Jeg har svært ved at forstå at nogen holder med Herning

Jeg vil uden tøven tillade mig at betegne mig selv som en meget dedikeret fodboldfan. På den der udefinerbare måde, hvor du mere end bare holder med et hold. Det er en del af min identitet, noget, som jeg ikke kan vælge til og fra. Uanset spillet på banen, op- og nedture, masser af skuffelser, færre succesoplevelser. Men jeg holder med en rigtig fodboldklub.

Og nu er jeg kommet frem til pointen med mit indlæg. Jeg har virkelig ikke meget til overs for FC Midtjylland. I AGF har vi en naturlig rivalisering med Brøndby og FCK, som vi kan ”hade” af forskellige årsager, mens det er svært at mobilisere andet end foragt for foretagendet ude i Herning.

En parodi på en fodboldklub. En pseudokulturinstitution drevet af fantaster og blålys, der tager et stort lokalområde som gidsler. En kraftigt medvirkende årsag til, at Herning latterliggøres i resten af Danmark, hvilket er en tendens, som har været markant voksende gennem de seneste år(tier). Folk trækker på skuldrene. Smiler overbærende. Randers og Herning, hasselback og pomfritter.

Nogen vil formentlig/formodentlig synes, at jeg er urimelig og uretfærdig, for folk fra Herning er vel ikke dummere end folk fra resten af Danmark? Her vil jeg komme med den kontroversielle påstand, at det er de lokale, der går til fodbold på MCH-Arena (og måske også dem, der frivilligt bosætter sig i området). Jeg har et par gange været til stede på matriklen i neutrale tilskuerafsnit, hvilket til fulde understøtter ovenstående påstand.

Ved et af mine besøg på den herningensiske højborg sad jeg ved siden af Svend-Erling og Majbrit (opdigtede navne af hensyn til GDPR og Landbrug & Fødevarer). Jeg var sendt afsted som repræsentant for min daværende arbejdsplads og havde ikke noget tilhørsforhold til nogen af de implicerede klubber, hvilket jeg ret tydeligt gav udtryk for. Det fik imidlertid ikke Svend-Erling til af fravige sin fjendtlige indstilling. Jeg holdt jo ikke med FCM, ergo var jeg en idiot – og hvad lavede jeg egentlig på deres stadion? Jeg valgte ikke at indgå i en dybdegående dialog om emnet.

De to lokale sidekammerater var højtråbende gennem hele kampen. Usaglige og uden på noget tidspunkt at afsløre den mindste forstand på fodbold. Jeg går ud fra at de var gift eller i nær familie. Måske begge dele. På et tidspunkt blev en FCM-spiller dømt offside (ca. fem meter) hvorefter Majbrit gav sin utilfredshed over kendelsen til kende med udråbet ”din lujer, dommer”. Det fik mig til at trække en smule på smilebåndet, mens resten af sektionen blot nikkede anerkendende. Det intellektuelle niveau på stadion var simpelthen på et bekymrende lavt niveau.

Folket vil forføres og det er de gode til, det skal de alligevel have derude. Der findes tydeligvis masser af midt/vestjyske virksomhedsejere, som er uvenner med deres penge, og dem er folkeforførerne i ledelsen af fusionsorganisationen gode til at spotte. Sælger sig selv på værdier som fællesskab og hårdt arbejde, men ikke et ord om latterliggørelse i resten af landet. Adskillige underlige verdenspremierer, månedlangt ”salg” af hjemmebanen til VM i hest og mere end halvtomme tribuner i høstsæsonen. Et stadion af beskeden størrelse, som efter en kapitaltilførsel på 100 mio. kr. er udvidet med næsten 100 pladser. Og en masse nye sponsorfaciliteter. Listen af tåbelige beslutninger er nærmest endeløs.

Da Herning lagde grus til VM i hest, hvilket betød, at den lokale fodboldklub ikke kunne spille på hjemmebane i flere uger. Midt i sæsonen…

Helt ærligt, hvis du holder med sådan en klub, så er du altså selv ude om, at folk betragter dig som mindre bemidlet intelligensmæssigt. Eller dum, hvis det er lettere at forstå.  

Fuglsø – You Just Can’t Get Enough…

Det påstås vistnok i et gammelt ordsprog eller lignende, at hvis man har gjort noget to gange, så har man startet en tradition. Så nu har ”Pandekageklubben af 1982” startet en tradition med at tage til koncert i Fuglsø-centret i slutningen af januar.

Sidste år lod vi os betage af Paul Youngs undervældende stemmepragt, i år var det anderledes kraftfuldt, da det tyske kopiband Forced to Mode på blæret manér åbnede for Depeche Modes imponerende musikkatalog.

Og heller ikke denne gang var musikken det vigtigste…

Vi var ti drenge afsted. Flotte fyre med varierende nuancer af gråt eller ingenting på toppen. Om eftermiddagen lørdag suppleret med Brans og Berg, som bare var kommet for de indledende løgnehistorier og et par timers formidabelt selskab i en forsamling, som har kendt hinanden siden før krigen. Vi drak nogle fadøl, klædte om og stimlede sammen i restauranten, hvor vi drak noget vin, spiste noget mad, drak nogle shots og fik stemningen løftet behørigt. På dette tidspunkt havde vi alle førligheden i behold.

Når jeg et par afsnit tidligere har påstået, at musikken aldrig er det vigtigste, så har det sin rod i, at vi ved enhver lejlighed er i stand til at skabe vores egen fest. Uanset omstændigheder og omgivelser. Der sker bare et eller andet magisk, når vi er sammen, der bliver helt sikkert sluppet nogle tøjler. Vi har det sjovt, men er muligvis anstrengende for omgivelserne

Skal der knyttes nogle ord til musikken, så var den oplevelse meget anderledes end sidste års. Paul Young kunne udelukkende frembringe nogle behjertede gnækkelyde, selv om han stod knivskarpt i sine læderbukser og havde medbragt et glimrende band og – nødvendigvis – dygtige korsangere. Forced to Mode var virkelig gode og hvis du vendte ryggen til scenen, så var det svært at høre forskel fra den ægte vare.

Forced to Mode. En fremragende oplevelse…

Vi vendte dog ikke ryggen til hverken scenen eller baren i ret lang tid ad gangen, så da koncerten sluttede defilerede vi i opløftet tilstand og med førligheden i behold mod det tilstødende lokale, hvor en lokal DJ skulle forkæle os med tidstypiske klassikere. 80’er-hits altså. Det var faktisk temmelig godt, og vi tog naturligvis ingen fanger i forhold til at være i centrum for festlighederne. Nogle udenforstående syntes vist, at vi var en mærkelig forsamling og de havde givetvis ret.

Alt godt får jo som bekendt en ende og på et tidspunkt følte jeg, at jeg havde bidraget tilstrækkeligt til aftenens festligheder. Så jeg forlod dansestedet og satte kurs mod det hotelværelse, som jeg delte med min gamle ven Løhde. Da jeg kom ud i den friske natteluft mødte jeg vores marginalt ældre ven Per, som havde lidt besvær med at finde sit hotelværelse. Jeg tog ham under armen og i fællesskab forcerede vi de knap 100 meter til de respektive værelser. Frisk, frejdigt og slingrende, syngende vort hjemlands vemodige sange.

Per delte værelse med Preben, som allerede var gået i seng, men jeg fik ham vækket og afleveret Per i hans varetægt. Og var egentlig ret tryg ved, at de nok skulle kunne klare den derfra.

En anelse overrislet gik jeg i seng og det lykkedes mig ret hurtigt at overvinde helikopterproblematikken og falde i søvn. Kort tid efter kom Løhde hjem og vækkede mig med beskeden om, at Hauge og Cliff, som boede lige overfor, havde noget meget vigtigt at fortælle. Modstræbende stod jeg op og krydsede hotelgangen blot for at erfare, at det handlede om at vi lige skulle have en kold øl for at slutte aftenen ordentligt af. Det havde jeg ikke lyst til, men det fik vi og alt var godt.

Næste morgen, alt for tidligt, hørte vi godt noget postyr ude på gangen. Det tog vi os dog ikke af, før Cliff kom og vækkede os med beskeden om, at Preben var kørt afsted mod Skejby med Per, som var vågnet uden at kunne mærke sine ben. Han kunne heller ikke rigtigt bevæge sig på grund af smerter i hoften, så det var træls. Ingen kunne på fornuftig vis forklare, hvad der var sket, for da han blev afleveret på værelset havde han bestemt sin førlighed i behold.

Det havde han så midlertidigt ikke mere, for undersøgelserne på Skejby afslørede, at han havde brækket hoften, som efterfølgende blev sat sammen med tre skruer.

Konklusionen må således være, at det er forbundet med en vis risiko at vedligeholde traditionen om at mødes hvert år i Fuglsø. Imidlertid er det så fantastisk at være sammen med de gamle drenge, at det bestemt er risikoen værd.

Og 90% af os slap jo derfra med førligheden i behold.           

Jeg har tilsyneladende et våbenliderligt alter ego…

Jeg har hverken deltaget i skoleskyderier eller i kamphandlinger i Ukraine, men jeg lovede i mit sidste indlæg, at jeg ville fortælle om projektbesøgene, som fandt sted på andendagen af konferencen i Zagreb, som jeg deltog i som repræsentant for Erhvervsstyrelsen og Danmark. Og (også) i den sammenhæng kan jeg med sindsro påstå, at både Styrelsen og fædrelandet kan være stolte af min indsats.

Da jeg blev ansat, men endnu ikke var tiltrådt, spurgte min kommende chef om jeg ville deltage i konferencen i Zagreb i starten af juni. Det ville jeg naturligvis gerne. I forbindelse med registreringen skulle jeg vælge en masse forskelligt, blandt andet hvilke aktiviteter, jeg ønskede at deltage i og hvilke projekter, jeg ønskede at besøge. Jeg var på daværende tidspunkt endnu ikke klar over hvad de forskellige forkortelser betød i forhold til hvilke projekter, der hørte til hvilke fonde.

I mit arbejde har jeg kommunikationsansvar for EU-fondene Regionalfonden, Socialfonden og Fonden for retfærdig omstilling (grønt og bæredygtigt). Det var jeg imidlertid på daværende tidspunkt ikke helt skarp på, så da jeg skulle vælge to projektbesøg, blev det ”Special Police Force” og ”Activation of People with Disabilities”. I det mindste var det andet besøg hos et projekt støttet af Socialfonden, mens politiet underligt nok (ironi) fik støtte fra EU’s Sikkerhedsfond.

Nå, men nok om baggrunden for mine noget tvivlsomme valg. Jeg entrede bussen foran Sheraton ved 8-tiden, og ingen forventninger havde jeg rigeligt af. Var forberedt på fire timers semi-sukkersød lovprisning af EU-støttesystemet, kun afbrudt af transport fra et projekt til et andet. Jeg skulle blive klogere.

Vi ankom til et tilsyneladende øde industriområde, myldrede ud af bussen og blev modtaget af tre unge kampklædte politimænd og deres leder. Lederen var en munter fyr, som sagtens kunne formulere sig fornuftigt på engelsk, men han gad ikke, så der blev oversat fra kroatisk af vores guide Ana. En ordentlig motherfucker af en pansret mandskabsvogn var i mellemtiden rullet ud fra en hal, og det viste sig, at den var købt for EU-midler til den nette sum af 1,6 mio. Euro. ”Vil I ikke prøve en tur i den” spurgte han, og det ville vi.

En pansret mandskabsvogn af en betragtelig størrelse…

Undertegnede og syv andre tog plads bagi vognen, som i mellemtiden var blevet udstyret med chauffør. Vi sad mageligt og småsludrede, da køretøjet pludselig satte i gang. Chaufføren havde lige glemt at sige, at det ville være en fremragende idé at holde fast i stropperne i kabinens loft, så det gjorde vi ikke, med det resultat, at vi lå og tumlede rundt på gulvet i en stor bunke. For den kunne godt nok komme afsted i en vis fart, den der bil. Det var ganske voldsomt. Dreje skarpt kunne den også og forcering af kantstene, stejle bakker og lignende var heller ikke noget problem.

Da vi smårystede og på vaklende ben var i stand til at forlade køretøjet, var det til meldingen om, at nu skulle vi ind og se den nye, EU-støttede skydebane. Vi kom ind i kontrolrummet og lederen fortalte lidt om faciliteten, hvorefter de tre kampklædte gutter lavede en opvisning i præcisionsskydning under forskellige forhold. Spændende, men de ramte ikke plet hver gang, så det var tydeligvis svært. ”Kunne I tænke jer at prøve at skyde?” spurgte politimanden pludselig, og med et tog projektbesøget en helt anderledes drejning.

De tre unge politimænd med deres voldsomme udrustning.

Med på skydebanen var Sotiris fra Grækenland, repræsentanten fra Danmark (mig) og ca. 20 østeuropæiske kvinder med tvivlsomme hårfarvninger, så vi ville selvfølgelig alle sammen gerne prøve at skyde. Jeg tvivler på, at ret mange af os tidligere har haft en skarpladt Heckler & Koch G36 Assault Rifle i hånden, og jeg var da også fyldt med ærefrygt, da en af politigutterne instruerede mig efter at have efterladt det vildt tunge våben i min varetægt.  

Jeg pegede på det midterste felt – A-feltet – og skød. Og ramte plet tre gange. Rekyl og larm fra skuddene. Nice. ”Vil du også prøve at skyde med et håndvåben”. Ja tak. Jeg byttede den tunge riffel ud med politimandens pistol, blev instrueret i at sigte, og skød endnu en gang tre projektiler i midten af skiven. Fik faktisk High-Five af instruktøren, som roste min skydning. Endda så meget, at jeg som den eneste blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at prøve at skyde iført night goggles, altså med infrarødt lys. Han kunne lige så godt have spurgt, om jeg kunne tænke mig en kold fadøl på en varm sommerdag.

Jeg fik instruktørens hjelm på og fik de underlige brillelignende tingester for øjnene, hvorefter lyset blev slukket på skydebanen. Der var underlig nok nærmest ingen forskel fra dagslyset, og jeg formåede endnu en gang at placere tre skud midt i skiven. Både instruktører, deres leder og de andre projektdeltagere var nu behørigt imponerede. Jeg syntes bare, at det var topfedt. Jeg pegede jo bare og trykkede på aftrækkeren. En fantastisk oplevelse at få lov at prøve; jeg blev ganske høj af det.

