Folk siger godt nok, at alder bare er et tal, men…

Jeg bliver aldersshamet. Jeg hader det og det fylder mig med frustrationer og afmagt. Da jeg sidst på efteråret mistede mit job grundet besparelser og omstruktureringer, vidste jeg godt, at det formentlig ville blive vanskeligt uden videre at finde et nyt job, men jeg havde faktisk regnet med at min viden, mine kompetencer og min erfaring ville gøre mig attraktiv for mange virksomheder. For det mener både jeg – og mange der kender mig – bestemt er tilfældet.

Ikke desto mindre modtager jeg afslag med formuleringer som ”vi har valgt en kandidat, hvis erfaring og kompetencer passer perfekt til teamet og jobbet”. Og det er lidt underligt, når jeg har søgt jobs, som nærmest er skræddersyede til alt det, som jeg kan byde ind med. Bortset fra at være 30 år. Og jeg køber heller ikke den mellem linjerne formulerede ”overkvalificeret” som en årsag til fravalg – i hvert fald ikke uden en forudgående forventningsafstemmende dialog. Og en dialog kræver jo ligesom en invitation til en samtale.  

Det er vildt frustrerende, at jeg ikke får chancen for at vise, at jeg er moderne, nytænkende, humoristisk, nysgerrig og opdateret på nuværende og fremtidige trends. Fagligt og personligt. At jeg fungerer perfekt i arbejdsmæssige og sociale sammenhænge med kolleger, som ofte er yngre end mig, hvilket de efter sigende ikke mærker. Jeg har aktivt fravalgt alt, som starter med ”senior”, for der føler jeg slet ikke, at jeg er kommet til endnu. Bortset fra seniorkonsulent og seniorrådgiver, hvor kompetencer og erfaring er i spil og ikke alder.

Jeg bliver ofte vurderet til at være 10 år yngre end jeg er. Mine venner driller mig med, at jeg ikke bruger briller, at jeg har alt mit hår og at det endnu ikke er gråt. Mine børn siger også, at jeg bør være mere alderssvarende i forskellige sammenhænge, men… Jeg er forsvarende familiemester i både mini- og fodboldgolf, jeg er i virkelig god form (løber tre-fire gange om ugen) og er bestemt ikke den første, der går hjem i sociale sammenhænge. Jeg er altså hverken gammel eller kedelig.

Jeg har prøvet meget i mit arbejdsliv. Har bevæget mig rundt i de fleste kommunikations- og marketingdiscipliner. Ofte har ledere og chefer spurgt mig til råds eller bedt mig hjælpe med udfordringer, som har krævet, at jeg har skullet træde ud af min comfortzone. Jeg har midlertidigt overtaget funktioner fra kolleger, som har sagt op eller har været syge – eksempelvis rollen som Brand Manager ved fusionen mellem EnergiMidt og HEF og jobbet som Public Affairs ansvarlig i forbindelse med Norlys’ deltagelse på Folkemødet. Jeg er omstillingsparat og loyal overfor den organisation, som jeg er en del af. Altid.

Jeg har været i top 20 blandt presseansvarlige i Danmark. Jeg har skrevet mere end 300 pressemeddelelser og har været nomineret til årets pressemeddelelse. Jeg har lavet +100 presseberedskaber. Jeg har håndteret utallige potentielle shitstorms – og har aldrig valgt en løsning, der ikke var den rigtige i situationen. Med udgangspunkt i mine kommunikationskompetencer og mit branchekendskab har jeg rådgivet chefer, ledere og direktører – og har stadig til gode for alvor at tage fejl. Jeg er i stand til at skrive mig ud af hvad som helst.

Når jeg lægger arbejde i en ansøgning, har jeg på forhånd gjort op med mig selv, at jeg vil kunne trives i jobbet. At nogle af mine kompetencer kan bringes i spil til fælles bedste. At jeg vil kunne eksistere for den løn, som arbejdsgiveren kan tilbyde. Og at jeg altid går med de bedste ideer – også selv om de ikke er mine.

