Gad vide om det bliver et godt nyt år?

For omkring et år siden ønskede vi hinanden ”Godt nytår”. Det gør man jo på denne tid af året. Det sker i håb og måske i forventning om, at det nye år vil byde på masser af stjernestunder, små og store oplevelser. Men konklusionen på 2017 fra min og familiens side må være, at det bestemt ikke har været godt. Faktisk har det været lidt af et lorteår.

Det begyndte ellers godt. 17 dage i februar på rundtur i Brasilien og Argentina. Store oplevelser, masser af stjernestunder. En dråbe malurt i rejsebægeret var der dog, da Kirsten ca. en time inden afrejsen brækkede håndleddet efter et fald på den sidste hundeluftningstur. Så den stod på gipsarm i 30-35 graders varme og hverken svømmeture eller beachvolley. Det var synd for hende. Men ellers var det fantastisk hos familien i Sydamerika.

Vi var knap nok kommet hjem før svigermor blev syg. Det startede med, at hun blev indlagt med meget ondt i maven. Forstoppelse. En dårligt fungerende galdeblære. Og så fandt de også ud af ude på sygehuset, at hun lige havde brækket ryggen. Der blev taget et utal af prøver, men tiden gik, og hun blev svagere fra dag til dag. Det var svært at bekæmpe det ene uden at ødelægge det andet. Håb afløstes af frustration. Og igen af håb. Som så blev afløst af afmagt og afklaring, da vi til sidst kunne vi mærke, hvad vej det gik. Den 31. marts sov min fantastiske svigermor stille ind. Den vigtigste, livsklogeste og mest beundringsværdige person, jeg nogensinde har kendt (bortset fra min kone). Vi var – og er stadig – fuldstændig knuste.

Og sådan fortsatte det slag i slag i vores halvstore familie. Wilma, den yngste af vores hunde, havde sidst på året 2016 fået konstateret lymfekræft og var i foråret kommet igennem et 12 ugers behandlingsforløb. Og så blev Bailey, den ældste af vores hunde, som aldrig havde fejlet noget, pludselig besværet af vejrtrækningsproblemer og fik konstateret en stor cyste lige ved hjertet. Ham måtte vi tage afsked med efter 10 fantastiske år i fremragende selskab. Sidst på sommeren kom Wilmas kræft så tilbage og i november gav det ingen mening af fortsætte kampen.

Så i 2017 mistede vi altså familiens fælles omdrejningspunkt og to højt elskede firbenede familiemedlemmer. Dermed kommer 2017 ind på top 1 over de værste år i mit liv.

Vi fik også Golden Retriever hvalpen Maggie, som nu er 10 måneder. Hun fejler heldigvis ingenting, bortset fra, at hun er bange for fyrværkeri.

Og midt i januar får vi så familieforøgelse når Maggies lillesøster Ellie bliver gammel nok til at flytte ind hos os på Byvangen.

Så måske bli’r 2018 et godt år. Det får i hvert fald svært ved at blive dårligere end 2017.

7-9-13 vil Kirsten nok skynde sig at tilføje.

Wilmas kamp

Den 1. december 2016 om aftenen havde Wilma det skidt. Tiltagende ubehag kombineret med hævede lymfekirtler betød, at vi valgte at kontakte dyrehospitalet, som bad os komme med det samme. Alberte og jeg tog derud i forventningen om, at vi nok ville få en virusdiagnose og noget medicin med hjem. I stedet fik vi at vide, at hun højst sandsynligt havde lymfekræft, at hun ikke kunne helbredes, og at det kun var muligt at tilbyde livsforlængende behandling.

Slam. Godt nok var dyrlægen en af landets bare syv specialister i kræft hos hunde, men det kunne da ikke passe, at en livlig Golden Retriever på kun 2½ år havde kræft? Næste dag var vi på hospitalet igen til prøver, scanninger med mere. Vi troede stadig, at det bare var en virus, men vi tog fejl. Vores selvstændige, stædige, gåtursforsagende og dejlige hund havde nu en dødsdom hængende over hovedet. Og så tæt på, at den nærmest strejfede pelsen.

Det rigtige valg
På hospitalet fik vi præsenteret mulighederne. Uden behandling ville der formodentlig ikke gå lang tid. Med behandling med binyrebarkhormon var udsigterne 3-4 måneder. En 12-ugers intensiv kemo-behandling ville give Wilma 6-9-12-18 måneder afhængig af en lang række endnu ubekendte faktorer. Havde kræften spredt sig til knoglemarven? Var det en rolig eller en aggressiv kræftform? Hvordan ville hun reagere på behandlingen?

Vi besluttede, at vi under alle omstændigheder skyldte hende at tage beslutningen på et så oplyst grundlag, som overhovedet muligt. Og da ekstra tests viste, at kræftformen ikke var af den aggressive slags, så valgte vi, at hun skulle gennemføre kemo-forløbet. Og så håbede vi selvfølgelig, at hun ville gøre alle statistikker til skamme og sætte rekord som den længst overlevende kræftramte hund nogensinde. Det var dyrt, men det var ligegyldigt, hun skulle have chancen.

Allerede inden jul havde vi påbegyndt behandlingen. To gange om ugen skulle hun afsted til hospitalet – tirsdag til blodprøvetagning og onsdag til medicinsk behandling. Og hun var en stjerne! Alle elskede hende derude, og hun kunne i hvert fald i starten godt lide at komme der på grund af forkælelsen (lækker mad fra dåse). Begejstret fortalte dyrlægen, hvordan hun helt af sig selv rakte armen frem, når droppet skulle lægges, og lige der tillod jeg mig altså for første og eneste gang at betvivle dyrlægens faglighed og dyrlægestudiets tilsyneladende mangelfulde fokus på de firbenedes anatomi.

Det så ud til at virke
Langt de fleste gange tog hun medicinen pænt. Hun blev samtidig behandlet med binyrebarkhormontabletter, og de gav lidt bivirkninger, men ellers er kræftbehandling af hunde sat sammen på en måde, så dyrene ikke får samme bivirkninger som mennesker. Mindre doser, desværre også med mindre effekt. 12 uger er imidlertid lang tid, og vi var glade, da behandlingen var slut. Specielt fordi hendes hævelser allerede tidligt i forløbet var kraftigt på retur og til sidst var helt forsvundet. Midt på foråret havde vi så i princippet en ”rask” hund igen. Hun var tydeligt gladere, men gad stadig ikke gå tur. Altså den gode gamle, madglade egenrådige Wilma.

Vores forhåbninger om, at hun skulle slå alle rekorder slog desværre fejl. Allerede midt på sommeren mærkede vi, at lymfeknuderne begyndte at vokse igen, og et besøg hos dyrlægen bekræftede, at kræften var tilbage. Dyrlægen snakkede nu om uger igen og da hun (Wilma, ikke dyrlægen) reagerede kraftigt på den genoptagne hormonbehandling, valgt vi at holde med denne af hensyn til hendes livskvalitet. Men nu gjorde hun så de umiddelbare dommedagsprofetier til skamme, for selv om knuderne voksede gjorde det ikke nævneværdigt ved hendes velbefindende. Godt nok brummede hun lidt mere, men ellers gik det fint. Og uger blev til måneder. Sidst på sommeren fik hun ”røde” øjne og dyrlægen sagde, at det var kræftens skyld, men ved undersøgelsen på hospitalet var hun ikke videre mærket af sygdommen, så vi levede videre. Sammen, fik det allerbedste ud af hver eneste dag.

Den svære men rigtige beslutning
Nærmest ud af ingenting blev hun så henover weekenden blind. Totalt på det ene øje og næsten på det andet. Hun kunne ikke længere orientere sig, gik ind i alting og peb, når hun var forvirret. Det var synd. Det var uværdigt. Der var kun én rigtig beslutning, og derfor tog vi afsked med Wilma mandag eftermiddag på dyrehospitalet. Kirsten havde taget fri fra arbejde og havde taget hende med på stranden til en sidste badetur, for det elskede hun. Hvis det overhovedet giver mening at sige sådan, så var det en god afslutning på et hundeliv, som desværre blev alt for kort.

Som dyr hjemme hos os har man en masse privilegier. Først bliver man nøje udvalgt efter lækkerhedsskalaen, siden vil man opleve at blive prioriteret nærmest på linje med de resterende medlemmer af husstanden. Og selv om man naturligvis kortvarigt kan ryge i bad standing efter at have spist noget dejligt fodtøj, så bliver man elsket og værdsat. Det har gjort ondt hver eneste gang vi har mistet et kæledyr, for de betyder alverden i vores familie. Gode og hengivne medlemmer af klanen med hver deres fantastiske personligheder.

Lige nu gør det bare ondt at have mistet Wilma, for vi har kæmpet en hård kamp sammen gennem de sidste 11 måneder. Odds’ene var bare urimeligt dårlige. Lortesygdom…

Tilbage til 80’erne

Ældgammelt. Retrospektivt. Holden fast i en for længst svunden tid. Mange i min alder bruger de seneste års 80’er revival til endnu en gang at svælge i alt det, som var med til at definere dem som mennesker. Og det er sådan set fint nok, men alting med måde.  Det, som jeg gerne vil prøve at illustrere er, at tid i nogle sammenhænge faktisk ikke har nogen særlig betydning. At 35 år ikke gør nogen forskel.

I sidste weekend var jeg til et stort, folkeligt arrangement i Aalborg. DGI’s Landsstævne. Jeg var på arbejde som presseansvarlig, men fik også masser af mulighed for at deltage i folkefesten. Fredag formiddag var jeg på besøg på håndboldbanerne, da gamle venner optrådte på et af veteranholdene (så gamle er vi nemlig blevet). Vi aftalte at mødes om aftenen, som jeg skulle starte sammen med kollegerne med mad, vin og fadøl. Og vi mødtes, gjorde vi, tre gamle venner. De samme tre som i 1982, dagen efter overstået studentereksamen, tog afsted til Italien og Frankrig på interrail.

Niels og jeg har holdt kontakten nogenlunde gennem alle årene, selv om han til daglig bor i USA. Carsten har jeg snakket med ved sjældne lejligheder. Nu stod vi så der i baren (det småregnede) til koncert med et TV2-kopiband. Senere på en irsk pub. Var det så svært at finde på noget at snakke om? Fra vi mødtes ved 23-tiden og til vi sagde farvel klokken efter 3 om morgenen, fik vi udvekslet et halvlangt livs erfaringer. Sorger og glæder uden filter. Fortroligheden var der øjeblikkelig. Jeg er uendelig glad for de timer, jeg tilbragte i Aalborg den nat sammen med de to drenge. Halvgamle mænd, whatever. Jeg kan leve længe på minderne.

Selvfølgelig var vi halvfulde, men det var lige meget. Jeg fik lov til at komme tæt på og vi fik delt en masse livserfaring. Det var tydeligt – og lidt uvirkeligt – at vi forstod hinanden uden at behøve en masse supplerende beskrivelser. Et fælles DNA, som tiden ikke har kunnet nedbryde. Det er svært helt at forklare, men det er godt nok livsbekræftende.

Tilbage står, at vi jo holder os ret godt og stadig er forholdsvis aktive. Og så er vi blevet ganske meget klogere. Tak for en fantastisk oplevelse den fredag/lørdag i Aalborg.

Situationsfornemmelse

Jeg har efterhånden nået en alder, hvor det er accepteret, nærmest forventet, at man er sur en gang imellem. Og det er sådan set fint nok. Jeg prøver lidt at fordele sol og vind lige, så det ikke altid er de samme det går ud over, og det fungerer egentlig ok.

Her til aften var jeg ude at gå med vores hunde. En tyk på tre år og en damp-ramt på tre måneder. Knap en kilometer nede ad vejen kæmpede jeg en brav kamp for at holde snorene viklet fra hinanden, da der pludselig kom 3 ældre medborgere rundt om et hjørne ca. 20 meter fra os. Jeg trak hundene til mig bedst muligt for at stå stille og lade personerne passere. I stedet for bare at passere i god ro og orden kom de tre nu hen mod mig og hundene.

Den tykke hund hev i snoren (stærk) og jeg mistede balancen og trådte forkert på foden ned på halen af den lille hund, som peb. Nu halvvejs lå jeg inde i en hæk med smerter i foden og to hunde, som var nærmest over det hele. Og lige der mistede jeg lidt af forståelsen for menneskeheden. En af de tre årsager til hele miseren kom nemlig hen til mig, kiggede ned i mit i smerte forvredne ansigt og spurgte: “Hvad hedder hundene?”

Det var jeg faktisk ikke på halvliggende fod i stand til umiddelbart at svare på. Jeg granskede blot indgående de forbipasserendes ansigter for at finde tegn på tilbageståenhed. Jeg fandt ingen. Heldigvis er både hundene og jeg selv kommet videre uden alvorlige mén.

Jeg har en kammerat, der hedder Johnny

Johnny og jeg har en fælles forhistorie, som egentlig hører til ovre i den sort/hvide afdeling. Men det er den egentlig alt for uspændende til, for det er i princippet bare nogle fælles referencepunkter fra en tid i århusiansk håndbold i slutningen af firserne og i de tidlige halvfemsere, hvor vi godt nok var i samme forening, men på forskellige hold.

Helt kort fortalt, så kendte vi hinanden fra dengang, da vi for nogle år siden begyndte at kommentere på de samme ting på Facebook. Og fandt ud af, at vi faktisk synes godt om mange af de samme ting. Så vi mødtes, løb en tur rundt om Bygholm Sø og holdt kontakten, så den vel her i 2017 nærmest er daglig.

Vi har naturligvis talt med hinanden om den forløbne tid, og om, hvordan vores oplevelser har præget os som mennesker, men vi sidder ikke omkring et virtuelt lejrbål og synger sørgelige sange, mens vi drømmer om dengang stadionsøerne var frosset til hver eneste vinter og AGF var titelaspiranter i hver sæson (det bli’r de i øvrigt igen næste år). Faktisk har Johnny lært mig meget om at leve i nuet.

Vi har løbet halvmaraton sammen og været afsted til et utal af fodboldkampe. Vi har brugt adskillige timer i Fitness World og har svedt sammen til spinning. Men det vigtigste er, at vi kan sige alt til hinanden. Og det sætter jeg utrolig stor pris på. Da Johnny dagen før sin 50-års fødselsdag fik konstateret kræft fik jeg det at vide nærmest på samme tid som hans børn. Og besluttede øjeblikkeligt at ville vide alting om sygdommen og aldrig at gå på listesko omkring ellers tabubelagte emner som kræft, kemo, død og ødelæggelse.

Så jeg spørger. Selv om det i vid udstrækning ikke er nødvendigt, da Johnny har besluttet at gøre sin kamp mod sygdommen til en offentlig ting. Prisværdigt, fantastisk og udmattende. Det hjælper både ham selv og en masse omkring ham, som støtter og er vildt glade for hans åbenhed. Jeg er egentlig bare stolt af at kende ham, for jeg ved hvor meget overskud det kræver. AC Horsens er dog stadig belagt med en vis mængde tabu, så det taler vi ikke om, kender ingen af deres spillere (bortset fra Kim) og ved ikke hvornår de spiller.

Faktisk gør det ikke den store forskel for mig, at min bedste kammerat har kræft. Er jeg så dum og ufølsom? Det er selvfølgelig synd for ham, hård skæbne og alt sådan noget, men det kan ingen af os bruge til noget. Det er ligesom de rammer, der er udstukket, og så må vi få det bedste ud af det. Så vi tager til fodbold. Og går i fitnesscenteret. Og snakker om familien, det kommende transfermarked og store koncertoplevelser. Og om de kampe, som vi kæmper. Hver for sig, men mest sammen. Vi deler.

De næste mange år vil vi følge intensivt med i, hvad der sker i AGF. Vi vil også komme med humoristiske (synes vi selv) indslag på de sociale medier, som får trådene til at strækkes i det uendelige. Og være ulideligt onkelagtige i vores kommentarer til hvad som helst. Det må vores omgivelser så leve med, for de har i virkeligheden ikke noget valg.