Jeg har hverken deltaget i skoleskyderier eller i kamphandlinger i Ukraine, men jeg lovede i mit sidste indlæg, at jeg ville fortælle om projektbesøgene, som fandt sted på andendagen af konferencen i Zagreb, som jeg deltog i som repræsentant for Erhvervsstyrelsen og Danmark. Og (også) i den sammenhæng kan jeg med sindsro påstå, at både Styrelsen og fædrelandet kan være stolte af min indsats.
Da jeg blev ansat, men endnu ikke var tiltrådt, spurgte min kommende chef om jeg ville deltage i konferencen i Zagreb i starten af juni. Det ville jeg naturligvis gerne. I forbindelse med registreringen skulle jeg vælge en masse forskelligt, blandt andet hvilke aktiviteter, jeg ønskede at deltage i og hvilke projekter, jeg ønskede at besøge. Jeg var på daværende tidspunkt endnu ikke klar over hvad de forskellige forkortelser betød i forhold til hvilke projekter, der hørte til hvilke fonde.
I mit arbejde har jeg kommunikationsansvar for EU-fondene Regionalfonden, Socialfonden og Fonden for retfærdig omstilling (grønt og bæredygtigt). Det var jeg imidlertid på daværende tidspunkt ikke helt skarp på, så da jeg skulle vælge to projektbesøg, blev det ”Special Police Force” og ”Activation of People with Disabilities”. I det mindste var det andet besøg hos et projekt støttet af Socialfonden, mens politiet underligt nok (ironi) fik støtte fra EU’s Sikkerhedsfond.
Nå, men nok om baggrunden for mine noget tvivlsomme valg. Jeg entrede bussen foran Sheraton ved 8-tiden, og ingen forventninger havde jeg rigeligt af. Var forberedt på fire timers semi-sukkersød lovprisning af EU-støttesystemet, kun afbrudt af transport fra et projekt til et andet. Jeg skulle blive klogere.
Vi ankom til et tilsyneladende øde industriområde, myldrede ud af bussen og blev modtaget af tre unge kampklædte politimænd og deres leder. Lederen var en munter fyr, som sagtens kunne formulere sig fornuftigt på engelsk, men han gad ikke, så der blev oversat fra kroatisk af vores guide Ana. En ordentlig motherfucker af en pansret mandskabsvogn var i mellemtiden rullet ud fra en hal, og det viste sig, at den var købt for EU-midler til den nette sum af 1,6 mio. Euro. ”Vil I ikke prøve en tur i den” spurgte han, og det ville vi.

Undertegnede og syv andre tog plads bagi vognen, som i mellemtiden var blevet udstyret med chauffør. Vi sad mageligt og småsludrede, da køretøjet pludselig satte i gang. Chaufføren havde lige glemt at sige, at det ville være en fremragende idé at holde fast i stropperne i kabinens loft, så det gjorde vi ikke, med det resultat, at vi lå og tumlede rundt på gulvet i en stor bunke. For den kunne godt nok komme afsted i en vis fart, den der bil. Det var ganske voldsomt. Dreje skarpt kunne den også og forcering af kantstene, stejle bakker og lignende var heller ikke noget problem.
Da vi smårystede og på vaklende ben var i stand til at forlade køretøjet, var det til meldingen om, at nu skulle vi ind og se den nye, EU-støttede skydebane. Vi kom ind i kontrolrummet og lederen fortalte lidt om faciliteten, hvorefter de tre kampklædte gutter lavede en opvisning i præcisionsskydning under forskellige forhold. Spændende, men de ramte ikke plet hver gang, så det var tydeligvis svært. ”Kunne I tænke jer at prøve at skyde?” spurgte politimanden pludselig, og med et tog projektbesøget en helt anderledes drejning.

Med på skydebanen var Sotiris fra Grækenland, repræsentanten fra Danmark (mig) og ca. 20 østeuropæiske kvinder med tvivlsomme hårfarvninger, så vi ville selvfølgelig alle sammen gerne prøve at skyde. Jeg tvivler på, at ret mange af os tidligere har haft en skarpladt Heckler & Koch G36 Assault Rifle i hånden, og jeg var da også fyldt med ærefrygt, da en af politigutterne instruerede mig efter at have efterladt det vildt tunge våben i min varetægt.
Jeg pegede på det midterste felt – A-feltet – og skød. Og ramte plet tre gange. Rekyl og larm fra skuddene. Nice. ”Vil du også prøve at skyde med et håndvåben”. Ja tak. Jeg byttede den tunge riffel ud med politimandens pistol, blev instrueret i at sigte, og skød endnu en gang tre projektiler i midten af skiven. Fik faktisk High-Five af instruktøren, som roste min skydning. Endda så meget, at jeg som den eneste blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at prøve at skyde iført night goggles, altså med infrarødt lys. Han kunne lige så godt have spurgt, om jeg kunne tænke mig en kold fadøl på en varm sommerdag.
Jeg fik instruktørens hjelm på og fik de underlige brillelignende tingester for øjnene, hvorefter lyset blev slukket på skydebanen. Der var underlig nok nærmest ingen forskel fra dagslyset, og jeg formåede endnu en gang at placere tre skud midt i skiven. Både instruktører, deres leder og de andre projektdeltagere var nu behørigt imponerede. Jeg syntes bare, at det var topfedt. Jeg pegede jo bare og trykkede på aftrækkeren. En fantastisk oplevelse at få lov at prøve; jeg blev ganske høj af det.
Efter besøget hos politiet skulle vi lige forbi luftvåbnet for at se en helt ny rekognosceringshelikopter, som EU også havde støttet indkøbet af. Sotiris og jeg ville meget gerne også have udleveret våben ved dette besøg, men det var tilsyneladende ikke en del af pakken.

Formiddagens sidste stop var hos en organisation, som hjalp personer med udfordringer på vej mod rigtige jobs. Dygtige folk, spændende foredrag, inspirerende præsentationer, men også her med en udtalt mangel på skarpladte assault rifles. Jeg støttede alligevel projektet ved at købe en t-shirt i deres shop med ”Zagreb” trykt på brystet i både almindelig skrift og blindskrift. Så næste gang jeg besøger skydebanen og lyset bliver slukket, så vil man kunne føle sig frem til, hvor jeg er. Forudsat jeg er i Zagreb.
Kommunikationskonferencen i Zagreb var den fjerde af sin slags i EU-regi, men det var første gang, at der var en decideret aktivitet på programmet blandt projektbesøgene. Og det viste sig da også, at både køretur og skydning var pludselige indskydelser fra lederen på stedet og altså ikke en del af det officielle program. Ikke desto mindre var de fleste af de mødedeltagere, som havde valgt akvariumbesøg, Nikola Tesla Museum eller naturvandring i stedet for Special Police Force, pænt misundelige. Og jeg var da også ganske tilfreds med mit helt forkerte helt rigtige valg.
Så måske skal jeg spille uvidende, dum eller naiv, når jeg til næste konference skal vælge projektbesøg. Jeg kender godt nok nu de officielle forkortelser for fondene, men…
