Den første Balkan dans

Jeg forstår godt, hvis alle mine trofaste følgere efterhånden er ved at miste tålmodigheden med mig og min blog. For det er dælme ikke meget, der sker her på siden. Er det så også ensbetydende med, at dagene slæber sig afsted, grå, kedelige og uden variation? Skyldes det travlhed, sløvhed eller noget helt tredje, at jeg ikke har informeret om begivenheder fra min (spændende) tilværelse?

Tja. Den største omvæltning er uden tvivl, at jeg har fået nyt job. Gennem længere tid havde jeg i mit tidligere job hos DanCann Pharma kunnet mærke et stigende behov for (meget mere) faglig sparring og (mange flere) nye udfordringer, så da vores veje skiltes i foråret til fordel for en ansættelse i Erhvervsstyrelsen, var det med store forhåbninger om ny inspiration og spændende jobindhold.

Jeg er på ingen måde blevet skuffet – nærmest tværtimod. Kommunikationskonsulent er den temmelig omfavnende jobtitel, og jeg arbejder med kommunikations- og presseopgaver med ansvar for EU’s strukturfonde (Regionalfonden og Socialfonden). Samtidig løser jeg opgaver for Danmarks erhvervsfremmebestyrelse, arbejder med byudviklings- og turismeprojekter samt skriver casehistorier. Jeg er i den grad landet på den rigtige hylde i forhold til kompetencer og interesser.

I starten af juni repræsenterede jeg Danmark ved en stor EU-konference i Zagreb som vikarierende national kommunikationskoordinator for EU’s fonde. Eneste dansker blandt knap 300 deltagere. Jeg har efterfølgende kunnet slette ”vikarierende”, da min chef tilsyneladende var så tilfreds med min indsats, at jeg blev udnævnt officielt. Det er jeg faktisk både glad for og stolt af. I Zagreb fik jeg desuden et indblik i, hvordan middage i EU-kommissionsregi forløber.

InformEU konference i Zagreb med fokus på brug af SoMe – her et indlæg om AI

Om aftenen på konferencens første dag var der mødetid foran konferencehotellet og bustransport til en restaurant nogle kilometer væk, hvor Kroatien havde inviteret på officiel middag. Jeg havde naturligvis taget pænt tøj på, jakkesæt og hvid skjorte. Vi var omkring 250 deltagere i eventet og myldrede fra busserne fulde af forventning ind i de fine lokaliteter.

Vi fik serveret lokale specialiteter til både forret og hovedret, men det var nu ok. Vi var jo i Kroatien, så naturligvis skulle vi stifte bekendtskab med det nationale køkkens fortræffeligheder.

Der danses mens DJ’en giver den gas ovre i hjørnet

Næste dag var inden frokost afsat til to besøg hos EU-støttede projekter. Der var otte projekter at vælge mellem og jeg havde valgt besøg hos ”Special Police Force” og ”Project for Activating People with Disabilities”. Det var gode valg. Og der er faktisk så meget godt at fortælle, at det nærmest kræver sin helt egen post her på bloggen. Lidt af en cliffhanger.

Om eftermiddagen deltog vi i diverse konferenceting, og så var det tid til byrundtur til fods i Zagreb (i silende regn) efterfulgt af gallamiddag på Hotel Westin med EU-kommissionen som vært. Jeg var oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente. I den imponerende balsal fik jeg endnu en gang plads ved Kommissionens bord og ventede spændt på, at musikken skulle begynde.

Det viste sig, at jeg sad lige ved siden af aftenens DJ, det var nemlig Francesco fra Kommissionen, som stod for aftenens playliste, og den information var mere end almindeligt kendt. Mange lagde vejen forbi vores bord med musikønsker, og hvis ikke Francesco (assisteret af undertegnede) havde sorteret med hård hånd, ville playlisten formentlig have taget en uge at afspille. Vi fik begrænset os til fem timer.

“Jeg står her alene i den silende regn, kun tom emballage Coca Cola indeni…”

Omkring kl. 23 annoncerede arrangørerne, at der var busafgang for dem, der måtte ønske det. Andre blev inviteret til at frekventere et lokalt udskænkningssted, så der gik vi hen. Et mindre, sluttet selskab på omkring 50-60 personer.

Vi kom ind på en bar med begrænset plads indenfor, men masser af plads udenfor. Bartenderen så en anelse presset ud, da der pludselig kom flere end 50 nye gæster på en gang, men han fik ret hurtigt tilkaldt hjælp fra en kollega, som lå og sov ude i baglokalet. Øllene kostede 2,50 Euro for en stor fadøl, så dem fik vi nogle stykker af inden vi vendte hjem mod hotellerne. I mit tilfælde i en taxa sponseret af den tjekkiske delegation.

Næste dag var konferencens sidste dag og heldigvis bestod det officielle program mest i fordøjelse af de sidste par dages indtryk og udvalgte gruppers præsentation af opnåede færdigheder fra tidligere workshops. Jeg droppede frokosten og gik ud i byen for at købe den obligatoriske fodboldtrøje til Noah (kroatisk landsholdstrøje med 10 Modric på ryggen) hvorefter jeg checkede ud fra hotellet og satte kursen mod lufthavnen.

Da jeg som meget ung startede på korrespondentuddannelsen, var det en naturlig ambition hos de fleste at få arbejde i EU. Det var drømmen. Kun en brøkdel nåede dertil. Nu har jeg så (endelig) fået muligheden for at arbejde med EU-stof. Ad omveje, fra Danmark, fra den anden side af bordet godt nok, men det er helt fint med mig, for i mit hoved er ringen nærmest sluttet, selv om det lyder både højtravende og søgt. Jeg er virkelig glad for mit nye job, og det er vildt, at jeg efter så mange år på arbejdsmarkedet i forskellige jobkonstellationer kan synes, at jeg endelig er kommet på den rigtige hylde. Den øverste, øverste, øverste selvfølgelig.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *