Det påstås vistnok i et gammelt ordsprog eller lignende, at hvis man har gjort noget to gange, så har man startet en tradition. Så nu har ”Pandekageklubben af 1982” startet en tradition med at tage til koncert i Fuglsø-centret i slutningen af januar.
Sidste år lod vi os betage af Paul Youngs undervældende stemmepragt, i år var det anderledes kraftfuldt, da det tyske kopiband Forced to Mode på blæret manér åbnede for Depeche Modes imponerende musikkatalog.
Og heller ikke denne gang var musikken det vigtigste…
Vi var ti drenge afsted. Flotte fyre med varierende nuancer af gråt eller ingenting på toppen. Om eftermiddagen lørdag suppleret med Brans og Berg, som bare var kommet for de indledende løgnehistorier og et par timers formidabelt selskab i en forsamling, som har kendt hinanden siden før krigen. Vi drak nogle fadøl, klædte om og stimlede sammen i restauranten, hvor vi drak noget vin, spiste noget mad, drak nogle shots og fik stemningen løftet behørigt. På dette tidspunkt havde vi alle førligheden i behold.
Når jeg et par afsnit tidligere har påstået, at musikken aldrig er det vigtigste, så har det sin rod i, at vi ved enhver lejlighed er i stand til at skabe vores egen fest. Uanset omstændigheder og omgivelser. Der sker bare et eller andet magisk, når vi er sammen, der bliver helt sikkert sluppet nogle tøjler. Vi har det sjovt, men er muligvis anstrengende for omgivelserne
Skal der knyttes nogle ord til musikken, så var den oplevelse meget anderledes end sidste års. Paul Young kunne udelukkende frembringe nogle behjertede gnækkelyde, selv om han stod knivskarpt i sine læderbukser og havde medbragt et glimrende band og – nødvendigvis – dygtige korsangere. Forced to Mode var virkelig gode og hvis du vendte ryggen til scenen, så var det svært at høre forskel fra den ægte vare.
Vi vendte dog ikke ryggen til hverken scenen eller baren i ret lang tid ad gangen, så da koncerten sluttede defilerede vi i opløftet tilstand og med førligheden i behold mod det tilstødende lokale, hvor en lokal DJ skulle forkæle os med tidstypiske klassikere. 80’er-hits altså. Det var faktisk temmelig godt, og vi tog naturligvis ingen fanger i forhold til at være i centrum for festlighederne. Nogle udenforstående syntes vist, at vi var en mærkelig forsamling og de havde givetvis ret.
Alt godt får jo som bekendt en ende og på et tidspunkt følte jeg, at jeg havde bidraget tilstrækkeligt til aftenens festligheder. Så jeg forlod dansestedet og satte kurs mod det hotelværelse, som jeg delte med min gamle ven Løhde. Da jeg kom ud i den friske natteluft mødte jeg vores marginalt ældre ven Per, som havde lidt besvær med at finde sit hotelværelse. Jeg tog ham under armen og i fællesskab forcerede vi de knap 100 meter til de respektive værelser. Frisk, frejdigt og slingrende, syngende vort hjemlands vemodige sange.
Per delte værelse med Preben, som allerede var gået i seng, men jeg fik ham vækket og afleveret Per i hans varetægt. Og var egentlig ret tryg ved, at de nok skulle kunne klare den derfra.
En anelse overrislet gik jeg i seng og det lykkedes mig ret hurtigt at overvinde helikopterproblematikken og falde i søvn. Kort tid efter kom Løhde hjem og vækkede mig med beskeden om, at Hauge og Cliff, som boede lige overfor, havde noget meget vigtigt at fortælle. Modstræbende stod jeg op og krydsede hotelgangen blot for at erfare, at det handlede om at vi lige skulle have en kold øl for at slutte aftenen ordentligt af. Det havde jeg ikke lyst til, men det fik vi og alt var godt.
Næste morgen, alt for tidligt, hørte vi godt noget postyr ude på gangen. Det tog vi os dog ikke af, før Cliff kom og vækkede os med beskeden om, at Preben var kørt afsted mod Skejby med Per, som var vågnet uden at kunne mærke sine ben. Han kunne heller ikke rigtigt bevæge sig på grund af smerter i hoften, så det var træls. Ingen kunne på fornuftig vis forklare, hvad der var sket, for da han blev afleveret på værelset havde han bestemt sin førlighed i behold.
Det havde han så midlertidigt ikke mere, for undersøgelserne på Skejby afslørede, at han havde brækket hoften, som efterfølgende blev sat sammen med tre skruer.
Konklusionen må således være, at det er forbundet med en vis risiko at vedligeholde traditionen om at mødes hvert år i Fuglsø. Imidlertid er det så fantastisk at være sammen med de gamle drenge, at det bestemt er risikoen værd.
Og 90% af os slap jo derfra med førligheden i behold.
