Når konkurrencementalitet bliver en belastning

I mange sammenhænge i livet kan det være nyttigt at teste sig selv. Finde ud af, om der gemmer sig uforløst potentiale et sted i enten psyken eller fysikken. Det handler om at finde sine grænser og måske prøve at rykke dem lidt. I denne sammenhæng taler jeg ikke om udøverne af ekstremsport, som jo i de flestes tilfælde er kommet så langt ud, at de nærmest må betegnes som sindssyge. De er svære at nå.

Men et fint eksempel, som ikke hører under kategorien ekstremsport, kunne være de mange cykelhold, som hver sommer topper et halvt års intensiv træning med en tur sydpå. Primært til Paris, en tur på omkring 1200-1300 kilometer. Mange af disse hold har dybere bagvedliggende målsætninger om at fokusere på specifikke sygdomsområder, på gode sager eller livsstilændringer. Flere af deltagerne har ikke for alvor dyrket motion i flere år, så det handler også om at prøve grænser af, gøre op med mageligheden og tabe nogle kilo. Det er prisværdigt og fortjener bestemt anerkendelse.

Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af deltagerne i de mange cykelarrangementer kommer ud i situationer, som de aldrig har været i før. De lærer noget om sig selv, får en indsigt både i egen formåen og begrænsninger. Sundt, helt sikkert, hvis ikke præstationsiveren tager overhånd. Måske endda i en grad, at det, som skulle være en personlig sejr, ender med et smerteligt nederlag. Tillad mig at give et eksempel fra min egen virkelighed.

Jeg har altid haft en udpræget konkurrencementalitet. Elsker kampen, giver aldrig op. På håndboldbanen, når det spidsede til og det hele skulle afgøres til sidst, var jeg ekstra skarp og i stand til at præstere optimalt. God til at levere under pres. Siden har motionsdyrkelsen været noget mindre intensiv, men dog har jeg altid brystet mig af, at jeg aldrig er stoppet op for at gå, når jeg har været afsted på løbetur. Begge hofter er blevet udskiftet grundet slitage, men det er egentlig ikke så vigtigt i denne sammenhæng, blot nyttig information.

For et par år siden skulle jeg løbe min anden halvmaraton i Århus. Den første var forløbet ok med en nogenlunde rimelig tid på under to timer. Denne gang var jeg i bedre form, havde forberedt mig grundigere, bygget en masse kilometer på. Så forudsætningerne var bestemt til stede for en forbedring af tiden fra sidst. Jeg havde været forskånet for skader indtil en uge før løbet, hvor jeg på en ti kilometers træningstur mærkede noget ømhed i venstre hofte. Umiddelbart ikke noget at bekymre sig om, tænkte jeg, men sprang for en sikkerheds skyld den korte onsdagstur over. Og søndag morgen mærkede jeg da heller ikke noget til ”skaden”.

Afsted til Århus med en kammerat, god stemning, grundig opvarmning, helt smertefri. Vejret var fantastisk, solskin og 23 grader, ingen vind. Starten gik og de første to kilometer blev løbet i henhold til den mest optimistiske tidsplan. Midtvejs i den tredje kilometer begyndte det at stramme i hoften. Kan det mon løbes væk, holder det op med at gøre ondt, når jeg kommer lidt længere? I begge tilfælde var svaret nej. Efter fire kilometer gjorde det meget ondt og tanken om at stoppe begyndte at melde sig. Valgte lige at se tiden lidt an, i hvert fald til det første depot, som var ved fem kilometer. Stadig store smerter.

Ok, nu er jeg nødt til at stoppe, det her holder ikke, tænkte jeg. På daværende tidspunkt var jeg i omegnen af Botanisk Have og valgte at sætte farten en smule ned for så at stå af, når vi ramte midtbyen. Der skulle jeg jo hen alligevel. Efter otte kilometer valgte jeg lige at give det et skud mere, efter tolv kilometer var vi nærmest på vej væk fra midtbyen og i øvrigt mere end halvvejs. Hvert eneste skridt var smertefuldt som ind i helvede. Jeg husker ikke ret mange detaljer fra de sidste kilometer, smerterne var simpelthen for voldsomme. Husker dog, at jeg ved 18 kilometermærket, hvis jeg havde kunnet, ville have slået ham, der med gode opmuntrende hensigter råbte ”kom nu, der er kun tre kilometer tilbage”.

Jeg husker ikke rigtigt turen op ad Frederiks Allé. Kun at jeg vaklede over målstregen og blev spurgt af en samarit om jeg var ok. ”Ja”, sagde jeg og dejsede om. Kom efter et stykke tid lidt til mig selv igen, for så at kaste voldsomt meget op. Jeg havde presset mig selv langt, langt ud over grænsen for det forsvarlige. Havde løbet mere end 18 kilometer i store smerter med en krop, som brugte al sin energi for at kompensere og prøve at overbevise om det latterlige i foretagendet.

Den dag lærte jeg en masse om mig selv. Det var ikke nogen sejr at gennemføre. Det havde været en sejr, hvis jeg var stoppet efter tre, fem, otte eller ti kilometer. Når jeg efterfølgende har fortalt nogen om forløbet, har de måske sagt, at de syntes det var sejt. Det var det ikke, det var dumt. Stædighed som misforstået jernvilje. Manglende evne til at forstå kroppens signaler. Og faktisk skammer jeg mig i virkeligheden over at have gennemført, skammer mig over ikke at have været loyal over for min krop, som sendte klare og tydelige signaler om, at jeg var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Dertil kommer jeg ikke igen.

Jeg har aldrig haft den løbetrøje på, som jeg fik i forbindelse med løbet. Den er et symbol på dumhed, mangel på respekt. Jeg løber stadig og presser gerne mig selv, men jeg stopper i tide. Et døgn med sortnen for øjnene, en blodsamling på låret på størrelse med låret på en voksen mand og 4-5 dage i sengen har sat sine spor. Det er simpelthen ikke værd at sætte liv og/eller førlighed på spil for på den måde at prøve at opdyrke uopdyrket land. Den erkendelse skal vi simpelthen komme til på et tidspunkt i vores liv.

Jeg kom til den sent, men har til fulde accepteret, at min vilje til at vinde skal have sin naturlige begrænsning. For jeg vil jo gerne være her i lang tid endnu.

Forført af et folkemøde

Forleden var jeg for første gang til folkemøde. Første gang på Bornholm. Afsted som udsending for mit arbejde for at vejre stemningen. Den politiske og den folkelige. På forhånd havde jeg absolut ingen anelse om, hvordan dagene på Bornholm ville forløbe, havde ikke opstillet forventninger af nævneværdig karakter. En pragmatisk tilgang til ”opgaven” kunne man vel kalde det. Alligevel giver det god mening at erklære, at jeg faktisk blev positivt overrasket, for det var både rart og ganske fornøjeligt derovre på solskinsøen.

Jeg har arbejdet med kommunikation i mange år, så jeg ved nogenlunde hvordan en tekst skal bygges op. Det er derfor ikke et udslag af udpræget inkompetence (i hvert fald ikke i denne sammenhæng), at jeg starter med at bringe konklusionen. Og den er, at folk, der ikke har været der, bare kan lukke røven når de prøver at forholde sig til, om Folkemødet giver mening og/eller er en god idé.

Bananer i pyjamas
Nu startede jeg med at være inde på, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente af årets store politikerfestival. Folk, der kender mig, vil vide, at jeg på det sportslige område er mere til elite end bredde, og min kone har for nylig på det nærmeste hånet mig for at lufte hund iført min trøje fra sidste års DGI landsstævne. Jeg føler på det nærmeste decideret ubehag, når nogen bringer temaet ”spejdere” på banen.  Ville Folkemødet så være en halvfesen omgang ligegyldigheder suppleret af semi-interessante indslag fra diverse folkevalgte i korte ærmer og bekvemmeligt fodtøj?

Altså det med de korte ærmer og fodtøjet er rigtigt nok. Jeg tror, at samtlige partier og større interesseorganisationer er blevet enige om en fælles dresscode, for sjældent har politikere været så enige om at optræde i kondisko, som det var tilfældet i Allinge. Og for fleres vedkommende var det ret tydeligt, at det nok er den eneste gang om året, hvor den slags fodtøj tages i brug. Sagt med andre ord, så var det ikke alle, der bar det sportslige look lige godt. Ej heller de bare arme, som stak ud af de korte ærmer på uklædelige t-shirts eller farverige, storblomstrede poloer. Flere var i hawaii-skjorter. Det skulle de nok ikke have været.

Folkeforførere og folkedans
Mange kalder Folkemødet for en politikerfest, og det kan de til dels have ret i, når bare de husker, at helt almindelige mennesker altså også er inviteret med. Det er simpelthen enestående, at Hr. og Fru Danmark i fire dage på Bornholm ganske uhindret har adgang til at snakke med dem, der er med til at skabe rammerne for vores demokrati. På en tur fra havnen til hovedpladsen kan man måske følges med politikere, departementschefer og direktører fra større organisationer og virksomheder. Og hvis man siger hej, så tager de fleste sig tid til en snak om, hvad der rører sig. Jeg tror ikke, man ser noget tilsvarende andre steder i verden.

Der er flere end 3.200 arrangementer på Folkemødet. I Allinge, som er en forholdsvis lille by, er der stillet telte og scener op på en strækning langs kysten på omkring en kilometer. På havnen holder de store medier og en del interesseorganisationer til, mens de politiske partier primært har slået lejr omkring hovedscenen i det område, som meget sigende hedder Cirkuspladsen. Og indholdet i de mange arrangementer er af varierende karakter. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Slipsedrenge, økofreaks og tekniknørder i et skønt sammensurium, suppleret af alverdens mærkeligheder. Bundet sammen af blomsten og adskillige udskud fra den danske stand-up scene, som sammen med samtlige landets radio- og tv-personligheder er fløjet ind for at give lidt kant til ellers kedelige events.

Et af de første events jeg faldt over, var hos Dansk Folkeparti, hvor Peter Skaarup og alternative Uffe Elbæk talte om deres fælles kærlighed til Århus og AGF. Ingen af dem imponerede dog synderligt med viden om vores allesammens favoritklub. Så gav det straks mere mening senere på dagen samme sted, da Folketingets forkvinde Pia Kjærsgaard viste, hvordan hun laver sin favoritdessert, samtidig med at hun fortalte anekdoter fra sine ferier på Santorini. Spændende tror jeg, men jeg valgte alligevel at springe over. Fagligt var der dog også en masse at komme efter, specielt på Energiens Område, hvor både festlige, interessante og arbejdsmæssigt relevante indslag afløste hinanden.

Svesken på disken
Folkemødet er også en smeltedigel af mærkværdigheder og mere eller mindre gode ideer, som alle bliver ført ud i livet. Du skal bare bevæge dig 10-15 meter i en eller anden retning, så bliver du bombarderet med fornøjelige finurligheder. Eller noget, som bare er sært. På en af mine ture fra havnen til Cirkuspladsen stødte jeg på en ung kvinde iklædt lyserødt tyl, som stod ved siden af en ladcykel. Et skilt på cyklen forkyndte, at man hos hende – formedels 299,- kr. kunne erhverve førsteudgaven af ”The Pussy Game”.

Det viste sig at dreje sig om en fint dekoreret æske indeholdende et spil memory. Regelmæssigt helt i tråd med den traditionelle udgave af huskespillet, men med billeder af kvindelige kønsdele i stedet for bondegårdsdyr, musikinstrumenter og brandbiler. Tyve meter længere fremme udleverede en helsebutik gratis solcreme og på næste hjørne kunne du få dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Folkebødet byder således på noget for enhver smag. En del for den gode, en masse for den dårlige, men mest for den folkelige. Som for eksempel da Søren Pind og Mogens Jensen ved et voldsomt velbesøgt arrangement sang sømandsviser fra en af bådene ved havnekajen. Eller da Mads & Monopolet sendte live. Det er helt op til dig selv, hvor meget du vil have ud af dit besøg. Jeg kombinerede det faglige med det folkelige (ja, jeg var på kajen og hørte Søren og Mogens) og det gav mening for mig. Fokuseret og professionel vekslende med afslappet og hvermandsagtig. Jeg trak frisk og ufordærvet bornholmerluft ind, når jeg så og hørte en masse branchefolk forholde sig til problemstillinger på klima-, energi- og medieområdet. Og pustede ud, underholdt af nogle af de mere kulørte indslag.

På tomandshånd med ministeren
Det, som definerede mit folkemøde, var fredag aften, da jeg var inviteret til en reception hos Altinget, som er en af vores samarbejdspartnere. Jeg sad og udvekslede fælles gymnasieminder på tomandshånd med chefredaktøren, det var noget med en rus-tur som løb lidt af sporet, da vores udenrigsminister kom hen og sagde hej. Han slog sig ned ved bordet, og i løbet af snakken fik jeg fortalt, at vi bor ret tæt på hinanden i Stensballe, og at vi nogen gange støder ind i hinanden, når vi er ude at lufte hund. Han spurgte dernæst, om det så ikke er os, som har to Golden Retrievere?Og det er det. Imponerende godt husket, Anders.

I samme øjeblik kom Poul Nyrup Rasmussen forbi og brød magien. Han fejrede denne fredag sin 75 års fødselsdag, og vi sagde selvfølgelig ”Tillykke Poul”, udenrigsministeren, chefredaktøren og jeg. ”Tak” sagde Poul, og så glad ud. Det havde han også grund til, selskabet taget i betragtning.

Jeg er også glad. En oplevelse rigere, længe leve folkeligheden og sådan noget. For selv om det er bøvlet at komme frem og tilbage, både til og fra Bornholm og til og fra Allinge fra det lejede sommerhus i Nexø cirka 400 kilometer fra begivenhedernes centrum, så er jeg blevet overbevist om, at Folkemødet giver mening. Ikke kun for politikere, interesseorganisationer, større virksomheder og professionelle meningsdannere, men også for menigmand.

For dig og mig. Hvis jeg skal slutte med at citere “Dieters Lieder”. Og det hører sig jo til.