Den fortrudte bekymring

Det fantastiske ved at være en del af en fasttømret gruppe af gode kammerater, er den ubetingede opbakning, som vi stiller til rådighed for hinanden i tykt og tyndt. Nogen gange kunne man så ønske, at man måske havde været knap så hurtig til at støtte, bakke op og være bekymret. Et rigtig godt eksempel materialiseredes på en campingplads på Korfu den 29. juli 1983. Hvorfor er det så lige, at jeg så nøjagtigt kan huske denne dag? Jamen det er jo fordi, at det var den dag, hvor vi skulle fejre, at datoen var den samme som Claus’ telefonnummer – altså 290783. Det betød samtidig, at Claus selvfølgelig skulle give sprutten først på aftenen, som det sig hør og bør, når det er ens telefonnummerdag. Det kender vi vist alle sammen. Dagen havde allerede budt på adskillige farverige (mest brune) begivenheder, som det malerisk er beskrevet i afsnittet om de nu knap så hvide tennisshorts.

For helt at forstå hvorfor det udviklede sig som det gjorde, kommer der lige lidt baggrundsinformation. Vi var ankommet til Korfu 5 dage tidligere og havde indlogeret os på Camping Vatos. Her boede vi i en lille hytte, hvori der var to køjesenge. Altså soveplads til fire personer. Og vi var fem – Niels, Claus, Peter, Pia og undertegnede. Det betød, at vi lavede en turnusordning, hvor vi skiftedes til at sove på gulvet mellem sengene. Og det fungerede sådan set fint nok, da vi for det meste var pænt visne, når vi sent/tidligt vendte hjem til hytten. Campingpladsen udmærkede sig i øvrigt ved, at der var så meget gang i den om aftenen, at vi, i stedet for at tage ind til byen, faktisk blev hængende og festede med den samling af underlige eksistenser, som i lighed med vores halvkulørte flok også havde valgt at tilbringe sommeren netop der.

Når jeg nu siger underlig, er det så bare for at skabe lidt ekstra kolorit på fortællingen? Det tror jeg ikke. Lad mig eksempelvis nævne nordmanden Morten. En original i ordets allerbedste – og bredeste – betydning. Han tilbragte samtlige timer på campingpladsen – og langt størsteparten i baren. Han var iklædt en nusset bøllehat og blå nylon/satinshorts og ikke andet. På noget tidspunkt. Vi så ham aldrig ædru, og han havde øjensynlig den holdning, at ethvert tilløb til tømmermænd hurtigst muligt skulle drikkes væk. Når vi op ad formiddagen så os i stand til at indtage den obligatoriske omelet med bacon, var Morten således allerede i gang med at drikke morgenmad – typisk en stor fadøl tilsat et par ouzo’er for ligesom at komme i gang. Morten var altid smilende og venlig. Eller det tror jeg i hvert fald, for det var forholdsvis vanskeligt at kommunikere med manden, da det mest for hans vedkommende foregik ved hjælp af lyde. Det eneste tidspunkt, hvor han kommunikerede klart og tydeligt, var til en Quiz-aften i baren. Han var for længst gået kold og sad og sov på sin stol, da der blev spurgt, hvem der senest vandt VM i fodbold. Morten vågnede op i et splitsekund og råbte klart og tydeligt ”Norge” til stor jubel hos samtlige quiz-deltagere og tilhørere. Og det var ikke engang rigtigt. For både langhårede australske surfertyper og Homérs efterkommere ved i hvert fald, at Norge aldrig har vundet noget som helst.

Han var også lidt af en festabe, og det var stensikkert, at når det græske personale sent på aftenen bød op til Zorba-dans i baren, så var Morten klar – også selv om han flere gange var faldet i søvn på forskellige borde og stole ved gæsterne i nærheden. Han gik hver aften i selvsving i kluklatter, når grækerne begyndte at kaste med tallerkener, men på det tidspunkt var det altid lykkedes danserne at danse ham ud på et sidespor, for at han ikke skulle komme unødigt til skade. Mortens definition af badeferie var, at det da ikke var nødvendigt at tage til stranden for at bade. Næh, en hurtig tur ud under udendørsbruseren kunne sagtens gøre det. Godt nok blev bøllehatten våd, men da det var 35-40 grader, så blev den forholdsvis hurtigt tør igen, selv oppe i baren, hvor der var skygge.

Morten var naturligvis i baren på Claus’ telefonnummerdag, ligesom nogle vanvittige australiere, som vi havde mødt. Og så en masse andre, som jeg har glemt. Aftenen startede dog et par timer tidligere i vores hytte, hvor vi fik lidt gin og lidt vodka. Jeg husker ikke helt hvorfor, men Niels og jeg fik ekstra meget at drikke og var ualmindeligt godt kørende, da vi først på aftenen bemægtigede os et bord tæt på udskænkningen, men tilstrækkeligt langt fra områder hvor der – vidste vi fra tidligere – senere på aftenen ville fyge med porcelænsfrakturer. Da denne fortælling jo i vid udstrækning er baseret på løgnehistorier fra det virkelige liv, kunne jeg sagtens knytte kuriøse beretninger om alskens eskapader til denne aften, men vi – Niels og jeg – var ganske enkelt for stegte til noget som helst andet end at vende snuden mod hytten forholdsvis tidligt på aftenen, hvilket i henhold til græsk sommertid formodentlig var omkring klokken 1. Der var et par hundrede meter fra baren til vores sovested, så det tog kun en halv times tid. Vi gik indenfor og lagde os, efter at have sunget et par af vort hjemlands vemodige sange, til at sove. Jeg lå i højre overkøje, Niels i højre underkøje. Jeg gik øjeblikkeligt kold, og må derfor erkende, at resten af historien er baseret på overleveringer, som jeg imidlertid ikke har grund til at betvivle ægtheden af.

Et par timer efter at Niels og jeg var gået til køjs kom resten af selskabet hjem. Pia skulle sove i venstre overkøje, Peter i venstre underkøje og Claus på gulvet midt mellem køjerne. Efter nogle minutter hørte Claus en underlig klagen fra Niels’ køje. Da denne fortsatte rejste Claus sig fuld af bekymring op i halvsiddende stilling. I samme øjeblik hans ansigt kom op over kanten på køjen, blev han ramt af en kaskade af opkast fra den åbentstående mund på den sovende Niels, som ganske uforstyrret vendte sig om og sov videre. Så sad Claus der med bræk over det hele. Både i soveposen, på liggeunderlaget og i alle de sko, som var placeret nede på gulvet. Claus gik i bad. Og vaskede det værste af soveposen. Så lagde han sig udenfor. Efter nogle timers ikke alt for fantastisk søvn blandt myrer og diverse eksotiske insekter, blev han vækket ved, at Niels stod og ruskede i ham, mens han udtalte de efterhånden ganske legendariske ord:

– For helvede Claus, du har jo brækket dig ud over det hele!

Jeg kan sagtens huske Claus’ reaktion. Han var ikke glad. Til gengæld var han i resten af ferien helt og aldeles færdig med at bekymre sig om, hvordan Niels måtte have det. Og faktisk foretrak den af os, som i henhold til rækkefølgen skulle sove på gulvet, i resten af vort ophold på Camping Vatos at sove udenfor. Myggestik og angreb fra insekter, gnavere og områdets øvrige vildtbestand var trods alt at foretrække fremfor ufrivillig nærkontakt med Niels’ maveindhold.