Men det kræver, at jeg får chancen ved en samtale…      

Jeg følte mig modig forleden

Søndag formiddag skulle jeg afsted til hjemmekamp mod FCK i Vejlby. Jeg har et fast ritual, hvor jeg lige siger ”kom så de hviie” til min kone på vej ud ad døren, mest fordi hun ikke holder med AGF grundet familiemæssige relationer til en lokal fodboldklub (hendes far var efter sigende en frygtet angriber for Horsens FS for mange år siden). Derfor tillader hun sig hver gang at ryste overbærende på hovedet, når hun præsenteres for de vise ord. Uforståeligt.

Denne søndag var imidlertid anderledes, for jeg kunne mærke, at noget trængte sig på, jeg havde behov for at få lettet mit hjerte. ”Hvis vi vinder i dag, så tror jeg sgu vi bliver mestre,” kom der pludselig ud af min mund. Jeg ved ikke helt hvorfor, men så alligevel. I løbet af efteråret har vi spillet den ene sæsondefinerende kamp efter den anden og vi er lykkedes hver gang, bortset fra miseren mod Sønderjyske. Ude mod Brøndby – vigtigt. Ude mod FCN – vigtigt. Ude mod FCM – vigtigt. Vi har bestået hver gang i sæsonens indtil videre vigtigste kamp, har lukket munden på kritikerne og spillet blændende på trods af en smal trup, skader, alderssvækkelse, et interimistisk stadion og mangel på penge. Selv når vi ikke har ramt vores topniveau, har vi været gode nok til at få noget positivt med fra kampene.

Jeg ved godt, at FCK for tiden kæmper med at få tingene til at fungere, men de kom trods alt med to sejre fra den forgangne uge – den ene endda i Champions League – så måske var de kommet tilbage på sporet. Og hvor mange har vi ikke set AGF sætte hold i krise i gang? Det er vel ikke helt i hampen at hævde, at noget af det, som vi traditionelt har været dygtige til, har været at sætte en stopper for negative stimer hos de andre mandskaber? Det er der adskillige eksempler på, og det er faktisk ikke en egenskab, som vi behøver være specielt stolte af.

Så det virkede som den ultimative jinx at udtale sig så bombastisk inden en kamp mod et hold, som vi kun havde besejret på hjemmebane to gange i de seneste 16 år. Jeg tillod mig tilmed at gentage forudsigelsen blandt ligesindede ved pre-match arrangementet på bredden af den midlertidige stadionsø. Mine udtalelser skabte både hovedrysten og eftertænksomhed blandt de fremmødte. Havde jeg tabt sutten eller var jeg blot ironisk som sædvanlig. Men nej, jeg mente det faktisk. Og her kommer så krogen til overskriften og en forklaring på, hvorfor jeg føler mig modig.

Næste år er det 40 år siden vi sidst blev mestre. Det har været en bøvlet periode, hvor negativitet og pessimisme har været naturlige følgesvende hos alle med AGF i hjertet. Optimisme er blevet sidestillet med naivitet, hvilket på sørgelig vis er blevet retfærdiggjort af resultaterne. Det har afholdt os fra at forvente noget som helst og har monteret en ”det-kommer-helt-sikkert-ikke-til-at-holde” klausul på ellers positive landvindinger. Men i år er det anderledes. I år er ikke ”næste år” efter en sæson med spildt potentiale og alt for mange udfald. Vi vinder fodboldkampe, vi har et brugbart spilkoncept, vi har en dygtig træner og en harmonisk trup. Så jeg har valgt at frigøre mig fra pessimismens tyngende åg, har smidt diverse forbehold og vælger at tro på, at 2026 bliver et omvendt VM-år. Jeg mener faktisk seriøst, at jeg tror, vi bliver mestre. Og det er sgu modigt.