Den første dannelsesrejse

Fredagen stod på translokation fra gymnasiet med efterfølgende fest om aftenen. Lørdag morgen var der afgang mod Sydeuropa. Hauge, Løhde og jeg havde et par uger inden fundet ud af, at det da kunne være en rigtig god idé med en tur med toget mod varmere himmelstrøg og således blev det. Dog ikke uden diverse udfordringer, som skulle håndteres; blandt andet fandt Hauge om torsdagen ud af, at han ikke havde et gyldigt pas, men det lykkedes at overtale den flinke dame på paskontoret til at se stort på alle udstedelsesprocedurer og 14 dages ventetid, og vi kom faktisk afsted som planlagt.

Nu var det imidlertid sådan, at det eneste vi havde planlagt var, at vi skulle sætte os ind i et tog, som skulle fragte os sydpå – og så måtte vi tage den hen ad vejen. Der var godt nok en løs aftale med Per E. og Stig i Sydfrankrig, men det lå jo dage, måske uger ude i fremtiden, så i første omgang handlede det om at sørge for, at væskebalancen til alle tider var under kontrol. Og dengang – i 1982 – havde en eller anden uvist af hvilken grund bestemt, at når nogen tog afsted på interrail, så skulle førnævnte balance justeres ved hjælp af 1½-liters flasker med billig, men ikke sønderlig velsmagende hvidvin. Så dem investerede vi i nogle stykker af, så vi kunne holde til Hamborg.

På vejen mod den dansk/tyske grænse besluttede vi, at første stop skulle være i Innsbruck. Det er ikke rigtig lykkedes mig at finde ud af hvorfor, da ingen af os kendte til byen på forhånd eller havde relationer til den del af Europa. Efter et længere ophold i Hamborg i forbindelse med et togskifte, ankom vi til Østrig tidligt om morgenen. Jeg husker det som om, at det pissede ned, stod ned i stænger, regnede katte og hunde og så videre. Det er formentlig bare et udtryk for vores skuffelse over, hvor begrænset et udbud af fristelser og andre aktiviteter byen havde, for fotodokumentation viser, at det først på dagen var ganske tåleligt opholdsvejr i den park, hvor vi havde slået lejr og i øvrigt underholdt os med at skræmme lokale småbørnsfamilier med halsbrækkende øvelser på klatrestativerne.

Underholdning i verdensklasse i en halvfesen park i Innsbruck

Varmt var det ikke og campingpladsen lå et stykke væk, så vi bestemte os ret hurtigt for at rykke videre. ”Hvad med at tage til Italien, der er vist ret fedt i Lido di Jesolo”, foreslog jeg sådan lidt ud af det blå og helt uden at have noget som helst belæg for den påstand. ”Det gør vi,” sagde de andre i mangel på fornuftige alternativer. Første tog med forbindelse til Venedig, som er en italiensk by i umiddelbar nærhed af Lidoen, gik klokken lort næste morgen og da feriebudgettet var stramt, var det ikke en holdbar løsning at bruge penge på hverken campingplads eller hotel.

Med en nylig afsluttet studentertid i baghånden var vi naturligvis i habil festform, så løsningen blev at udfylde ventetiden på et lokalt dansested, et såkaldt diskotek. Vi fik lov at parkere oppakning, telt med videre i garderoben og indtog bar og dansegulv som de verdensmænd, vi var. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan gå-i-byen situationen i Innsbruck siden har udviklet sig, men i 1982 var der ikke voldsomt megen trængsel på byens fremmeste dansested en søndag aften i slutningen af juni. Det lod vi os nu ikke slå ud af, for vi havde jo noget tid, der skulle slås ihjel, blandt andet på dansegulvet, hvor tonerne af østrigske Falcos hit ”Der Kommissar” var helt nye for os. Jeg erindrer ikke, at nogen gad danse med os, men det var vi ganske ligeglade med, og de få lokale, der havde trodset regnvejret og var dukket op, syntes helt sikkert at vi var mærkelige, hvilket de da havde ret i. På et tidspunkt blev det for meget for det ansvarshavende personale på stedet og vi blev venligt men bestemt bedt om at forføje os. Det gjorde nu ikke så meget, da vi alligevel havde et tog, vi skulle med.

