til 12-12. Dette er Johnny i en nøddeskal. Han er såre enkel at være træner for. Hvis man vil have ham til at holde på bolden, skal man bare råbe ”skyd”. P.S. Det er ad helvede til”. Hans store personlighed og viljen til at gå egne veje fornægtede sig heller ikke på håndboldbanen.

Johnny havde en galgenhumoristisk tilgang til sin sygdom. Naturligvis tænkte han over det alvorlige i ”situationen”, men samtidig havde han bestemt, at det var ham, der skulle styre det liv, der var tilbage og ikke sygdommen. Derfor blev han et forbillede for mange, og i de sidste par år har stadig flere fulgt med i hans betragtninger på Facebook. Poetisk, alvorligt og humoristisk. På et tidspunkt var vi afsted til fodbold og da vi skulle hjemad kaldte en af de andre ”Shotgun”. ”Det går ikke”, sagde Johnny, ”jeg har kræft og det overruler altid en Shotgun”. Og så blev det naturligvis sådan.

For omkring et halvt år siden fik Johnny et stort ønske opfyldt, da han sammen med Helle flyttede tilbage til Århus. Det var vigtigt for ham at tilbringe den sidste tid i den by, som havde betydet så meget for ham. ”Jeg lukker mine øjne i Århus” synger Thomas Helmig i ”Malaga”, og netop den sang har udviklet sig til at være en AGF klassiker, og den bliver spillet ved hjemmekampene umiddelbart inden holdet løber på banen.

Og så stod vi der, skulder ved skulder, når sangen klingede ud gennem højttalerne. ”Nu spiller de den lortesang igen” sagde Johnny ved den sidste hjemmekamp, som han nåede at få med. Mens en tåre pressede sig på. Tårerne fik så for alvor frit løb, da lortesangen blev spillet på Trøjborg i lørdags.

Jeg savner Johnny, og samtidig er jeg dybt taknemmelig over at have fået lov til at være en del af hans liv de sidste mange år. Fordybelse, poesi, hengivenhed og grovkornet satire forenet i en af den slags personligheder, som der ikke findes andre af. Og det er pænt træls, at han nu ikke er her mere. Det er bare ikke i orden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *