Bryllupstale til gode venner

Tro det eller lad være, men jeg kan faktisk godt li’ at holde tale. Og jeg fik muligheden forleden, da vi var til bryllupsfest hos to sjettedele af rejseklubben, som i ly af coronanedlukningen havde skyndt sig at blive gift. Talen kommer her:

”Kære alle sammen, kære Marlene og Peter!

Det er en stor dag i dag. Nu er Corona ikke længere en undskyldning for ikke at holde bryllupsfest, så nu fanger bordet og I er nødt til at trækkes med os i nogen timer. Og vi har glædet os. I lang tid efterhånden…

Vi har faktisk kendt det nydelige brudepar – altså Marlene og Brønd, hvis betegnelsen måtte forvirre jer – i flere årtier, og der er løbet meget øl og vin gennem årerne i forskellige sammenhænge og ved diverse sammenkomster.

Også i den sammenhæng, som jeg lige nu repræsenterer, for jeg har i min egenskab af tour fører tilladt mig at tage ordet på vegne af rejseklubben. For de af jer, som ikke ved hvad det er for en forsamling, så udgøres den af Marlene og Brønd, Gitte og Gert samt Kirsten og undertegnede.

Mig, Gert, Gitte, Marlene, Kirsten og Brønd. Den frygtede rejseklub

Konceptet er, at jeg finder et underligt sted i Østeuropa, som vi så efterfølgende besøger i et lyserødt fly, som det ungarske flyselskab Wizz Air stiller til rådighed. Eller sådan var det i hvert fald i starten, for vi har på det seneste udvidet vores interesseområde, hvilket primært skyldes, at Sebastian har valgt at bosætte sig i Holland. Det kommer jeg tilbage til.

Rejseklubben opstod et eller andet sted i en lang dialog på Messenger omkring en tur ned over grænsen for at købe øl og vand til en sammenkomst. ”Skal vi ikke hellere tage til Polen?” var der en der foreslog. Og derfor gik rejseklubbens første tur til den dejlige nordpolske havneby Gdansk. Peter og Marlene opførte sig stik imod forventningerne ganske eksemplarisk i Polen, mens Gitte derimod var tæt på at blive smidt ud af landet efter et optrin på et pizzeria, hvor hun grundet manglende kendskab til det polske sprog ikke var klar over, at en Pizza Diavolo var krydret. Og det var den, hvilket hun fik gjort det uforstående køkkenpersonale og store dele af det centrale Gdansk opmærksom på.

Året efter var vi i Vilnius i Litauen. Vi ankom sent om aftenen til et mørkt og halvskummelt boligområde og måtte pænt vente uden for lejligheden indtil de lokale rotter var færdige med at jagte en kat. Næste dag skulle vi ud at se Vilnius’ vartegn, det imponerende tv-tårn. Og vi skulle køre i sporvogn derud. Jeg ved ikke, om I alle er klar over det, men Brønd elsker at køre i sporvogn. På turen derud prøvede jeg i lang tid ihærdigt at trænge igennem til vognstyreren for at købe billetter, men uden held, så vi stod af sporvognen ude ved tårnet efter en gratis tur.

På hjemturen lykkedes det at få købt seks billetter, og det var ret heldigt, for efter få minutter var der billetkontrol. På den forventelige østeuropæiske måde. Fire hærdebrede mænd i uniform spærrede samtlige indgange til sporvognen, mens to jægersoldatlignende kontrollører tjekkede passagerernes rejsehjemmel. Eller de fleste passagerers rejsehjemmel, for da de nåede til vores selskab, valgte litauiske Rambo at sige ”All ok” og gøre mine til at forlade sporvognen.

Jeg har sjældent set et menneske være så skuffet som Peter Brønd. Han stod med sin billet klar til aflæsning og blev skamløst overset. Hurtig indgriben fra tour føreren betød imidlertid, at vi fik kaldt Rambo tilbage – og Brønds billet blev behørigt kontrolleret med både alvorstung mine og glimt i øjet. Og alle var glade.

Peter Brønd har nu fået checket sin billet og er glad igen

Den næste tur gik til Cluj i Rumænien. Et meget østeuropæisk land i Udkants Østeuropa. Vi oplevede, spiste, drak og var en lille smule kulturelle. Desværre gjorde Gitte og Brønd sig temmelig uheldigt bemærket ved tilsyneladende at tømme kirkebøssen i domkirken, så vi må nok erkende, at Rumænien ikke er et sted, vi kan komme igen.

På den efterfølgende tur til Budapest var vi for første gang i rejseklubbens levetid for alvor i krise, da vi på en byrundtur måtte overleve 3-4 timer uden udsigt til at komme på bar. Det var hårdt, men vi formåede at tage revanche til happy hour på et sportsværtshus, hvor de serverede literfadøl til 14 kr. Så der blev vi selvfølgelig hængende.

På et tidspunkt kom Sebastian uforvarende til at sige, at hvis vi på et tidspunkt ville en tur til Holland, så kunne vi bare bo hos ham. Og det betød, at vi tilbragte en weekend, som var forlænget i begge ender, i henholdsvis Haarlem og Amsterdam. Haarlem ligger ca. 20 minutter i tog fra Amsterdam og det var der, Sebastian havde slået sig ned. Han er siden flyttet ind til Amsterdam, men jeg er usikker på, om vores besøg har haft noget at gøre med den beslutning. I forbindelse med vores tur havde hollænderne meget belejligt arrangeret en fejring af deres konges fødselsdag, så der var rigtig meget orange overalt.

Dagen før fødselsdagen havde Sebastian sørget for kanalrundfart med fri bar, hvilket bestemt var i rejseklubbens ånd, og på et tidspunkt kom et par 10-11-årige purke op og spurgte bådføreren, om de måtte få lov at styre båden. Det måtte de. Og et andet lidt ældre barn var tydeligvis også interesseret. Så det betød, at vi blev transporteret rundt i Amsterdams kanaler i en båd, som når den sejlede ligeud havde Peter Brønd ved roret.

Dagen efter gik Holland amok i festligheder både i Amsterdam, som vi besøgte tidligt på dagen og i Haarlem, som vi vendte hjem til først på aftenen. Pigerne – altså Gitte, Marlene og Kirsten – havde på et tidspunkt fået nok, mens drengene lige skulle have en enkelt eller to mere. Og lige der, midt i Haarlem som en del af en orangeklædt menneskemængde, blev vi med opbakning fra tunge teknorytmer konfronteret med et af livets helt store spørgsmål: Hvad hedder Niki Laudas mor? Eller på udenlandsk: Wie heisst die mutter von Niki Lauda?

Svaret kom prompte fra den opstemte forsamling og her kunne alle sådan set være med, for det viste sig nemlig at være Mama Lauda.

Det sang vi så hele vejen hjem til lejligheden og fortsatte yderligere et par timer, hvilket nogen vist endte med at blive pænt trætte af.

Når der ikke længere er en epidemi, som sætter begrænsninger, så tager vi nok afsted igen. Til Kiev, Minsk, Ljubljana eller et andet sted, hvor de ikke kender os endnu. Til hyggeligt samvær og terningespil om aftenen, hvor den forsvarende mester i Meyer ser frem til at blive udfordret.

Vi glæder os, for Marlene og Peter er nogle dejlige mennesker, som det er rart at være sammen med. Både i udlandet og hjemme i Danmark.

Tak for ordet og skål!”       

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *