En prægtig personlighed

Sidste fredag morgen på vej til arbejde fik jeg en kedelig sms fra en af mine gamle holdkammerater.

”Hej Henrik, Birger døde i går grundet en sprængt hovedpulsåre. Ole N.”

Jeg fik øjeblikkelig en blandingsfornemmelse af chok, tristhed, afmagt og sorg. For Birger var jo en af de største, en af de vigtigste, en af de sjoveste og en af de mest underfundige personligheder, jeg nogen sinde er stødt på. Han har også været med til at præge min opvækst, hvilket bakkes op af de mange historier, de utallige minder, som umiddelbart dukker op. Og med fare for at virke respektløs, hvilket folk, der kender mit forhold til Birger, vil vide er meget langt fra sandheden, så vil jeg påstå, at man om Birger kunne skrive verdens sjoveste nekrolog. Og det sidder han formodentlig et eller andet afsides sted og venter på lige nu.

Igennem mine ungdomsår i AGF var Birger Christiansen ham store, den frygtindgydende venstrehånd, som tordnede boldene ind på divisionsholdet (han har stadig scoringsrekorden i AGF med 902 mål). Han virkede noget utilnærmelig, ærefrygten var tydelig. Da jeg så rykkede op som senior og blev indlemmet i førsteholdstruppen, blev jeg umiddelbart bekræftet i min opfattelse af Birger. Han var ikke helt let at komme ind på livet af. Det skulle man gøre sig fortjent til, fandt jeg ud af.

Jeg husker tydeligt min første træning med førsteholdet. Jeg var endt i en situation, hvor jeg skulle dække Birger op. Han kom imod mig i et hopskud og jeg fik lige sat begge hænder i hans brystkasse. ”Shit, han er jo hård som granit” nåede jeg at tænke. Og så kunne jeg ellers bruge et par minutter på langs ude ved sidelinjen på at fundere over tilværelsen som håndboldspiller. I næste angreb løb Birger forbi, kiggede ned og sagde: ”Velkommen til seniorhåndbold”, mens han gnækkede lidt og udvekslede morsomheder med Per Rubæk på min bekostning.

Modgang styrker som bekendt i mange tilfælde – og også i mit. I løbet af sæsonen lærte jeg at tage de nødvendige tæsk og blev efterhånden lukket ind i varmen hos Birger. Og det var fantastisk. Manden var et opslagsværk af skæve historier og gik aldrig af vejen for at dyrke det absurde. Det var ikke altid hans omverden var klar til det, men det betød mindre for Birger.

Billedet her er fra Helsingør Hallen. Det er fra 1983 og min anden divisionskamp som håndboldspiller.

At dømme ud fra Birgers ansigtsudtryk er det fra sent i kampen, for vi fik lidt af en snitter af de senere danmarksmestre med Veje, Roepsdorf, Munkager m. fl. på holdet.

Senere i denne min første sæson som seniorspiller er vi  på udebane til en vigtig divisionskamp mod Virum Sorgenfri.

Stillingen var uafgjort med to-tre minutter tilbage af kampen. Vores holdkammerat Niels Olsen, som senere skulle gøre karriere som skuespiller og komiker, men som allerede var lidt af en lurendrejer, skulle på banen igen efter at have afsonet en udvisning. ”Niller” fik bolden tæt på udskiftningsbænken, tog tre skridt og steg op til et teknisk flot hopskud 5-6 meter uden for tre-meteren. Det gik langt over mål. ”Det skulle prøves” sagde Niller.

Træneren var rødglødende af raseri, og Birger var så færdig af grin, at han var nødt til at sætte sig på nærmeste tilskuerplads, ude af stand til at løbe hjem. Vi tabte kampen med et enkelt mål. På busturen hjem sad træneren forrest i bussen og skumlede, mens Birger gentagne gange genoplivede de magiske øjeblikke, hvor stregspilleren Niels Olsen forsøgte sig med et hopskud fra 17 meters afstand. Det var i den grad vand på Birgers mølle.

En anden historie, jeg tydeligt husker, var nogle år senere. Birger var i mellemtiden blevet træner for holdet, og vi var afsted til den årlige sæsonforberedelsesturnering i Nøvling uden for Aalborg. Vi skulle spille tidligt søndag morgen i Aalborg Stadionhal. Aftenen forinden til den traditionelle Nøvlingfest var vi blevet bedt om at udvise en vis form for mådehold i forbindelse med indtagelse af alkohol. Vi var da også nogenlunde klar, da vi i en kortege bestående af fire biler kørte fra forstæderne med træner, holdleder og fysioterapeut i det forreste køretøj. Efter få kilometers kørsel holdt netop denne bil ind til vejkanten efterfulgt af de andre. Døren i passagersiden gik op, Birger væltede ud og kastede voldsomt op.

Den var svær at forklare og det prøvede han egentlig heller ikke på. Men det var selvfølgelig fedt at have noget på træneren, og vi morede os da også meget over det senere i festlige lag.

Efter afslutningen på min aktive håndboldkarriere var vores kontakt kun sporadisk, men vi løb da af og til på hinanden i en eller anden håndboldhal. Hver eneste gang havde Birger lige en historie, han skulle fortælle, for han vidste, at jeg forstod ham og hans kulsorte humor. Da de sociale medier blev hvermandseje fik vi genoptaget kontakten. Ældre, klogere, mere kantede og altid dyrkende det absurde, det vanvittige.

”Jeg er glødende Marxist” skrev Birger en dag til mig. Jeg blev en smule paf indtil han afslørede, at hans største idol overhovedet var Groucho Marx. Han havde set samtlige Marx Brothers-film adskillige gange og vi kunne sammen more os med at citere fra dem i forskellige sammenhænge. Relevante eller ligegyldige. Det skinnede tydeligt igennem computerskærmen, hvordan Birger hyggede sig med at udveksle begavede tåbeligheder med ligesindede. Jeg vil tillade mig at citere Birger fra et af hans opslag på Facebook fra efteråret 2017:

”De døde som fluer i august 1977 – de kendte. Først røg Elvis som bekendt 16. august og bare tre dage senere døde én af min barndoms og ungdoms helt store helte – Groucho Marx. Det er således 40 år siden præcis i dag. Det var næsten synd for Groucho, at hans død blev fuldstændig overskygget af verdensomspændende sorg over Elvis’ bortgang. Nå, skidt, Groucho var alligevel på daværende tidspunkt så dement, at han intet fattede. Han var da 86 år gammel.

Groucho står stadig for mig som den sjoveste mand på jorden nogen sinde. Faktisk særdeles intellektuel, men rablende gal! Jeg kan på det varmeste anbefale at læse hans erindringer. Familien Marx – far, mor og fem sønner – boede forskellige steder i New York omkring forrige århundredeskifte. Far Marx var skrædder og en så dårlig en af slagsen, at hans faste tilnavn var Misfit Marx. Han var kropumulig(!) som skrædder, og det betød, at i løbet af et halvt års tid var rygtet om hans uduelighed spredt til hele nabolaget – og familien blev igen nødt til at flytte! Til et nyt nabolag, hvor ingen havde hørt om ham. Og så igen – et halvt år senere.”

Birger skrev ovenstående på 40-årsdagen for Groucho Marx’ død. Jeg håber inderligt, at nogen om 40 år stadig mindes Birger med glæde og hjertevarme, for hvis det nogensinde har givet mening, at nogen lever videre i kraft af alle de historier, som har været med til at definere en personlighed, så er det i tilfældet Birger Christiansen. Vi savner dig. Med et skævt smil i mundvigen.

Jeg hader klappepølser

Jeg har tilbragt en betragtelig del af mit liv i diverse håndboldhaller. Først som spiller, siden som træner og senest som forælder. Har set tusindvis af håndboldkampe på vidt forskellige niveauer, fra lilleput til liga, krydret med et betragteligt antal landskampe. Men jeg gider faktisk ikke se hverken liga- eller landskampe mere, og det skyldes primært de der latterlige klappepølser.

At opleve en hel langside fyldt med Hr. og Fru Danmark’er sidde og taktfast slå to stykker oppustet plastik sammen for at frembringe en kunstig, teknorungende, ligegyldig stemning er en lidelse. Jeg kan bare ikke ha’ det. Alternativet er gud hjælpe mig et stort stykke foldet pap, som bevidstløst klaskes ned i hånden eller mod et mere eller mindre kødfyldt overlår. Hvor er det dog tåbeligt.

Det var formodentlig en eller anden smart marketingperson, som engang i fortiden blev bedt om at gøre sig nogle tanker om, hvordan man kunne skabe begejstring i de stemningsforladte håndboldarenaer. Måske var der en sponsor, som havde adgang til et forladt lager fyldt med ubrugt plastik i rigelige mængder. Uanset hvad, så er resultatet og udbredelsen skammeligt.

Jeg er ganske på det rene med, at der var/er et stort behov for at skabe mere larm og stemning i hallerne. Folk skal have noget for pengene. Men kamparrangørerne mener tilsyneladende, at man kun kan få folk til at klappe, hvis de får udleveret hjælpemidler ved indgangen! Helt ærligt, altså! Hvorfor er det, at man ikke prøver at rette blikket ud på den anden side af murene, ud på fodboldstadion, hvor klappepølser er bandlyst, men hvor der til gengæld er stemning?

