For omkring et år siden ønskede vi hinanden ”Godt nytår”. Det gør man jo på denne tid af året. Det sker i håb og måske i forventning om, at det nye år vil byde på masser af stjernestunder, små og store oplevelser. Men konklusionen på 2017 fra min og familiens side må være, at det bestemt ikke har været godt. Faktisk har det været lidt af et lorteår.
Det begyndte ellers godt. 17 dage i februar på rundtur i Brasilien og Argentina. Store oplevelser, masser af stjernestunder. En dråbe malurt i rejsebægeret var der dog, da Kirsten ca. en time inden afrejsen brækkede håndleddet efter et fald på den sidste hundeluftningstur. Så den stod på gipsarm i 30-35 graders varme og hverken svømmeture eller beachvolley. Det var synd for hende. Men ellers var det fantastisk hos familien i Sydamerika.
Vi var knap nok kommet hjem før svigermor blev syg. Det startede med, at hun blev indlagt med meget ondt i maven. Forstoppelse. En dårligt fungerende galdeblære. Og så fandt de også ud af ude på sygehuset, at hun lige havde brækket ryggen. Der blev taget et utal af prøver, men tiden gik, og hun blev svagere fra dag til dag. Det var svært at bekæmpe det ene uden at ødelægge det andet. Håb afløstes af frustration. Og igen af håb. Som så blev afløst af afmagt og afklaring, da vi til sidst kunne vi mærke, hvad vej det gik. Den 31. marts sov min fantastiske svigermor stille ind. Den vigtigste, livsklogeste og mest beundringsværdige person, jeg nogensinde har kendt (bortset fra min kone). Vi var – og er stadig – fuldstændig knuste.
Og sådan fortsatte det slag i slag i vores halvstore familie. Wilma, den yngste af vores hunde, havde sidst på året 2016 fået konstateret lymfekræft og var i foråret kommet igennem et 12 ugers behandlingsforløb. Og så blev Bailey, den ældste af vores hunde, som aldrig havde fejlet noget, pludselig besværet af vejrtrækningsproblemer og fik konstateret en stor cyste lige ved hjertet. Ham måtte vi tage afsked med efter 10 fantastiske år i fremragende selskab. Sidst på sommeren kom Wilmas kræft så tilbage og i november gav det ingen mening af fortsætte kampen.
Så i 2017 mistede vi altså familiens fælles omdrejningspunkt og to højt elskede firbenede familiemedlemmer. Dermed kommer 2017 ind på top 1 over de værste år i mit liv.
Vi fik også Golden Retriever hvalpen Maggie, som nu er 10 måneder. Hun fejler heldigvis ingenting, bortset fra, at hun er bange for fyrværkeri.
Og midt i januar får vi så familieforøgelse når Maggies lillesøster Ellie bliver gammel nok til at flytte ind hos os på Byvangen.
Så måske bli’r 2018 et godt år. Det får i hvert fald svært ved at blive dårligere end 2017.
7-9-13 vil Kirsten nok skynde sig at tilføje.
