”Mig, mig, mig, det er ikke meget spalteplads, der bliver til overs til familien” var reaktionen i sofaen, da jeg (stolt) præsenterede endnu en (ualmindelig velskrevet) artikel på nærværende side. ”Jamen, det…” begyndte jeg, og gik derefter i stå. Ramt af virkeligheden, sandheden eller bare af nøgternt faktuelle betragtninger. Fra den person, jeg beundrer mest i hele verden. Og som jeg den 2. december 2018 har kendt i 30 år, lige siden den skæbnesvangre fredag aften på Handelshøjskolen.
Nu skal det jo ikke være sådan, at jeg skriver noget, fordi jeg føler mig tvunget til det. Sådan er det ikke, det er selvfølgelig lystbetonet. Men jeg kan da sagtens se, at de sure opstød og fodboldskriverierne er i klart overtal. Det skyldes nok, at jeg efterhånden har nået en alder, hvor jeg har optjent retten til at være sur – og at interessen for fodbold fylder meget. I det perspektiv kommer det let til at se ud som om kone, børn, familie og hverdag tages alt for meget for givet. Og det vil jeg gerne beklage.
En fantastisk egenskab ved Kirsten er, at hun altid siger sin mening. Fantastisk, ja, men hvis du nogen gange lige har behov for at stive egoet af med en markant betragtning, som du har gået og overbevist dig selv om er den eneste rigtige, så kan det være træls at blive sagt imod. For så bliver du jo nødt til at tænke dig om, og måske har du ikke helt ret alligevel. Det er faktisk det mest irriterende. At hun for det meste har ret. Det har jeg skullet lære at leve med, altså det faktum, at Kirsten i nogle sammenhænge (de fleste vil hun sikkert mene) er klogere end mig.

Med alderen kommer i mit tilfælde også en slags klarsyn, hvor jeg sagtens kan se de fejl og mangler jeg havde, både da jeg var yngre og mens vi har været sammen. Jeg har opført mig urimeligt, uanstændigt og har i alt for mange sammenhænge været træls og egoistisk med en nærmest utiltalende personlighed. Jeg har dog også haft mine øjeblikke, hvilket øjensynligt måtte være tilfældet dengang i 1988. Og før vi for alvor blev ædru var Kirsten gravid. Igen og igen og…
Der er ingen tvivl om, at jeg har scoret over evne. Og at Kirsten har skullet stå model til meget, meget mere end dengang, hvor hun blev Miss Solskin i Horsens. Jeg er ikke i tvivl om, at det er et kæmpe privilegium, at jeg kan prale af at have Kirsten i mit liv. Og det kan godt være, at det virker som om kærligheden til AGF og mit nogle gange stressende arbejde fylder meget, men jeg er aldrig i tvivl om prioriteterne. Derfor melder jeg for eksempel fra til de elskede hjemmekampe på Communale i Århus (selv om det er spild af sæsonkort) hvis familiemæssige hensyn vejer tungere.
Heldigvis er min kone også en forstående en af slagsen. Så jeg får lov til at tage af sted til fodbold. Faktisk sætter hun sjældent foden ned, når der er noget, jeg gerne vil, og det værdsætter jeg alt for lidt. Det er ikke orden.
Jeg elsker min kone. Hun er det faste omdrejningspunkt i min og resten af familiens tilværelse, og hun ser endda ikke mere end to-tre år ældre ud end dengang vi mødtes. Jeg er en lykkelig mand.
PS: Næste gang skriver jeg noget om børnene. Det bli’r sjovt.

Sådan fantastisk velskrevet indlæg – fuld af faktuelle oplysninger helt i tråd med sandheden- eneste minus er det fotoshoppede billede af ut . Normalt manipulerer man billedet i positiv retning
Din klippe
Og der smuttede alle mine emotions…
Ej – ikke emotions – så slem var billedet ikke. Men emojies 🙂