Jeg holder (stadig) meget af håndbold, men…

Det er nærmest blevet en tradition, at når der er VM i håndbold, så kommer der et surt og kritisk opstød fra undertegnede. Og essensen i indlæggene har ikke en gang ændret sig, så hvorfor nu igen? Er der overhovedet nogen, der gider læse det? Tja, nu må vi se.

I den danske håndboldverden er vi kommet så vidt, at sporten nu primært betragtes som noget, man følger med i ovre i Jylland. Senest illustreret i TV2’s sjove reklamefremstød. Og misforstå mig ikke, jeg synes faktisk de er sjove – og så er de taget direkte ud af virkeligheden. Sjællændere, der gør grin med en jydekultur, som man selv for nogle år siden var en del af. I det mindste rammer det målgruppen.

Da jeg var noget yngre og spillede håndbold på et fornuftigt niveau, var sporten landsdækkende. De jyske, fynske og sjællandske klubber dystede i ædel kappestrid om hæder og ære. Kolding, GOG, FIF, Gladsaxe/HG, HIK, Fredericia med flere havde hver især perioder på toppen af håndboldpoppen, men efterhånden døde interessen mere og mere ud på den østlige side af Storebælt.

Årsagerne kan være mange, og jeg vil ikke begynde at kaste mig ud i mulige forklaringer. Faktum er dog, at det jyske klappepølsesegment har sejret i kampen om håndbolden. Big time.

En vigtig erfaring, som de fleste ligaklubber drog for mere end 10-15 år siden var, at hvis der skal tilskuere i hallerne, så skal der tilbydes mere end bare 2×30 minutter på halvgulvet. Folket vil underholdes. Den knaldrøde gummibåd og Sweet Caroline for fuld udblæsning. Volbeat kommer vi til.

”Smarte” marketingfolk faldt formentlig over et forladt plastlager fra Plumrose og kom på den fremragende idé at trykke sponsornavne på plastpølserne. Det var noget man kunne forstå – og hvor var det fedt, at man ikke længere behøvede at slå hænderne sammen i den traditionelle klappelyd, men i stedet sammen med ligesindede kunne skabe en kunstigt rungende kakofoni frembragt af oppustede plaststykker. Rendyrket herlighed, håndboldarenaens vuvuzela var skabt.

En festlig stemning frembragt af to stykker oppustet plastik. What’s not to like?

Produktudviklingen tog for alvor fart, da en eller anden fandt ud af, at man faktisk kunne spare den ene hånd. Det skulle jo nødigt blive for besværligt at gå til håndbold, så tilskuerne fik nu udleveret et stykke pap, som i foldet tilstand kunne klaskes ned på oversiden af et kødfyldt overlår. Og sådan er det endnu – eller i hvert fald sidste gang jeg checkede. Og på to halvfesne afsnit har jeg således beskrevet udviklingen i den danske håndboldtilskuerkultur. Både i forbindelse med klubkampe og landskampe.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor håndboldfans ikke prøver at kigge ud på landets fodboldstadions, hvor de stemningsskabende fans laver højlydt festivitas med taktfaste klapsalver, sange og kampråb. Det er ægte, fællesskabsskabende og med masser af gang i den. Og det kan sagtens overføres til en hal, hvilket flere indendørs fodboldevents tydeligt har illustreret.

Men måske er det for meget og for besværligt for Gudrun og Preben, som jo så skal give køb på en del af mageligheden. Måske kan man i virkeligheden postulere, at håndboldsporten ligger som den har redt og at man har den afgrænsede målgruppe, man fortjener? Og at man for længst har tabt resten?

En ting er den kunstigt frembragte stemning i Silkeborg, Skjern eller Holstebro. Noget helt andet og langt mere omfattende er oplevelsen ved landskampe, hvor masser af uøvede klappepølse- og klappepapentusiaster for alvor skal slå sig løs. De seneste slutrunder (i Herning med tilskuere) har virkelig været en prøvelse – i hvert fald for mig.

Danske håndboldfans har frådende kastet sig over dyrkning af en (ærkejysk) røvballekultur forklædt som fædrelandskærlighed med kronprinse og statsministre som opbakning. Og med stakkels Volbeat og deres ”For evigt” taget som gidsel i fællesskabets og fællessangens ånd. På en måde, så det bliver svært nogensinde at tage dem alvorligt igen. Jeg er bange for, at skaden er sket, både for Volbeat og for håndbolden i (hele) Danmark.

Jeg holder stadig meget af håndbold. Jeg har været involveret i sporten i forskellige sammenhænge i mere end 30 år, og jeg ser frem til, at vi skal forsvare vores verdensmesterskab. Optimalt ville det være uden tilskuere, men i Egypten har de tilsyneladende styr på coronaen og lukker derfor 2-3.000 tilskuere ind til kampene. Heldigvis uden pølser og pap. Og røde gummibåde.  

