”Jens Jønsson, Jens Jønsson, Jens Jønsson. Vi elsker alle sammen Jens Jønsson”. Sådan lød det blandt fansene indtil for et par sæsoner siden, hvor hyldestsangens og AGF-defensivens omdrejningspunkt efter adskillige stabile præstationer blev belønnet med en velfortjent udlandskontrakt med indbygget eventyr i Tyrkiet.
Jens Jønsson var en af vores egne. En århusdreng, som i en tidlig alder var blevet sluset ind i superligatruppen for at smage på livet som professionel fodboldspiller. Med på diverse ungdomslandshold. Bærende profil i 20-årsalderen. Stabil, pålidelig, arbejdsom, med et højt bundniveau og en garanti for en dedikeret indsats hver gang. Mange spillere har i tidens løb forladt vores klub, men få er savnet som Jens Jønsson, selv om hans selvfølgelige succes via benhårdt arbejde i Tyrkiet er ham vel undt. Han kunne være blevet en legende i AGF, og han kan jo princippet nå det endnu, når han har fået løbet hornene af sig og måske vender hjem i en forbedret udgave.
Samme sang, men en anden Jens
For godt nok er Jens væk, men sangen om Jens er i den grad blevet støvet af i dette forår, hvor efternavnet Jønsson er udskiftet med Stage. Århusdreng. Stabil, pålidelig, arbejdsom, med et højt bundniveau og en garanti for en dedikeret indsats hver gang. Et ubeskrevet blad i landsholdssammenhæng – endnu. Han var så god som 19-årig i Brabrand, at han blev inviteret ind til træningen på Fredensvang for lige at snuse. Man skulle se hinanden lidt an. Og så var han bare alt for god til, at det kom på tale at sende ham tilbage eller nogen som helst andre steder hen. Han fik en kontrakt, som netop er blevet forlænget med fire år, så vi nu har papir på ham indtil 2023.
Manden har fodboldintelligens. ”En polyvant spiller,” som Morten Olsen nok ville kalde ham. Det betød, at han i sidste sæson blev kastet rundt på en masse forskellige pladser, hvor der lige var behov for at dække ind. Så han dækkede ind, gjorde han og ganske uden at kny.

”Jeg spiller der hvor træneren mener, jeg kan gøre mest gavn,” sagde han selvfølgelig, men lagde samtidig ikke skjul på, at drømmen var at kunne spille sig til en fast plads et eller andet sted på midtbanen. Og det har han så gjort her i foråret med stor overbevisning.
Anførerbindet klæder ham
Bedste mand i masser af kampe, en udvikling opad i raketfart. Fik som den mest selvfølgelige ting i verden anførerbindet i den afgørende kvalifikationskamp til Europaleague i Haderslev, da Kanstrup blev skadet, hvorefter Morten Bruun ganske rammende skrev på Twitter, at havde sæsonen varet en måned mere, var Jens Stage formentlig kommet med til VM. Godt nok formuleret med et blink i øjet, men mandens kvaliteter er altså også tydelige for andre end os inkarnerede.
Det er ikke tit man ser den type spillere. Grænsende til det selvudslettende når det handler om at kommentere egne evner, men med en tyrkertro (bemærk koblingen) på, at vejen frem i hierarkiet går gennem hamrende hårdt arbejde på træningsbanen og når der spilles kamp. Favoritpladsen er for længst erobret. Også når træneren skal sætte holdet med frit valg på alle hylder blandt samtlige holdkammerater, er han vel alligevel trænerens første mand på holdkortet. Imponerende og velfortjent, at han allerede er blevet en fanfavorit.
Klart legendepotentiale
I optakten til kampen mod Sønderjyske talte Jesper Thygesen om Jens Stage i sammenhæng med nogle af de spillere, som er blevet legender i AGF. John Stampe, Steffen Rasmussen med flere. Kæmpe personligheder, spillere, som sværgede troskab til klubemblemet og som personificerede den kultur, det bånd, der er så fantastisk meget specielt i AGF. Ærefrygtindgydende er ikke at tage munden for fuld.
Direkte adspurgt om han helst ville ende med at spille 450 kampe for klubben og ende som legende eller til udlandet for at prøve sig af, svarede unge Stage: ”Hvis jeg ikke elskede at være her, havde jeg nok ikke forlænget med fire år”.
Han er 21 år, han er først lige kommet i gang. Hold kæft, hvor bliver han god.
”Jens Stage, Jens Stage, Jens Stage. Vi elsker alle sammen Jens Stage.”

et, på træningsbanen, på busturene. Og alle de andre steder, som vi ikke har adgang til.
holdt ikke specielt meget med nogle af holdene (mest med Juve), da jeg lægger min passion hos De Hviie, men det er altid fedt at opleve, når nogen brænder for noget. På aftenen var det tydeligt, at Los Blancos og La Vecchia Signora betød noget. Det er lidt det samme med de andre superligahold og deres tilhængere.