Jeg plejer altid at lave en slags nytårshilsen, en status på det forgangne år, når vi et skiftet til et nyt årstal. Det var jeg egentlig gået i gang med, men må erkende, at det i år falder mig noget sværere end tidligere. De af jer, som kender mig, vil vide, at jeg i sommeren og efteråret havde et par trælse måneder, da jeg den 14. juli mistede min mor og bare 60 dage senere – den 12. september – måtte tage afsked med min far. Jeg har aldrig rigtig fået beskrevet forløbet, så det gør jeg her. Det bliver formentlig langt, så bær lige over med mig.
I den første weekend af juli skulle vores barnebarn Theodor (Theo) døbes i Horsens. Traditionen tro skulle dette foregå om søndagen og jeg havde bestilt et hotelværelse til mine forældre, som kom fra Ebeltoft lørdag eftermiddag. Det var i de glade EM-dage, så vi var samlet i Stensballe for at se bold lørdag aften. Næste morgen hentede jeg mine forældre og kørte dem til kirken.
Efter højtideligheden valgte mine forældre at køre mod Ebeltoft, da min mor ikke var på toppen. Hun havde tidligere på året været indlagt med hjerteproblemer og jeg bad hende om at kontakte sin læge hurtigst muligt og senest om mandagen. Jeg ringede til hende mandag og der var alle mulige undskyldninger for, hvorfor hun ikke havde kontaktet lægen, men hun lovede at få det gjort.
Problemet var, at min far heller ikke var helt rask. Han led af en tiltagende demens, og min mor var tydeligvis bevidst om, at når hun kontaktede lægen, ville hun blive indlagt igen. Og så skulle min far igen være alene i huset. Og skulle selv sørge for at få sin medicin, aftensmad med mere. Så på trods af mine gentagne opfordringer gik der en uge før hun endelig blev tilset af en læge, som mandag den 12. juli indlagte hende øjeblikkeligt. Hun havde det skidt om mandagen med voldsomme væskeophobninger i kroppen, men da jeg talte med hende tirsdag aften var det meget bedre. Lægerne havde fået styr på tapning af væsken og hun virkede meget mere frisk i telefonen.

Det var hun ikke, viste det sig. I løbet af natten kunne hendes hjerte og nyrer i fællesskab ikke håndtere iltningen af blodet og var pressede. Når blodet ikke iltes tilstrækkeligt, dannes kulilte og når mængden heraf bliver for høj, mister man bevidstheden. Det svarer lidt til at sætte en slange på udstødningsrøret og føre den ind i bilen.
Min mor mistede bevidstheden om morgenen den 14. juli. Jeg blev kontaktet af en læge fra Randers Sygehus, som fremlagde de sørgelige fakta. Min mor var overført til intensiv, men der var ikke mere at gøre. Jeg kontaktede Skejby og fik en snak med en overlæge, som kendte til min mors sygeforløb, og han bekræftede, at alle muligheder for at helbrede min mor var prøvet. Kirsten og jeg var i mellemtiden kommet til Randers og fik at vide, at min mor blev holdt kunstigt i live af en maskine, og at hun formentlig ville stoppe med at trække vejret i løbet af 10, 15, 20 minutter, når den blev slukket.
Min far var stadig i Ebeltoft og var slet ikke klar over situationens alvor. Emilie kørte fra Århus og hentede ham, så vi kunne tage afsked med min mor i fællesskab. Først skulle vi imidlertid forklare ham hvordan det stod til – og det var hverken verdens letteste eller mest behagelige samtale, men vi havde en dygtig læge med på sidelinjen. Han virkede dog ret afklaret, så måske havde mine forældre talt om, at det måske ikke så alt for godt ud med min mors helbred.
Min far var ankommet ved 15-tiden og ved 16.30-tiden slukkede personalet for maskinen. Kort tid efter holdt min mor op med at trække vejret, og det var fuldstændig uvirkeligt. Glad og positiv i telefonen aftenen før og væk 20 timer senere. Ved 18-tiden kørte jeg med min far til Ebeltoft for at overnatte hos ham og få talt om fortiden, fremtiden og alt det praktiske. Jeg fik også kontaktet en lokal bedemand, som kunne komme allerede næste formiddag. Jeg følte mig i et slags limbo, hvor jeg ikke rigtigt tillod mig selv for alvor at føle noget, og min håndtering af alt det praktiske med kommune, myndigheder, kirke og så videre holdt mig i gang, for samtidig skulle jeg også sørge for at hjælpe min far, som ikke helt kunne klare sig selv.
Efter begravelsen var vi naturligt nok meget opmærksomme på min far. Han skulle jo vænne sig til at gå alene i det store hus, og allerede tidligt i forløbet efter min mors død var han indstillet på at sælge for at flytte i en lejlighed, og vi havde i september aftalt et møde med kommunen om mulighederne. Egentlig så min far ud til at trives ok. Jeg var hos ham på ugentlig basis, men vi snakkede i telefon hver anden dag. Vi snakkede ofte om min mor og om gamle dage og så fejlede hans hukommelse ikke noget. Det var mere i forbindelse med datoer, tidspunkter, navne og ved pludseligt opståede situationer, at hans demens/Alzheimer blev tydelig. I rigtig mange tilfælde virkede han nærmest normal og han kørte faktisk stadig bil helt indtil et par dage før sin indlæggelse, selv om det reelt var uforsvarligt.
Det betød meget for ham at være mobil. Så da jeg var med ham inde hos lægen til et sundhedscheck i slutningen af august, var jeg på forhånd blevet instrueret om, at hvis lægen begyndte at tale om at inddrage hans kørekort, så skulle jeg dreje samtalen hen på noget andet. Fink nok, men vi var begyndt at tale med min far om et otium uden bil, og lægen var da også meget insisterende i forhold til at få min far til at indse, at hans karriere som bilist var ovre. Vi fik udskudt den endelige beslutning til et møde 14 dage senere. På det tidspunkt var min far indlagt i Randers for sidste gang.
På mødet i august gennemførte lægen en demenstest på min far. Jeg sad ved siden af og det var en frygtelig oplevelse. Hans hjernes forfald var blevet markant tydeligere siden min mors død og det var forfærdeligt at se sin far forvirret lede efter svar på hvilket år vi var i og hvilket postnummer han boede i. Det var ikke godt, og Kirsten og jeg intensiverede vores søgning efter en egnet bolig og var kommet dertil, at egen ældrebolig ikke ville være tilstrækkeligt, han havde behov for meget mere tilsyn. Det blev desværre aldrig aktuelt at tage snakken med min far.
Mandag den 6. september fik jeg en opringning fra en medarbejder hos Hjemmeplejen i Ebeltoft. Hun stod udenfor min fars hus, men han lukkede ikke op. Hun prøvede i lang tid og til sidst åbnede han døren. Han sagde, at han havde det dårligt – ondt i sit knæ – og derfor orkede han ikke at åbne. Jeg snakkede med medarbejderen igen og vi aftalte at tales ved om aftenen. Det gjorde vi og alt var tilsyneladende godt. Selvfølgelig skulle jeg have kørt derover, men jeg havde tiltro til medarbejderens forsikringer om tingenes tilstand – og i øvrigt skulle jeg derover et par dage senere for at holde møde med læge og kommune. Tirsdag havde han det fint, men var kort for hovedet og syntes tydeligvis det var bøvlet at skulle snakke i telefon. Efterfølgende har vi tænkt en del over, om det kunne have reddet min far hvis Hjemmeplejen havde kontaktet en vagtlæge allerede mandag. Men det vil for evigt være et teoretisk spørgsmål.
Imidlertid skete der det, at hjemmesygeplejersken onsdag morgen, den 8. september, fandt min far bevidstløs i sin seng. Det lykkedes hende at få kontakt med ham og i ambulancen på vej til sygehuset i Randers vågnede han helt op igen. Han blev indlagt på Medicinsk afdeling med prognosen medicinforgiftning. Læger og sundhedspersonale havde konstateret, at han havde indtaget alt for meget smertestillende medicin og spurgte selvfølgelig til hans mentale velvære. Jeg kunne kun overlevere, at han havde været i godt humør, da jeg senest havde talt med ham og at han glædede sig til et nyt kapitel i egen lejlighed i Ebeltoft. Min/vores diagnose helt for egen regning er, at han har haft ondt. Og at han grundet sin demens ikke har haft styr på, hvor mange piller han har spist. Denne forklaring nikkede lægerne til.
