Wilmas kamp

Den 1. december 2016 om aftenen havde Wilma det skidt. Tiltagende ubehag kombineret med hævede lymfekirtler betød, at vi valgte at kontakte dyrehospitalet, som bad os komme med det samme. Alberte og jeg tog derud i forventningen om, at vi nok ville få en virusdiagnose og noget medicin med hjem. I stedet fik vi at vide, at hun højst sandsynligt havde lymfekræft, at hun ikke kunne helbredes, og at det kun var muligt at tilbyde livsforlængende behandling.

Slam. Godt nok var dyrlægen en af landets bare syv specialister i kræft hos hunde, men det kunne da ikke passe, at en livlig Golden Retriever på kun 2½ år havde kræft? Næste dag var vi på hospitalet igen til prøver, scanninger med mere. Vi troede stadig, at det bare var en virus, men vi tog fejl. Vores selvstændige, stædige, gåtursforsagende og dejlige hund havde nu en dødsdom hængende over hovedet. Og så tæt på, at den nærmest strejfede pelsen.

Det rigtige valg
På hospitalet fik vi præsenteret mulighederne. Uden behandling ville der formodentlig ikke gå lang tid. Med behandling med binyrebarkhormon var udsigterne 3-4 måneder. En 12-ugers intensiv kemo-behandling ville give Wilma 6-9-12-18 måneder afhængig af en lang række endnu ubekendte faktorer. Havde kræften spredt sig til knoglemarven? Var det en rolig eller en aggressiv kræftform? Hvordan ville hun reagere på behandlingen?

Vi besluttede, at vi under alle omstændigheder skyldte hende at tage beslutningen på et så oplyst grundlag, som overhovedet muligt. Og da ekstra tests viste, at kræftformen ikke var af den aggressive slags, så valgte vi, at hun skulle gennemføre kemo-forløbet. Og så håbede vi selvfølgelig, at hun ville gøre alle statistikker til skamme og sætte rekord som den længst overlevende kræftramte hund nogensinde. Det var dyrt, men det var ligegyldigt, hun skulle have chancen.

Allerede inden jul havde vi påbegyndt behandlingen. To gange om ugen skulle hun afsted til hospitalet – tirsdag til blodprøvetagning og onsdag til medicinsk behandling. Og hun var en stjerne! Alle elskede hende derude, og hun kunne i hvert fald i starten godt lide at komme der på grund af forkælelsen (lækker mad fra dåse). Begejstret fortalte dyrlægen, hvordan hun helt af sig selv rakte armen frem, når droppet skulle lægges, og lige der tillod jeg mig altså for første og eneste gang at betvivle dyrlægens faglighed og dyrlægestudiets tilsyneladende mangelfulde fokus på de firbenedes anatomi.

Det så ud til at virke
Langt de fleste gange tog hun medicinen pænt. Hun blev samtidig behandlet med binyrebarkhormontabletter, og de gav lidt bivirkninger, men ellers er kræftbehandling af hunde sat sammen på en måde, så dyrene ikke får samme bivirkninger som mennesker. Mindre doser, desværre også med mindre effekt. 12 uger er imidlertid lang tid, og vi var glade, da behandlingen var slut. Specielt fordi hendes hævelser allerede tidligt i forløbet var kraftigt på retur og til sidst var helt forsvundet. Midt på foråret havde vi så i princippet en ”rask” hund igen. Hun var tydeligt gladere, men gad stadig ikke gå tur. Altså den gode gamle, madglade egenrådige Wilma.

Vores forhåbninger om, at hun skulle slå alle rekorder slog desværre fejl. Allerede midt på sommeren mærkede vi, at lymfeknuderne begyndte at vokse igen, og et besøg hos dyrlægen bekræftede, at kræften var tilbage. Dyrlægen snakkede nu om uger igen og da hun (Wilma, ikke dyrlægen) reagerede kraftigt på den genoptagne hormonbehandling, valgt vi at holde med denne af hensyn til hendes livskvalitet. Men nu gjorde hun så de umiddelbare dommedagsprofetier til skamme, for selv om knuderne voksede gjorde det ikke nævneværdigt ved hendes velbefindende. Godt nok brummede hun lidt mere, men ellers gik det fint. Og uger blev til måneder. Sidst på sommeren fik hun ”røde” øjne og dyrlægen sagde, at det var kræftens skyld, men ved undersøgelsen på hospitalet var hun ikke videre mærket af sygdommen, så vi levede videre. Sammen, fik det allerbedste ud af hver eneste dag.

Den svære men rigtige beslutning
Nærmest ud af ingenting blev hun så henover weekenden blind. Totalt på det ene øje og næsten på det andet. Hun kunne ikke længere orientere sig, gik ind i alting og peb, når hun var forvirret. Det var synd. Det var uværdigt. Der var kun én rigtig beslutning, og derfor tog vi afsked med Wilma mandag eftermiddag på dyrehospitalet. Kirsten havde taget fri fra arbejde og havde taget hende med på stranden til en sidste badetur, for det elskede hun. Hvis det overhovedet giver mening at sige sådan, så var det en god afslutning på et hundeliv, som desværre blev alt for kort.

