Det er nærmest blevet en tradition, at når der er VM i håndbold, så kommer der et surt og kritisk opstød fra undertegnede. Og essensen i indlæggene har ikke en gang ændret sig, så hvorfor nu igen? Er der overhovedet nogen, der gider læse det? Tja, nu må vi se.
I den danske håndboldverden er vi kommet så vidt, at sporten nu primært betragtes som noget, man følger med i ovre i Jylland. Senest illustreret i TV2’s sjove reklamefremstød. Og misforstå mig ikke, jeg synes faktisk de er sjove – og så er de taget direkte ud af virkeligheden. Sjællændere, der gør grin med en jydekultur, som man selv for nogle år siden var en del af. I det mindste rammer det målgruppen.
Da jeg var noget yngre og spillede håndbold på et fornuftigt niveau, var sporten landsdækkende. De jyske, fynske og sjællandske klubber dystede i ædel kappestrid om hæder og ære. Kolding, GOG, FIF, Gladsaxe/HG, HIK, Fredericia med flere havde hver især perioder på toppen af håndboldpoppen, men efterhånden døde interessen mere og mere ud på den østlige side af Storebælt.
Årsagerne kan være mange, og jeg vil ikke begynde at kaste mig ud i mulige forklaringer. Faktum er dog, at det jyske klappepølsesegment har sejret i kampen om håndbolden. Big time.
En vigtig erfaring, som de fleste ligaklubber drog for mere end 10-15 år siden var, at hvis der skal tilskuere i hallerne, så skal der tilbydes mere end bare 2×30 minutter på halvgulvet. Folket vil underholdes. Den knaldrøde gummibåd og Sweet Caroline for fuld udblæsning. Volbeat kommer vi til.
”Smarte” marketingfolk faldt formentlig over et forladt plastlager fra Plumrose og kom på den fremragende idé at trykke sponsornavne på plastpølserne. Det var noget man kunne forstå – og hvor var det fedt, at man ikke længere behøvede at slå hænderne sammen i den traditionelle klappelyd, men i stedet sammen med ligesindede kunne skabe en kunstigt rungende kakofoni frembragt af oppustede plaststykker. Rendyrket herlighed, håndboldarenaens vuvuzela var skabt.

Produktudviklingen tog for alvor fart, da en eller anden fandt ud af, at man faktisk kunne spare den ene hånd. Det skulle jo nødigt blive for besværligt at gå til håndbold, så tilskuerne fik nu udleveret et stykke pap, som i foldet tilstand kunne klaskes ned på oversiden af et kødfyldt overlår. Og sådan er det endnu – eller i hvert fald sidste gang jeg checkede. Og på to halvfesne afsnit har jeg således beskrevet udviklingen i den danske håndboldtilskuerkultur. Både i forbindelse med klubkampe og landskampe.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor håndboldfans ikke prøver at kigge ud på landets fodboldstadions, hvor de stemningsskabende fans laver højlydt festivitas med taktfaste klapsalver, sange og kampråb. Det er ægte, fællesskabsskabende og med masser af gang i den. Og det kan sagtens overføres til en hal, hvilket flere indendørs fodboldevents tydeligt har illustreret.
Men måske er det for meget og for besværligt for Gudrun og Preben, som jo så skal give køb på en del af mageligheden. Måske kan man i virkeligheden postulere, at håndboldsporten ligger som den har redt og at man har den afgrænsede målgruppe, man fortjener? Og at man for længst har tabt resten?
En ting er den kunstigt frembragte stemning i Silkeborg, Skjern eller Holstebro. Noget helt andet og langt mere omfattende er oplevelsen ved landskampe, hvor masser af uøvede klappepølse- og klappepapentusiaster for alvor skal slå sig løs. De seneste slutrunder (i Herning med tilskuere) har virkelig været en prøvelse – i hvert fald for mig.
Danske håndboldfans har frådende kastet sig over dyrkning af en (ærkejysk) røvballekultur forklædt som fædrelandskærlighed med kronprinse og statsministre som opbakning. Og med stakkels Volbeat og deres ”For evigt” taget som gidsel i fællesskabets og fællessangens ånd. På en måde, så det bliver svært nogensinde at tage dem alvorligt igen. Jeg er bange for, at skaden er sket, både for Volbeat og for håndbolden i (hele) Danmark.
Jeg holder stadig meget af håndbold. Jeg har været involveret i sporten i forskellige sammenhænge i mere end 30 år, og jeg ser frem til, at vi skal forsvare vores verdensmesterskab. Optimalt ville det være uden tilskuere, men i Egypten har de tilsyneladende styr på coronaen og lukker derfor 2-3.000 tilskuere ind til kampene. Heldigvis uden pølser og pap. Og røde gummibåde.