I fredags blev der afholdt et stort indendørs fodboldstævne i Brøndbyhallen med deltagelse af flere ligahold og deres fans. Sjældent (aldrig) har lydniveauet været så højt i en dansk idrætshal. Fodboldfansene formåede at flytte begejstringen fra stadion ind i hallen med masser af slagsange, klapsalver og tilråb. En ganske anden oplevelse end den, der normalt tilbydes klappepølsesegmentet. Hvor var det dog fedt at opleve det lydinferno og den stemning, som blev skabt. Og i den sammenhæng er det ligegyldigt, at det var Brøndbyfansene, der var toneangivende.  Også fordi AGF vandt det hele 🙂

Lær dog af det, håndboldarrangører. Da jeg for nogle år siden var marketingchef i håndboldligaklubben Fredericia HK indledte vi et samarbejde med klubbens fangruppe, HK Ultras. Der skulle være gang i den til hjemmekampene. Ingen klappepølser, masser af engagement. Det betød, at modstanderholdene elskede at komme på besøg, for der var en fantastisk atmosfære og masser af go’ lir spillere og tilskuere imellem.

Klubben blev over hele Danmark fremhævet for fankulturen, men blev ikke et eksempel til efterfølgelse. Andre steder havde man allerede tabt til mageligheden blandt kernepublikummet. Til de sponserede stemningsdræbere og de bløde puder til numserne.

Heldigvis – eller uheldigvis – har vi at gøre med et temmelig dansk fænomen. Syd for grænsen og ovre østpå kan tilskuerne sagtens finde ud af at skabe en stemning, som blæser modstanderholdene ud af hallen. Og det foregår altså ved at klaske to kødstykker mod hinanden og ved at bruge stemmen. Klappe, råbe, pifte og synge. Svine modstanderne til. Kalde dommeren for Ove Hust. Hvor jeg dog savner den gode stemning.

Gad vide om det bliver et godt nyt år?

For omkring et år siden ønskede vi hinanden ”Godt nytår”. Det gør man jo på denne tid af året. Det sker i håb og måske i forventning om, at det nye år vil byde på masser af stjernestunder, små og store oplevelser. Men konklusionen på 2017 fra min og familiens side må være, at det bestemt ikke har været godt. Faktisk har det været lidt af et lorteår.

Det begyndte ellers godt. 17 dage i februar på rundtur i Brasilien og Argentina. Store oplevelser, masser af stjernestunder. En dråbe malurt i rejsebægeret var der dog, da Kirsten ca. en time inden afrejsen brækkede håndleddet efter et fald på den sidste hundeluftningstur. Så den stod på gipsarm i 30-35 graders varme og hverken svømmeture eller beachvolley. Det var synd for hende. Men ellers var det fantastisk hos familien i Sydamerika.

Vi var knap nok kommet hjem før svigermor blev syg. Det startede med, at hun blev indlagt med meget ondt i maven. Forstoppelse. En dårligt fungerende galdeblære. Og så fandt de også ud af ude på sygehuset, at hun lige havde brækket ryggen. Der blev taget et utal af prøver, men tiden gik, og hun blev svagere fra dag til dag. Det var svært at bekæmpe det ene uden at ødelægge det andet. Håb afløstes af frustration. Og igen af håb. Som så blev afløst af afmagt og afklaring, da vi til sidst kunne vi mærke, hvad vej det gik. Den 31. marts sov min fantastiske svigermor stille ind. Den vigtigste, livsklogeste og mest beundringsværdige person, jeg nogensinde har kendt (bortset fra min kone). Vi var – og er stadig – fuldstændig knuste.

Og sådan fortsatte det slag i slag i vores halvstore familie. Wilma, den yngste af vores hunde, havde sidst på året 2016 fået konstateret lymfekræft og var i foråret kommet igennem et 12 ugers behandlingsforløb. Og så blev Bailey, den ældste af vores hunde, som aldrig havde fejlet noget, pludselig besværet af vejrtrækningsproblemer og fik konstateret en stor cyste lige ved hjertet. Ham måtte vi tage afsked med efter 10 fantastiske år i fremragende selskab. Sidst på sommeren kom Wilmas kræft så tilbage og i november gav det ingen mening af fortsætte kampen.

Så i 2017 mistede vi altså familiens fælles omdrejningspunkt og to højt elskede firbenede familiemedlemmer. Dermed kommer 2017 ind på top 1 over de værste år i mit liv.

Vi fik også Golden Retriever hvalpen Maggie, som nu er 10 måneder. Hun fejler heldigvis ingenting, bortset fra, at hun er bange for fyrværkeri.

Og midt i januar får vi så familieforøgelse når Maggies lillesøster Ellie bliver gammel nok til at flytte ind hos os på Byvangen.

Så måske bli’r 2018 et godt år. Det får i hvert fald svært ved at blive dårligere end 2017.

7-9-13 vil Kirsten nok skynde sig at tilføje.