Som dyr hjemme hos os har man en masse privilegier. Først bliver man nøje udvalgt efter lækkerhedsskalaen, siden vil man opleve at blive prioriteret nærmest på linje med de resterende medlemmer af husstanden. Og selv om man naturligvis kortvarigt kan ryge i bad standing efter at have spist noget dejligt fodtøj, så bliver man elsket og værdsat. Det har gjort ondt hver eneste gang vi har mistet et kæledyr, for de betyder alverden i vores familie. Gode og hengivne medlemmer af klanen med hver deres fantastiske personligheder.

Lige nu gør det bare ondt at have mistet Wilma, for vi har kæmpet en hård kamp sammen gennem de sidste 11 måneder. Odds’ene var bare urimeligt dårlige. Lortesygdom…

Man gjorde en havestol fortræd

Jeg var til fodbold i aftes.

Sammen med cirka 10.000 andre fodboldafficionados og andet godtfolk havde jeg valgt at bruge en mandag aften i efterårsferien på at byde De Hviies nye træner velkommen, og så selvfølgelig på at finde ud af, om man egentlig kunne se forskel på den måde, holdet præsenterede sig på. Det kunne man. ”Spilleglæde” var et af de ord, som lå yderst på tungen, da jeg i pausen i selskab med ligesindede kommenterede på begivenhederne fra en opløftende første halvleg. Al fortidens underlige snak om processer var tydeligvis på vej i glennebogen.

Vi var endda enige om, at vi formodentlig var blevet snydt for et straffe – enten til Spelmann eller til Dino i halvlegens døende sekunder. For selv om man er fra Balkan (Dino, ikke Spelmann) så reagerer man vel ikke så voldsomt på et gult kort for film, hvis der faktisk er film? Måske alligevel, men så kom spillerne ud fra pausen.

”Hvor er Dino?” nåede jeg lige at tænke, før storskærmen afslørede, at den lille kroat i løbet af pausen var blevet præsenteret for sit andet gule, og efterfølgende det røde kort. Hvad dælen var der sket? For anden gang i sæsonen havde den tåbelige balkanbavian svigtet holdet med sine ukontrollerede anfald. Troede vi. Og spillerne på banen virkede voldsomt rystede.

Det viste sig, at dommeren enten havde hørt eller set på video, at Dino på vej fra banen havde sparket til fire havestole. Det er faktuelt forkert, for han skubbede til én og derved væltede to. Ingen af stolene kom dog alvorligt til skade, og efter at have sundet sig en kort stund var de, uden at virke påvirkede af den ublide medfart, klar til anden halvleg. Det var Dino også, men da spillerne var på vej på banen igen – altså efter pausen og 12-13 minutter efter stoleepisoden – valgte dommeren (som tilsyneladende er udstyret med det gode danske fodboldstadiondommernavn Ludersen) at tildele Dino endnu et gult kort.

Den positive pausesnak var således forgæves og en ny gameplan skulle sættes i værk hos et hold, som allerede stod klar inde på banen. Det var altså ikke i orden.

Vi (AGF, ikke tilskuerne) valgte så at nedlægge protest over urimeligheden i forløbet. Hvis protesten skal tages til følge, så kræver det imidlertid, at dommeren indrømmer, at han har dømt for noget, han ikke har set. Og det gør han ikke før helvede fryser til. På en uge med to torsdage. Selv om tv-billeder viser, at han ikke så, hvad der skete.

Og hvad sker der lige for et sådant selviscenesættende stunt af en dommer uden fornemmelse for ordentlig, smidig kampafvikling? Han kunne bare have løftet pegefingeren overfor en varmblodet, østeuropæisk og uintelligent spiller med en puls på 250, som lige havde følt sig bortdømt, men han skulle absolut bringe sig selv i centrum med utidigt regelrytteri af værste skuffe. På samtlige landets diskoteker står publikum aften efter aften og skubber til taget uden indblanding fra myndighederne, men på stadion må man ikke engang skubbe til en havestol. Helt ærligt, altså!

Jeg synes, det er synd for David Nielsen, at kampen blev ødelagt. Det er også synd for alle os, som var mødt frem. Og for spillerne. For jeg er overbevist om, at hvis vi havde fået lov at fortsætte i samme stil som før pausen, så havde vi vundet, for vi spillede jo godt og Lyngby var et tegneseriehold. Jeg synes stadig Dino er en idiot, men i aftes var han ikke den største. Det var dommeren.

Og så ved jeg godt, at elektroniske hjælpemidler til dokumentation af hvad som helst fra utallige vinkler måske i sidste ende vil gøre disse udgydelser ukorrekte og ligegyldige. Men jeg er faktisk ikke særligt interesseret i at få at vide, at jeg tager fejl. For fodbold er følelser, og nogle gange er det mindre væsentligt, når fakta dræber den gode historie.

