Jeg hader klappepølser

Jeg har tilbragt en betragtelig del af mit liv i diverse håndboldhaller. Først som spiller, siden som træner og senest som forælder. Har set tusindvis af håndboldkampe på vidt forskellige niveauer, fra lilleput til liga, krydret med et betragteligt antal landskampe. Men jeg gider faktisk ikke se hverken liga- eller landskampe mere, og det skyldes primært de der latterlige klappepølser.

At opleve en hel langside fyldt med Hr. og Fru Danmark’er sidde og taktfast slå to stykker oppustet plastik sammen for at frembringe en kunstig, teknorungende, ligegyldig stemning er en lidelse. Jeg kan bare ikke ha’ det. Alternativet er gud hjælpe mig et stort stykke foldet pap, som bevidstløst klaskes ned i hånden eller mod et mere eller mindre kødfyldt overlår. Hvor er det dog tåbeligt.

Det var formodentlig en eller anden smart marketingperson, som engang i fortiden blev bedt om at gøre sig nogle tanker om, hvordan man kunne skabe begejstring i de stemningsforladte håndboldarenaer. Måske var der en sponsor, som havde adgang til et forladt lager fyldt med ubrugt plastik i rigelige mængder. Uanset hvad, så er resultatet og udbredelsen skammeligt.

Jeg er ganske på det rene med, at der var/er et stort behov for at skabe mere larm og stemning i hallerne. Folk skal have noget for pengene. Men kamparrangørerne mener tilsyneladende, at man kun kan få folk til at klappe, hvis de får udleveret hjælpemidler ved indgangen! Helt ærligt, altså! Hvorfor er det, at man ikke prøver at rette blikket ud på den anden side af murene, ud på fodboldstadion, hvor klappepølser er bandlyst, men hvor der til gengæld er stemning?

I fredags blev der afholdt et stort indendørs fodboldstævne i Brøndbyhallen med deltagelse af flere ligahold og deres fans. Sjældent (aldrig) har lydniveauet været så højt i en dansk idrætshal. Fodboldfansene formåede at flytte begejstringen fra stadion ind i hallen med masser af slagsange, klapsalver og tilråb. En ganske anden oplevelse end den, der normalt tilbydes klappepølsesegmentet. Hvor var det dog fedt at opleve det lydinferno og den stemning, som blev skabt. Og i den sammenhæng er det ligegyldigt, at det var Brøndbyfansene, der var toneangivende.  Også fordi AGF vandt det hele 🙂

Lær dog af det, håndboldarrangører. Da jeg for nogle år siden var marketingchef i håndboldligaklubben Fredericia HK indledte vi et samarbejde med klubbens fangruppe, HK Ultras. Der skulle være gang i den til hjemmekampene. Ingen klappepølser, masser af engagement. Det betød, at modstanderholdene elskede at komme på besøg, for der var en fantastisk atmosfære og masser af go’ lir spillere og tilskuere imellem.

Klubben blev over hele Danmark fremhævet for fankulturen, men blev ikke et eksempel til efterfølgelse. Andre steder havde man allerede tabt til mageligheden blandt kernepublikummet. Til de sponserede stemningsdræbere og de bløde puder til numserne.

Heldigvis – eller uheldigvis – har vi at gøre med et temmelig dansk fænomen. Syd for grænsen og ovre østpå kan tilskuerne sagtens finde ud af at skabe en stemning, som blæser modstanderholdene ud af hallen. Og det foregår altså ved at klaske to kødstykker mod hinanden og ved at bruge stemmen. Klappe, råbe, pifte og synge. Svine modstanderne til. Kalde dommeren for Ove Hust. Hvor jeg dog savner den gode stemning.

One Reply to “Jeg hader klappepølser”

  1. Hvor er jeg dig enig. Netop klappepølserne gør at jeg kommer sjældnere i en håndboldhal end jeg ellers ville have gjort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *