Den 1. december 2016 om aftenen havde Wilma det skidt. Tiltagende ubehag kombineret med hævede lymfekirtler betød, at vi valgte at kontakte dyrehospitalet, som bad os komme med det samme. Alberte og jeg tog derud i forventningen om, at vi nok ville få en virusdiagnose og noget medicin med hjem. I stedet fik vi at vide, at hun højst sandsynligt havde lymfekræft, at hun ikke kunne helbredes, og at det kun var muligt at tilbyde livsforlængende behandling.
Slam. Godt nok var dyrlægen en af landets bare syv specialister i kræft hos hunde, men det kunne da ikke passe, at en livlig Golden Retriever på kun 2½ år havde kræft? Næste dag var vi på hospitalet igen til prøver, scanninger med mere. Vi troede stadig, at det bare var en virus, men vi tog fejl. Vores selvstændige, stædige, gåtursforsagende og dejlige hund havde nu en dødsdom hængende over hovedet. Og så tæt på, at den nærmest strejfede pelsen.
Det rigtige valg
På hospitalet fik vi præsenteret mulighederne. Uden behandling ville der formodentlig ikke gå lang tid. Med behandling med binyrebarkhormon var udsigterne 3-4 måneder. En 12-ugers intensiv kemo-behandling ville give Wilma 6-9-12-18 måneder afhængig af en lang række endnu ubekendte faktorer. Havde kræften spredt sig til knoglemarven? Var det en rolig eller en aggressiv kræftform? Hvordan ville hun reagere på behandlingen?
Vi besluttede, at vi under alle omstændigheder skyldte hende at tage beslutningen på et så oplyst grundlag, som overhovedet muligt. Og da ekstra tests viste, at kræftformen ikke var af den aggressive slags, så valgte vi, at hun skulle gennemføre kemo-forløbet. Og så håbede vi selvfølgelig, at hun ville gøre alle statistikker til skamme og sætte rekord som den længst overlevende kræftramte hund nogensinde. Det var dyrt, men det var ligegyldigt, hun skulle have chancen.
Allerede inden jul havde vi påbegyndt behandlingen. To gange om ugen skulle hun afsted til hospitalet – tirsdag til blodprøvetagning og onsdag til medicinsk behandling. Og hun var en stjerne! Alle elskede hende derude, og hun kunne i hvert fald i starten godt lide at komme der på grund af forkælelsen (lækker mad fra dåse). Begejstret fortalte dyrlægen, hvordan hun helt af sig selv rakte armen frem, når droppet skulle lægges, og lige der tillod jeg mig altså for første og eneste gang at betvivle dyrlægens faglighed og dyrlægestudiets tilsyneladende mangelfulde fokus på de firbenedes anatomi.
Det så ud til at virke
Langt de fleste gange tog hun medicinen pænt. Hun blev samtidig behandlet med binyrebarkhormontabletter, og de gav lidt bivirkninger, men ellers er kræftbehandling af hunde sat sammen på en måde, så dyrene ikke får samme bivirkninger som mennesker. Mindre doser, desværre også med mindre effekt. 12 uger er imidlertid lang tid, og vi var glade, da behandlingen var slut. Specielt fordi hendes hævelser allerede tidligt i forløbet var kraftigt på retur og til sidst var helt forsvundet. Midt på foråret havde vi så i princippet en ”rask” hund
igen. Hun var tydeligt gladere, men gad stadig ikke gå tur. Altså den gode gamle, madglade egenrådige Wilma.
Vores forhåbninger om, at hun skulle slå alle rekorder slog desværre fejl. Allerede midt på sommeren mærkede vi, at lymfeknuderne begyndte at vokse igen, og et besøg hos dyrlægen bekræftede, at kræften var tilbage. Dyrlægen snakkede nu om uger igen og da hun (Wilma, ikke dyrlægen) reagerede kraftigt på den genoptagne hormonbehandling, valgt vi at holde med denne af hensyn til hendes livskvalitet. Men nu gjorde hun så de umiddelbare dommedagsprofetier til skamme, for selv om knuderne voksede gjorde det ikke nævneværdigt ved hendes velbefindende. Godt nok brummede hun lidt mere, men ellers gik det fint. Og uger blev til måneder. Sidst på sommeren fik hun ”røde” øjne og dyrlægen sagde, at det var kræftens skyld, men ved undersøgelsen på hospitalet var hun ikke videre mærket af sygdommen, så vi levede videre. Sammen, fik det allerbedste ud af hver eneste dag.
Den svære men rigtige beslutning
Nærmest ud af ingenting blev hun så henover weekenden blind. Totalt på det ene øje og næsten på det andet. Hun kunne ikke længere orientere sig, gik ind i alting og peb, når hun var forvirret. Det var synd. Det var uværdigt. Der var kun én rigtig beslutning, og derfor tog vi afsked med Wilma mandag eftermiddag på dyrehospitalet. Kirsten havde taget fri fra arbejde og havde taget hende med på stranden til en sidste badetur, for det elskede hun. Hvis det overhovedet giver mening at sige sådan, så var det en god afslutning på et hundeliv, som desværre blev alt for kort.
Som dyr hjemme hos os har man en masse privilegier. Først bliver man nøje udvalgt efter lækkerhedsskalaen, siden vil man opleve at blive prioriteret nærmest på linje med de resterende medlemmer af husstanden. Og selv om man naturligvis kortvarigt kan ryge i bad standing efter at have spist noget dejligt fodtøj, så bliver man elsket og værdsat. Det har gjort ondt hver eneste gang vi har mistet et kæledyr, for de betyder alverden i vores familie. Gode og hengivne medlemmer af klanen med hver deres fantastiske personligheder.
Lige nu gør det bare ondt at have mistet Wilma, for vi har kæmpet en hård kamp sammen gennem de sidste 11 måneder. Odds’ene var bare urimeligt dårlige. Lortesygdom…

