Søndag formiddag skulle jeg afsted til hjemmekamp mod FCK i Vejlby. Jeg har et fast ritual, hvor jeg lige siger ”kom så de hviie” til min kone på vej ud ad døren, mest fordi hun ikke holder med AGF grundet familiemæssige relationer til en lokal fodboldklub (hendes far var efter sigende en frygtet angriber for Horsens FS for mange år siden). Derfor tillader hun sig hver gang at ryste overbærende på hovedet, når hun præsenteres for de vise ord. Uforståeligt.

Denne søndag var imidlertid anderledes, for jeg kunne mærke, at noget trængte sig på, jeg havde behov for at få lettet mit hjerte. ”Hvis vi vinder i dag, så tror jeg sgu vi bliver mestre,” kom der pludselig ud af min mund. Jeg ved ikke helt hvorfor, men så alligevel. I løbet af efteråret har vi spillet den ene sæsondefinerende kamp efter den anden og vi er lykkedes hver gang, bortset fra miseren mod Sønderjyske. Ude mod Brøndby – vigtigt. Ude mod FCN – vigtigt. Ude mod FCM – vigtigt. Vi har bestået hver gang i sæsonens indtil videre vigtigste kamp, har lukket munden på kritikerne og spillet blændende på trods af en smal trup, skader, alderssvækkelse, et interimistisk stadion og mangel på penge. Selv når vi ikke har ramt vores topniveau, har vi været gode nok til at få noget positivt med fra kampene.
Jeg ved godt, at FCK for tiden kæmper med at få tingene til at fungere, men de kom trods alt med to sejre fra den forgangne uge – den ene endda i Champions League – så måske var de kommet tilbage på sporet. Og hvor mange har vi ikke set AGF sætte hold i krise i gang? Det er vel ikke helt i hampen at hævde, at noget af det, som vi traditionelt har været dygtige til, har været at sætte en stopper for negative stimer hos de andre mandskaber? Det er der adskillige eksempler på, og det er faktisk ikke en egenskab, som vi behøver være specielt stolte af.
Så det virkede som den ultimative jinx at udtale sig så bombastisk inden en kamp mod et hold, som vi kun havde besejret på hjemmebane to gange i de seneste 16 år. Jeg tillod mig tilmed at gentage forudsigelsen blandt ligesindede ved pre-match arrangementet på bredden af den midlertidige stadionsø. Mine udtalelser skabte både hovedrysten og eftertænksomhed blandt de fremmødte. Havde jeg tabt sutten eller var jeg blot ironisk som sædvanlig. Men nej, jeg mente det faktisk. Og her kommer så krogen til overskriften og en forklaring på, hvorfor jeg føler mig modig.
Næste år er det 40 år siden vi sidst blev mestre. Det har været en bøvlet periode, hvor negativitet og pessimisme har været naturlige følgesvende hos alle med AGF i hjertet. Optimisme er blevet sidestillet med naivitet, hvilket på sørgelig vis er blevet retfærdiggjort af resultaterne. Det har afholdt os fra at forvente noget som helst og har monteret en ”det-kommer-helt-sikkert-ikke-til-at-holde” klausul på ellers positive landvindinger. Men i år er det anderledes. I år er ikke ”næste år” efter en sæson med spildt potentiale og alt for mange udfald. Vi vinder fodboldkampe, vi har et brugbart spilkoncept, vi har en dygtig træner og en harmonisk trup. Så jeg har valgt at frigøre mig fra pessimismens tyngende åg, har smidt diverse forbehold og vælger at tro på, at 2026 bliver et omvendt VM-år. Jeg mener faktisk seriøst, at jeg tror, vi bliver mestre. Og det er sgu modigt.