Kommunikationsministerens nytårstale

I min rolle som selvudnævnt leder af Kommunikationsministeriet – en enhed uden særligt ansvar eller kompetencer og som i enhver sammenhæng refererer til Statsministeriet – og som fungerende næstformand her på matriklen, vil jeg tillade mig at bringe en oversigt over noget af det gode, som 2020 trods alt har bragt.

Af hensyn til størstedelen af de potentielle læsere vil jeg anstrenge mig for at holde lix-tallet (antal bogstaver pr. ord) på et nogenlunde acceptabelt niveau. At undgå komplicerede sætningskonstruktioner er ligeledes en ambition, om end den tydeligvis bliver sværere at opfylde.

2020 blev reddet af en lille dreng
Rigtig mange går med rette i rette med 2020. Lorteår og så videre i den dur. Og for mange har der da heller ikke været alt for meget at fejre i det år, vi netop har hamret døren i til. Jeg vil tillade mig at fremhæve tre positive ting fra egen andedam og begynder omvendt kronologisk (altså med det seneste), for den første december blev hele året reddet, da vi fik et barnebarn.

Vores ældste datter, Emilie, fødte Theo og han er verdens dejligste lille dreng. Hvis nogen mener noget andet, så prøv at sige det til Kirsten. I dag, en måned gammel, har han for første gang grinet som en flækket træsko lige op i hovedet på sin morfar. Alle jer, som ikke har nogen børnebørn, skulle tage at anskaffe jer nogen. Jeg si’r det bare.

Master of puppies
På et par kolde og regntunge vinterdage sidst I januar, var Ellie, vores ca. to år gamle Golden Retriever, og undertegnede i Holstebro for at besøge Orla. En lækker hanhund. Og hunde har altså sex på både første og anden date! Orlas anstrengelser gav pote, hvis I forstår sådan en lille subtil hundehentydning, og sidst i marts fødte Ellie otte lækre hvalpe – syv hunner og en han. De følgende to måneder gik med pasning og opdræt, og vi var faktisk reddet lidt af de coronaomstændigheder, som bød os begge at arbejde hjemme.

Der var rift om hvalpene og vi kunne formentlig have solgt 50. Nu skulle vi i første omgang sige farvel til syv af dem, da Alberte fik lov at få Asta, den største af hunnerne. Og det var sindssygt svært, for vi havde knyttet os til dem alle sammen. Vi fandt dog gode hjem til dem og har bevaret kontakten til deres menneskeforældre. I starten af august fik vi så en af dem retur, da familiebøvl gjorde det svært at passe Allie ordentligt. Så nu har vi fire hunde herhjemme og de fylder (og fælder) en del. I januar kommer Ellie i løbetid igen, og så tager vi en tur mere. Ventelisten er allerede på ca. 50 familier.

Tak til søens folk
 For første gang i 23 år fik AGF medaljer. Noget af tiden måtte vi komme på stadion, men det meste af tiden måtte vi ty til alternative måder at se fodbold på. Jeg har i løbet af året udviklet, vedligeholdt og dyrket et fællesskab med en samling skøre, sjove, dejlige og fantastiske mennesker, som elsker AGF og at mødes ved en sø eller i et tossehjørne på et vindblæst atletikstadion. Mærkeligt, men ikke desto mindre.

Mellem kampene hersker en kærlig men ubarmhjertig tone på Twitter, men der er aldrig tvivl om, at vores fælles referencepunkt og accepten af hinandens forskelligheder gør det hele temmelig unikt. Under alle omstændigheder, så sætter jeg stor pris på at have lært de fleste af jer at kende – og nogle af jer vil jeg næsten gå så vidt som at betegne som venner.

Da AGF spillede pokalkamp i Kolding, var vi 22 mand af sted til et til lejligheden indkøbt kampsponsorat (tak til Martin og Liberté Essentiel). Det blev en af årets store oplevelser, selv om selve kampen ikke var noget at råbe hurra for. Det gjorde vi heller ikke, men æld en masse andet. Til gengæld var vi flere, som havde problemer med at holde styr på både slutresultat og målscorere. Sidst i anden halvleg mente jeg for eksempel, at det var på tide at skifte Patrick Mortensen ind. Han havde på dette tidspunkt både scoret og lavet assist, men sådan er der jo så meget.

Hvad så med i år?
Tja, alle siger jo, at 2021 bliver bedre end sidste år, så det glæder jeg mig til. Jeg skal nyde min dejlige kone og resten af familien – og så skal jeg pleje både gamle og nye venskaber. Jeg skal også på stadion og ned til søen igen. Og så skal jeg i løbet af foråret have en afklaring på, hvad fremtiden skal bringe på jobområdet. Jeg glæder mig.

Godt nytår.