Mens landsholdet var i gang med at spille uafgjort mod Rumænien

Det kan meget vel være, at det er at tage munden for fuld, når jeg påstår, at jeg har en fritidsbeskæftigelse som rejsearrangør. For indtil videre har jeg ”kun” arrangeret ture til østeuropæiske destinationer for tre vennepar inklusive Kirsten og mig selv i vores rejseklub. De er så til gengæld gået godt. Turene altså. ”Over al forventning” vil Kirsten nok sige med udgangspunkt i sin notorisk manglende tiltro til mine evner som organisator. Først var vi i Gdansk i Polen, siden besøgte vi Vilnius i Litauen og i sidste uge gik turen så til Cluj i Rumænien.

Arven fra den gamle diktator
Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle forvente af mødet med Rumænien. Vi skulle dybt ind i Østeuropa, og jeg kunne ikke lade være med at forholde mig til nethindebillederne fra dengang, hvor man på bestialsk vis tog afsked med Ceausesku og hans kone foran en mur i et fængsel i Bukarest. Hvor meget var man kommet videre? Hvad med tyveknægte, sigøjnere og almindelig lovløshed? På de tidligere ture til Polen og Litauen kunne vi konstatere, at man er kommet langt med genopbygningen fra gammelt lort til tålelige forhold af vesteuropæisk standard, selv om der stadig mangler en del. Er det så også tilfældet i Rumænien?

Tja, nej, både og. Da vi kørte fra lufthavnen ind mod byen, som huser omkring en halv million indbyggere, var mit umiddelbare indtryk det samme, som da jeg i foråret med egne øjne så favelaerne i Rio de Janeiro. Det var godt nok noget slum, og lige der var jeg noget bekymret for, hvad det var, jeg havde rodet mine medrejsende ud i. Det skulle så vise sig, at lufthavnen var placeret i yderkanten af de fattigste kvarterer i byen, formentlig fordi der ikke her ville være så mange til at klage over støjen. Det er dog helt min egen betragtning.

Forskellige nuancer af beige
Hvis du ønsker at få et billede af, hvordan Østeuropa er, så skal du tage til Cluj i Rumænien. Slummen i de vestlige forstæder blev ind mod centrum afløst af boligblokke i tegneserieøsteuropæisk stil, og man kunne fristes til at mene, at en statslig forordning havde dikteret, at der udelukkende måtte males i beige/gullige nuancer. Det havde også sin charme, tror jeg. Der var også en del ganske flotte bygninger, specielt kirker, hvor der var gjort en masse ud af arkitekturen. Og så var der selvfølgelig statuer over det hele. Og tandløse morliller iklædt farvestrålende gevandter. Babuskas in real life.

Kirsten foran en af de mange                        statuer i Cluj

Ret hurtigt begyndte Cluj at vokse på os. Vi bevægede os ud i bybilledet helt uforberedte på, hvad vi kunne forvente. Efter omkring 150 meter mødte vi et skilt hvorpå der stod ”Carlsberg” udenfor en restaurant, som faktisk så ganske indbydende ud. Det var den også, skulle det senere vise sig. Og vi blev straks mere rolige. Inde i centrum var der masser af hyggelige cafeer, brede boulevarder og en summen af liv, som byens universitet med 60.000 studerende er med til at vedligeholde. Og lidt på den anden side af centrum fandt vi desuden en meget moderne bydel med nybyggeri i vestlig stil, indkøbscentre og imponerende domiciler for multinationale virksomheder. En masse for enhver smag, kunne man sige.

Øst med øst på
Jeg er glad for, at jeg har oplevet Cluj og Rumænien, for det er steder, hvor man ikke kommer så tit. Utvivlsomt det mest østeuropæiske af de lande, jeg har besøgt. På godt og ondt kunne man fristes til at sige, men det ville nok være forkert, for egentlig var der ikke noget ondt ved det. Skal man være lidt højtravende, så det ud som om, at de lokale havde affundet sig med deres skæbne og prøvede at få det bedste ud af deres situation. Der var i hvert fald gang i en masse dernede. Alle var venlige og imødekommende og vi følte os trygge både om dagen og om aftenen.

Og så var der billigt. En halv liter fadøl til en tier på en restaurant og aftensmad til omkring en halvtredser. Inklusive vin. En taxatur på fem kilometer kostede en tyver. Flyvetur frem og tilbage, fire dage med tre overnatninger i fin lejlighed på 80 M2 og al forplejning inklusive adskillige restaurantbesøg løb op i knap 3.500,- kr. Altså for Kirsten og jeg tilsammen, så det kan der vist ikke klages nok over.

Been there done that
Kan det så anbefales at tage en tur til Rumænien? Det synes jeg bestemt, men samtidig vil jeg sige, at nu har jeg været der. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente på forhånd, men alligevel blev jeg overrasket over de store kontraster, som stadig findes i et land forholdsvis tæt på os. Og det er tydeligt, at man er kommet videre fra tiden med den gamle diktator. Ham er man ikke videre stolt af…