En håndboldkultur af pap og plastik

Jeg har tilbragt en betragtelig del af mit liv i diverse håndboldhaller. Først som spiller, siden som træner og senest som forælder. Har set tusindvis af håndboldkampe på vidt forskellige niveauer, fra lilleput til liga, krydret med et betragteligt antal landskampe. Men jeg gider faktisk ikke se hverken liga- eller landskampe mere, og det skyldes primært den totalt kunstige stemning frembragt af foldede papstykker eller latterlige klappepølser.

Oplevelserne i de danske håndboldarenaer er simpelthen blevet uudholdelige, og at se en hel langside fyldt med Hr. og Fru Danmark’er sidde og taktfast slå to stykker oppustet plastik sammen for at frembringe en kunstig, teknorungende, ligegyldig stemning er en lidelse. Jeg kan bare ikke ha’ det. Alternativet er gud hjælpe mig et stort stykke foldet pap, som bevidstløst klaskes ned i hånden eller mod et mere eller mindre kødfyldt overlår. Hvor er det dog tåbeligt.

Det var formodentlig en eller anden smart marketingperson, som engang i fortiden blev bedt om at gøre sig nogle tanker om, hvordan man kunne skabe begejstring i de stemningsforladte håndboldarenaer. Måske var der en sponsor, som havde adgang til et forladt lager fyldt med pap og/eller ubrugt plastik i rigelige mængder. Uanset hvad, så er resultatet og udbredelsen skammeligt.

To mellemøstlige mænd henholdsvis råber og klapper, mens danskeren “skaber stemning” med et stykke foldet pap

Som udgangspunkt har jeg det egentlig fint nok med, at der spilles musik i hallen. Altså når der er afbrydelser i spillet eller når der skal følges op på flotte scoringer. Imidlertid synes jeg (og adskillige andre tilsyneladende) at det har taget overhånd. Musikken fortsætter til langt ind i angrebene og ofte når speakeren ikke at berette om målscoreren før bolden ligger i målet i den modsatte ende. Helt grotesk var det, da speakeren på et tidspunkt under en af kampene i Herning var tre mål bagud. Han skulle jo lige vente på, at tilskuerne fik sunget færdigt på omkvædet af Volbeats ”For evigt”. Hm…

Jeg er også ganske på det rene med, at der var/er et stort behov for at skabe mere larm og stemning i hallerne. Folk skal have noget for pengene. Men kamparrangørerne mener tilsyneladende, at man kun kan få folk til at klappe, hvis de får udleveret hjælpemidler ved indgangen! Helt ærligt, altså! Hvorfor er det, at man ikke prøver at rette blikket ud på den anden side af murene, ud på fodboldstadion, hvor klappepølser og tilsvarende pap er bandlyst, men hvor der til gengæld er stemning?

Et par gange de seneste år er der blevet afholdt store indendørs fodboldstævner i de store indendørs arenaer med deltagelse af flere superligahold og deres fans. Sjældent (aldrig) har lydniveauerne været højere i danske idrætshaller. Fodboldfansene har ved disse lejligheder formået at flytte begejstringen fra stadion ind i hallen med masser af slagsange, klapsalver og tilråb. En ganske anden oplevelse end den, der normalt tilbydes klappepølsesegmentet. Hvor er det dog fedt at opleve det lydinferno og den stemning, som kan skabes helt uden brug af unaturlige hjælpemidler.

Lær af det, håndboldarrangører. Gør en indsats for at få fodboldstemningen indenfor. Intet klappepap, masser af engagement og kun pølser ude i cafeteriet. Få skabt en fankultur, som andre misundeligt vil prøve at efterligne, for det kan faktisk lade sig gøre. Det kræver dog, at man virkelig vil, for de fleste steder har man allerede tabt til mageligheden blandt kernepublikummet. Til de sponserede stemningsdræbere og de bløde puder til numserne.

Heldigvis – eller uheldigvis – har vi at gøre med et temmelig dansk fænomen. Syd for grænsen og ovre østpå kan tilskuerne sagtens finde ud af at skabe en stemning, som blæser modstanderholdene ud af hallen. Og det foregår altså ved at klaske to kødstykker mod hinanden og ved at bruge stemmen. Klappe, råbe, pifte og synge. Svine modstanderne til. Kalde dommeren for Ove Hust. Hvor jeg dog savner den gode stemning.

Et af de bedre år

For omkring et år siden lavede jeg en slags nytårsstatus over året 2017, som jeg vist kaldte for et rigtigt lorteår med dødsfald blandt både to- og firebenede familiemedlemmer. Det netop afsluttede år har set væsentlig bedre ud, selv om vi vel ikke er helt oppe at ringe over det.

Men hvorfor egentlig ikke? Der var ikke nogen i den nærmeste familie, der blev alvorligt syge eller døde. Vi fik det, vi kunne spise, hver dag (ellers var det vores egen skyld). Huset står endnu forholdsvist stabilt og vi fik endda udskiftet den rådne terrassedør (rådden er i denne sammenhæng brugt tro mod ordets oprindelige betydning og ikke blot som et synonym for træls eller dum). Efter langvarige ”forhandlinger” fik Kirsten erstatning for sin ødelagte hånd. Sommeren var fantastisk og vi var på fremragende ferier i både Berlin og Budapest. Alt i alt et år, som vel er over middel.

Til gengæld er vi også blevet et år ældre, og selv om vi i de fleste henseende (mest mig) prøver at agere som da vi var midt i tyverne, så er kendsgerningerne, at det ikke er sådan verden ser ud. Heldigvis ser vi stadig kun knap så unge ud (siger nogen, der tilsyneladende ønsker at være på god fod med os af den ene eller den anden grund), så det egentlige forfald lader heldigvis vente på sig. Dog var kilometertiderne på løbeturene noget lavere for nogle år siden, men så får vi tilbragt mere tid ude i naturen.

Jeg gider ikke være ældre, men det bliver jeg. Heldigvis. Jeg synes, at jeg bliver bedre og bedre til at undgå at bekymre mig over ting, som jeg alligevel ikke har nogen indflydelse på, men forbeholder mig dog retten til at være sur i udvalgte sammenhænge. Og til at bidrage til den gode stemning ved sociale aktiviteter med mit sublime arsenal af sjove jokes og humoristiske indslag. Det er et privilegium at have retten til at optræde pinligt i selskab med børn og svigerbørn.

Apropos svigerbørn, så resulterede 2018 faktisk i et nyt et af slagsen, da Alberte engang i foråret præsenterede Simon som sin kæreste. Andreas var allerede sammen med Kathrine, og på et tidspunkt – også i foråret – fik de den gode idé at sige deres lejlighed op for at flytte ud til os i de nyindrettede gæstefaciliteter, som var blevet etableret, da Adam og Alberte flyttede hjemmefra sidst på året 2017. Og det er endnu en grund til at løfte status for 2018 en tand højere op end tåleligt, for det går faktisk enormt godt med at have dem tæt på i det daglige.

Hvordan bliver 2019 så? Umiddelbart ser det ud til, at vi bare kører videre på samme halvhøje klinge som sidste år. Vi skal vel afsted med rejseklubben et par gange og så skal vi nok også ud at gå en tur eller to med hundene. Måske får vi styr på græsplænen ude foran (tvivler) og måske får vi genetableret vores udendørslys (arh…). Under alle omstændigheder vil vi gøre en indsats for at nyde tilværelsen, når vi kan. Alene og i godt selskab med andre. Og det er vel ikke helt tosset.