Vi har brug for en Jens til at bære kulturen

”Jens Jønsson, Jens Jønsson, Jens Jønsson. Vi elsker alle sammen Jens Jønsson”. Sådan lød det blandt fansene indtil for et par sæsoner siden, hvor hyldestsangens og AGF-defensivens omdrejningspunkt efter adskillige stabile præstationer blev belønnet med en velfortjent udlandskontrakt med indbygget eventyr i Tyrkiet.

Jens Jønsson var en af vores egne. En århusdreng, som i en tidlig alder var blevet sluset ind i superligatruppen for at smage på livet som professionel fodboldspiller. Med på diverse ungdomslandshold. Bærende profil i 20-årsalderen. Stabil, pålidelig, arbejdsom, med et højt bundniveau og en garanti for en dedikeret indsats hver gang. Mange spillere har i tidens løb forladt vores klub, men få er savnet som Jens Jønsson, selv om hans selvfølgelige succes via benhårdt arbejde i Tyrkiet er ham vel undt. Han kunne være blevet en legende i AGF, og han kan jo princippet nå det endnu, når han har fået løbet hornene af sig og måske vender hjem i en forbedret udgave.

Samme sang, men en anden Jens
For godt nok er Jens væk, men sangen om Jens er i den grad blevet støvet af i dette forår, hvor efternavnet Jønsson er udskiftet med Stage. Århusdreng. Stabil, pålidelig, arbejdsom, med et højt bundniveau og en garanti for en dedikeret indsats hver gang. Et ubeskrevet blad i landsholdssammenhæng – endnu. Han var så god som 19-årig i Brabrand, at han blev inviteret ind til træningen på Fredensvang for lige at snuse. Man skulle se hinanden lidt an. Og så var han bare alt for god til, at det kom på tale at sende ham tilbage eller nogen som helst andre steder hen. Han fik en kontrakt, som netop er blevet forlænget med fire år, så vi nu har papir på ham indtil 2023.

Manden har fodboldintelligens. ”En polyvant spiller,” som Morten Olsen nok ville kalde ham. Det betød, at han i sidste sæson blev kastet rundt på en masse forskellige pladser, hvor der lige var behov for at dække ind. Så han dækkede ind, gjorde han og ganske uden at kny.

”Jeg spiller der hvor træneren mener, jeg kan gøre mest gavn,” sagde han selvfølgelig, men lagde samtidig ikke skjul på, at drømmen var at kunne spille sig til en fast plads et eller andet sted på midtbanen. Og det har han så gjort her i foråret med stor overbevisning.

Anførerbindet klæder ham
Bedste mand i masser af kampe, en udvikling opad i raketfart. Fik som den mest selvfølgelige ting i verden anførerbindet i den afgørende kvalifikationskamp til Europaleague i Haderslev, da Kanstrup blev skadet, hvorefter Morten Bruun ganske rammende skrev på Twitter, at havde sæsonen varet en måned mere, var Jens Stage formentlig kommet med til VM. Godt nok formuleret med et blink i øjet, men mandens kvaliteter er altså også tydelige for andre end os inkarnerede.

Det er ikke tit man ser den type spillere. Grænsende til det selvudslettende når det handler om at kommentere egne evner, men med en tyrkertro (bemærk koblingen) på, at vejen frem i hierarkiet går gennem hamrende hårdt arbejde på træningsbanen og når der spilles kamp. Favoritpladsen er for længst erobret. Også når træneren skal sætte holdet med frit valg på alle hylder blandt samtlige holdkammerater, er han vel alligevel trænerens første mand på holdkortet. Imponerende og velfortjent, at han allerede er blevet en fanfavorit.

Klart legendepotentiale
I optakten til kampen mod Sønderjyske talte Jesper Thygesen om Jens Stage i sammenhæng med nogle af de spillere, som er blevet legender i AGF. John Stampe, Steffen Rasmussen med flere. Kæmpe personligheder, spillere, som sværgede troskab til klubemblemet og som personificerede den kultur, det bånd, der er så fantastisk meget specielt i AGF. Ærefrygtindgydende er ikke at tage munden for fuld.

Direkte adspurgt om han helst ville ende med at spille 450 kampe for klubben og ende som legende eller til udlandet for at prøve sig af, svarede unge Stage: ”Hvis jeg ikke elskede at være her, havde jeg nok ikke forlænget med fire år”.

Han er 21 år, han er først lige kommet i gang. Hold kæft, hvor bliver han god.

”Jens Stage, Jens Stage, Jens Stage. Vi elsker alle sammen Jens Stage.”

Man gjorde en havestol fortræd

Jeg var til fodbold i aftes.

Sammen med cirka 10.000 andre fodboldafficionados og andet godtfolk havde jeg valgt at bruge en mandag aften i efterårsferien på at byde De Hviies nye træner velkommen, og så selvfølgelig på at finde ud af, om man egentlig kunne se forskel på den måde, holdet præsenterede sig på. Det kunne man. ”Spilleglæde” var et af de ord, som lå yderst på tungen, da jeg i pausen i selskab med ligesindede kommenterede på begivenhederne fra en opløftende første halvleg. Al fortidens underlige snak om processer var tydeligvis på vej i glennebogen.

Vi var endda enige om, at vi formodentlig var blevet snydt for et straffe – enten til Spelmann eller til Dino i halvlegens døende sekunder. For selv om man er fra Balkan (Dino, ikke Spelmann) så reagerer man vel ikke så voldsomt på et gult kort for film, hvis der faktisk er film? Måske alligevel, men så kom spillerne ud fra pausen.

”Hvor er Dino?” nåede jeg lige at tænke, før storskærmen afslørede, at den lille kroat i løbet af pausen var blevet præsenteret for sit andet gule, og efterfølgende det røde kort. Hvad dælen var der sket? For anden gang i sæsonen havde den tåbelige balkanbavian svigtet holdet med sine ukontrollerede anfald. Troede vi. Og spillerne på banen virkede voldsomt rystede.

Det viste sig, at dommeren enten havde hørt eller set på video, at Dino på vej fra banen havde sparket til fire havestole. Det er faktuelt forkert, for han skubbede til én og derved væltede to. Ingen af stolene kom dog alvorligt til skade, og efter at have sundet sig en kort stund var de, uden at virke påvirkede af den ublide medfart, klar til anden halvleg. Det var Dino også, men da spillerne var på vej på banen igen – altså efter pausen og 12-13 minutter efter stoleepisoden – valgte dommeren (som tilsyneladende er udstyret med det gode danske fodboldstadiondommernavn Ludersen) at tildele Dino endnu et gult kort.

Den positive pausesnak var således forgæves og en ny gameplan skulle sættes i værk hos et hold, som allerede stod klar inde på banen. Det var altså ikke i orden.

Vi (AGF, ikke tilskuerne) valgte så at nedlægge protest over urimeligheden i forløbet. Hvis protesten skal tages til følge, så kræver det imidlertid, at dommeren indrømmer, at han har dømt for noget, han ikke har set. Og det gør han ikke før helvede fryser til. På en uge med to torsdage. Selv om tv-billeder viser, at han ikke så, hvad der skete.

Og hvad sker der lige for et sådant selviscenesættende stunt af en dommer uden fornemmelse for ordentlig, smidig kampafvikling? Han kunne bare have løftet pegefingeren overfor en varmblodet, østeuropæisk og uintelligent spiller med en puls på 250, som lige havde følt sig bortdømt, men han skulle absolut bringe sig selv i centrum med utidigt regelrytteri af værste skuffe. På samtlige landets diskoteker står publikum aften efter aften og skubber til taget uden indblanding fra myndighederne, men på stadion må man ikke engang skubbe til en havestol. Helt ærligt, altså!

Jeg synes, det er synd for David Nielsen, at kampen blev ødelagt. Det er også synd for alle os, som var mødt frem. Og for spillerne. For jeg er overbevist om, at hvis vi havde fået lov at fortsætte i samme stil som før pausen, så havde vi vundet, for vi spillede jo godt og Lyngby var et tegneseriehold. Jeg synes stadig Dino er en idiot, men i aftes var han ikke den største. Det var dommeren.

Og så ved jeg godt, at elektroniske hjælpemidler til dokumentation af hvad som helst fra utallige vinkler måske i sidste ende vil gøre disse udgydelser ukorrekte og ligegyldige. Men jeg er faktisk ikke særligt interesseret i at få at vide, at jeg tager fejl. For fodbold er følelser, og nogle gange er det mindre væsentligt, når fakta dræber den gode historie.

David og Goliath

Jeg holder med AGF. Det kan hverken læsere af denne blog eller folk som mere eller mindre regelmæssigt befinder sig i nærheden af mig være i tvivl om. Og nu skal vi så have ny træner. Endnu en gang har træneren i spidsen for min hjerteklub ikke levet op til de store forventninger, som er forbundet med at være træner i Århus. Det kan man så mene om, hvad man vil, og det er der selvfølgelig mange der gør. Fair nok.

Men hvad synes jeg så om det? Her bliver det straks mere kringlet, for jeg synes, at det er temmelig umuligt at have en kvalificeret holdning til et ansættelsesforhold, som man kun ser en begrænset del af. Det, som pressen og den brede offentlighed spekulerer i og dagligt offentliggør på mere eller mindre troværdig og veldokumenteret vis.

Med andre ord, så aner jeg ikke en hujende fis om, hvad der foregår når spotlightet er slukket. På ledelseskontoret, i omklædningsrummet, på træningsbanen, på busturene. Og alle de andre steder, som vi ikke har adgang til.

Derfor vælger jeg at tro på, at ledelsen i klubben er kompetent nok til at træffe de rigtige valg. På kort sigt, på den lange bane og med behørig hensyntagen til alle mulige forbehold, programerklæringer og optimal varetagelse af klubbens tarv. Det er jeg simpelthen nødt til.

Jeg er nødt til at stole på, at de personer, som er ansat til at skabe de bedst mulige forudsætninger for succes for AGF, er deres opgave voksen. Hele vejen igennem systemet. Og hvis de ikke er det, så skal de ikke være der. Det er egentlig ikke særlig svært.

For når de ovenfor nævnte forudsætninger er på plads, så er det lettere at indtage sin faste plads i C3 på ”Communale” for at råbe, skrige, juble og græmmes. Glædes over sejre og været frustreret over nederlag og uretfærdige pointdelinger.

AGF er mit hjerteblod, og jeg støtter klubben. Loyaliteten varer evigt. Uanset…

Næste år eller året efter eller…

Forleden var jeg til Champions League finale. Altså ikke i Cardiff, men næsten. Real Madrid spillede mod Juventus, og det var to hold som formodentlig ville kunne matche AGF på en god dag. De havde også lige fløjet pokalen ind, så de kunne tage et billede af den sammen med mig. Og det var da ok, for det var før Smørhår fik fat i den og gjorde den helt fedtet.

Jeg holdt ikke specielt meget med nogle af holdene (mest med Juve), da jeg lægger min passion hos De Hviie, men det er altid fedt at opleve, når nogen brænder for noget. På aftenen var det tydeligt, at Los Blancos og La Vecchia Signora betød noget. Det er lidt det samme med de andre superligahold og deres tilhængere.

Søndag reddede AC Horsens endnu en sæson i Superligaen, og det betyder en hel masse for mange mennesker, hvoraf en del var kørt tre timer i bus til et lortestadion i Hjørring for at støtte deres udvalgte. Det har jeg stor respekt for. Til gengæld kniber det lidt med respekten, når nogle Viborg-fans vil banke træner og spillere efter nedrykningen.

Uanset hvem du holder med, så er prisværdigt, når det er passionen, der driver det. Og jeg er da helt sikker på, at massevis af hviie skabsfans vil bekende endeligt kulør, når AGF snart løfter pokalen med de store ører. For det kommer helt sikkert til at ske…

 

Jeg holder med de hviiie

Jeg kan ikke gøre for det. Det er ikke engang noget, jeg selv har valgt. Det har bare altid været sådan. Jeg holder med AGF. De hviiie fra Fredensvang. Og hvorfor er det så, at man holder med en klub, hvis seneste pokal- og mesterskabstriumf ligger helt tilbage i forrige århundrede? Er det en eller anden masochistisk trang til år efter år at lade sig trække igennem en endeløs række af misbrugte muligheder og uforløst potentiale?

Måske. Faktum er, at det kommer dybt indefra og er svært at beskrive – og endnu sværere at forklare for alle dem, som mærkeligt nok ikke har det på samme måde. Altså mennesker uden rigtigt indhold i livet.

Det handler om stolthed. En traditionsklub fra 1880. Det vigtigste i verden, når det gælder fodbold. Og det behøver andre i princippet ikke kunne forstå.