Jeg husker ikke præcis hvordan vi kom fra banegården i Venedig og ud til Jesolo, men vi er formentlig kørt i bus. Til gengæld husker jeg aldeles glimrende den meget fine campingplads og de sjove dage vi tilbragte derude. Årets udgave af VM i fodbold blev afholdt i Spanien. Først på året havde der ”raset” en Falklandskrig ud for en lille ø ovre på den anden side af kloden, så der var stadig nogle spændinger mellem Argentina og England. Spansktalende Argentina havde masser af sympatisører i Spanien og derfor var engelske fodboldfans, som ellers traditionelt fulgte begivenhederne på nærmeste hold, blevet anbefalet at blive hjemme. Alternativt tage på ferie et andet sted end i Spanien. For eksempel i Lido di Jesolo.

Løhde og Hauge på camping i Lido Di Jesolo

Her mødte vi seks gæve fodboldafficionados, som havde respekteret fodboldforbundets anbefalinger, men som skulle have en tur ud af det, når det nu var både sommer og ferietid. De var til VM i fodbold på behørig afstand og belejrede hver dag campingpladsens tv-stue. De havde en fest – specielt når England spillede, hvilket vi i den grad fandt ud af på den hårde måde. Dagen før en af Englands indledende gruppekampe blev vi gentagne gange mindet om næste dags begivenhed, og vi fik at vide, at vi skulle møde op i god tid, så vi kunne nå at varme op. Derfor indfandt vi os i tv-stuen omkring en time inden kampstart. I god tid til at nå opvarmningen, syntes vi selv. Lige sent nok ifølge englænderne, som allerede havde været igennem første runde. Øl, forstås.

Britiske æresbegreber bød tilsyneladende, at når det engelske landshold skulle spille, så måtte gæster fra andre lande (Skotland formentlig undtaget) ikke betale for drikkevarerne. Og mageligt installeret i de forhåndenværende loungemøbler fik vi udleveret en halv liter dejlig fadøl hver. Hver af de seks gutter insisterede på at give en omgang – inden pausen. Altså tre liter øl til hver og det startede forfra i anden halvleg. Midt i anden halvleg gik vi iskolde og skulle hjem for at have en lur. Jeg tror aldrig vi fandt ud af, hvordan kampen endte, men jeg går ud fra, at England vandt, for vi mødte drengene senere på aftenen på et lokalt diskotek, hvor de var i færd med at lægge billet ind hos nogle af de lokale skønheder, som dog var temmelig afvisende. Skønhedsbetegnelsen var naturligvis også relativ efter 50-60 fadøl.

Vi mødte også en anden engelsk gut, Pete, i Lido Di Jesolo. Han kom fra Manchester, det blegeste sted i England, hvor han de seneste to år efter eget udsagn havde arbejdet hver eneste aften på en natklub. Pointen var altså, at han på det seneste ikke havde fået meget sol, men det var han tydeligvis opsat på at lave om på. Han var ankommet sammen med sin kæreste om morgenen fire dage tidligere og havde straks lagt sig ud i solen. Og var blevet liggende i 10 timer. Det betalte han nu prisen for, men efter to dage på hotelværelset i henholdsvis seng og kølende badekar, havde han først på aftenen på dag fire vovet sig ud i det italienske natteliv. Iklædt shorts og en særdeles stormasket undertrøje, hvorfra hans voldsomt skallende hud stak ud i store flager. ”She made it for me, of course I’m gonna wear it”, som han forklarede, mens han pegede på kæresten i baggrunden. Han var heldigvis allerede pænt bedøvet, og vi blev hurtigt enige om, at det med afstand var den mest solskoldede person, vi nogensinde havde set. Men han tog det nu ganske pænt.

Jeg er ret dygtig til sprog, og i forbindelse med en studietur i 3. G. til Firenze havde jeg taget et intensivt kursus i italiensk. Så da vi på et diskotek mødte nogle lokale skønheder (relativt) forsøgte vi at aftale et møde med dem til dagen efter. Det var onsdag aften og jeg var ikke helt sikker på hvad torsdag hed, men jeg var i hvert fald ret overbevist om, at ”i morgen” hed ”domenica”. Det var ikke helt korrekt. Det betyder nemlig ”søndag” og den korrekte betegnelse havde været ”domani”, så vi følte os brændt af, da vi den følgende aften troppede op på diskoteket. Vi fandt aldrig ud af, om det i virkeligheden var tilfældet, for efter at have fundet ud af den sproglige misforståelse blev vi enige om, at vi bestemt ikke gad vente til søndag. Vi skulle videre.             

Efter en temmelig lunken start på turen i uimponerende og halvkølige Innsbruck og et opløftende ophold i Lido di Jesolo, havde vi ganske store forventninger til Firenze. Kunsthistorie. Mediciernes by. Med en campingplads centralt beliggende i en park med udsigt til alle byens arkitektoniske herligheder. Det var da også ganske fint, men på daværende tidspunkt i sommeren ’82 var vi ikke et sted i vores dannelsesrejse, hvor vi rigtigt kunne værdsætte bjergtagende kulturoplevelser. Bevares, vi fik da drukket en del af den lokale vin og blev naturligvis også tysset på af de andre på campingpladsen, men efter et par dage blev vi enige om at sige, at nu havde vi været der.

Tre fortryllende ungersvende på campingpladsen i Firenze

Vi havde i Lido di Jesolo fået smag for strandlivet og havde brug for at komme på stranden og bade i Middelhavet. Da vi havde planlagt at foretage vores længste – og sidste stop – ved den franske riviera, så tog vi en forbløffende moden og rigtig beslutning om at forlægge residensen til den franske middelhavskyst, selv om der stadig var nogle dage til vi skulle mødes med Per og Stig, som var på sprogkursus i St. Raphael.

Hvorfor ikke tilbringe ventetiden der? Opsøge det ukendte og måske etablere nogle nye relationer. Vi sprang ombord på toget og satte kurs mod Frankrig. Det var i øvrigt en ualmindelig smuk tur langs kysten gennem Monaco og Nice, og da vi ankom til St. Raphael, som er en by, hvor mange unge tilbringer sommeren og forsøger at blive dygtigere, kunne vi erfare, at vi havde valgt rigtigt. Vi fandt endda en billig pension på havnefronten i gåafstand fra bymidten, så alt var godt. Og det er vist ikke helt forkert at påstå, at nu begyndte ferien for alvor.

St. Raphael var/er en fed by. Med stranden liggende lige ud for bymidtens aktiviteter adskilt af det, der vel på engelsk kaldes for et ”boardwalk”. De første par dage tilbragte vi på stranden om dagen, hvor vi beundrede de lokale seværdigheder, mens vi om aftenen drak os fulde i den latterligt billige vin, som var prissat i forhold til, at der var rigtig mange unge, knap så kapitalstærke feriegæster i byen. Vi klagede bestemt ikke, men på tredjedagen besluttede vi, at det var på tide at kontakte de importerede kursister Per og Stig. Vi havde fået oplyst en adresse og fandt det hus, hvori de var privat indkvarteret. Vi bankede på og fik forklaret den uforstående franske dame, der boede der, at vi altså kendte hendes midlertidige beboere fra Danmark. Hun virkede ikke sønderligt imponeret over hverken os eller førnævnte beboere, men fik dog gjort klart for os, at de danske drenge ikke var hjemme, at hun ikke vidste hvor de var og hvornår de ville komme tilbage. Det lod ikke til, at hun decideret savnede deres selskab.

Imidlertid ville skæbnen at vi, da vi var på vej ud ad indkørslen, nærmest stødte ind i de to sommerstudentikose personager. Genforeningen var både hjertelig og højlydt, naturligvis til stor fortrydelse for det lokale kvindemenneske, som stod og lurede bag en halvåben hoveddør. Om ikke andet fik vi i det mindste klarlagt, at det ikke var på den matrikel, vi skulle hænge ud i resten ferien. Per og Stig havde da også for længst konkluderet, at den dansk/franske venskabsforening måtte spejde forgæves efter nye medlemmer fra et forstadskvarter i St. Raphael.

