Den ultimative mindepølse

Tidligere på sommeren skrev jeg et indlæg her på siden om min bedste ven, som i juni døde af kræft. Efterfølgende har der naturligvis været en masse for familien at tage stilling til. Begravelse, gravsted, gravsten og så videre. Nødvendige og knap så sjove overvejelser. Imidlertid gav det vel en vis ro på bagsmækken, at Johnny på forhånd tydeligt havde tilkendegivet, at det måtte de efterladte selv ligge og rode med. Og nu er vi ved at nå til formålet med dette indlæg. At have overskud til at mindes ved at trække på smilebåndet og gå all-in på at vise og hylde Johnnys underfundige personlighed gennem de ”mindeplader” som bevares i (næsten) al evighed. Tillad mig at forklare nærmere.

Da Johnny fik konstateret kræft besluttede han, at han ville delagtiggøre sine venner og andre interesserede på de sociale medier i sit sygdomsforløb. Det gjorde han blandt andet i velskrevne dagbogsnotater på Facebook, som fik stor udbredelse langt uden for vennekredsen på grund af de ærlige, åbne og velskrevne betragtninger om den knap så positive situation. I december 2018, hvor han var temmelig mærket af sygdommen, skrev han for eksempel nedenstående på Facebook (dette er et uddrag):

”Apropos begravelse, så er der ikke truffet nogen beslutning her i huset om hvordan og hvorledes. Egentlig er jeg mest tilhænger af, at de efterladte har det sidste ord, for til den tid er jeg nok ligeglad og det er jo dem der har bøvlet efterfølgende med at skaffe friske grangrene og skifte batterier i “evighedslyset”.

Dog har jeg betinget mig, at skulle valget falde på en gravsten, så står jeg fast på udformning og tekst. Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg tror, er årsagen til min kræft. Svaret blæser selvfølgelig i vinden og lægerne giver ingen svar, men jeg er overbevist om, at det skyldes et overdrevent indtag af industriel forarbejdet kød i form af Langelændere, gennem mere end et årti.

Så min eventuelle gravsten skal naturligvis være udformet som en frankfurter og bære teksten: Død ved pølle! Så er det på plads…”

I kommentarsporet nedenfor var der naturligvis en del bemærkninger til Johnnys udmelding. Her har I et par udvalgte:

Helle Nielsen:
Selv når du er “svag”, er du stærkere end de fleste ❤️❤️❤️. “Pølle-stenen” vil helt sikkert afstedkomme nogle pudsige spørgsmål, men dem slipper du jo for at svare på 😉.

Johnny Rasmussen:
Præcis… den klarer du.

Henrik Højlund:
Imidlertid vil jeg gerne love, at hvis jeg overlever dig, så skal jeg nok holde Helle op på beslutningen om pølleteksten 😛

Johnny Rasmussen:
Jeg håber så inderligt, du overlever mig. Den sten skal sættes … 😏

Og det var jo så en vældig god joke, for selvfølgelig skal en gravsten være neutralt udformet med smukt udskårne data om fødsels- og dødsdag. Måske suppleret med en lille tekst og en due. Eller skal den?

Et par uger efter Johnnys begravelse havde Kirsten og jeg en kaffeaftale med Helle på en lokal café. Vi snakkede om løst og fast, men Helle havde tydeligvis noget på hjerte. Da Johnny i sommeren 2018 kørte med et cykelhold til Paris, blev han gode venner med Filip, som er stenhugger, og naturligvis skulle han lave Johnnys sten. Helle havde snakket med Filip og spurgt, om Johnny måske havde lavet specialaftaler med hensyn til udformningen. Filip var et stort spørgsmålstegn, og var flad af grin, da Helle delagtiggjorde ham i sammenhængen.

De fandt en smuk natursten og blev enige om teksten på forsiden. Et par dage senere vendte Filip så tilbage med beskeden om, at han havde valgt at imødekomme hovedpersonens ønske om en særlig udsmykning af stenen, og på egen regning ville han dekorere bagsiden af stenen med en sirligt udhugget pølse og teksten ”Død ved pølle”. Og sådan blev det.

Så husk lige, at når I besøger Johnnys gravsted, når I savner ham og er triste, så kig lige bag på stenen og gå derfra med det lurendrejeragtige smil på læberne, som var så stor en del af Johnnys personlighed. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at han vil foretrække.