Fem minutter inde i en forholdsvis kedelig dansktime i 6 Y på Forældreskolen på Marselis Boulevard i Århus gik døren op og skolebestyrer Hougesen stod med en splejset fyr, som han mente skulle høre til i vores klasse. Som flertallet af danske drenge fra den periode hed han naturligvis Henrik, så første halvdel af hans efternavn blev – også nogenlunde tro mod tidens vaner – hans kaldenavn dengang og i al fremtid. Når jeg så kategorisk kan slå fast, at vi blev bedste venner allerede efter to minutter, så er der flere understøttende fakta. Berg var lidt af en gavtyv, flab, frisk fyr eller hvordan man nu måtte definere hans type. Det skinnede tydeligt igennem, allerede da han stod der i døren ind til klassen. Og da krage som bekendt søger mage, så slog han sig ned hos undertegnede.
Jeg havde selv en lidt atypisk elevprofil i forhold til mange af de andre drenge i klassen, som kom fra bedre kår i de højere beliggende kvarterer i Skåde. Dem var der som sådan ikke noget galt med, men der var trods alt begrænset med spræl og løjer i dem. Påtvunget alvorlighed og en efterlevelse af forældrenes forventninger, hvis I forstår. Hverken Berg eller jeg selv var tynget af den slags, og snart udgjorde vi i fællesskab et festligt indslag i klassen, som endda fik nogle af de kommende advokat- og Christiansborgtyper til at bløde lidt op. Vi fandt hinanden i et ubrydeligt venskab både i og udenfor skolen og i det følgende årti så vi en masse til hinanden og har sammen deltaget i adskillige nærmest episke begivenheder, som har været med til at fjerne uskylden fra ungdomskulturen og som har taget det århusianske byliv mod noget, som alle troede var uopnåelige højder. Nu bliver det vist lige en tand for selvpromoverende, så mon der kan gives et eksempel? Jamen selvfølgelig.
Vi springer nogle år frem og befinder os i den sidste halvdel af midtfirserne. Det er sådan man skriver, når man ikke kan huske, om det er i 86 eller 87. Det er i princippet også ligegyldigt. Det er juni måned og der er ikke lang tid til, at vi skal på den årlige tur til Grækenland. Året før var vi alle sammen på nær Berg afsted, og da vi kom hjem fra ferie, var han flyttet sammen med Heidi, som tidligere havde vundet Miss Danmark eller Miss Solskin, i hvert fald en konkurrence, som vi grundet vores køn i forvejen var diskvalificeret til at stille op i. Ingen af os vidste, at de overhovedet kendte hinanden, men det gjorde de øjensynlig. Ellers ville det have været virkelig mærkeligt. Nu har Berg så inviteret drengene til japaneraften i lejligheden i Bødker Balles Gård. Heidi er ikke hjemme, hvilket i sagens natur er helt ok. Jeg er mødt tidligt op for at hjælpe med at smage øllet til – naturligvis i den korrekte klædedragt bestående af joggingbukser og pandebånd. Jeg har glemt matador-spillet og cykler hjem efter det. I joggingbukser og pandebånd, hvilket også den gang var mærkeligt. På daværende tidpunkt i verdenshistorien var Århus konstrueret således, at der umiddelbart overfor lejlighedens vinduer lå den navnkundige Kosmorama-biograf. Det kunne ligne en lidt overflødig oplysning, skulle man synes, men bare vent.
Grunden til den noget udfordrende dress-code var, at vi et par uger tidligere havde født japaneraften-konceptet i forbindelse med en indflytterfest hos Stig Andersen. Da Stig kendte os ganske godt, havde han valgt at holde indflytterfest i sin nye lejlighed, før han flyttede møbler og øvrige ejendele ind. Det betød, at da vi dukkede op til festen, var det eneste, der var i lejligheden, en lampe og negermaskinen Lester (En radio med kassettebåndoptager og store højtalere opkaldt efter en mørklødet håndboldspiller fra Skovbakken). Desuden havde en eller anden fundet på, at vi skulle muntre os med den japanske nationaldrik Sake, som er risvin, der skal drikkes lunkent. Næste skridt var joggingbukser og pandebånd. Stigs japaneraften blev på trods af de beskedne rammer en fantastisk begivenhed, som de færreste husker ret meget af – dertil ramte den latterlige risvin for hårdt. Hvor om alting er, så er det temmelig vanskeligt at smadre en tom lejlighed, men ikke desto mindre var der tydelige, ganske markante blodspor på flere vægge, da vi vågnede dagen efter. Og ingen har efterfølgende kunnet opspore, hvordan – og fra hvem – blodet var endt på væggene.
Så da vi gik i gang hos Berg i Bødker Balles Gård havde vi visse forventninger til, hvordan aftenen ville udvikle sig. Og det gjorde den så. Altså udviklede sig. Blandt andet med et nyt tiltag på denne anden japaneraften i historien, nemlig beslutningen om, at vi skulle spille Øl-matador, som er en lidt anderledes version end spillet uden øl i titlen. Hoteldrift og store bøder for parkering på Rådhuspladsen er sat ud af drift, og hvis du passerer start, så skal du bunde en øl. Altså hvis, for temmelig mange når ikke en hel omgang på grund af de mange forhindringer undervejs i spillet. Lander du for eksempel på et spørgsmål, skal du bunde en øl eller æde kortet. Vi valgte at gøre begge dele. På et tidspunkt var 7 mand i fængsel, da det er ganske vanskeligt at komme videre derfra. Jeg har glemt hvorfor det forholder sig sådan. Efter en times totalt anarki var vi nødt til at stoppe spillet, fordi Stig Andersen havde ædt alle bilerne. Og det var der faktisk ikke taget højde for i de uskrevne regler, og derfor var det tilsvarende vanskeligt at sanktionere imod. Vi var efterhånden 15-16 drenge i lejligheden og stemningen var på vej mod ganske betragtelige højder, deroppe på første sal i Århus Midtby, hvor fredelige forbipasserende kastede henholdsvis bekymrede og/eller bebrejdende blikke op mod de åbentstående vinduer i den lune sommeraften.
Under spillet havde vi så småt taget hul på det egentlige formål med aftenen, nemlig at påbegynde opbygningen af en anselig brandert. Det forløb helt efter planen, og snart gik vi i gang med afsyngning af vort lands vemodige sange, naturligvis suppleret med en eller flere fodboldsange skrålet ud af vinduerne og danset op ad væggene.
Jeg har egentlig tit undret mig over, at politiet ikke kom, men de har formodentlig været optaget af noget andet. For var de mødt op, havde de kunnet overvære, at forskelligt inventar fra lejligheden med en betragtelig hastighed forsvandt ud gennem vinduerne for at smadres mod biograf-muren på den anden side af gyden. Det var godt nok festligt, men vel også en anelse over stregen. Problemet var bare, at stregen ikke i alle sammenhænge var skarp – endsige tydelig – for os dengang, så løjerne havde det med at tage overhånd. På et tidspunkt forlod vi i samlet, syngende flok den temmelig raserede lejlighed for at være tumbede og træls indslag i det århusianske byliv, men jeg erindrer ikke i hvilket omfang det faktisk gjorde sig gældende ved den specifikke begivenhed. Imidlertid husker jeg, at Berg påstod, at Heidi ikke engang var sur, da hun kom hjem. Det havde jeg umiddelbart svært ved at forstå, men ikke desto mindre blev de faktisk gift året efter. Jeg var også med til brylluppet. Det var festligt, selv om der var knap så meget, der blev smadret.
Da Berg og Heidi uvist af hvilken grund valgte at blive gift, skulle det ikke gå stille for sig. Faktisk resulterede brylluppet i hele fire markante begivenheder, og jeg var med til de tre. I parentes kan det bemærkes, at ingen deltog i alle fire, da to af dem var de respektive polterabender, som naturligt nok var forbeholdt personer af samme køn som henholdsvis brud og brudgom. Den første af begivenhederne var – helt logisk og i henhold til traditionen – Bergs polterabend. I og med at deltagerlisten også inkluderede både svoger og svigerfar var mine forventninger til dagen forholdsvis afdæmpede. Det skulle vise sig at være lidt af en fejlvurdering. Bo havde nemlig en plan, som gik ud på hurtigst muligt at få hældt rigeligt på svigermekanikken. Den lykkedes til perfektion. Måske er det her på sin plads at springe lidt ud af historien for at fortælle lidt om Bo. Han var fra Nordjylland og stod pludselig en aften sammen med Berg på et værtshus i Skolegade. ”Min gamle soldaterkammerat”, som Berg proklamerede, og det var ganske vist.
Vi fandt hurtigt ud af, at Bo var lige så blottet for hæmninger som os andre. Under uddannelse inde hos ordensmagten, men ikke specielt hæmmet af at være underlagt lovgivningens rammer. Nu får jeg det til at lyde som om Bo var kriminel, men det var han ikke, i hvert fald ikke på sådan en Brøndbytaberagtig måde. Han holdt sig bare ikke tilbage, når det skulle være sjovt. For eksempel mødte han til en nytårsaften – også hos Berg i Bødker Balles Gård – op med nogle kanonslag (læs: sprængladninger) som han på en eller anden måde havde fået fingrene i, efter at de var blevet beslaglagt af ordensmagten. Et af kanonslagene lagde delvist en halvstor lygtepæl ned. Højt lød det også.
Bo trådte med fynd og klem ind i vennekredsen og blev hurtigt en af mine nærmeste venner. Vi havde samme syge form for humor og havde ordet i vores magt. Netop Bo’s veludviklede overtalelsesevner kom til deres ret, da de indledende øvelser i forbindelse med polterabenden skulle finde sted. Svigerfar og svoger blev inviteret med i et prøvesmagningspanel, som skulle vurdere kvaliteten af de medbragte drikkevarer. Det gik fint, og virkningen udeblev da heller ikke. Det viste sig, at selv om meningen var at drikke de herrer hurtigt under bordet, fandt de i stedet ind til et hengemt festgen, og så var vi på sin vis alle i samme båd. Altså den båd, hvor almen dannelse er en havneby ved en flod i Rusland, men hvor de fælles oplevelser forbliver under dæk i den sluttede kreds. Og det blev de. Jeg tror faktisk, at nogle af formiddagsaviserne gerne havde bragt billeder af en delvist afklædt højesteretsadvokat (svigerfar) sovende i et blomsterbed. Det havde nok også den gang været en ret god historie.
En polterabend er i dag et sammensurium af paintball, rafting, faldskærmsudspring, rapelling og lignende. Dengang gik det mest ud på at drikke gommen fuld og være tåbelige i fællesskab. Det var vi gode til, og de urimelige og helt igennem uigennemtænkte indslag tog hurtigt fart. Imidlertid gik det mest ud på at være fulde, men jeg husker svagt, at flere blev væk i løbet af aftenen og natten, for så siden at dukke op næste morgen uden at kunne redegøre for deres færden. En ting var dog helt sikkert. Både Berg og vi andre var helt klar til den følgende weekends bryllup.
I forbindelse med brylluppet var alle sejl sat til. Ceremonien skulle finde sted i Århus Domkirke med efterfølgende bryllupsreception på Café Anna overfor. Unægtelig kendte omgivelser, da Anna gennem flere år havde været det absolutte samlingspunkt og et naturligt afsæt til weekendens byture. Jeg må erkende, at selve vielsen ikke efterlod så stort et indtryk på mig, at jeg erindrer det mindste fra den, men formodentlig sagde de begge ja. Bagefter var et stort selskab indbudt til receptionen, heriblandt samtlige kumpaner fra både japaneraftener og polterabends. Selvfølgelig kunne det ikke forløbe stille, roligt og værdigt med fri fadøl involveret, selv om det vist nok var den oprindelige, naive plan. Jeg er imidlertid pænt sikker på, at Berg har haft krydsede fingre omme på ryggen, da han sagde ok til en afdæmpet bryllupsreception.
Jeg indrømmer, at jeg ikke har været gæst ved særligt mange bryllupsreceptioner, men jeg tror ikke, at det er normalt, at gæsterne står på bordene iført bar overkrop og synger engelske fodboldsange. I dette tilfælde gjorde Preben. Så vidt jeg erindrer, havde brudens familie fortrukket til de mere afsides liggende lokaler ovenpå, mens festen udviklede sig i kælderen. Højesteretsadvokaten, som efter forrige weekends aktiviteter havde fået smag for fællesskabet, forsøgte flere gange at slutte sig til selskabet nedenunder, men denne gang var konen, som jo desuden var mor til bruden, med, og hun nedlagde i flere tilfælde forbud. Når jeg siger i flere tilfælde, så skyldes det, at det faktisk 3-4 gange lykkedes den gode mand at undslippe. Festligt var det. For langt de fleste.
Imidlertid var jeg begunstiget af at have modtaget en invitation til selve bryllupsfesten, som uheldigvis skulle afvikles allerede om aftenen. Det er vist noget med, at det plejer man. Bo, Jens og jeg var de nærmeste kammerater, og vi var sluppet igennem nåleøjet til den store familiebegivenhed. Ved halv fem tiden slæbte Bo og jeg os hjem fra receptionen til min lejlighed til omklædning, for vi skulle jo være til bryllupsfest kl. halv seks. Vi var faktisk pænt fulde, og at dømme efter de blikke, som flere af brudeparrets familiemedlemmer sendte os ved vores ankomst til festlokalerne, så var det vist heller ikke i henhold til hverken planen eller etiketten. Heldigvis var denne tilstand fremtrædende hos både brudgommen, hans far og svigerfar, så vi tog det i stiv arm. Måske kunne vi have undværet, at Jens gik kold under desserten, men det er en detalje.
Vi morede os fremragende og fik en masse nye venner, men dog desværre ingen, som oprigtigt ønskede at opretholde de nye relationer efterfølgende. Tro det hvem der kan. Mit venskab med Berg blev ved med at være stærkt. Det samme gælder egentlig forholdet til hans kone. Selv om deres ægteskab ikke holdt. Jeg tror nu ikke det var vores skyld.
