Nogle gange er det lige meget om man stadig kan synge…

I lørdags var jeg til koncert med Paul Young. Manden, myten, legenden, lidt af et 80’er ikon med klassikere som ”Where ever I lay my hat”, ”Common people” og ”Come back and stay” i sit musikalske bagkatalog. En kunstner så stor, at det faktisk er ham, der synger de første linjer af ”Do they know it’s christmas”. Hvabehar!

Vi var ti kammerater afsted på koncerttur med spisning, overnatning og store mængder øl og vin – og vi var advaret på forhånd. Sidste år var Kirsten afsted sammen med en veninde på en tilsvarende tur, og lydoptagelser fra den koncert afslørede en udtalt mangel på sangstemme hos den en gang så overlegne performer. Alligevel tog vi forventningsfulde afsted, og jeg prøvede at overbevise både mig selv, Kirsten og mine kammerater om, at manden formentlig bare havde haft en dårlig dag sidste år.

I så fald havde han en tilsvarende dag igen i lørdags. For ingen stemme havde han rigeligt af. Heldigvis kunne vi genkende melodierne og sang med af karsken bælg for at overdøve den efterhånden knap så unge hr. Young, som blev båret igennem koncerten af et ganske glimrende band og to korpiger, som gjorde deres allerbedste for at overdøve de noget hakkende gnækkelyde, som kom fra forsangerens mikrofon. Og han/de skal have ros for at levere et fremragende show. Selv om det vist er første gang jeg har oplevet, at der bliver holdt pause efter bare fire numre.

Paul Young er nu en pæn (ældre) mand på 66 år, som bærer sine stramme læderbukser med en vis værdighed (om muligt). Jeg tænker, at han umuligt kan undgå at vide, at sangstemme er noget han har haft og mistet. Så han giver publikum et glimt af fortids storhed – og vi var alle 500 i salen med ham hele vejen. Efter et par numre var det gået op for alle tilstedeværende, at ”ok, han kan ikke synge” men så lad os da holde en fest sammen. Og det gjorde vi. Det var faktisk ret fedt.

Paul Young – den pæne mand – “synger” et af sine største hits – og selvfølgelig hjælper vi ham. Det manglede da bare.

Skal jeg give et godt råd til kommende Paul Young koncertgængere, så sørg for at have fået et par øl eller drinks under vesten, før det starter. Så glider oplevelsen meget lettere ned. I vores tilfælde startede vi i baren 4-5 timer før koncerten, hvor vi fik en fadøl eller fem, efterfulgt af buffet med vin og nogle skarpe shots, som pludselig dukkede op uvist hvorfra. Så da musikken begyndte at spille var vi klar, og det lykkedes os faktisk at synge og danse os gennem en koncert, hvor vi ikke havde brug for de stole, som det egentlig var meningen, at vi skulle sidde på. Vi generede vist ikke nogen (ret meget).

Målsætningen inden begivenhederne begyndte at tage fart var, at det ikke ville være en rigtig tur for denne forsamling, hvis vi ikke på et tidspunkt ville blive bedt om at dæmpe os. Jeg er faktisk ikke helt sikker på om det skete, men sandsynligheden er pænt stor. Efter koncerten var der halbal i et tilstødende lokale, og jeg erindrer svagt, at flere af os befandt os liggende på dansegulvet uden at være i stand til at komme op. Men sådan går det jo, når musikken spiller. Med eller uden sang.        

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *