Når konkurrencementalitet bliver en belastning

I mange sammenhænge i livet kan det være nyttigt at teste sig selv. Finde ud af, om der gemmer sig uforløst potentiale et sted i enten psyken eller fysikken. Det handler om at finde sine grænser og måske prøve at rykke dem lidt. I denne sammenhæng taler jeg ikke om udøverne af ekstremsport, som jo i de flestes tilfælde er kommet så langt ud, at de nærmest må betegnes som sindssyge. De er svære at nå.

Men et fint eksempel, som ikke hører under kategorien ekstremsport, kunne være de mange cykelhold, som hver sommer topper et halvt års intensiv træning med en tur sydpå. Primært til Paris, en tur på omkring 1200-1300 kilometer. Mange af disse hold har dybere bagvedliggende målsætninger om at fokusere på specifikke sygdomsområder, på gode sager eller livsstilændringer. Flere af deltagerne har ikke for alvor dyrket motion i flere år, så det handler også om at prøve grænser af, gøre op med mageligheden og tabe nogle kilo. Det er prisværdigt og fortjener bestemt anerkendelse.

Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af deltagerne i de mange cykelarrangementer kommer ud i situationer, som de aldrig har været i før. De lærer noget om sig selv, får en indsigt både i egen formåen og begrænsninger. Sundt, helt sikkert, hvis ikke præstationsiveren tager overhånd. Måske endda i en grad, at det, som skulle være en personlig sejr, ender med et smerteligt nederlag. Tillad mig at give et eksempel fra min egen virkelighed.

Jeg har altid haft en udpræget konkurrencementalitet. Elsker kampen, giver aldrig op. På håndboldbanen, når det spidsede til og det hele skulle afgøres til sidst, var jeg ekstra skarp og i stand til at præstere optimalt. God til at levere under pres. Siden har motionsdyrkelsen været noget mindre intensiv, men dog har jeg altid brystet mig af, at jeg aldrig er stoppet op for at gå, når jeg har været afsted på løbetur. Begge hofter er blevet udskiftet grundet slitage, men det er egentlig ikke så vigtigt i denne sammenhæng, blot nyttig information.

For et par år siden skulle jeg løbe min anden halvmaraton i Århus. Den første var forløbet ok med en nogenlunde rimelig tid på under to timer. Denne gang var jeg i bedre form, havde forberedt mig grundigere, bygget en masse kilometer på. Så forudsætningerne var bestemt til stede for en forbedring af tiden fra sidst. Jeg havde været forskånet for skader indtil en uge før løbet, hvor jeg på en ti kilometers træningstur mærkede noget ømhed i venstre hofte. Umiddelbart ikke noget at bekymre sig om, tænkte jeg, men sprang for en sikkerheds skyld den korte onsdagstur over. Og søndag morgen mærkede jeg da heller ikke noget til ”skaden”.

Afsted til Århus med en kammerat, god stemning, grundig opvarmning, helt smertefri. Vejret var fantastisk, solskin og 23 grader, ingen vind. Starten gik og de første to kilometer blev løbet i henhold til den mest optimistiske tidsplan. Midtvejs i den tredje kilometer begyndte det at stramme i hoften. Kan det mon løbes væk, holder det op med at gøre ondt, når jeg kommer lidt længere? I begge tilfælde var svaret nej. Efter fire kilometer gjorde det meget ondt og tanken om at stoppe begyndte at melde sig. Valgte lige at se tiden lidt an, i hvert fald til det første depot, som var ved fem kilometer. Stadig store smerter.

Ok, nu er jeg nødt til at stoppe, det her holder ikke, tænkte jeg. På daværende tidspunkt var jeg i omegnen af Botanisk Have og valgte at sætte farten en smule ned for så at stå af, når vi ramte midtbyen. Der skulle jeg jo hen alligevel. Efter otte kilometer valgte jeg lige at give det et skud mere, efter tolv kilometer var vi nærmest på vej væk fra midtbyen og i øvrigt mere end halvvejs. Hvert eneste skridt var smertefuldt som ind i helvede. Jeg husker ikke ret mange detaljer fra de sidste kilometer, smerterne var simpelthen for voldsomme. Husker dog, at jeg ved 18 kilometermærket, hvis jeg havde kunnet, ville have slået ham, der med gode opmuntrende hensigter råbte ”kom nu, der er kun tre kilometer tilbage”.

Jeg husker ikke rigtigt turen op ad Frederiks Allé. Kun at jeg vaklede over målstregen og blev spurgt af en samarit om jeg var ok. ”Ja”, sagde jeg og dejsede om. Kom efter et stykke tid lidt til mig selv igen, for så at kaste voldsomt meget op. Jeg havde presset mig selv langt, langt ud over grænsen for det forsvarlige. Havde løbet mere end 18 kilometer i store smerter med en krop, som brugte al sin energi for at kompensere og prøve at overbevise om det latterlige i foretagendet.

Den dag lærte jeg en masse om mig selv. Det var ikke nogen sejr at gennemføre. Det havde været en sejr, hvis jeg var stoppet efter tre, fem, otte eller ti kilometer. Når jeg efterfølgende har fortalt nogen om forløbet, har de måske sagt, at de syntes det var sejt. Det var det ikke, det var dumt. Stædighed som misforstået jernvilje. Manglende evne til at forstå kroppens signaler. Og faktisk skammer jeg mig i virkeligheden over at have gennemført, skammer mig over ikke at have været loyal over for min krop, som sendte klare og tydelige signaler om, at jeg var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Dertil kommer jeg ikke igen.

Jeg har aldrig haft den løbetrøje på, som jeg fik i forbindelse med løbet. Den er et symbol på dumhed, mangel på respekt. Jeg løber stadig og presser gerne mig selv, men jeg stopper i tide. Et døgn med sortnen for øjnene, en blodsamling på låret på størrelse med låret på en voksen mand og 4-5 dage i sengen har sat sine spor. Det er simpelthen ikke værd at sætte liv og/eller førlighed på spil for på den måde at prøve at opdyrke uopdyrket land. Den erkendelse skal vi simpelthen komme til på et tidspunkt i vores liv.

Jeg kom til den sent, men har til fulde accepteret, at min vilje til at vinde skal have sin naturlige begrænsning. For jeg vil jo gerne være her i lang tid endnu.

Forført af et folkemøde

Forleden var jeg for første gang til folkemøde. Første gang på Bornholm. Afsted som udsending for mit arbejde for at vejre stemningen. Den politiske og den folkelige. På forhånd havde jeg absolut ingen anelse om, hvordan dagene på Bornholm ville forløbe, havde ikke opstillet forventninger af nævneværdig karakter. En pragmatisk tilgang til ”opgaven” kunne man vel kalde det. Alligevel giver det god mening at erklære, at jeg faktisk blev positivt overrasket, for det var både rart og ganske fornøjeligt derovre på solskinsøen.

Jeg har arbejdet med kommunikation i mange år, så jeg ved nogenlunde hvordan en tekst skal bygges op. Det er derfor ikke et udslag af udpræget inkompetence (i hvert fald ikke i denne sammenhæng), at jeg starter med at bringe konklusionen. Og den er, at folk, der ikke har været der, bare kan lukke røven når de prøver at forholde sig til, om Folkemødet giver mening og/eller er en god idé.

Bananer i pyjamas
Nu startede jeg med at være inde på, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente af årets store politikerfestival. Folk, der kender mig, vil vide, at jeg på det sportslige område er mere til elite end bredde, og min kone har for nylig på det nærmeste hånet mig for at lufte hund iført min trøje fra sidste års DGI landsstævne. Jeg føler på det nærmeste decideret ubehag, når nogen bringer temaet ”spejdere” på banen.  Ville Folkemødet så være en halvfesen omgang ligegyldigheder suppleret af semi-interessante indslag fra diverse folkevalgte i korte ærmer og bekvemmeligt fodtøj?

Altså det med de korte ærmer og fodtøjet er rigtigt nok. Jeg tror, at samtlige partier og større interesseorganisationer er blevet enige om en fælles dresscode, for sjældent har politikere været så enige om at optræde i kondisko, som det var tilfældet i Allinge. Og for fleres vedkommende var det ret tydeligt, at det nok er den eneste gang om året, hvor den slags fodtøj tages i brug. Sagt med andre ord, så var det ikke alle, der bar det sportslige look lige godt. Ej heller de bare arme, som stak ud af de korte ærmer på uklædelige t-shirts eller farverige, storblomstrede poloer. Flere var i hawaii-skjorter. Det skulle de nok ikke have været.

Folkeforførere og folkedans
Mange kalder Folkemødet for en politikerfest, og det kan de til dels have ret i, når bare de husker, at helt almindelige mennesker altså også er inviteret med. Det er simpelthen enestående, at Hr. og Fru Danmark i fire dage på Bornholm ganske uhindret har adgang til at snakke med dem, der er med til at skabe rammerne for vores demokrati. På en tur fra havnen til hovedpladsen kan man måske følges med politikere, departementschefer og direktører fra større organisationer og virksomheder. Og hvis man siger hej, så tager de fleste sig tid til en snak om, hvad der rører sig. Jeg tror ikke, man ser noget tilsvarende andre steder i verden.

Der er flere end 3.200 arrangementer på Folkemødet. I Allinge, som er en forholdsvis lille by, er der stillet telte og scener op på en strækning langs kysten på omkring en kilometer. På havnen holder de store medier og en del interesseorganisationer til, mens de politiske partier primært har slået lejr omkring hovedscenen i det område, som meget sigende hedder Cirkuspladsen. Og indholdet i de mange arrangementer er af varierende karakter. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Slipsedrenge, økofreaks og tekniknørder i et skønt sammensurium, suppleret af alverdens mærkeligheder. Bundet sammen af blomsten og adskillige udskud fra den danske stand-up scene, som sammen med samtlige landets radio- og tv-personligheder er fløjet ind for at give lidt kant til ellers kedelige events.

Et af de første events jeg faldt over, var hos Dansk Folkeparti, hvor Peter Skaarup og alternative Uffe Elbæk talte om deres fælles kærlighed til Århus og AGF. Ingen af dem imponerede dog synderligt med viden om vores allesammens favoritklub. Så gav det straks mere mening senere på dagen samme sted, da Folketingets forkvinde Pia Kjærsgaard viste, hvordan hun laver sin favoritdessert, samtidig med at hun fortalte anekdoter fra sine ferier på Santorini. Spændende tror jeg, men jeg valgte alligevel at springe over. Fagligt var der dog også en masse at komme efter, specielt på Energiens Område, hvor både festlige, interessante og arbejdsmæssigt relevante indslag afløste hinanden.

Svesken på disken
Folkemødet er også en smeltedigel af mærkværdigheder og mere eller mindre gode ideer, som alle bliver ført ud i livet. Du skal bare bevæge dig 10-15 meter i en eller anden retning, så bliver du bombarderet med fornøjelige finurligheder. Eller noget, som bare er sært. På en af mine ture fra havnen til Cirkuspladsen stødte jeg på en ung kvinde iklædt lyserødt tyl, som stod ved siden af en ladcykel. Et skilt på cyklen forkyndte, at man hos hende – formedels 299,- kr. kunne erhverve førsteudgaven af ”The Pussy Game”.

Det viste sig at dreje sig om en fint dekoreret æske indeholdende et spil memory. Regelmæssigt helt i tråd med den traditionelle udgave af huskespillet, men med billeder af kvindelige kønsdele i stedet for bondegårdsdyr, musikinstrumenter og brandbiler. Tyve meter længere fremme udleverede en helsebutik gratis solcreme og på næste hjørne kunne du få dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Folkebødet byder således på noget for enhver smag. En del for den gode, en masse for den dårlige, men mest for den folkelige. Som for eksempel da Søren Pind og Mogens Jensen ved et voldsomt velbesøgt arrangement sang sømandsviser fra en af bådene ved havnekajen. Eller da Mads & Monopolet sendte live. Det er helt op til dig selv, hvor meget du vil have ud af dit besøg. Jeg kombinerede det faglige med det folkelige (ja, jeg var på kajen og hørte Søren og Mogens) og det gav mening for mig. Fokuseret og professionel vekslende med afslappet og hvermandsagtig. Jeg trak frisk og ufordærvet bornholmerluft ind, når jeg så og hørte en masse branchefolk forholde sig til problemstillinger på klima-, energi- og medieområdet. Og pustede ud, underholdt af nogle af de mere kulørte indslag.

På tomandshånd med ministeren
Det, som definerede mit folkemøde, var fredag aften, da jeg var inviteret til en reception hos Altinget, som er en af vores samarbejdspartnere. Jeg sad og udvekslede fælles gymnasieminder på tomandshånd med chefredaktøren, det var noget med en rus-tur som løb lidt af sporet, da vores udenrigsminister kom hen og sagde hej. Han slog sig ned ved bordet, og i løbet af snakken fik jeg fortalt, at vi bor ret tæt på hinanden i Stensballe, og at vi nogen gange støder ind i hinanden, når vi er ude at lufte hund. Han spurgte dernæst, om det så ikke er os, som har to Golden Retrievere?Og det er det. Imponerende godt husket, Anders.

I samme øjeblik kom Poul Nyrup Rasmussen forbi og brød magien. Han fejrede denne fredag sin 75 års fødselsdag, og vi sagde selvfølgelig ”Tillykke Poul”, udenrigsministeren, chefredaktøren og jeg. ”Tak” sagde Poul, og så glad ud. Det havde han også grund til, selskabet taget i betragtning.

Jeg er også glad. En oplevelse rigere, længe leve folkeligheden og sådan noget. For selv om det er bøvlet at komme frem og tilbage, både til og fra Bornholm og til og fra Allinge fra det lejede sommerhus i Nexø cirka 400 kilometer fra begivenhedernes centrum, så er jeg blevet overbevist om, at Folkemødet giver mening. Ikke kun for politikere, interesseorganisationer, større virksomheder og professionelle meningsdannere, men også for menigmand.

For dig og mig. Hvis jeg skal slutte med at citere “Dieters Lieder”. Og det hører sig jo til.

Angsten og de røde støvler

I denne tid er angst i forskellige afskygninger meget oppe i medierne. Panikangst, fobier, angst for folk med briller og meget mere. Jeg har også en gang lidt af angst. Angst for store målmænd. Personificeret i min daværende holdkammerat og siden gode ven, Ole Nørskov. Pylle blandt venner og andre håndboldkyndige. Tillad mig at starte med lidt baggrundsinformation.

Sidst i 70’erne og i starten af 80’erne (altså en gang i sidste årtusinde) hed målmandsparret på det danske håndboldlandshold Mogens og Ole. Jeppesen og Nørskov for dem, der hænger sig i persontrivielle detaljer. Det var i denne periode, jeg kæmpede mig vej op gennem ungdomsrækkerne i AGF og lagde fundamentet til en formidabel karriere på de lyse trægulve. Eller noget.

Pylle var naturligvis et stort idol for mange århusianske håndbolddrenge dengang. Både på baggrund af præstationerne i målet og fordi han var en person, som stod fast på sine principper og kæmpede mod uretfærdigheder. For eksempel var Pylle glad for at spille i sko fra Adidas, og Adidas var også glade for ham. Så når Pylle sprang et snørebånd, så stod Adidas straks parat med et nyt. Faktisk fik han også sine sko gratis, men det kommer vi til. Det var imidlertid sådan, at Dansk Håndboldforbund havde lavet en sponsoraftale med et konkurrerende mærke, og de ville have, at alle landsholdsspillere skulle spille i deres sko.

Og det ville Pylle ikke, for traditionelt var sko ikke en del af sådanne aftaler.  Og så syntes han ikke, at andre skulle bestemme, hvad han skulle have på sine fødder. Forbundet holdt på deres og efter længere tids tovtrækkeri endte det med, at Pylle havde spillet sin sidste landskamp. Siden er sådanne aftaler for længst blevet lavet om, så spillerne i princippet kan stille op i cloggs eller gummistøvler, og det er vel et eller andet sted Pylles fortjeneste.

Det var altså en sådan personlighed, som undertegnede, en håbefuld 18-årig højrefløj, skulle prøve at håndtere som nyoprykket seniorspiller. Fik jeg nævnt, at Pylle desuden var en stor mand? Uden at genere ham alt for meget, tror jeg godt man kan sige, at han fyldte godt i målet. Det var i sæsonen 82/83, jeg var blevet udtaget til førsteholdstruppen og vi var i gang med forberedelserne til en sæson i den bedste række, som dengang hed 1. division. Jeg var ganske ydmyg over at skulle træne med et hold, hvor der var mange rutinerede spillere, heraf flere med landsholdserfaring.

Og Pylle var altså en af dem. Jeg kan tydeligt huske den første gang Pylle og jeg stod over for hinanden til træning. Der blev spillet tyndt til fløjen, jeg satte af, sprang ind i feltet, kiggede op, og der var målmand i hele mit synsfelt. Jeg kan tydeligt huske, at jeg stille og roligt lagde bolden ind i armene på Pylle og løb hjemad med bøjet hoved. Jeg tror også, Per Rubæk grinte af mig. Birger gjorde helt sikkert. Siden mener jeg selv, at jeg kom lidt efter det, eller også skyldtes det bare, at Pylle, som den flinke mand han var/er, fik lidt medlidenhed med mig.

Det havde han endnu ikke fået, da vi en måneds tid senere skulle deltage i den navnkundige Århus Festuge Cup. Det var et temmelig stort, prestigiøst og velbesøgt håndboldstævne, som foregik i Århus hvert år i starten af september. Heldigt, navnet på stævnet taget i betragtning. Jeg var blevet udtaget til førsteholdet og skulle altså debutere i den røde trøje. Modstanderen var Skovbakken, som også var i 1. division, og som havde et holdkort spækket med landsholdsspillere. Der var en kæmpe interesse for kampen, og hallen i Vejlby-Risskov Centret var fyldt til bristepunktet.

Tidligt i første halvleg blev jeg skiftet ind og tog plads på fløjen. I min første forsvarsaktion kørte Skovbakken et fløjkryds, og Thomas Pazyj (ham fra landsholdet) fik frit skud hen over mine ikke særligt kompetente parader. Jeg vil gerne erkende, at der ikke var tale om prangende forsvarsspil. Den rutinerede herre i målet omme bagved var heller ikke videre imponeret. ”For helvede Otte, tror du ikke han vil lave mål?” lød det højt og tydeligt i hallen, hvor hovedparten af tilskuerne bestemt kunne se det morsomme i målmandens udbrud, hvilket de selvfølgelig højlydt gav til kende. Velkommen til seniorhåndbold. Curlingholdkammerater? Det tror jeg ikke.

Jeg har ved en senere lejlighed for et par år siden fortalt historien til Pylle, og han blev faktisk oprigtigt ked af det. For han er nemlig en person, som går meget op i, at man har det godt. Og det oplevede jeg selvfølgelig allerede nogle få måneder inde i sæsonen og i masser af år med fælles oplevelser siden. For hygge med guitaren, løgnehistorier fra en lang håndbold- og musikerkarriere og gode grin var nemlig en tro følgesvend i den resterende del af vores håndboldtid sammen. Også da Pylle var træner for førsteholdet og jeg var blevet en af de rutinerede. Den gode stemning er da også straks tilstede, når vi nyder hinandens selskab, hvilket desværre er alt for sjældent.

Og så lovede jeg at vende tilbage til Pylles sko. Da jeg et par år inde i min seniorkarriere fik problemer med ledbåndene i anklerne, tilbød Pylle, at jeg da måtte låne/få hans røde Adidas støvler. Jeg sagde selvfølgelig ja tak, selv om de faktisk var på den gode side af et nummer for store, for hej – det var jo Pylles støvler! Så jeg spillede/sejlede rundt i en hel sæson i særdeles opsigtsvækkende fodtøj, men undgik at vrikke rundt. Jeg blev godt nok drillet for min storbyarrogante fodbeklædningsstil rundt omkring i de mere landlige håndboldhaller, men jeg ku’ leve med det i bevidstheden om, at støvlerne var symbolet på, at min angst havde forvandlet sig til noget, der mindede om et venskab.

For venner, det er da sådan nogen, som man låner sine støvler til, er det ikke?

Vi har brug for en Jens til at bære kulturen

”Jens Jønsson, Jens Jønsson, Jens Jønsson. Vi elsker alle sammen Jens Jønsson”. Sådan lød det blandt fansene indtil for et par sæsoner siden, hvor hyldestsangens og AGF-defensivens omdrejningspunkt efter adskillige stabile præstationer blev belønnet med en velfortjent udlandskontrakt med indbygget eventyr i Tyrkiet.

Jens Jønsson var en af vores egne. En århusdreng, som i en tidlig alder var blevet sluset ind i superligatruppen for at smage på livet som professionel fodboldspiller. Med på diverse ungdomslandshold. Bærende profil i 20-årsalderen. Stabil, pålidelig, arbejdsom, med et højt bundniveau og en garanti for en dedikeret indsats hver gang. Mange spillere har i tidens løb forladt vores klub, men få er savnet som Jens Jønsson, selv om hans selvfølgelige succes via benhårdt arbejde i Tyrkiet er ham vel undt. Han kunne være blevet en legende i AGF, og han kan jo princippet nå det endnu, når han har fået løbet hornene af sig og måske vender hjem i en forbedret udgave.

Samme sang, men en anden Jens
For godt nok er Jens væk, men sangen om Jens er i den grad blevet støvet af i dette forår, hvor efternavnet Jønsson er udskiftet med Stage. Århusdreng. Stabil, pålidelig, arbejdsom, med et højt bundniveau og en garanti for en dedikeret indsats hver gang. Et ubeskrevet blad i landsholdssammenhæng – endnu. Han var så god som 19-årig i Brabrand, at han blev inviteret ind til træningen på Fredensvang for lige at snuse. Man skulle se hinanden lidt an. Og så var han bare alt for god til, at det kom på tale at sende ham tilbage eller nogen som helst andre steder hen. Han fik en kontrakt, som netop er blevet forlænget med fire år, så vi nu har papir på ham indtil 2023.

Manden har fodboldintelligens. ”En polyvant spiller,” som Morten Olsen nok ville kalde ham. Det betød, at han i sidste sæson blev kastet rundt på en masse forskellige pladser, hvor der lige var behov for at dække ind. Så han dækkede ind, gjorde han og ganske uden at kny.

”Jeg spiller der hvor træneren mener, jeg kan gøre mest gavn,” sagde han selvfølgelig, men lagde samtidig ikke skjul på, at drømmen var at kunne spille sig til en fast plads et eller andet sted på midtbanen. Og det har han så gjort her i foråret med stor overbevisning.

Anførerbindet klæder ham
Bedste mand i masser af kampe, en udvikling opad i raketfart. Fik som den mest selvfølgelige ting i verden anførerbindet i den afgørende kvalifikationskamp til Europaleague i Haderslev, da Kanstrup blev skadet, hvorefter Morten Bruun ganske rammende skrev på Twitter, at havde sæsonen varet en måned mere, var Jens Stage formentlig kommet med til VM. Godt nok formuleret med et blink i øjet, men mandens kvaliteter er altså også tydelige for andre end os inkarnerede.

Det er ikke tit man ser den type spillere. Grænsende til det selvudslettende når det handler om at kommentere egne evner, men med en tyrkertro (bemærk koblingen) på, at vejen frem i hierarkiet går gennem hamrende hårdt arbejde på træningsbanen og når der spilles kamp. Favoritpladsen er for længst erobret. Også når træneren skal sætte holdet med frit valg på alle hylder blandt samtlige holdkammerater, er han vel alligevel trænerens første mand på holdkortet. Imponerende og velfortjent, at han allerede er blevet en fanfavorit.

Klart legendepotentiale
I optakten til kampen mod Sønderjyske talte Jesper Thygesen om Jens Stage i sammenhæng med nogle af de spillere, som er blevet legender i AGF. John Stampe, Steffen Rasmussen med flere. Kæmpe personligheder, spillere, som sværgede troskab til klubemblemet og som personificerede den kultur, det bånd, der er så fantastisk meget specielt i AGF. Ærefrygtindgydende er ikke at tage munden for fuld.

Direkte adspurgt om han helst ville ende med at spille 450 kampe for klubben og ende som legende eller til udlandet for at prøve sig af, svarede unge Stage: ”Hvis jeg ikke elskede at være her, havde jeg nok ikke forlænget med fire år”.

Han er 21 år, han er først lige kommet i gang. Hold kæft, hvor bliver han god.

”Jens Stage, Jens Stage, Jens Stage. Vi elsker alle sammen Jens Stage.”

Jeg tør godt mene noget om vores miljø

Nogle gange er det altså befriende at have lov til at mene noget. Også fordi jeg til daglig arbejder med at sørge for, at nogen, der mener noget, får det udtrykt i en sammenhæng, så det passer med den mening, som den overordnede strategi udtrykker. Så jeg og mine kolleger mener i princippet kun noget, som direktionen og bestyrelsen har besluttet, at virksomheden har fordel af, at vi mener. Giver det mening?

Det handler om at sikre, at vores omdømme er så godt som overhovedet muligt. Sikre, at nogen ikke siger eller skriver noget, som andre kan opfatte forkert – bevidst eller ubevidst. Og jeg er faktisk rigtig god til at vurdere, hvornår nogens mening er enten i orden eller helt hen i vejret. Tror måske, det lyder værre end det egentlig er, for jeg kan jo godt li’ mit job. Har øvet mig længe

Men det var vist min egen mening vi kom fra. Jeg synes vi skal gøre noget mere for vores miljø og for klimaet. Sådan. Nu er det ude i offentligheden. Og kontroversielt er vel ikke det første, der falder læseren ind, håber jeg. Hvorfor er det så, at jeg føler trang til at berige min omverden med en holdning, som jeg vel deler med de fleste?

Lidt fordi jeg forleden blev en smule provokeret. Vores klima- energi- og miljøminister var ude at lufte forskellige synspunkter, hvilket affødte en kommentar fra en af mine venner. Egentlig både uskyldigt og neutralt (men han er journalist, så jeg ved bedre), og ministeren er fra Venstre. Det er min journalistven der skrev på Facebook ikke. Og så var det altså jeg tænkte, at det jo i virkeligheden er trist, at tilslutningen til initiativer, som skal sikre, at vi får en tålelig fremtid, gøres afhængig af, om man stemmer på røde, grønne, blå eller gule partier.

Problemet er mest, sådan som jeg ser det, at hvis det koster noget, så er der ingen, der vil præsentere noget som helst for deres vælgere, med mindre de er helt sikre på ikke at have flertal for det. For så vil de fleste sige hvad som helst.

An anden problematik er den udbredte kassetænkning, som desværre florerer. Jeg og mange andre synes for eksempel, at vi skal bruge el til meget mere end vi gør i dag. Elektrificering en masse. Transportsektoren, opvarmning og masser af andre samfundsmæssigt vigtige områder har et kæmpe potentiale, hvis bare vores strøm blev billigere. Det er i forvejen billigt at producere, en stigende del af produktionen kommer fra grønne kilder og sidste år satte vi rekord i produktion af vedvarende energi fra vindmøller. Grøn strøm. Afgifterne er bare for høje. Konsekvensen er, at vores strøm er den dyreste i Europa, når det handler om prisen for slutkunderne. Selv om den er billig og bæredygtig at producere.

Nu er forskellige politiske udspil så på banen med (lille) sænkelse af afgifterne som en del af lokkemaden. Det forslår bare som en skrædder et meget varmt sted. Argumentationen for tilbageholdenheden er, at der så kommer til at mangle penge i kassen hos den ansvarlige minister. At de kommer ind i kassen hos en anden minister i form af øget forbrug er irrelevant i denne sammenhæng. Desværre.

I vores virksomhed taler vi gerne og meget om, hvordan vi bedre kan løfte forskellige opgaver i fællesskab. Det synes jeg faktisk godt, der var mange, der kunne lære noget af. Og jeg tror egentlig viljen er der, man skal bare turde. Risikere at blive upopulær i den gode sags tjeneste. Det kommer næppe til at ske.

Det var bare min holdning. Undskyld.

Jeg kondolerer aldrig

Sikke da en ufølsom og usympatisk overskrift. Hvis man slår ordet kondolere op i Den danske ordbog, så betyder det ”at udtrykke sin medfølelse over for en pårørende ved en persons død”. Der er også et eksempel: ”Må jeg kondolere, Frank. Han rejste sig og gav hånd, men var i vildrede med, hvad han skulle sige.”

Gad vide om benævnte Frank følte sig specielt støttet i den svære stund af en person, som tydeligvis gemte sine reelle følelser gennem et uforståeligt og vanskeligt håndterbart udtryk? ”Hvor må det være svært, Frank, du skal vide, at jeg tænker meget på dig” kunne være en anden mulighed. Hvis jeg var Frank, ved jeg godt hvilken version jeg ville foretrække. For selvfølgelig udtrykker jeg medfølelse, men det er altså fattigt bare at slynge ordet ud.

For er den udbredte brug af ordet ikke blevet en alt for overfladisk og nem genvej til at udtrykke medfølelse uden i virkeligheden at gøre det? Købe aflad? Udvise storsind og empati i en svær tid uden virkeligt engagement?

For et par uger siden skrev en af mine gamle venner på Facebook, at han desværre havde mistet sin kone. Alt for tidligt. Kræft. Han fortalte om nogle af de oplevelser, de nåede at have sammen i den sidste tid, det var stærkt og rørende. Og så gik kondolencemaskinen ellers i gang.

Ret hurtigt var der over 100 kommentarer til hans status. Heraf stod der i flere end 80 kun et eneste ord. Gæt hvilket. Det kan da sagtens være, at nogen tillægger ordet den rigtige værdi og mening, men jeg vil påstå, at det for størstedelens vedkommende er en måde at slippe let om ved noget vanskeligt på.

For god ordens skyld vil jeg lige pointere, at jeg faktisk kondolerede min ven. Det gjorde jeg ved at fortælle ham, at det var en trist nyhed, som jeg var ked af at få. Og at jeg sendte en masse varme tanker hans vej. Jeg synes nemlig, at det er vigtigt at sige tingene som man føler dem i stedet for at gemme sig. ”Jamen hvad så, hvis jeg ikke ved hvad jeg skal sige?” kunne man så fristes til at spørge.

Hvis ”jeg kondolerer” er det eneste, du kan komme op med, så føler du ikke nok for det. Og i min verden skulle du så hellere lade være. Men det er altså bare min mening. Ufølsom og usympatisk…

En prægtig personlighed

Sidste fredag morgen på vej til arbejde fik jeg en kedelig sms fra en af mine gamle holdkammerater.

”Hej Henrik, Birger døde i går grundet en sprængt hovedpulsåre. Ole N.”

Jeg fik øjeblikkelig en blandingsfornemmelse af chok, tristhed, afmagt og sorg. For Birger var jo en af de største, en af de vigtigste, en af de sjoveste og en af de mest underfundige personligheder, jeg nogen sinde er stødt på. Han har også været med til at præge min opvækst, hvilket bakkes op af de mange historier, de utallige minder, som umiddelbart dukker op. Og med fare for at virke respektløs, hvilket folk, der kender mit forhold til Birger, vil vide er meget langt fra sandheden, så vil jeg påstå, at man om Birger kunne skrive verdens sjoveste nekrolog. Og det sidder han formodentlig et eller andet afsides sted og venter på lige nu.

Igennem mine ungdomsår i AGF var Birger Christiansen ham store, den frygtindgydende venstrehånd, som tordnede boldene ind på divisionsholdet (han har stadig scoringsrekorden i AGF med 902 mål). Han virkede noget utilnærmelig, ærefrygten var tydelig. Da jeg så rykkede op som senior og blev indlemmet i førsteholdstruppen, blev jeg umiddelbart bekræftet i min opfattelse af Birger. Han var ikke helt let at komme ind på livet af. Det skulle man gøre sig fortjent til, fandt jeg ud af.

Jeg husker tydeligt min første træning med førsteholdet. Jeg var endt i en situation, hvor jeg skulle dække Birger op. Han kom imod mig i et hopskud og jeg fik lige sat begge hænder i hans brystkasse. ”Shit, han er jo hård som granit” nåede jeg at tænke. Og så kunne jeg ellers bruge et par minutter på langs ude ved sidelinjen på at fundere over tilværelsen som håndboldspiller. I næste angreb løb Birger forbi, kiggede ned og sagde: ”Velkommen til seniorhåndbold”, mens han gnækkede lidt og udvekslede morsomheder med Per Rubæk på min bekostning.

Modgang styrker som bekendt i mange tilfælde – og også i mit. I løbet af sæsonen lærte jeg at tage de nødvendige tæsk og blev efterhånden lukket ind i varmen hos Birger. Og det var fantastisk. Manden var et opslagsværk af skæve historier og gik aldrig af vejen for at dyrke det absurde. Det var ikke altid hans omverden var klar til det, men det betød mindre for Birger.

Billedet her er fra Helsingør Hallen. Det er fra 1983 og min anden divisionskamp som håndboldspiller.

At dømme ud fra Birgers ansigtsudtryk er det fra sent i kampen, for vi fik lidt af en snitter af de senere danmarksmestre med Veje, Roepsdorf, Munkager m. fl. på holdet.

Senere i denne min første sæson som seniorspiller er vi  på udebane til en vigtig divisionskamp mod Virum Sorgenfri.

Stillingen var uafgjort med to-tre minutter tilbage af kampen. Vores holdkammerat Niels Olsen, som senere skulle gøre karriere som skuespiller og komiker, men som allerede var lidt af en lurendrejer, skulle på banen igen efter at have afsonet en udvisning. ”Niller” fik bolden tæt på udskiftningsbænken, tog tre skridt og steg op til et teknisk flot hopskud 5-6 meter uden for tre-meteren. Det gik langt over mål. ”Det skulle prøves” sagde Niller.

Træneren var rødglødende af raseri, og Birger var så færdig af grin, at han var nødt til at sætte sig på nærmeste tilskuerplads, ude af stand til at løbe hjem. Vi tabte kampen med et enkelt mål. På busturen hjem sad træneren forrest i bussen og skumlede, mens Birger gentagne gange genoplivede de magiske øjeblikke, hvor stregspilleren Niels Olsen forsøgte sig med et hopskud fra 17 meters afstand. Det var i den grad vand på Birgers mølle.

En anden historie, jeg tydeligt husker, var nogle år senere. Birger var i mellemtiden blevet træner for holdet, og vi var afsted til den årlige sæsonforberedelsesturnering i Nøvling uden for Aalborg. Vi skulle spille tidligt søndag morgen i Aalborg Stadionhal. Aftenen forinden til den traditionelle Nøvlingfest var vi blevet bedt om at udvise en vis form for mådehold i forbindelse med indtagelse af alkohol. Vi var da også nogenlunde klar, da vi i en kortege bestående af fire biler kørte fra forstæderne med træner, holdleder og fysioterapeut i det forreste køretøj. Efter få kilometers kørsel holdt netop denne bil ind til vejkanten efterfulgt af de andre. Døren i passagersiden gik op, Birger væltede ud og kastede voldsomt op.

Den var svær at forklare og det prøvede han egentlig heller ikke på. Men det var selvfølgelig fedt at have noget på træneren, og vi morede os da også meget over det senere i festlige lag.

Efter afslutningen på min aktive håndboldkarriere var vores kontakt kun sporadisk, men vi løb da af og til på hinanden i en eller anden håndboldhal. Hver eneste gang havde Birger lige en historie, han skulle fortælle, for han vidste, at jeg forstod ham og hans kulsorte humor. Da de sociale medier blev hvermandseje fik vi genoptaget kontakten. Ældre, klogere, mere kantede og altid dyrkende det absurde, det vanvittige.

”Jeg er glødende Marxist” skrev Birger en dag til mig. Jeg blev en smule paf indtil han afslørede, at hans største idol overhovedet var Groucho Marx. Han havde set samtlige Marx Brothers-film adskillige gange og vi kunne sammen more os med at citere fra dem i forskellige sammenhænge. Relevante eller ligegyldige. Det skinnede tydeligt igennem computerskærmen, hvordan Birger hyggede sig med at udveksle begavede tåbeligheder med ligesindede. Jeg vil tillade mig at citere Birger fra et af hans opslag på Facebook fra efteråret 2017:

”De døde som fluer i august 1977 – de kendte. Først røg Elvis som bekendt 16. august og bare tre dage senere døde én af min barndoms og ungdoms helt store helte – Groucho Marx. Det er således 40 år siden præcis i dag. Det var næsten synd for Groucho, at hans død blev fuldstændig overskygget af verdensomspændende sorg over Elvis’ bortgang. Nå, skidt, Groucho var alligevel på daværende tidspunkt så dement, at han intet fattede. Han var da 86 år gammel.

Groucho står stadig for mig som den sjoveste mand på jorden nogen sinde. Faktisk særdeles intellektuel, men rablende gal! Jeg kan på det varmeste anbefale at læse hans erindringer. Familien Marx – far, mor og fem sønner – boede forskellige steder i New York omkring forrige århundredeskifte. Far Marx var skrædder og en så dårlig en af slagsen, at hans faste tilnavn var Misfit Marx. Han var kropumulig(!) som skrædder, og det betød, at i løbet af et halvt års tid var rygtet om hans uduelighed spredt til hele nabolaget – og familien blev igen nødt til at flytte! Til et nyt nabolag, hvor ingen havde hørt om ham. Og så igen – et halvt år senere.”

Birger skrev ovenstående på 40-årsdagen for Groucho Marx’ død. Jeg håber inderligt, at nogen om 40 år stadig mindes Birger med glæde og hjertevarme, for hvis det nogensinde har givet mening, at nogen lever videre i kraft af alle de historier, som har været med til at definere en personlighed, så er det i tilfældet Birger Christiansen. Vi savner dig. Med et skævt smil i mundvigen.

Jeg hader klappepølser

Jeg har tilbragt en betragtelig del af mit liv i diverse håndboldhaller. Først som spiller, siden som træner og senest som forælder. Har set tusindvis af håndboldkampe på vidt forskellige niveauer, fra lilleput til liga, krydret med et betragteligt antal landskampe. Men jeg gider faktisk ikke se hverken liga- eller landskampe mere, og det skyldes primært de der latterlige klappepølser.

At opleve en hel langside fyldt med Hr. og Fru Danmark’er sidde og taktfast slå to stykker oppustet plastik sammen for at frembringe en kunstig, teknorungende, ligegyldig stemning er en lidelse. Jeg kan bare ikke ha’ det. Alternativet er gud hjælpe mig et stort stykke foldet pap, som bevidstløst klaskes ned i hånden eller mod et mere eller mindre kødfyldt overlår. Hvor er det dog tåbeligt.

Det var formodentlig en eller anden smart marketingperson, som engang i fortiden blev bedt om at gøre sig nogle tanker om, hvordan man kunne skabe begejstring i de stemningsforladte håndboldarenaer. Måske var der en sponsor, som havde adgang til et forladt lager fyldt med ubrugt plastik i rigelige mængder. Uanset hvad, så er resultatet og udbredelsen skammeligt.

Jeg er ganske på det rene med, at der var/er et stort behov for at skabe mere larm og stemning i hallerne. Folk skal have noget for pengene. Men kamparrangørerne mener tilsyneladende, at man kun kan få folk til at klappe, hvis de får udleveret hjælpemidler ved indgangen! Helt ærligt, altså! Hvorfor er det, at man ikke prøver at rette blikket ud på den anden side af murene, ud på fodboldstadion, hvor klappepølser er bandlyst, men hvor der til gengæld er stemning?

I fredags blev der afholdt et stort indendørs fodboldstævne i Brøndbyhallen med deltagelse af flere ligahold og deres fans. Sjældent (aldrig) har lydniveauet været så højt i en dansk idrætshal. Fodboldfansene formåede at flytte begejstringen fra stadion ind i hallen med masser af slagsange, klapsalver og tilråb. En ganske anden oplevelse end den, der normalt tilbydes klappepølsesegmentet. Hvor var det dog fedt at opleve det lydinferno og den stemning, som blev skabt. Og i den sammenhæng er det ligegyldigt, at det var Brøndbyfansene, der var toneangivende.  Også fordi AGF vandt det hele 🙂

Lær dog af det, håndboldarrangører. Da jeg for nogle år siden var marketingchef i håndboldligaklubben Fredericia HK indledte vi et samarbejde med klubbens fangruppe, HK Ultras. Der skulle være gang i den til hjemmekampene. Ingen klappepølser, masser af engagement. Det betød, at modstanderholdene elskede at komme på besøg, for der var en fantastisk atmosfære og masser af go’ lir spillere og tilskuere imellem.

Klubben blev over hele Danmark fremhævet for fankulturen, men blev ikke et eksempel til efterfølgelse. Andre steder havde man allerede tabt til mageligheden blandt kernepublikummet. Til de sponserede stemningsdræbere og de bløde puder til numserne.

Heldigvis – eller uheldigvis – har vi at gøre med et temmelig dansk fænomen. Syd for grænsen og ovre østpå kan tilskuerne sagtens finde ud af at skabe en stemning, som blæser modstanderholdene ud af hallen. Og det foregår altså ved at klaske to kødstykker mod hinanden og ved at bruge stemmen. Klappe, råbe, pifte og synge. Svine modstanderne til. Kalde dommeren for Ove Hust. Hvor jeg dog savner den gode stemning.

Gad vide om det bliver et godt nyt år?

For omkring et år siden ønskede vi hinanden ”Godt nytår”. Det gør man jo på denne tid af året. Det sker i håb og måske i forventning om, at det nye år vil byde på masser af stjernestunder, små og store oplevelser. Men konklusionen på 2017 fra min og familiens side må være, at det bestemt ikke har været godt. Faktisk har det været lidt af et lorteår.

Det begyndte ellers godt. 17 dage i februar på rundtur i Brasilien og Argentina. Store oplevelser, masser af stjernestunder. En dråbe malurt i rejsebægeret var der dog, da Kirsten ca. en time inden afrejsen brækkede håndleddet efter et fald på den sidste hundeluftningstur. Så den stod på gipsarm i 30-35 graders varme og hverken svømmeture eller beachvolley. Det var synd for hende. Men ellers var det fantastisk hos familien i Sydamerika.

Vi var knap nok kommet hjem før svigermor blev syg. Det startede med, at hun blev indlagt med meget ondt i maven. Forstoppelse. En dårligt fungerende galdeblære. Og så fandt de også ud af ude på sygehuset, at hun lige havde brækket ryggen. Der blev taget et utal af prøver, men tiden gik, og hun blev svagere fra dag til dag. Det var svært at bekæmpe det ene uden at ødelægge det andet. Håb afløstes af frustration. Og igen af håb. Som så blev afløst af afmagt og afklaring, da vi til sidst kunne vi mærke, hvad vej det gik. Den 31. marts sov min fantastiske svigermor stille ind. Den vigtigste, livsklogeste og mest beundringsværdige person, jeg nogensinde har kendt (bortset fra min kone). Vi var – og er stadig – fuldstændig knuste.

Og sådan fortsatte det slag i slag i vores halvstore familie. Wilma, den yngste af vores hunde, havde sidst på året 2016 fået konstateret lymfekræft og var i foråret kommet igennem et 12 ugers behandlingsforløb. Og så blev Bailey, den ældste af vores hunde, som aldrig havde fejlet noget, pludselig besværet af vejrtrækningsproblemer og fik konstateret en stor cyste lige ved hjertet. Ham måtte vi tage afsked med efter 10 fantastiske år i fremragende selskab. Sidst på sommeren kom Wilmas kræft så tilbage og i november gav det ingen mening af fortsætte kampen.

Så i 2017 mistede vi altså familiens fælles omdrejningspunkt og to højt elskede firbenede familiemedlemmer. Dermed kommer 2017 ind på top 1 over de værste år i mit liv.

