Vi har brug for en Jens til at bære kulturen

”Jens Jønsson, Jens Jønsson, Jens Jønsson. Vi elsker alle sammen Jens Jønsson”. Sådan lød det blandt fansene indtil for et par sæsoner siden, hvor hyldestsangens og AGF-defensivens omdrejningspunkt efter adskillige stabile præstationer blev belønnet med en velfortjent udlandskontrakt med indbygget eventyr i Tyrkiet.

Jens Jønsson var en af vores egne. En århusdreng, som i en tidlig alder var blevet sluset ind i superligatruppen for at smage på livet som professionel fodboldspiller. Med på diverse ungdomslandshold. Bærende profil i 20-årsalderen. Stabil, pålidelig, arbejdsom, med et højt bundniveau og en garanti for en dedikeret indsats hver gang. Mange spillere har i tidens løb forladt vores klub, men få er savnet som Jens Jønsson, selv om hans selvfølgelige succes via benhårdt arbejde i Tyrkiet er ham vel undt. Han kunne være blevet en legende i AGF, og han kan jo princippet nå det endnu, når han har fået løbet hornene af sig og måske vender hjem i en forbedret udgave.

Samme sang, men en anden Jens
For godt nok er Jens væk, men sangen om Jens er i den grad blevet støvet af i dette forår, hvor efternavnet Jønsson er udskiftet med Stage. Århusdreng. Stabil, pålidelig, arbejdsom, med et højt bundniveau og en garanti for en dedikeret indsats hver gang. Et ubeskrevet blad i landsholdssammenhæng – endnu. Han var så god som 19-årig i Brabrand, at han blev inviteret ind til træningen på Fredensvang for lige at snuse. Man skulle se hinanden lidt an. Og så var han bare alt for god til, at det kom på tale at sende ham tilbage eller nogen som helst andre steder hen. Han fik en kontrakt, som netop er blevet forlænget med fire år, så vi nu har papir på ham indtil 2023.

Manden har fodboldintelligens. ”En polyvant spiller,” som Morten Olsen nok ville kalde ham. Det betød, at han i sidste sæson blev kastet rundt på en masse forskellige pladser, hvor der lige var behov for at dække ind. Så han dækkede ind, gjorde han og ganske uden at kny.

”Jeg spiller der hvor træneren mener, jeg kan gøre mest gavn,” sagde han selvfølgelig, men lagde samtidig ikke skjul på, at drømmen var at kunne spille sig til en fast plads et eller andet sted på midtbanen. Og det har han så gjort her i foråret med stor overbevisning.

Anførerbindet klæder ham
Bedste mand i masser af kampe, en udvikling opad i raketfart. Fik som den mest selvfølgelige ting i verden anførerbindet i den afgørende kvalifikationskamp til Europaleague i Haderslev, da Kanstrup blev skadet, hvorefter Morten Bruun ganske rammende skrev på Twitter, at havde sæsonen varet en måned mere, var Jens Stage formentlig kommet med til VM. Godt nok formuleret med et blink i øjet, men mandens kvaliteter er altså også tydelige for andre end os inkarnerede.

Det er ikke tit man ser den type spillere. Grænsende til det selvudslettende når det handler om at kommentere egne evner, men med en tyrkertro (bemærk koblingen) på, at vejen frem i hierarkiet går gennem hamrende hårdt arbejde på træningsbanen og når der spilles kamp. Favoritpladsen er for længst erobret. Også når træneren skal sætte holdet med frit valg på alle hylder blandt samtlige holdkammerater, er han vel alligevel trænerens første mand på holdkortet. Imponerende og velfortjent, at han allerede er blevet en fanfavorit.

Klart legendepotentiale
I optakten til kampen mod Sønderjyske talte Jesper Thygesen om Jens Stage i sammenhæng med nogle af de spillere, som er blevet legender i AGF. John Stampe, Steffen Rasmussen med flere. Kæmpe personligheder, spillere, som sværgede troskab til klubemblemet og som personificerede den kultur, det bånd, der er så fantastisk meget specielt i AGF. Ærefrygtindgydende er ikke at tage munden for fuld.

Direkte adspurgt om han helst ville ende med at spille 450 kampe for klubben og ende som legende eller til udlandet for at prøve sig af, svarede unge Stage: ”Hvis jeg ikke elskede at være her, havde jeg nok ikke forlænget med fire år”.

Han er 21 år, han er først lige kommet i gang. Hold kæft, hvor bliver han god.

”Jens Stage, Jens Stage, Jens Stage. Vi elsker alle sammen Jens Stage.”

Jeg tør godt mene noget om vores miljø

Nogle gange er det altså befriende at have lov til at mene noget. Også fordi jeg til daglig arbejder med at sørge for, at nogen, der mener noget, får det udtrykt i en sammenhæng, så det passer med den mening, som den overordnede strategi udtrykker. Så jeg og mine kolleger mener i princippet kun noget, som direktionen og bestyrelsen har besluttet, at virksomheden har fordel af, at vi mener. Giver det mening?

Det handler om at sikre, at vores omdømme er så godt som overhovedet muligt. Sikre, at nogen ikke siger eller skriver noget, som andre kan opfatte forkert – bevidst eller ubevidst. Og jeg er faktisk rigtig god til at vurdere, hvornår nogens mening er enten i orden eller helt hen i vejret. Tror måske, det lyder værre end det egentlig er, for jeg kan jo godt li’ mit job. Har øvet mig længe

Men det var vist min egen mening vi kom fra. Jeg synes vi skal gøre noget mere for vores miljø og for klimaet. Sådan. Nu er det ude i offentligheden. Og kontroversielt er vel ikke det første, der falder læseren ind, håber jeg. Hvorfor er det så, at jeg føler trang til at berige min omverden med en holdning, som jeg vel deler med de fleste?

Lidt fordi jeg forleden blev en smule provokeret. Vores klima- energi- og miljøminister var ude at lufte forskellige synspunkter, hvilket affødte en kommentar fra en af mine venner. Egentlig både uskyldigt og neutralt (men han er journalist, så jeg ved bedre), og ministeren er fra Venstre. Det er min journalistven der skrev på Facebook ikke. Og så var det altså jeg tænkte, at det jo i virkeligheden er trist, at tilslutningen til initiativer, som skal sikre, at vi får en tålelig fremtid, gøres afhængig af, om man stemmer på røde, grønne, blå eller gule partier.

Problemet er mest, sådan som jeg ser det, at hvis det koster noget, så er der ingen, der vil præsentere noget som helst for deres vælgere, med mindre de er helt sikre på ikke at have flertal for det. For så vil de fleste sige hvad som helst.

An anden problematik er den udbredte kassetænkning, som desværre florerer. Jeg og mange andre synes for eksempel, at vi skal bruge el til meget mere end vi gør i dag. Elektrificering en masse. Transportsektoren, opvarmning og masser af andre samfundsmæssigt vigtige områder har et kæmpe potentiale, hvis bare vores strøm blev billigere. Det er i forvejen billigt at producere, en stigende del af produktionen kommer fra grønne kilder og sidste år satte vi rekord i produktion af vedvarende energi fra vindmøller. Grøn strøm. Afgifterne er bare for høje. Konsekvensen er, at vores strøm er den dyreste i Europa, når det handler om prisen for slutkunderne. Selv om den er billig og bæredygtig at producere.

Nu er forskellige politiske udspil så på banen med (lille) sænkelse af afgifterne som en del af lokkemaden. Det forslår bare som en skrædder et meget varmt sted. Argumentationen for tilbageholdenheden er, at der så kommer til at mangle penge i kassen hos den ansvarlige minister. At de kommer ind i kassen hos en anden minister i form af øget forbrug er irrelevant i denne sammenhæng. Desværre.

I vores virksomhed taler vi gerne og meget om, hvordan vi bedre kan løfte forskellige opgaver i fællesskab. Det synes jeg faktisk godt, der var mange, der kunne lære noget af. Og jeg tror egentlig viljen er der, man skal bare turde. Risikere at blive upopulær i den gode sags tjeneste. Det kommer næppe til at ske.

Det var bare min holdning. Undskyld.