Det gjorde de blandt andet fordi de frygtede, at min far havde fået hjernehindebetændelse, altså en slags meningitis. Vi syntes, det lød langt ude, men de var temmelig insisterende (og det viste sig også at holde stik). Da jeg ankom til sygehuset, fik jeg et kæmpe chok. Min far var en skygge af sig selv og kunne kun kommunikere med lyde. Jeg kunne til nød forstå hvad han sagde, men det kunne læger og sygeplejersker ikke rigtigt. At se min far på den måde var nok det største chok i mit liv nogensinde. Bare fem dage forinden havde jeg stået og ventet på ham i hans indkørsel og havde set ham komme rullende ned ad bakken i Hyundai’en for efterfølgende at lyse op i et stort smil, fordi jeg var kommet på besøg. Og nu lå han bare med åben mund og øjne, der desperat forsøgte at gøre sig forståelig. Jeg brød helt sammen i bilen på vej hjem og havde derhjemme svært ved at tydeliggøre, hvor alvorligt det stod til med ham.
Næste dag kørte Kirsten og jeg til Randers. Kirsten havde behov for at se ham og blev tilsvarende chokeret. Hans tilstand var forværret og han kunne nu ikke kommunikere – og vi var ikke sikre på, om han forstod, hvad vi sagde til ham. Vi var begge et stort skridt på vejen mod en erkendelse af, at dette ikke ville ende lykkeligt.
Lørdag formiddag ringede jeg til sygehuset og fik at vide, at han sov hele tiden og derfor ikke var rigtigt kontaktbar, som det hedder. Lørdag eftermiddag fik vi alle børn og svigerbørn på besøg i Horsens og kl. ca. 19.30 ringede en læge til mig fra Randers. Min far havde fået en slags anfald, så det var nok bedst, at vi kom derop. Vi fik arrangeret noget transport og Kirsten, Emilie og jeg tog til sygehuset. Imidlertid havde hans tilstand stabiliseret sig, så han sov fredeligt og roligt. Vi fik en lang snak med lægen, som var overbevist om, at min fars tilstand var stabil og at vi derfor roligt kunne tage hjem til Horsens. Så kunne vi komme igen søndag formiddag til en samtale om det videre forløb. Det lød rigtigt. Vi landede i Horsens igen på den anden side af midnat.
Kl. 03.40 havde jeg den mest absurde og mest surrealistiske telefonsamtale i mit liv. Jeg tog røret og blev spurgt, om jeg var pårørende til min far. Det bekræftede jeg. ”Jeg ringer for at fortælle, at din far nu har en meget overfladisk vejrtrækning” sagde sygeplejeren (jeg fik ikke fat i hendes nøjagtige stillingsbetegnelse). ”Hvad betyder det?” spurgte jeg. ”Det betyder, at der nok ikke går så lang tid, før din far holder op med at trække vejret” fortsatte hun. ”Hvad vil det sige, hvad betyder ikke så lang tid?” spurgte jeg. ”Det vil nok sige 5-10 minutter, men hæng lige på, jeg går lige ind og ser til ham. Nå, men nu er din far død.” Helt ordret refereret. ”Men hvad så nu, skal vi komme med det samme, hvad skal vi gøre?”. ”Nej, I kan bare komme herop i morgen formiddag, når det lige passer jer.” Samtale slut. Hvorefter jeg lagde mig til at sove igen… Not.
Jeg har ikke megen erfaring i at fortælle folk, at deres nære pårørende er afgået ved døden, men jeg forestiller mig ikke, at ovenstående er et klasseeksempel på, hvordan det skal gøres.
Søndag formiddag hentede vi et par af børnene i Århus og kørte til Randers Sygehus for at se min far for sidste gang. Syret. Hjernehindebetændelse, medicinforgiftning og en tilstødende lungebetændelse var mere end hans 83-årige krop kunne klare. Kunne jeg have gjort noget, så det ikke var endt sådan? Måske, det får jeg aldrig rigtigt at vide, men ifølge overlægen i Randers, som vi talte med søndag formiddag, ville han ikke kunne komme sig tilstrækkeligt og få et anstændigt liv bagefter. Det vælger jeg at tro på, det er jeg nødt til.

Så nu har jeg et hus i Ebeltoft og en Hyundai i20 til salg. Og et lille gravsted i Ebeltoft. Vi har endnu ikke ryddet huset, så det er en opgave, der udestår, så vi kan få sat punktum for alt det praktiske. Forhåbentlig i 2022. Minderne bliver formentlig hængende et godt stykke tid endnu. De gode af dem i hvert fald, de dårlige kan bare skride ad helvede til.