Mit håndklæde, Per E., Løhde, to tyske piger, Hauge og Stig på stranden i St. Raphael

På vores ophold på den lokale strand havde vi lært et par grupper unge at kende. Tyske tyskere fra Tyskland. Den ene gruppe bestod af 5-6 personer, som var kørt til Frankrig i et folkevognsrugbrød og havde lejet et hus med swimmingpool og hele svineriet uden for centrum lidt oppe ad bakken. Et par stykker af dem var politifolk. Den anden gruppe var vist kun piger, som af en eller anden grund gerne ville hænge ud med os. En aften ville tyskerne holde fest oppe i huset og vi var selvfølgelig inviteret. ”Køb lige noget vin, så henter vi jer ved 20-tiden”. Vi købte en femliters dunk med vin til ca. 25 kroner og blev afhentet i folkevognen.

Vores chauffør, som til daglig var en skattet repræsentant for ordensmagten, havde tydeligvis fralagt sig sine forpligtelser i forhold til at overholde loven, for han startede med på hvinende dæk at køre mod ensretningen i en frygtelig fart og snart havde vi fået opmærksomhed fra det lokale gendarmeri, som ikke var vant til slingrende folkevognsrugbrød i fuld fart på strandpromenaden med hujende passagerer og ”Da Da Da” med Trio på max-volumen . Vi blev da også på et tidspunkt bragt til standsning, som det jo hedder, og jeg har tit tænkt på, hvordan vores chauffør, hvis navn jeg har glemt, fik sig snakket ud af både bøde og beslaglæggelse. Men det gjorde han, og vi fortsatte til huset, hvor vi i løbet af aftenen og natten endte i og omkring poolen, naturligvis sanseløst berusede.

Hauge standsmæssigt klædt på til strandtur

Den næste aften var der semifinale ved VM i fodbold. Frankrig mod Tyskland. Og da vi jo netop havde fået en masse tyske venner, besluttede vi at se kampen sammen med dem på en lokal sportscafé. Eller det var vel i princippet bare et værtshus med et til lejligheden opstillet fjernsyn. Ikke desto mindre besluttede vi, at for at tækkes selskabet ville vi i dagens anledning holde med Tyskland. Så det gjorde vi. Og da Schumacher smadrede den franske spiller i den forlængede spilletid, var vi da også enige om, at frøæderen overdramatiserede situationen en kende rigeligt. Tyskerne endte jo med at vinde og efter et par sejrsøl fandt vores selskab ud af, at fordi vi var lidt ramt af begivenhederne fra den foregående aften kunne vi ikke rigtigt svinge os op til en rigtig fest, hvorfor vi besluttede os for at tage afsked ude foran værtshuset. Så de andre kørte afsted i folkevognen og der stod vi så. Fem halvvisne ungersvende med fjendtlige sympatier på en plads befolket af ærgerlige og bitre franskmænd, som lige havde set deres forhåbninger om en VM-finale forsvinde efter et voldeligt overgreb.  

Vi trak selvfølgelig danskerkortet. Det var tydeligt, at et helt lands frustrationer skulle gå ud over nogen og i nattelivet i St. Raphael var det tyskere eller deres sympatisører. Heldigvis har vi altid været gode til at snakke os ud af diverse genvordigheder, så vi undgik at få bank. Vi fik vist både nævnt 2. verdenskrig, slaget ved Dybbøl og prins Henrik i forløbet men fandt det alligevel bedst af fortrække til et lokalt diskotek, hvor stemningen var knap så ophedet. Vi prøvede selvfølgelig at de nogle lokale skønheder (igen relativt) med historien om, at vi var nogle danske rigmandssønner, som havde vores yacht liggende nede i havnen. Det faldt dog lidt til jorden, da pigerne var oprigtigt interesserede i at flytte festen derned.

Løhde og Hauge på den sidste dag i St. Raphael

Et par dage efter skulle vi hjemad mod Århus igen. Vi tog afsked med vores nye venner og den franske riviera, satte os i toget og kørte fulde af indtryk nordpå. Som jeg husker det var det nærmest uden stop, dog erindrer jeg svagt, at Hauge og Løhde viste kinder på banegården i Hamborg, men det var vist også det vildeste, der skete på hjemturen. Bortset fra, at Hauge for alvor lærte mig at drikke kaffe og det er jeg ham evigt taknemmelig for.