Vi fik også Golden Retriever hvalpen Maggie, som nu er 10 måneder. Hun fejler heldigvis ingenting, bortset fra, at hun er bange for fyrværkeri.

Og midt i januar får vi så familieforøgelse når Maggies lillesøster Ellie bliver gammel nok til at flytte ind hos os på Byvangen.

Så måske bli’r 2018 et godt år. Det får i hvert fald svært ved at blive dårligere end 2017.

7-9-13 vil Kirsten nok skynde sig at tilføje.

Wilmas kamp

Den 1. december 2016 om aftenen havde Wilma det skidt. Tiltagende ubehag kombineret med hævede lymfekirtler betød, at vi valgte at kontakte dyrehospitalet, som bad os komme med det samme. Alberte og jeg tog derud i forventningen om, at vi nok ville få en virusdiagnose og noget medicin med hjem. I stedet fik vi at vide, at hun højst sandsynligt havde lymfekræft, at hun ikke kunne helbredes, og at det kun var muligt at tilbyde livsforlængende behandling.

Slam. Godt nok var dyrlægen en af landets bare syv specialister i kræft hos hunde, men det kunne da ikke passe, at en livlig Golden Retriever på kun 2½ år havde kræft? Næste dag var vi på hospitalet igen til prøver, scanninger med mere. Vi troede stadig, at det bare var en virus, men vi tog fejl. Vores selvstændige, stædige, gåtursforsagende og dejlige hund havde nu en dødsdom hængende over hovedet. Og så tæt på, at den nærmest strejfede pelsen.

Det rigtige valg
På hospitalet fik vi præsenteret mulighederne. Uden behandling ville der formodentlig ikke gå lang tid. Med behandling med binyrebarkhormon var udsigterne 3-4 måneder. En 12-ugers intensiv kemo-behandling ville give Wilma 6-9-12-18 måneder afhængig af en lang række endnu ubekendte faktorer. Havde kræften spredt sig til knoglemarven? Var det en rolig eller en aggressiv kræftform? Hvordan ville hun reagere på behandlingen?

Vi besluttede, at vi under alle omstændigheder skyldte hende at tage beslutningen på et så oplyst grundlag, som overhovedet muligt. Og da ekstra tests viste, at kræftformen ikke var af den aggressive slags, så valgte vi, at hun skulle gennemføre kemo-forløbet. Og så håbede vi selvfølgelig, at hun ville gøre alle statistikker til skamme og sætte rekord som den længst overlevende kræftramte hund nogensinde. Det var dyrt, men det var ligegyldigt, hun skulle have chancen.

Allerede inden jul havde vi påbegyndt behandlingen. To gange om ugen skulle hun afsted til hospitalet – tirsdag til blodprøvetagning og onsdag til medicinsk behandling. Og hun var en stjerne! Alle elskede hende derude, og hun kunne i hvert fald i starten godt lide at komme der på grund af forkælelsen (lækker mad fra dåse). Begejstret fortalte dyrlægen, hvordan hun helt af sig selv rakte armen frem, når droppet skulle lægges, og lige der tillod jeg mig altså for første og eneste gang at betvivle dyrlægens faglighed og dyrlægestudiets tilsyneladende mangelfulde fokus på de firbenedes anatomi.

Det så ud til at virke
Langt de fleste gange tog hun medicinen pænt. Hun blev samtidig behandlet med binyrebarkhormontabletter, og de gav lidt bivirkninger, men ellers er kræftbehandling af hunde sat sammen på en måde, så dyrene ikke får samme bivirkninger som mennesker. Mindre doser, desværre også med mindre effekt. 12 uger er imidlertid lang tid, og vi var glade, da behandlingen var slut. Specielt fordi hendes hævelser allerede tidligt i forløbet var kraftigt på retur og til sidst var helt forsvundet. Midt på foråret havde vi så i princippet en ”rask” hund igen. Hun var tydeligt gladere, men gad stadig ikke gå tur. Altså den gode gamle, madglade egenrådige Wilma.

Vores forhåbninger om, at hun skulle slå alle rekorder slog desværre fejl. Allerede midt på sommeren mærkede vi, at lymfeknuderne begyndte at vokse igen, og et besøg hos dyrlægen bekræftede, at kræften var tilbage. Dyrlægen snakkede nu om uger igen og da hun (Wilma, ikke dyrlægen) reagerede kraftigt på den genoptagne hormonbehandling, valgt vi at holde med denne af hensyn til hendes livskvalitet. Men nu gjorde hun så de umiddelbare dommedagsprofetier til skamme, for selv om knuderne voksede gjorde det ikke nævneværdigt ved hendes velbefindende. Godt nok brummede hun lidt mere, men ellers gik det fint. Og uger blev til måneder. Sidst på sommeren fik hun ”røde” øjne og dyrlægen sagde, at det var kræftens skyld, men ved undersøgelsen på hospitalet var hun ikke videre mærket af sygdommen, så vi levede videre. Sammen, fik det allerbedste ud af hver eneste dag.

Den svære men rigtige beslutning
Nærmest ud af ingenting blev hun så henover weekenden blind. Totalt på det ene øje og næsten på det andet. Hun kunne ikke længere orientere sig, gik ind i alting og peb, når hun var forvirret. Det var synd. Det var uværdigt. Der var kun én rigtig beslutning, og derfor tog vi afsked med Wilma mandag eftermiddag på dyrehospitalet. Kirsten havde taget fri fra arbejde og havde taget hende med på stranden til en sidste badetur, for det elskede hun. Hvis det overhovedet giver mening at sige sådan, så var det en god afslutning på et hundeliv, som desværre blev alt for kort.

Som dyr hjemme hos os har man en masse privilegier. Først bliver man nøje udvalgt efter lækkerhedsskalaen, siden vil man opleve at blive prioriteret nærmest på linje med de resterende medlemmer af husstanden. Og selv om man naturligvis kortvarigt kan ryge i bad standing efter at have spist noget dejligt fodtøj, så bliver man elsket og værdsat. Det har gjort ondt hver eneste gang vi har mistet et kæledyr, for de betyder alverden i vores familie. Gode og hengivne medlemmer af klanen med hver deres fantastiske personligheder.

Lige nu gør det bare ondt at have mistet Wilma, for vi har kæmpet en hård kamp sammen gennem de sidste 11 måneder. Odds’ene var bare urimeligt dårlige. Lortesygdom…