Efter besøget hos politiet skulle vi lige forbi luftvåbnet for at se en helt ny rekognosceringshelikopter, som EU også havde støttet indkøbet af. Sotiris og jeg ville meget gerne også have udleveret våben ved dette besøg, men det var tilsyneladende ikke en del af pakken.

Erhvervsstyrelsens udsendte foran en kæmpestor rekognosceringshelikopter

Formiddagens sidste stop var hos en organisation, som hjalp personer med udfordringer på vej mod rigtige jobs. Dygtige folk, spændende foredrag, inspirerende præsentationer, men også her med en udtalt mangel på skarpladte assault rifles. Jeg støttede alligevel projektet ved at købe en t-shirt i deres shop med ”Zagreb” trykt på brystet i både almindelig skrift og blindskrift. Så næste gang jeg besøger skydebanen og lyset bliver slukket, så vil man kunne føle sig frem til, hvor jeg er. Forudsat jeg er i Zagreb.

Kommunikationskonferencen i Zagreb var den fjerde af sin slags i EU-regi, men det var første gang, at der var en decideret aktivitet på programmet blandt projektbesøgene. Og det viste sig da også, at både køretur og skydning var pludselige indskydelser fra lederen på stedet og altså ikke en del af det officielle program. Ikke desto mindre var de fleste af de mødedeltagere, som havde valgt akvariumbesøg, Nikola Tesla Museum eller naturvandring i stedet for Special Police Force, pænt misundelige. Og jeg var da også ganske tilfreds med mit helt forkerte helt rigtige valg.

Så måske skal jeg spille uvidende, dum eller naiv, når jeg til næste konference skal vælge projektbesøg. Jeg kender godt nok nu de officielle forkortelser for fondene, men…

Den første Balkan dans

Jeg forstår godt, hvis alle mine trofaste følgere efterhånden er ved at miste tålmodigheden med mig og min blog. For det er dælme ikke meget, der sker her på siden. Er det så også ensbetydende med, at dagene slæber sig afsted, grå, kedelige og uden variation? Skyldes det travlhed, sløvhed eller noget helt tredje, at jeg ikke har informeret om begivenheder fra min (spændende) tilværelse?

Tja. Den største omvæltning er uden tvivl, at jeg har fået nyt job. Gennem længere tid havde jeg i mit tidligere job hos DanCann Pharma kunnet mærke et stigende behov for (meget mere) faglig sparring og (mange flere) nye udfordringer, så da vores veje skiltes i foråret til fordel for en ansættelse i Erhvervsstyrelsen, var det med store forhåbninger om ny inspiration og spændende jobindhold.

Jeg er på ingen måde blevet skuffet – nærmest tværtimod. Kommunikationskonsulent er den temmelig omfavnende jobtitel, og jeg arbejder med kommunikations- og presseopgaver med ansvar for EU’s strukturfonde (Regionalfonden og Socialfonden). Samtidig løser jeg opgaver for Danmarks erhvervsfremmebestyrelse, arbejder med byudviklings- og turismeprojekter samt skriver casehistorier. Jeg er i den grad landet på den rigtige hylde i forhold til kompetencer og interesser.

I starten af juni repræsenterede jeg Danmark ved en stor EU-konference i Zagreb som vikarierende national kommunikationskoordinator for EU’s fonde. Eneste dansker blandt knap 300 deltagere. Jeg har efterfølgende kunnet slette ”vikarierende”, da min chef tilsyneladende var så tilfreds med min indsats, at jeg blev udnævnt officielt. Det er jeg faktisk både glad for og stolt af. I Zagreb fik jeg desuden et indblik i, hvordan middage i EU-kommissionsregi forløber.

InformEU konference i Zagreb med fokus på brug af SoMe – her et indlæg om AI

Om aftenen på konferencens første dag var der mødetid foran konferencehotellet og bustransport til en restaurant nogle kilometer væk, hvor Kroatien havde inviteret på officiel middag. Jeg havde naturligvis taget pænt tøj på, jakkesæt og hvid skjorte. Vi var omkring 250 deltagere i eventet og myldrede fra busserne fulde af forventning ind i de fine lokaliteter.

Vi fik serveret lokale specialiteter til både forret og hovedret, men det var nu ok. Vi var jo i Kroatien, så naturligvis skulle vi stifte bekendtskab med det nationale køkkens fortræffeligheder.

Der danses mens DJ’en giver den gas ovre i hjørnet

Næste dag var inden frokost afsat til to besøg hos EU-støttede projekter. Der var otte projekter at vælge mellem og jeg havde valgt besøg hos ”Special Police Force” og ”Project for Activating People with Disabilities”. Det var gode valg. Og der er faktisk så meget godt at fortælle, at det nærmest kræver sin helt egen post her på bloggen. Lidt af en cliffhanger.

Om eftermiddagen deltog vi i diverse konferenceting, og så var det tid til byrundtur til fods i Zagreb (i silende regn) efterfulgt af gallamiddag på Hotel Westin med EU-kommissionen som vært. Jeg var oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente. I den imponerende balsal fik jeg endnu en gang plads ved Kommissionens bord og ventede spændt på, at musikken skulle begynde.

Det viste sig, at jeg sad lige ved siden af aftenens DJ, det var nemlig Francesco fra Kommissionen, som stod for aftenens playliste, og den information var mere end almindeligt kendt. Mange lagde vejen forbi vores bord med musikønsker, og hvis ikke Francesco (assisteret af undertegnede) havde sorteret med hård hånd, ville playlisten formentlig have taget en uge at afspille. Vi fik begrænset os til fem timer.

“Jeg står her alene i den silende regn, kun tom emballage Coca Cola indeni…”

Omkring kl. 23 annoncerede arrangørerne, at der var busafgang for dem, der måtte ønske det. Andre blev inviteret til at frekventere et lokalt udskænkningssted, så der gik vi hen. Et mindre, sluttet selskab på omkring 50-60 personer.

Vi kom ind på en bar med begrænset plads indenfor, men masser af plads udenfor. Bartenderen så en anelse presset ud, da der pludselig kom flere end 50 nye gæster på en gang, men han fik ret hurtigt tilkaldt hjælp fra en kollega, som lå og sov ude i baglokalet. Øllene kostede 2,50 Euro for en stor fadøl, så dem fik vi nogle stykker af inden vi vendte hjem mod hotellerne. I mit tilfælde i en taxa sponseret af den tjekkiske delegation.

Næste dag var konferencens sidste dag og heldigvis bestod det officielle program mest i fordøjelse af de sidste par dages indtryk og udvalgte gruppers præsentation af opnåede færdigheder fra tidligere workshops. Jeg droppede frokosten og gik ud i byen for at købe den obligatoriske fodboldtrøje til Noah (kroatisk landsholdstrøje med 10 Modric på ryggen) hvorefter jeg checkede ud fra hotellet og satte kursen mod lufthavnen.

Da jeg som meget ung startede på korrespondentuddannelsen, var det en naturlig ambition hos de fleste at få arbejde i EU. Det var drømmen. Kun en brøkdel nåede dertil. Nu har jeg så (endelig) fået muligheden for at arbejde med EU-stof. Ad omveje, fra Danmark, fra den anden side af bordet godt nok, men det er helt fint med mig, for i mit hoved er ringen nærmest sluttet, selv om det lyder både højtravende og søgt. Jeg er virkelig glad for mit nye job, og det er vildt, at jeg efter så mange år på arbejdsmarkedet i forskellige jobkonstellationer kan synes, at jeg endelig er kommet på den rigtige hylde. Den øverste, øverste, øverste selvfølgelig.  

Vi vil gerne vise samfundssind, men hvis I rører ved vores helligdage…

Regeringens beslutning om afskaffelse af Store Bededag for at skaffe flere midler til forsvaret, har mildt sagt ikke vakt jubel i befolkningen. Flere end 400.000 danskere har skrevet under på en protest mod lovforslaget, og den nye regeringskonstellation er ikke kommet flyvende fra start.

Er afskaffelsen af Store Bededag i virkeligheden et (måske forfejlet?) forsøg på at vise handlekraft over for befolkningen? En tilkendegivelse af, at nødvendige, men upopulære reformer i almenhedens interesse kan gøre ondt? At vi skal være villige til at bringe nogle ofre for fællesskabets skyld? Uden gulerødder foran eller økonomiske incitamenter? Og er beslutningen et signal om, at regeringen er klar til at slagte nogle af vores hellige køer for at fremtidssikre vores velfærd?

Jeg ønsker ikke at forholde mig til det rigtige eller forkerte i regeringens beslutning. Til gengæld vil jeg gerne kommentere på den måde, beslutningen blev ”introduceret” for danskerne på. En indskudt sætning i en præsentation af et længe ventet regeringsgrundlag – det virker ret tydeligt, at de involverede havde undervurderet reaktionerne fra en i forvejen fornærmet opposition og fra de faglige organisationer, som følte sig sat uden for indflydelse.  

I energisektoren er man også somme tider nødt til at træffe upopulære beslutninger. Senest har krigen i Ukraine ført til stigende energipriser, og det har ramt forbrugerne hårdt. El har i historisk perspektiv været et lav-interesseprodukt, og strøm i kontakten har været en selvfølgelighed. Prisen har svinget et par øre til den ene eller den anden side, og det har aldrig rigtigt kunne få forbrugerne til at engagere sig i deres elregning og den måde, som strømmen blev afregnet på. Før nu.

Rigtig mange forbrugere har således på det seneste skiftet fastprisaftalerne ud med fleksible aftaler, hvor strømmen afregnes til det, den koster, når den bliver brugt. Alle energiselskaber har forpligtet sig til at tilbyde et flex-produkt, så forbrugerne har muligheden for selv at overvåge og påvirke forbruget. Og det er der mange, som gør, for strøm er blevet en temmelig bekostelig ressource.

Det, som forbrugerne ikke tidligere har haft nogen særlig mulighed for at påvirke, er prisen for transport af strøm til stikkontakten. Det er landets netselskaber, som løser denne opgave, og det gør de godt. Vi har i Danmark et af verdens mest driftssikre el-net med en oppetid på over 99,7%. Vi har også et el-net, som bliver stadig mere belastet på baggrund af den stigende elektrificering med elbiler, varmepumper, vindmøller og solcelleanlæg, som stiller øgede krav til kapaciteten på nettet, der specielt på spidsbelastningstidspunkter er presset.

Det kræver øgede investeringer at styrke og vedligeholde elnettet, og det er her, den upopulære beslutning kommer ind. Reformtanken, flertalsbeslutningen om at hæve tarifferne for levering af strøm, suppleret med en opfordring til at udvise samfundssind, selv om det koster på den korte bane. Men det er også en beslutning, som er vedhæftet et formildende løsningsforslag, så det kommer til at gøre knap så ondt på mange.

Samtlige landets netselskaber har af nød indført en ny metode for afregning af transport af strøm til forbrugerne, og fra 1. januar 2023 er det dyrest at bruge strøm, når belastningen af nettet er størst, og billigst, når vi sover. Så lad bilen op eller sæt tørretumbleren i gang om natten og spar penge. På den måde gør du både noget godt for husholdningsøkonomien og for samfundet. Selvfølgelig er det svært for landets småbørnsfamilier at undgå at bruge strøm først på aftenen, men meget af forbruget kan (sagtens) lægges på tidspunkter, hvor det gør knap så ondt i pengepungen. Kan din vaskemaskine eller tørretumbler ikke tidsindstilles, så er det måske på tide at investere i nyere og mere energibesparende modeller 🙂

Og så kommer det udviste samfundssind til at føles rigtig godt i maven, også på Store Bededag, uanset om du holder fri eller er på arbejde.

Nogle gange er det lige meget om man stadig kan synge…

I lørdags var jeg til koncert med Paul Young. Manden, myten, legenden, lidt af et 80’er ikon med klassikere som ”Where ever I lay my hat”, ”Common people” og ”Come back and stay” i sit musikalske bagkatalog. En kunstner så stor, at det faktisk er ham, der synger de første linjer af ”Do they know it’s christmas”. Hvabehar!

Vi var ti kammerater afsted på koncerttur med spisning, overnatning og store mængder øl og vin – og vi var advaret på forhånd. Sidste år var Kirsten afsted sammen med en veninde på en tilsvarende tur, og lydoptagelser fra den koncert afslørede en udtalt mangel på sangstemme hos den en gang så overlegne performer. Alligevel tog vi forventningsfulde afsted, og jeg prøvede at overbevise både mig selv, Kirsten og mine kammerater om, at manden formentlig bare havde haft en dårlig dag sidste år.

I så fald havde han en tilsvarende dag igen i lørdags. For ingen stemme havde han rigeligt af. Heldigvis kunne vi genkende melodierne og sang med af karsken bælg for at overdøve den efterhånden knap så unge hr. Young, som blev båret igennem koncerten af et ganske glimrende band og to korpiger, som gjorde deres allerbedste for at overdøve de noget hakkende gnækkelyde, som kom fra forsangerens mikrofon. Og han/de skal have ros for at levere et fremragende show. Selv om det vist er første gang jeg har oplevet, at der bliver holdt pause efter bare fire numre.

Paul Young er nu en pæn (ældre) mand på 66 år, som bærer sine stramme læderbukser med en vis værdighed (om muligt). Jeg tænker, at han umuligt kan undgå at vide, at sangstemme er noget han har haft og mistet. Så han giver publikum et glimt af fortids storhed – og vi var alle 500 i salen med ham hele vejen. Efter et par numre var det gået op for alle tilstedeværende, at ”ok, han kan ikke synge” men så lad os da holde en fest sammen. Og det gjorde vi. Det var faktisk ret fedt.

Paul Young – den pæne mand – “synger” et af sine største hits – og selvfølgelig hjælper vi ham. Det manglede da bare.

Skal jeg give et godt råd til kommende Paul Young koncertgængere, så sørg for at have fået et par øl eller drinks under vesten, før det starter. Så glider oplevelsen meget lettere ned. I vores tilfælde startede vi i baren 4-5 timer før koncerten, hvor vi fik en fadøl eller fem, efterfulgt af buffet med vin og nogle skarpe shots, som pludselig dukkede op uvist hvorfra. Så da musikken begyndte at spille var vi klar, og det lykkedes os faktisk at synge og danse os gennem en koncert, hvor vi ikke havde brug for de stole, som det egentlig var meningen, at vi skulle sidde på. Vi generede vist ikke nogen (ret meget).

Målsætningen inden begivenhederne begyndte at tage fart var, at det ikke ville være en rigtig tur for denne forsamling, hvis vi ikke på et tidspunkt ville blive bedt om at dæmpe os. Jeg er faktisk ikke helt sikker på om det skete, men sandsynligheden er pænt stor. Efter koncerten var der halbal i et tilstødende lokale, og jeg erindrer svagt, at flere af os befandt os liggende på dansegulvet uden at være i stand til at komme op. Men sådan går det jo, når musikken spiller. Med eller uden sang.        

Farvel mor og far…

Jeg plejer altid at lave en slags nytårshilsen, en status på det forgangne år, når vi et skiftet til et nyt årstal. Det var jeg egentlig gået i gang med, men må erkende, at det i år falder mig noget sværere end tidligere. De af jer, som kender mig, vil vide, at jeg i sommeren og efteråret havde et par trælse måneder, da jeg den 14. juli mistede min mor og bare 60 dage senere – den 12. september – måtte tage afsked med min far. Jeg har aldrig rigtig fået beskrevet forløbet, så det gør jeg her. Det bliver formentlig langt, så bær lige over med mig.

I den første weekend af juli skulle vores barnebarn Theodor (Theo) døbes i Horsens. Traditionen tro skulle dette foregå om søndagen og jeg havde bestilt et hotelværelse til mine forældre, som kom fra Ebeltoft lørdag eftermiddag. Det var i de glade EM-dage, så vi var samlet i Stensballe for at se bold lørdag aften. Næste morgen hentede jeg mine forældre og kørte dem til kirken.

Efter højtideligheden valgte mine forældre at køre mod Ebeltoft, da min mor ikke var på toppen. Hun havde tidligere på året været indlagt med hjerteproblemer og jeg bad hende om at kontakte sin læge hurtigst muligt og senest om mandagen. Jeg ringede til hende mandag og der var alle mulige undskyldninger for, hvorfor hun ikke havde kontaktet lægen, men hun lovede at få det gjort.

Problemet var, at min far heller ikke var helt rask. Han led af en tiltagende demens, og min mor var tydeligvis bevidst om, at når hun kontaktede lægen, ville hun blive indlagt igen. Og så skulle min far igen være alene i huset. Og skulle selv sørge for at få sin medicin, aftensmad med mere. Så på trods af mine gentagne opfordringer gik der en uge før hun endelig blev tilset af en læge, som mandag den 12. juli indlagte hende øjeblikkeligt. Hun havde det skidt om mandagen med voldsomme væskeophobninger i kroppen, men da jeg talte med hende tirsdag aften var det meget bedre. Lægerne havde fået styr på tapning af væsken og hun virkede meget mere frisk i telefonen.

Det sidste billede af mine forældre. Taget i forbindelse med min mors indlæggelse på Skejby i slutningen af april 2021.

Det var hun ikke, viste det sig. I løbet af natten kunne hendes hjerte og nyrer i fællesskab ikke håndtere iltningen af blodet og var pressede. Når blodet ikke iltes tilstrækkeligt, dannes kulilte og når mængden heraf bliver for høj, mister man bevidstheden. Det svarer lidt til at sætte en slange på udstødningsrøret og føre den ind i bilen.

Min mor mistede bevidstheden om morgenen den 14. juli. Jeg blev kontaktet af en læge fra Randers Sygehus, som fremlagde de sørgelige fakta. Min mor var overført til intensiv, men der var ikke mere at gøre. Jeg kontaktede Skejby og fik en snak med en overlæge, som kendte til min mors sygeforløb, og han bekræftede, at alle muligheder for at helbrede min mor var prøvet. Kirsten og jeg var i mellemtiden kommet til Randers og fik at vide, at min mor blev holdt kunstigt i live af en maskine, og at hun formentlig ville stoppe med at trække vejret i løbet af 10, 15, 20 minutter, når den blev slukket.

Min far var stadig i Ebeltoft og var slet ikke klar over situationens alvor. Emilie kørte fra Århus og hentede ham, så vi kunne tage afsked med min mor i fællesskab. Først skulle vi imidlertid forklare ham hvordan det stod til – og det var hverken verdens letteste eller mest behagelige samtale, men vi havde en dygtig læge med på sidelinjen. Han virkede dog ret afklaret, så måske havde mine forældre talt om, at det måske ikke så alt for godt ud med min mors helbred.

Min far var ankommet ved 15-tiden og ved 16.30-tiden slukkede personalet for maskinen. Kort tid efter holdt min mor op med at trække vejret, og det var fuldstændig uvirkeligt. Glad og positiv i telefonen aftenen før og væk 20 timer senere. Ved 18-tiden kørte jeg med min far til Ebeltoft for at overnatte hos ham og få talt om fortiden, fremtiden og alt det praktiske. Jeg fik også kontaktet en lokal bedemand, som kunne komme allerede næste formiddag. Jeg følte mig i et slags limbo, hvor jeg ikke rigtigt tillod mig selv for alvor at føle noget, og min håndtering af alt det praktiske med kommune, myndigheder, kirke og så videre holdt mig i gang, for samtidig skulle jeg også sørge for at hjælpe min far, som ikke helt kunne klare sig selv.

Efter begravelsen var vi naturligt nok meget opmærksomme på min far. Han skulle jo vænne sig til at gå alene i det store hus, og allerede tidligt i forløbet efter min mors død var han indstillet på at sælge for at flytte i en lejlighed, og vi havde i september aftalt et møde med kommunen om mulighederne. Egentlig så min far ud til at trives ok. Jeg var hos ham på ugentlig basis, men vi snakkede i telefon hver anden dag. Vi snakkede ofte om min mor og om gamle dage og så fejlede hans hukommelse ikke noget. Det var mere i forbindelse med datoer, tidspunkter, navne og ved pludseligt opståede situationer, at hans demens/Alzheimer blev tydelig. I rigtig mange tilfælde virkede han nærmest normal og han kørte faktisk stadig bil helt indtil et par dage før sin indlæggelse, selv om det reelt var uforsvarligt.

Det betød meget for ham at være mobil. Så da jeg var med ham inde hos lægen til et sundhedscheck i slutningen af august, var jeg på forhånd blevet instrueret om, at hvis lægen begyndte at tale om at inddrage hans kørekort, så skulle jeg dreje samtalen hen på noget andet. Fink nok, men vi var begyndt at tale med min far om et otium uden bil, og lægen var da også meget insisterende i forhold til at få min far til at indse, at hans karriere som bilist var ovre. Vi fik udskudt den endelige beslutning til et møde 14 dage senere. På det tidspunkt var min far indlagt i Randers for sidste gang.

På mødet i august gennemførte lægen en demenstest på min far. Jeg sad ved siden af og det var en frygtelig oplevelse. Hans hjernes forfald var blevet markant tydeligere siden min mors død og det var forfærdeligt at se sin far forvirret lede efter svar på hvilket år vi var i og hvilket postnummer han boede i. Det var ikke godt, og Kirsten og jeg intensiverede vores søgning efter en egnet bolig og var kommet dertil, at egen ældrebolig ikke ville være tilstrækkeligt, han havde behov for meget mere tilsyn. Det blev desværre aldrig aktuelt at tage snakken med min far.

Mandag den 6. september fik jeg en opringning fra en medarbejder hos Hjemmeplejen i Ebeltoft. Hun stod udenfor min fars hus, men han lukkede ikke op. Hun prøvede i lang tid og til sidst åbnede han døren. Han sagde, at han havde det dårligt – ondt i sit knæ – og derfor orkede han ikke at åbne. Jeg snakkede med medarbejderen igen og vi aftalte at tales ved om aftenen. Det gjorde vi og alt var tilsyneladende godt. Selvfølgelig skulle jeg have kørt derover, men jeg havde tiltro til medarbejderens forsikringer om tingenes tilstand – og i øvrigt skulle jeg derover et par dage senere for at holde møde med læge og kommune. Tirsdag havde han det fint, men var kort for hovedet og syntes tydeligvis det var bøvlet at skulle snakke i telefon. Efterfølgende har vi tænkt en del over, om det kunne have reddet min far hvis Hjemmeplejen havde kontaktet en vagtlæge allerede mandag. Men det vil for evigt være et teoretisk spørgsmål.

Imidlertid skete der det, at hjemmesygeplejersken onsdag morgen, den 8. september, fandt min far bevidstløs i sin seng. Det lykkedes hende at få kontakt med ham og i ambulancen på vej til sygehuset i Randers vågnede han helt op igen. Han blev indlagt på Medicinsk afdeling med prognosen medicinforgiftning. Læger og sundhedspersonale havde konstateret, at han havde indtaget alt for meget smertestillende medicin og spurgte selvfølgelig til hans mentale velvære. Jeg kunne kun overlevere, at han havde været i godt humør, da jeg senest havde talt med ham og at han glædede sig til et nyt kapitel i egen lejlighed i Ebeltoft. Min/vores diagnose helt for egen regning er, at han har haft ondt. Og at han grundet sin demens ikke har haft styr på, hvor mange piller han har spist. Denne forklaring nikkede lægerne til.

Det gjorde de blandt andet fordi de frygtede, at min far havde fået hjernehindebetændelse, altså en slags meningitis. Vi syntes, det lød langt ude, men de var temmelig insisterende (og det viste sig også at holde stik). Da jeg ankom til sygehuset, fik jeg et kæmpe chok. Min far var en skygge af sig selv og kunne kun kommunikere med lyde. Jeg kunne til nød forstå hvad han sagde, men det kunne læger og sygeplejersker ikke rigtigt. At se min far på den måde var nok det største chok i mit liv nogensinde. Bare fem dage forinden havde jeg stået og ventet på ham i hans indkørsel og havde set ham komme rullende ned ad bakken i Hyundai’en for efterfølgende at lyse op i et stort smil, fordi jeg var kommet på besøg.  Og nu lå han bare med åben mund og øjne, der desperat forsøgte at gøre sig forståelig. Jeg brød helt sammen i bilen på vej hjem og havde derhjemme svært ved at tydeliggøre, hvor alvorligt det stod til med ham.

Næste dag kørte Kirsten og jeg til Randers. Kirsten havde behov for at se ham og blev tilsvarende chokeret. Hans tilstand var forværret og han kunne nu ikke kommunikere – og vi var ikke sikre på, om han forstod, hvad vi sagde til ham. Vi var begge et stort skridt på vejen mod en erkendelse af, at dette ikke ville ende lykkeligt.

Lørdag formiddag ringede jeg til sygehuset og fik at vide, at han sov hele tiden og derfor ikke var rigtigt kontaktbar, som det hedder. Lørdag eftermiddag fik vi alle børn og svigerbørn på besøg i Horsens og kl. ca. 19.30 ringede en læge til mig fra Randers. Min far havde fået en slags anfald, så det var nok bedst, at vi kom derop. Vi fik arrangeret noget transport og Kirsten, Emilie og jeg tog til sygehuset. Imidlertid havde hans tilstand stabiliseret sig, så han sov fredeligt og roligt. Vi fik en lang snak med lægen, som var overbevist om, at min fars tilstand var stabil og at vi derfor roligt kunne tage hjem til Horsens. Så kunne vi komme igen søndag formiddag til en samtale om det videre forløb. Det lød rigtigt. Vi landede i Horsens igen på den anden side af midnat. 

Kl. 03.40 havde jeg den mest absurde og mest surrealistiske telefonsamtale i mit liv. Jeg tog røret og blev spurgt, om jeg var pårørende til min far. Det bekræftede jeg. ”Jeg ringer for at fortælle, at din far nu har en meget overfladisk vejrtrækning” sagde sygeplejeren (jeg fik ikke fat i hendes nøjagtige stillingsbetegnelse). ”Hvad betyder det?” spurgte jeg. ”Det betyder, at der nok ikke går så lang tid, før din far holder op med at trække vejret” fortsatte hun. ”Hvad vil det sige, hvad betyder ikke så lang tid?” spurgte jeg. ”Det vil nok sige 5-10 minutter, men hæng lige på, jeg går lige ind og ser til ham. Nå, men nu er din far død.” Helt ordret refereret. ”Men hvad så nu, skal vi komme med det samme, hvad skal vi gøre?”. ”Nej, I kan bare komme herop i morgen formiddag, når det lige passer jer.” Samtale slut. Hvorefter jeg lagde mig til at sove igen… Not.

Jeg har ikke megen erfaring i at fortælle folk, at deres nære pårørende er afgået ved døden, men jeg forestiller mig ikke, at ovenstående er et klasseeksempel på, hvordan det skal gøres.  

Søndag formiddag hentede vi et par af børnene i Århus og kørte til Randers Sygehus for at se min far for sidste gang. Syret. Hjernehindebetændelse, medicinforgiftning og en tilstødende lungebetændelse var mere end hans 83-årige krop kunne klare. Kunne jeg have gjort noget, så det ikke var endt sådan? Måske, det får jeg aldrig rigtigt at vide, men ifølge overlægen i Randers, som vi talte med søndag formiddag, ville han ikke kunne komme sig tilstrækkeligt og få et anstændigt liv bagefter. Det vælger jeg at tro på, det er jeg nødt til.

Mine forældres gravsted på Ebeltoft Kirkegård. Der er efterfølgende lagt flotte chausee-sten omkring gravstenen.

Så nu har jeg et hus i Ebeltoft og en Hyundai i20 til salg. Og et lille gravsted i Ebeltoft. Vi har endnu ikke ryddet huset, så det er en opgave, der udestår, så vi kan få sat punktum for alt det praktiske. Forhåbentlig i 2022. Minderne bliver formentlig hængende et godt stykke tid endnu. De gode af dem i hvert fald, de dårlige kan bare skride ad helvede til.                       

Aprilsnar!

