Vi har ytringsfrihed i Danmark. Og det er en frihed, som jeg med min journalistiske baggrund naturligvis hylder. Så længe du overholder de gældende retningslinjer for den gode tone, opfører dig anstændigt og undlader injurierende, utidige tilsvininger, så må du ytre dig om hvad som helst. Men du behøver ikke. Ytre dig, altså. Selv prøver jeg at holde mig til at ytre mig offentligt om noget, jeg ved noget om, emner som jeg har et kvalificeret kendskab til. Ellers tier jeg bare stille.
I mange situationer og sammenhænge findes et utal af ledige standpunkter. Som både kan bruges til at perspektivere diskussioner eller virke konfronterende og provokerende afhængig af emnet. Det er dog sjældent, at det ledige standpunkt er et særligt populært sted at stå. Flertallets mening, den offentlige overbevisning, vejer jo tungt og det kan virke forstyrrende og nærmest irriterende, når nogen tillader sig at stille spørgsmål til den eviggyldige sandhed, der virker for de fleste.
I AGF har spillerne underpræsteret i de seneste to-tre kampe. Det er alle vist enige om, og det kommer jeg ikke til at udfordre, jeg er jo ikke idiot. Der er en masse forskellige holdninger til årsagerne til den mangelfulde pointhøst og dem behøver jeg ikke liste op, vil blot henvise til samtlige sociale medier, hvor utilfredsheden florerer. Og det er sådan set forståeligt nok, at folk er utilfredse, for vi var jo et sted, hvor vi med rette kunne både håbe og tro på mere.
Jeg vil dog tillade mig at vende tilbage til det ledige standpunkt, for jeg føler, at jeg har indtaget et sådant. Det handler om Mikkel Duelund. En dygtig og tilsyneladende skadesfri offensivspiller, som er blevet udeladt fra AGFs kamptrup de seneste tre gange. En Århusdreng, som af en eller anden grund ikke nyder trænerens opbakning i øjeblikket. Ganske urimeligt ifølge mange.
Det er helt fair at sætte spørgsmålstegn ved trænerens dispositioner. Min pointe er blot, at det er ganske få – om overhovedet nogen udover den sportslige stab – der har det rigtige, kvalificerede indblik i, hvorfor Mikkel ikke spiller. Det afholder dog ikke en betragtelig del af fanskaren fra at kalde træneren et stædigt fjols og på det nærmeste kræve hans skaldede hoved på et fad. ”Hvis Mikkel havde spillet i de seneste tre kampe, havde vi formentlig hentet ni points i stedet for to,” synes mange at mene. Sat på spidsen, men så alligevel ikke.
Kunne en løsning mon være, at Uwe et par dage inden kampene lægger en bruttoliste med 25-26 spillere op på nettet, hvorefter fanskaren så stemmer favoritterne ind i kamptruppen? ”Men han er jo halvskadet og har været pivringe til træning!” ”Det er lige meget, fansene siger han skal spille.”
Jeg kan ikke påstå, at jeg har forståelse for trænerens beslutning om at udelade Mikkel fra kamptrupperne, for jeg kender jo ikke årsagerne til den. Jeg kan godt lide Mikkel Duelund som spillertype og i sin bedste forfatning er han beviseligt en af de bedste i ligaen. Det ved Uwe også godt, men alligevel udtager han ham ikke. Der er ikke kommet nogen forklaring, men det kan vel også skyldes et hensyn til Mikkel? Jeg kan og vil simpelthen ikke tro, at trænerens stædighed går imod klubbens bedste i en topprofessionel idrætsverden.
For nogle år siden besluttede jeg mig for at være 100% loyal overfor klubben og de beslutninger, der bliver truffet på ledelsesgangen og i den sportslige sektor. Jeg har valgt at tro på, at klubben har ansat de mennesker, som bedst muligt varetager klubbens interesser og som skal agere i alle sammenhænge på en måde, som tjener AGF optimalt. Så jeg kommer aldrig til offentligt at kritisere trænerens beslutninger, for jeg vil ikke kunne rette min kritik på et oplyst grundlag.
Det færdes jeg simpelthen for lidt på Fredensvang i det daglige til at kunne.