Der er masser af holdninger til festligholdelsen af den 1. april. Er det sjovt at lave en aprilsnar eller er det bare plat? Jeg kan sagtens glædes over de gode, gennemtænkte påfund, og i min verden skal en aprilsnar være lige på kanten af det sandsynlige og få folk til at tvivle. Jeg er naturligvis selv faldet i flere gange, men det vælger jeg i dette forum at gå ganske let henover.

I stedet vil jeg præsentere et par eksempler på aprilsgak og løjer, som jeg har stået for. Med lidt kommentarer på. Nedenstående eksempler er fra min ansættelse i en af landets største energivirksomheder.

2014:
Denne aprilsnar fra 2014 gav mig virkelig blod på tanden til en årlig fortsættelse, for den blev faktisk nomineret til årets pressemeddelelse:

“Ruth og Svend-Erik har fået Hansi på taget”

Og illustrerer ret godt balancen mellem det mærkelige og det, som måske godt kunne være, for dagen efter ringede Randers Amtsavis for at spørge lidt nærmere ind til det nye forretningsområde 🙂

2015:
I foråret var der opstået en konflikt mellem den russiske excentriker Oleg Tinkoff og Bjarne Riis. Så alvorlig, at russeren havde fyret den tidligere tour-vinder. Som lokalt forankret energiselskab kunne vi naturligvis ikke bare lade det ske:

“EnergiMidt køber Oleg Tinkoffs cykelhold og genansætter Bjarne Riis”

Det blev til en fin artikel om, hvordan EnergiMidt skulle bruge cykelholdet til et salgsfremstød i Sydeuropa – og mange syntes da også, at det var ganske sjovt. Bare ikke bjarne Riis, som kontaktede min chef og brokkede sig. Humor, Bjarne!

2016:
Kevin Magnussen havde netop gjort sit indtog i Formel 1 verdenen, men havde lidt udfordringer med farten i vognen. Heldigvis var jeg ansat i en innovativ energivirksomhed, som kunne hjælpe:

“Midtjysk superstrøm skal gøre Kevin til Formel 1 verdensmester”

Langt de fleste havde gennemskuet, at det nok var at tage munden en anelse for fuld ligefrem at love et stensikkert verdensmesterskab, men jeg blev dog kontaktet af enkelte, som lige ville sikre sig, at det altså var en aprilsnar.

2018:
Den sidste i rækken af faglige underfundigheder fra min hånd, og faktisk var jeg ganske meget tættere på virkeligheden end jeg umiddelbart troede. Og det er da også helt vildt smart:

“En Eniig-chip i armen sikrer adgang til bygningen”

Fagre nye verden. Jeg gik og troede, at jeg havde smurt rigeligt tykt på, men blev så kontaktet af Teknologisk Institut, som ville fortælle om produktet i deres interne blad – og bad mig navngive den medarbejder hos dem, som havde medvirket til udviklingen af chip’en. Det kunne jeg ikke. Og vi blev enige om at fjerne aprilsnaren fra hjemmesiden.

Jeg har ikke siden for alvor givet mig i kast med morsomheder den 1. april, men måske en dag, når den rette mulighed opstår?

Bryllupstale til gode venner

Tro det eller lad være, men jeg kan faktisk godt li’ at holde tale. Og jeg fik muligheden forleden, da vi var til bryllupsfest hos to sjettedele af rejseklubben, som i ly af coronanedlukningen havde skyndt sig at blive gift. Talen kommer her:

”Kære alle sammen, kære Marlene og Peter!

Det er en stor dag i dag. Nu er Corona ikke længere en undskyldning for ikke at holde bryllupsfest, så nu fanger bordet og I er nødt til at trækkes med os i nogen timer. Og vi har glædet os. I lang tid efterhånden…

Vi har faktisk kendt det nydelige brudepar – altså Marlene og Brønd, hvis betegnelsen måtte forvirre jer – i flere årtier, og der er løbet meget øl og vin gennem årerne i forskellige sammenhænge og ved diverse sammenkomster.

Også i den sammenhæng, som jeg lige nu repræsenterer, for jeg har i min egenskab af tour fører tilladt mig at tage ordet på vegne af rejseklubben. For de af jer, som ikke ved hvad det er for en forsamling, så udgøres den af Marlene og Brønd, Gitte og Gert samt Kirsten og undertegnede.

Mig, Gert, Gitte, Marlene, Kirsten og Brønd. Den frygtede rejseklub

Konceptet er, at jeg finder et underligt sted i Østeuropa, som vi så efterfølgende besøger i et lyserødt fly, som det ungarske flyselskab Wizz Air stiller til rådighed. Eller sådan var det i hvert fald i starten, for vi har på det seneste udvidet vores interesseområde, hvilket primært skyldes, at Sebastian har valgt at bosætte sig i Holland. Det kommer jeg tilbage til.

Rejseklubben opstod et eller andet sted i en lang dialog på Messenger omkring en tur ned over grænsen for at købe øl og vand til en sammenkomst. ”Skal vi ikke hellere tage til Polen?” var der en der foreslog. Og derfor gik rejseklubbens første tur til den dejlige nordpolske havneby Gdansk. Peter og Marlene opførte sig stik imod forventningerne ganske eksemplarisk i Polen, mens Gitte derimod var tæt på at blive smidt ud af landet efter et optrin på et pizzeria, hvor hun grundet manglende kendskab til det polske sprog ikke var klar over, at en Pizza Diavolo var krydret. Og det var den, hvilket hun fik gjort det uforstående køkkenpersonale og store dele af det centrale Gdansk opmærksom på.

Året efter var vi i Vilnius i Litauen. Vi ankom sent om aftenen til et mørkt og halvskummelt boligområde og måtte pænt vente uden for lejligheden indtil de lokale rotter var færdige med at jagte en kat. Næste dag skulle vi ud at se Vilnius’ vartegn, det imponerende tv-tårn. Og vi skulle køre i sporvogn derud. Jeg ved ikke, om I alle er klar over det, men Brønd elsker at køre i sporvogn. På turen derud prøvede jeg i lang tid ihærdigt at trænge igennem til vognstyreren for at købe billetter, men uden held, så vi stod af sporvognen ude ved tårnet efter en gratis tur.

På hjemturen lykkedes det at få købt seks billetter, og det var ret heldigt, for efter få minutter var der billetkontrol. På den forventelige østeuropæiske måde. Fire hærdebrede mænd i uniform spærrede samtlige indgange til sporvognen, mens to jægersoldatlignende kontrollører tjekkede passagerernes rejsehjemmel. Eller de fleste passagerers rejsehjemmel, for da de nåede til vores selskab, valgte litauiske Rambo at sige ”All ok” og gøre mine til at forlade sporvognen.

Jeg har sjældent set et menneske være så skuffet som Peter Brønd. Han stod med sin billet klar til aflæsning og blev skamløst overset. Hurtig indgriben fra tour føreren betød imidlertid, at vi fik kaldt Rambo tilbage – og Brønds billet blev behørigt kontrolleret med både alvorstung mine og glimt i øjet. Og alle var glade.

Peter Brønd har nu fået checket sin billet og er glad igen

Den næste tur gik til Cluj i Rumænien. Et meget østeuropæisk land i Udkants Østeuropa. Vi oplevede, spiste, drak og var en lille smule kulturelle. Desværre gjorde Gitte og Brønd sig temmelig uheldigt bemærket ved tilsyneladende at tømme kirkebøssen i domkirken, så vi må nok erkende, at Rumænien ikke er et sted, vi kan komme igen.

På den efterfølgende tur til Budapest var vi for første gang i rejseklubbens levetid for alvor i krise, da vi på en byrundtur måtte overleve 3-4 timer uden udsigt til at komme på bar. Det var hårdt, men vi formåede at tage revanche til happy hour på et sportsværtshus, hvor de serverede literfadøl til 14 kr. Så der blev vi selvfølgelig hængende.

På et tidspunkt kom Sebastian uforvarende til at sige, at hvis vi på et tidspunkt ville en tur til Holland, så kunne vi bare bo hos ham. Og det betød, at vi tilbragte en weekend, som var forlænget i begge ender, i henholdsvis Haarlem og Amsterdam. Haarlem ligger ca. 20 minutter i tog fra Amsterdam og det var der, Sebastian havde slået sig ned. Han er siden flyttet ind til Amsterdam, men jeg er usikker på, om vores besøg har haft noget at gøre med den beslutning. I forbindelse med vores tur havde hollænderne meget belejligt arrangeret en fejring af deres konges fødselsdag, så der var rigtig meget orange overalt.

Dagen før fødselsdagen havde Sebastian sørget for kanalrundfart med fri bar, hvilket bestemt var i rejseklubbens ånd, og på et tidspunkt kom et par 10-11-årige purke op og spurgte bådføreren, om de måtte få lov at styre båden. Det måtte de. Og et andet lidt ældre barn var tydeligvis også interesseret. Så det betød, at vi blev transporteret rundt i Amsterdams kanaler i en båd, som når den sejlede ligeud havde Peter Brønd ved roret.

Dagen efter gik Holland amok i festligheder både i Amsterdam, som vi besøgte tidligt på dagen og i Haarlem, som vi vendte hjem til først på aftenen. Pigerne – altså Gitte, Marlene og Kirsten – havde på et tidspunkt fået nok, mens drengene lige skulle have en enkelt eller to mere. Og lige der, midt i Haarlem som en del af en orangeklædt menneskemængde, blev vi med opbakning fra tunge teknorytmer konfronteret med et af livets helt store spørgsmål: Hvad hedder Niki Laudas mor? Eller på udenlandsk: Wie heisst die mutter von Niki Lauda?

Svaret kom prompte fra den opstemte forsamling og her kunne alle sådan set være med, for det viste sig nemlig at være Mama Lauda.

Det sang vi så hele vejen hjem til lejligheden og fortsatte yderligere et par timer, hvilket nogen vist endte med at blive pænt trætte af.

Når der ikke længere er en epidemi, som sætter begrænsninger, så tager vi nok afsted igen. Til Kiev, Minsk, Ljubljana eller et andet sted, hvor de ikke kender os endnu. Til hyggeligt samvær og terningespil om aftenen, hvor den forsvarende mester i Meyer ser frem til at blive udfordret.

Vi glæder os, for Marlene og Peter er nogle dejlige mennesker, som det er rart at være sammen med. Både i udlandet og hjemme i Danmark.

Tak for ordet og skål!”       

Kys det nu, det satans liv…

Lad mig først undskylde det alt for banale i overskriften. Jeg burde selvfølgelig selv kunne finde på noget begavet og mere originalt, men lad os lige først se, hvor det hele ender. Så kan jeg vende tilbage og se, om jeg er blevet tilstrækkeligt inspireret. Umiddelbart virker det for letkøbt bare at citere en TV2-sang fra 80’erne – specielt når man som jeg faktisk mener at have noget på hjerte.

Onsdag den 14. juli kl. 17 døde min mor. Hun var ikke overdrevet gammel, men havde dog nået en alder, der kunne retfærdiggøre hændelsen. Dødsfaldet. Hun havde gennem et stykke tid bøvlet med noget hjertesvigt og mangelfuld iltning af blodet, men det havde lægerne efter sigende fået styr på. I hvert fald ifølge hende selv. At hendes helbredstilstand så tilsyneladende var noget mere problematisk, kom som en overraskelse for os. Måske havde hun selv været klar over det og i en form for misforstået hensyntagen forsøgt at skåne os. I så fald lykkedes det ikke særligt godt.

Søndag den 4. juli var hun sammen med min far til barnedåb i Horsens, hvor hendes første oldebarn, Theo, skulle have vand i hovedet. De ankom dagen før og ved besøget hos os kunne vi godt se, at hun ikke havde det fantastisk. Væske havde ophobet sig i kroppen og hun var noget besværet. Vi punkede hende for ikke at have været ved læge, og hun lovede, at hun nok skulle kontakte det sundhedspersonale, der kendte til hendes ”sag”. Det gjorde hun bare ikke før en uge senere.

”Hvis jeg bliver indlagt igen, hvad skal far så gøre” var årsagen til, at der skulle gå så lang tid før hun agerede og kontaktede lægerne. Efter 2-3 rykkere fra mig.  Alt for lang tid. For som jeg sagde til hende, så ”kan du jo ikke være hjemme og sørge for far, hvis du er død”. Det var faktisk ordret det, jeg sagde til hende – og desværre endte det sådan. Ikke at et par dage fra eller til havde gjort den store forskel på den længere bane, men…

Vi bisatte min mor fra Ebeltoft Kirke en uge senere, den 21. juli. Det var vel en smuk højtidelighed, som jeg selvfølgelig gerne havde undværet. Men sådan skulle det ikke være.

Jeg har haft en masse op- og nedture med mine forældre og det er nok de færreste, der efter en betragtelig mængde fælles oplevelser gennem en årrække kan påstå andet. Dog har de seneste 10-15 år hjulpet på vores forhold, som til sidst var ganske hjerteligt. Og det fortsætter selvfølgelig med min far, som har brug for en masse hjælp fra mig – og det får han.

Jeg vil forsøge ikke at være alt for bedrevidende. Jeg skal desuden afstå fra at være belærende. Og heldigvis fik jeg et så afklaret forhold til min mor, at jeg ikke føler, at der var noget, jeg manglede at sige til hende. Jeg ville selvfølgelig have foretrukket, at hun havde været ved bevidsthed, da jeg nåede frem til hospitalet onsdag den 14., og jeg er sikker på, at hun også havde ønsket at kigge mig og min far dybt ind i øjnene en sidste gang, før vi tog afsked med hinanden. Sådan skulle det bare ikke være. Vi måtte begge nøjes med den telefonsamtale, som vi begge havde med hende aftenen forinden, hvor hun bedyrede, at hun havde det fint og at alt gik i den rigtige retning. Det troede vi allesammen på.

Jeg hader at være corky, men jeg kan altså ikke sige meget andet end at I/vi/man skal huske at nyde livet og gøre alt det, som gør livet værd at leve. Få sat hak ved alle emnerne i bucketlisten mens man stadig kan. Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre en masse af de ting, jeg har gået og udskudt til senere, for hvornår er senere pludselig for sent?

Efter at have skrevet mig igennem denne meget navlepillende beretning går jeg altså stadig med Steffen. Mest fordi jeg ikke rigtig kan sige det bedre selv.